Pia hjælper fattige mødre i Nepal: „Jeg er nødt til at gøre en forskel”

Pia Torp har prøvet at leve på den meget velbeskinnede solside af samfundet. Både som model og senere som jurist med karrierejob. Hun har også prøvet at bo helt alene med sine to små børn og hunde langt inde i en skov. I dag deler den nu 52-årige psykoterapeut sit liv mellem København og Nepal, hvor hun har startet hjælpeorganisationen Chimalaya Charity, som hjælper fattige mødre og børn med bl.a. at skabe et sundere liv for dem selv. 

Vejen hertil har været snoet, og hun har bl.a. måttet gennem to store livskriser for at kunne komme til det punkt, hvor hun nu hviler trygt i sig selv uden angst, siger hun.
− Jeg havde haft så meget støj på min sendefrekvens i mange år. Men endelig, da jeg var midt i 40’erne, begyndte jeg at fintune mig selv og sende fra en mere ren kanal. Jeg blev bevidst om, hvad jeg står for, og hvordan jeg har det godt med mig selv. Og når man når dertil, møder man også den, man har brug for, siger hun. Den indre ro, som fylder i dag, havde hun ikke som ung, og hendes fars død i 1980 var ved at knække hende.
− Jeg blev frygtelig ulykkelig og ude af mig selv. Som ung følte jeg ikke altid, at jeg passede ind. Jeg havde en masse energi og power, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle bruge til. Mens hun læste jura, arbejdede hun som model ved siden af, og som færdiguddannet jurist fik hun job som brandmanager i kosmetikfirmaet Estée Lauder og senere som markedsansvarlig i Dansk Røde Kors. Hun blev gift og fik sønnen Frederik og datteren Rebecca.
− Når jeg i dag ser tilbage, kan jeg se, at mine børn gav mig livet tilbage. Som ung havde jeg i mange år en aura af vrede omkring mig, uden at jeg vidste hvorfor. Jeg følte mig frygtelig ensom med sorgen over min far, opdagede jeg. Det var først, da jeg fik børnene, at jeg for alvor lukkede lykken ind igen. I nogle år levede hun et travlt liv med to karrierer og to små børn, stor villa i Charlottenlund, au pair og Øresundsudsigt. Indtil den anden store livskrise indtraf. Hendes lille datter, som på det tidspunkt var tre år, blev alvorligt syg og indlagt.

SE OGSÅ: Sygeplejerske i krigszonen: "Jeg har sagt farvel til frygten"

Jeg trak stikket til mit gamle liv
− Det var et enormt chok. Efter en uge viste det sig, at hun led af nefrotisk syndrom − en sygdom, hvor immunforsvaret bryder sammen, nyrerne bliver utætte, og man hober væske op i en grad, så det kan være livsfarligt. Jeg opholdt mig konstant på hospitalet og koncentrerede mig om at hjælpe mit barn. Det var ubeskriveligt hårdt.
Krisen belastede ægteskabet. Pia blev skilt og flyttede for sig selv med sine to børn. Det var i 2000. Pludselig stod hun uden job, mand og hus, og med et barn, der var dødssyg. Hendes bedste veninde fik brystkræft, en anden venindes mand døde. Ulykkerne væltede ind over hende.
− Men der måtte være en vej op mod lyset igen, tænkte jeg. Jeg begyndte at studere forskellige healingsteknikker for ikke bare at vente på, at nogen gjorde noget for mig. Jeg så jo, hvordan familier på hospitalet gik til grunde af angst og bekymring.
− Jeg var nødt til at handle for ikke selv at gå under. Jeg læste bl.a. buddhistiske bøger om Dalai Lama og kom på sporet af Ole Vadum Dahl, der er leder af ID Academy, en psykoterapeutisk uddannelse. Langt om længe blev Pias datter erklæret for rask, men hun var stadig for sårbar til, at Pia kunne arbejde på fuldtid.
− Og så valgte jeg at trække stikket fuldstændig til mit gamle liv og flytte på landet. Folk troede, jeg var blevet vanvittig. Jeg flyttede til Vester Egede i nærheden af Næstved, hvor jeg lejede et hus af Gisselfeld Gods 800 meter inde i skoven.
− Her boede jeg mutters alene med mine to børn og elskede det. Børnene måtte gå med pandelamper gennem skoven om vinteren og tage bussen femten kilometer ind til Næstved for at komme i skole. Men det var lige den healing, vi havde brug for, et roligt og udramatisk liv.
− Jeg levede af min opsparing og små projektarbejder, men mest brugte jeg tiden på at hygge mig med børnene og vores to hunde. Selvfølgelig var der også en ensomhed i det. Når børnene sov klokken ni om aftenen, sad jeg der alene i mørket. Heldigvis kommer man hinanden ved på landet. De nærmeste naboer blev mine gode venner, og når jeg fik besøg i weekenderne fra København, kom folk med dyner og rødvin og blev i flere dage.

