Test af 5:2-kuren
SPONSORERET indhold

Sabina tester 5:2-kuren: "Er jeg reelt sulten, eller er det bare fordi, jeg er vant til at gå og snacke?”

Sabina synes, at 5:2-kuren er ret nem at gå til. Den kræver dog planlægning og standhaftighed på fastedagene, siger hun.

Af:: Sarah Galán Foto: Klaus Rudbæk
28. mar. 2017 | Sundhed | Fit living

1. DAG – NORMAL
“Til hverdag spiser jeg rimeligt sundt og prøver generelt at undgå kulhydrater som brød og pasta – og helst også sukker. Det er dog ikke altid, det holder helt. Jeg spiser magert kød, fisk og æg og altid grøntsager til både frokost og aftensmad, og så får jeg som regel et stykke frugt formiddag og eftermiddag, og nogle gange et stykke chokolade om aftenen. Chokolade er nok den last, der vil være sværest for mig at slippe. Selv når det er 85 procent, kan jeg sagtens spise en hel plade.
Jeg har besluttet mig for at spise sundt hele ugen, så jeg på ikke-fastedagene får tre sunde hovedmåltider og undgår usunde snacks. Jeg er spændt på, hvordan det bliver at faste – hvad mon der sker med min energi? På den første dag spiser jeg normalt og træner halvanden time.”

2. DAG – NORMAL
“Jeg tænker mere på mad i dag, end jeg plejer, fordi jeg tænker over, hvordan jeg skal planlægge mine måltider de kommende dage. Jeg har lidt hovedpine, da jeg går i seng, og jeg er spændt på i morgen, som er første fastedag.”

LÆS OGSÅ: Louise Bruun om 5:2-kuren: “Du får et bedre helbred af at faste”

 

3. DAG – FASTE
“Det er lørdag, og jeg vågner med hovedpine, så jeg står op og tager et glas vand og en kop grøn te, og så går hovedpinen heldigvis væk. Jeg trækker tidspunktet for morgenmaden til klokken 10.30 for at dele dagens 500 kalorier så meget ud som muligt. Jeg får skyr med æble, dadler og hørfrø og en kop te. Jeg har god energi i løbet af dagen, hvor jeg blandt andet handler ind til de kommende dage. Det betyder, at jeg får kigget på ret meget mad, og det hele ser ekstra spændende ud, fordi jeg faster.
Jeg mærker sult flere gange i løbet af dagen og spiser aftensmad klokken 17.30: linsesuppe med butternutsquash og gulerod. Jeg skulle egentlig have været ude om aftenen, men det har jeg droppet, for det er et cocktailparty, og der ville ikke være meget sjov i at deltage uden at måtte indtage noget som helst. Da jeg drikker min aftentetænker jeg på chokolade, og da jeg går i seng ved 22-tiden, tænker jeg på, at jeg glæder mig til at spise lidt mere mad i morgen.”

4. DAG – NORMAL
“Jeg spiser morgenmad klokken otte og tager til træning, hvor jeg har fin energi. Min frokost er rester af linsesuppen, og om aftenen bruger jeg også en opskrift fra bogen, for jeg synes, de er lækre. Jeg tilføjer lidt ekstra, fordi det jo ikke er fastedag. Det er rart at måtte spisenormalt, men jeg har faktisk en følelse af, at der er mindre plads i maven efter fastedagen. Jeg føler mig meget hurtigt mæt og kan ikke spise aftensmaden op, som jeg plejer. Til min aftente fravælger jeg chokoladen til fordel for en appelsin.”

LÆS OGSÅ: 5:2-kuren: Eksperterne guider dig gennem fordele og ulemper

5. DAG – FASTE
“Fastedag nummer to er en mandag. Jeg har fri fra arbejde, men har en aftale fra morgenstunden, så klokken 7.15 spiser jeg morgenmad, omelet med edamamebønner. Ved 12-13-tiden mærker jeg sult, som går over igen, men som dagen skrider frem, bliver jeg mere sulten, og jeg fantaserer om alle mulige madvarer, som jeg normalt ikke ville spise. Sidst på eftermiddagen er jeg træt, og jeg har en halv time, hvor min mave snører sig sammen, og det føles, som om der er hul i den. Det går over, men jeg er utidig ogkortluntet, indtil jeg får min aftensmad klokken 18. Der er simpelthen gået for lang tid imellem mine to måltider, og samtidig har jeg ikke fået drukket helt så meget te og vand i løbet af dagen som på den første fastedag. Jeg spiser aftensmaden – kylling med hvide bønner og tomat – på 10 til 15 minutter og føler mig nærmest fysisk dårlig bagefter.”

6. DAG – NORMAL
“På trods af fasten i går føler jeg mig ikke ekstra sulten i dag. Jeg er ude med mit arbejde hele dagen og tager direkte derfra til to timers træning, som føles ekstremt hårde. Jeg overvejer, om det har noget at gøre med, at jeg fastede i går, men det kan også være, fordi jeg har spist uregelmæssigt i dag, fordi vi har været ude.”

7. DAG – NORMAL
“Jeg træner om morgenen og har god energi i løbet af dagen. Efter aftensmaden har jeg chokoladecravings, som jeg modstår. Det giver mest mening for mig at være opmærksom på, hvad jeg indtager på de dage, hvor jeg ikke faster, så jeg ikke ødelægger det, jeg har kæmpet for på fastedage.

LÆS OGSÅ: FIT LIVING tester 10 dages suppekur: Er det vejen til sundhed?

 

EFTER KUREN
“Jeg har tabt 2,5 kilo i løbet af de syv dage, og jeg har følt mig godt tilpas i min krop. Jeg synes, at kuren har været let at gå til, måske også fordi opskrifterne, jeg har fulgt, består af madvarer, jeg normalt godt kan lide. Det sværeste har klart være den mentale udfordring i at skulle faste. Det har været hårdt – men ikke FOR hårdt. Det har været interessant at mærke sulten, og jeg blev mere opmærksom på min krops signaler: Er jeg reelt sulten, eller er det bare, fordi jeg er vant til at gå og snacke? Det kræver lidt tid og overskud at følge kuren – du er for eksempel nødt til at planlægge, hvordan du får din mad på fastedagene, for ellers er det ikke sjovt. Men jeg synes, at 5:2 alt i alt er en god måde at få sine kostvaner på ret kurs, og jeg kunne sagtens finde på at gøre det igen. På sigt ville jeg dog nok køre 6:1, da jeg tror, det er mere realistisk for mig.”