spis dig rask, tre kvinder
SPONSORERET indhold

3 kvinder afslører: Vi har spist os raske

Er du udmattet og lidt for tit irritabel? Bliver maven oppustet, så snart du spiser det mindste? Eller har du måske endda meget svært ved at blive gravid? Så findes løsningen måske i din kost. Se, hvordan Louise, Heidi og EvaSofia har spist sig til en krop i sund balance.

Af:: Karen Greve Foto: Peter Nørby
08. jun. 2016 | Sundhed | Fit living

„Farvel til min oppustede mave”

Med low fodmap diet, der udelukker visse kulhydrater, har Heidi Christensen, 24, endelig fået en sund mave.

For ikke så længe siden så man aldrig Heidi i et par cowboybukser. Hun gik i strømpebukser, leggings og løse kjoler. Tøj, der kunne give sig, hvis hun pludselig fik mavekneb, eller maven hævede til dobbelt størrelse.
− Nogle gange så det ud, som om jeg havde en fodbold i maven. Jeg kunne få mavesmerter morgen, middag og aften. Der var ikke noget mønster i det, så jeg kunne ikke holde ud at have almindelige bukser på.
Ud over selve ubehaget ved mavepinen var det en kæmpe frustration for Heidi, at der tilsyneladende ikke var nogen grund til hendes sarte mave. Hun fulgte alle de almindelige kostråd om at spise frugt og grønt, få fed fisk, drikke masser af vand og motionere jævnligt. 

− Jeg løb et par gange om ugen, cyklede og gik meget, fordi det skulle hjælpe på fordøjelsen. Jeg forsøgte også forskellige kure, bl.a. at holde mig fra sukker, men intet af det hjalp.
I 2014 kom Heidi imidlertid i kontakt med en diætist, der fik mistanke om, at Heidi led af irritabel tyktarm, og at en bestemt type kulhydrater forværrede hendes symptomer.

SE OGSÅ: Fokus på dine tarme: Sådan spiser du dig til flad mave og bedre humør


Onde æbler og gode appelsiner
− I starten da jeg skulle følge min nye diæt, low fodmap diet, var jeg en smule skræmt, fordi der er lange lister over, hvad man skal undgå. Det virkede uoverskueligt, men jo mere jeg satte mig ind i det, jo nemmere blev det jo.
Heidis diæt virker ikke logisk i forhold til de kategorier, vi normalt opdeler fødevarer i. Frugt er ikke bare frugt. Heidi kan f.eks. godt tåle appelsin, jordbær og banan, men ikke brombær, fersken og æble. Hendes mave arbejder fint med aubergine, broccoli og courgette, mens asparges, champignon og alle slags løg udfordrer hendes tarmsystem.

Bedre mave − mere energi
Heidi har levet efter sin nye kostplan i et år, for effekten er tydelig.
− Når jeg følger listerne, får jeg ikke luft i maven. Jeg er ikke oppustet og har heller ikke mavepine. Jeg har også meget mere energi nu og sover bedre om natten.
Heidis nye kost kræver, at hun bager sit eget brød for at undgå gluten, at hun springer visse retter over som gæst og altid har madpakke med på arbejde i stedet for at spise kantinens buffet. Indimellem er der nogen, der synes, at det er lidt synd. Eller lidt hysterisk. Men det er Heidi holdt op med at bekymre sig om.
− Der er nogen, der ikke rigtig forstår, hvor ondt man kan få i maven, og hvor meget det betyder for ens trivsel. Jeg ville da ønske, at jeg bare kunne spise alt muligt, men jeg kan mærke rumlen, hvis bare jeg spiser et halvt stykke hvedebrød, og så slemt er det altså ikke at undvære.

SE OGSÅ: 3 kvinder tester: Hvor sund er du på en skala fra 1-10?

Heidis nye kost
Low fodmap begrænser vanskeligt optagelige kulhydrater, der findes i visse grønsager, frugter, mælkeprodukter og kornsorter.