SE OGSÅ: Eksperten: Det er sundt at fejle

Mødet med den store kærlighed
I flere år boede Pia ude i skoven, indtil hun og børnene var så meget ovenpå, at hun kunne vende tilbage til sit „gamle” liv. Hun fik et job i en privatejet fond i København, hvor hun var med til at få velgørende projekter rundt om i verden op at stå. Et drømmejob med det humanitære indhold, hun længtes efter. Samtidig begyndte hun at læse til psykoterapeut hos Ole Vadum Dahl.
− Det var styret af min nye interesse for, hvordan folk kommer videre, når tæppet er blevet revet væk under dem. I forbindelse med uddannelsen tog jeg på en rejse i mit indre, som også førte til, at jeg i 2008 mødte min nuværende mand, Carsten. Jeg sad ved siden af ham ved en fest, og vi har fulgtes ad siden.
− Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi skal være sammen resten af vores liv og kunne godt ønske, at jeg havde mødt ham tidligere. Men åbenbart skulle jeg igennem nogle prøvelser, før jeg faldt så meget til ro i mit eget selskab, at jeg kunne åbne mig for en som ham.
Carsten er forretningsmand og har samtidig en passion for at klatre i bjerge. Kort efter at de mødtes, skulle han til Nepal for at bestige Mount Everest.
− Jeg tænkte, det kunne ikke være rigtigt. Nu havde jeg endelig mødt mit livs kærlighed, og så skulle han til Nepal og risikere sit liv.
− Jeg tog ned til ham, mens han var afsted, og I Nepal mødte jeg nogle af de sherpaer, der leder bjergekspeditionerne i Himalaya. En ung sherpa så, hvor bange jeg var for, at der skulle ske Carsten noget og tog mig med til en højtstående lama i et kloster. Og der faldt jeg til ro. Der er noget i nepalesernes måde at være på, i deres hjertelighed og fremtoning, som gav mig en dyb tillid til, at det nok skulle gå. Og som har fået mig til at vende tilbage igen og igen. Det er et land rigt på spiritualitet, og det taler meget til mig.

Jeg kan bruge min power nu
Rejsen, kombineret med at PiaTorp for første gang i sit liv følte sig elsket af et voksent menneske, gjorde, at alting begyndte at falde på plads i hendes liv, siger hun. I dag har hun startet egen praksis på Østerbro som psykoterapeut med speciale i parterapi og personlige udviklingsforløb.
− Jeg er blevet i stand til at bruge den energi og power, jeg altid har haft, men tidligere ikke var i stand til at forvalte rigtigt. Udadtil har jeg nok altid virket, som om jeg var selvsikker og stor i slaget. Men i virkeligheden var jeg usikker og havde et lavt selvværd. Det fik jeg has på undervejs i uddannelsen. Jeg skulle åbenbart blive 45 år, før jeg nåede så langt.

SE OGSÅ: Nikolaj Kopernikus: Jeg vil ud, hvor jeg ikke kan bunde"

Vi giver mødrene et fristed
Sideløbende med sin praksis har Pia Torp startet en velgørende forening, Chimalaya Charity, som hun er formand for.
− Det begyndte, da jeg kom hjem fra Nepal i 2009 og var rystet over fattigdommen. En af de værste konsekvenser er fejl- og underernæring, som påvirker børnene hele livet, og det forsøger vi at bekæmpe.
− Med et team af nepalesiske læger og sygeplejersker har vi etableret en mødregruppeklinik på en lokal sundhedsklinik. Vi tilbyder fattige, hårdtarbejdende mødre at mødes i nogle timer i trygt samvær med deres børn og andre mødre, mens de undervises af en sygeplejerske i bl.a. amning, vitaminer, ernæring og hygiejne.
− Da jeg besøgte en af grupperne for nylig, kunne jeg se, hvor meget mødrene nød at have et fristed, hvor de kunne trække vejret og havde tid til deres børn. Teamet af læger og sygeplejersker tager også ud til de mest sårbare og følger op på deres helbred og sundhed. Konceptet er en stor succes, og vi vil overføre det til andre sundhedsklinikker.

Siden 2009 har Pia Torp været i Nepal nitten gange i alt, men nepaleserne i projekterne er efterhånden så selvhjulpne, at hun ikke behøver at komme der helt så ofte.
− Guderne skal vide, at det er svært at rejse pengene til projekterne og svært altid at stå med hånden fremme. Men det er blevet en del af mig, og jeg kan ikke længere undvære at gøre en forskel. Jeg får så meget igen af det, og det gør mig så stolt at se resultaterne.

MINE BEDSTE TIPS - LAD KÆRLIGHEDEN VOKSE
LÆR, HVORDAN I GÅR OVER BROEN til hinandens verden, lytter og skaber et ægte møde. Vis den anden, at du er engageret og interesseret.
DET KRÆVER, at du efterlader din bagage og virkelig tør være der for den anden, hvilket kan være meget angstprovokerende.
SKRU NED FOR TEMPOET i jeres samvær, og fjern unødig støj omkring jer, det gør det nemmere at åbne sit hjerte og være ordentligt til stede.
LÆR AT SÆTTE JER I DEN ANDENS STED. Man behøver ikke at være enig, men man kan blive bedre til at forstå, hvad den anden mener og oplever.

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, når du er forelsket?

SE OGSÅ: Regitze vejede kun 31 kilo: "Jeg har spist mig rask"

SE OGSÅ: 10 tegn på, at din krop er stresset