OCR løb
SPONSORERET indhold

Sådan føles det at presse kroppen gennem forhindringsløb

I 2014 deltog 28-årige Anikka Højrup Runegaard Thomsen for første gang i Nordic Race på Amager. To år senere vandt hun løbet, og i efteråret stod hun på podiet til VM i Canada med en guldmedalje om halsen.

Af:: Maria Præst Foto: Privat
15. aug. 2017 | Sundhed

HVORFOR LØBER DU FORHINDRINGSLØB?

“Jeg prøvede det for første gang i 2014, fordi jeg syntes, det lød som en sjov udfordring. En veninde hev mig med til Nordic Race på Amager Strandpark, som er det største forhindringsløb i Danmark med enten 5 eller 10 kilometer, og jeg blev vildt grebet af det. Det er sjovt og uforudsigeligt. Du ved ikke, hvad du bliver udsat for, og det er ikke nok bare at være god til at løbe. Du skal også have råstyrke, være teknisk dygtig og parat til at overskride nogle grænser.”

HVAD TÆNKER DU LIGE INDEN ET LØB?

“Jeg forsøger at holde hovedet koldt. Der er altid en forhindring, du frygter lidt, så jeg prøver at tænke den igennem. Ellers er jeg megaspændt, for du aner ikke, hvad der skal ske. Du har måske set ruten, men der er altid nogle skjulte forhindringer eller uforudsigelige elementer.”

HVORDAN HOLDER DU MOTIVATIONEN UNDERVEJS?

“Du kan ikke løbe og se målstregen som i et maraton, så du skal virkelig kæmpe for at komme i mål, og det er først, når du er helt over stregen, at du har gennemført. Min største forhindring er kulde – jeg bliver vildt hurtig kold. Jeg havde et løb lige før jul, hvor jeg fik klippet mit armbånd, fordi jeg blev så kold, at jeg ikke en gang kunne kravle op i et tov. Ellers kan jeg godt lide de tekniske forhindringer, for eksempel ‘low rig’, hvor du ved hjælp af tov, ringe, barer og lignende skal komme igennem uden at røre jorden. Det kræver både core-styrke og god kropskontrol.”

HVORDAN FØLES DET AT KOMME OVER MÅLSTREGEN?

“Det er sindssygt fedt. Den sidste forhindring er typisk en rigtig høj forhindring, du skal kravle over, så det er en fed følelse at overkomme den. Jeg løb Nordic Race på Amager Strandpark igen sidste år – og vandt! Jeg var helt overvældet, for det havde jeg ikke regnet med. Alle kom hen og spurgte, hvem jeg var. Jeg blev inviteret med til deres OCR-træning (Obstacle Course Racing), mødte desødeste OCR-entusiaster og fik de bedste træningsvenner. Og pludselig gik det meget stærkt. Fra at være noget, jeg prøvede for sjov i 2014, stod jeg i efteråret til VM i Canada på podiet med en guldmedalje om halsen og en førsteplads i min aldersgruppe. OCR har virkelig taget mig med storm.”

OG BAGEFTER?

“Jeg var helt færdig bagefter – men også helt oppe at køre, for det eneste, der er helt sikkert til OCR-løb, er, at du bliver maksimalt presset både psykisk og fysisk – og samtidig har det sjovt!”

HVORDAN TRÆNER DU OP TIL ET FORHINDRINGSLØB?

“Jeg træner meget alsidigt. Dét jeg lige har lyst til. Op til et løb træner jeg 5-6 gange om ugen fordelt på løb, funktionel styrketræning og svømning. Og så kan jeg ikke gå forbi en legeplads uden lige at se, om der er noget, jeg kan klatre på, hænge mig i eller hoppe henover. Det hele bliver lidt mere en leg. Det er også meget hård træning, men det føles bare ikke sådan. Jeg har også løbet maraton tidligere, og der var jeg ved at kede mig ihjel over at løbe ligeud.”

HVAD ER DIT NÆSTE LØB?

“Jeg skal løbe Nordic Race den 22. april, hvor jeg håber, at jeg kan forsvare min førsteplads fra sidste år, men konkurrencen er hård og som sagt er forhindringsløb uforudsigelige, så du ved aldrig, hvad der kan ske.”

Anbefalet til dig