Irritabel tyktarm kan forværres af visse kulhydrater, fordi de typisk danner luft i maven og trækker vand ind i tarmen.

Diætens første fase udelukker de vanskelige fødevarer. Herefter indføres de til den rette balance.

Irritabel tyktarm?

15-20 procent lider af irritabel tyktarm i større eller mindre grad. Typiske symptomer er oppustet mave, mavesmerter, pludselig afføringstrang samt enten hyppig forstoppelse eller diarré. Diagnosen stilles på baggrund af symptomer fra mave og tarm og via udelukkelse af f.eks. tarmkræft, kronisk tarmbetændelse og glutenallergi.
Kilde: Klinisk diætist Mia Schomacker. Se mere på sundmave.dk

Navn: Heidi Christiansen.
Alder: 24 år.
Job: HR-assistent i advokatbranchen.
Privat: Single

.„Jeg blev endelig gravid naturligt”

Sit første barn fik EvaSophia Sølvig Østergaard, 38, med store komplikationer efter en fertilitetsbehandling. Men de to næste kom helt naturligt, da hun spiste kroppen i balance med ny kost.


Lige efter fødslen af sit første barn lå Eva på intensivafdelingen. Propfyldt med medicin på grund af svangerskabsforgiftning og blodtab. Svækket efter et akut kejsersnit fire uger før tid. Hun havde ganske vist endelig fået sit barn. Efter fertilitetsbehandling med hormonpiller, ægløsningssprøjter og insemination var det lykkedes. Det var bare ikke helt sådan, Eva havde forestillet sig, det skulle være at blive mor.
− Jeg lå ti dage i hospitalssengen og kunne nærmest ikke kende mig selv. Jeg kunne bare mærke, at på denne her måde skulle jeg ikke have flere børn. Det slog jo halvvejs både mit barn og mig selv ihjel. 

At blive gravid blev for Eva i første omgang et meget medicinsk projekt. Hendes krop ville ikke undfange, og derfor tog lægerne over. Men undervejs mistede Eva sig selv. Da hun langsomt kom til sig selv i løbet af barslen, fik hun reflekteret grundigt over, hvad hendes udgangspunkt var rent fysisk − og at der måske var en grund til, at hendes krop virkede ufrugtbar, selv om lægerne ikke kunne forklare det.
− Mit liv var hektisk. Jeg arbejdede mange timer og rejste meget. Jeg fløj til Kina, Indien og London mellem tidszoner i 7-12 dage ad gangen. Desuden dyrkede jeg så meget sport, jeg kunne komme til. Det var en god dag, når jeg havde taget en dobbelt spinningtime, hvor jeg kunne tørre litervis af sved op bagefter.
Eva begyndte at tænke, at hun måske ikke havde været så sund, som hun selv havde troet. Måske kan kroppen godt være ude af balance, selv om man spiser fedtfattigt og dyrker masser af motion. Måske er den cocktail faktisk ikke optimal, når det gælder om at blive gravid?

SE OGSÅ: Sådan spiser du dig gravid

Hurtigt gravid igen
Med et lille barn var det naturligt for Eva at droppe den hårde træning og i stedet dyrke mere moderat efterfødselsgymnastik et par gange om ugen. Samtidig besluttede hun at omlægge sin kost, så hun undgik gluten, mælk og sukker.
− Jeg havde lyst til at prøve noget andet, end jeg hidtil havde gjort. Måske ville det virke godt for mig? Og jeg kunne mærke, at jeg fik det bedre. Jeg følte mig mere i balance.
Eva gik til kontrol hos lægen efter det dramatiske kejsersnit, fordi hendes levertal og nyretal var dårlige efter svangerskabsforgiftningen.
− Mine tal blev forbløffende hurtigt meget bedre, og jeg er sikker på, at det betød noget, at jeg ændrede livsstil.
Efter det lange forløb, hvor Eva ikke havde kunnet blive gravid, så hun ikke nogen grund til at beskytte sig. Hun var for altid færdig med at spise p-piller og påvirke sin krop med hormoner, og parret overvejede ikke nogen anden form for beskyttelse.
− Min mand og jeg tænkte jo, at vi ikke behøvede at passe på. Men 15 måneder senere stod jeg med baby nummer to i armene − og det var et helt anderledes forløb. Jeg følte, at jeg fødte et barn i stedet for at lade andre gøre det for mig.
For Eva er der en verden til forskel på selv at blive gravid, selv at føde og frem for alt kunne trække vejret undervejs.
− Alle fortjener at blive mor på den måde. Og det var ikke, fordi fødslen var nem, for barnet var stjernekigger og lå skævt i bækkenet, men min krop klarede alligevel at få hende ud naturligt.
Under to et halvt år senere fik Eva og hendes mand endnu et barn uden hjælp, og for Eva er der ingen tvivl om, at hendes nye livsstil gjorde hende frugtbar på en langt mere skånsom måde end fertilitetsklinikkens menageri af piller og sprøjter.
− Min krop var ikke i balance før. Den var stresset af hormoner og en alt for travl hverdag. I dag er jeg meget mere fokuseret på at gå en tur, komme tidligt i seng og spise ordentligt. Basissundhed! Vi skal tilbage til vores base, så kan vores krop ordne flere ting, end vi selv tror.

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, hvis du udsættes for stress?


EvaSophias nye kost
Undgår mælk, gluten og sukker i kosten.

Spiser
især grønne grønsager, mandler og sesam for at få kalk nok.

Tager desuden forskellige kosttilskud. Evas kost er hun striks med hjemme, mens hun slækker lidt på reglerne, når familien er ude. Hun har fokus på at mærke efter i kroppen.

Stresset krop?
Hvis du har mange stresshormoner i kroppen, kan det påvirke din cyklus. Måske er din ægløsning hæmmet, måske forstyrrer stresshormonerne din hypofyse, der sørger for kommunikation med dine æggestokke. Hvis du kan, så sæt tempoet ned. I forhold til din kost er det især insulinindholdet og sammensætningen af fedt, protein og kulhydrat, der kan påvirke din hormonbalance og dermed gøre dig mere eller mindre fertil.
Kilder: videnskab.dk

Navn: EvaSophia Sølvig Østergaard.
Alder: 38 år.
Job: Coach og indehaver af kvindecosmos.dk.
Privat: Gift og mor til tre børn.

„Sukkerstop har ændret mit liv”

Louise Rose, 31, var konstant udmattet, men fik sin buldrende energi tilbage, da hun gav sig selv sukkerforbud.

Louise Rose har en tavle i sin entré med røde og grønne streger på. De grønne streger repræsenterer sejrrige dage, hvor hun helt har undgået sukker. De røde streger minder om en småkage eller et stykke Marabou, der røg ned på trods af Louises beslutning om at sige endegyldigt farvel til slik, sodavand, kage, chokolade og andre sukkerbomber.
− Både mit navn og min kærestes står på tavlen, og vi konkurrerer benhårdt om flest grønne streger.
Beslutningen om en sukkertavle tog Louise for nogle måneder siden, hvor hendes forbrug var kommet ud af kontrol med for mange sofahyggeaftener med chokolade foran fjerneren. 

− Jeg var helt smadret af alt det sukker. Jeg orkede ingenting. Fik hovedpine og var sur og irritabel. Jeg følte konstant, at jeg havde brug for en middagslur. 

Alt for mange E-numre

− Jeg kunne faktisk mærke en forskel allerede efter et par dage. Min hovedpine forsvandt, og jeg fik lyst til at gå lange ture med hunden igen.
For ikke at gå helt kold i projektet har Louises regel været, at hvis hun virkelig har følt trang til sukker, måtte hun tage et enkelt stykke mørk chokolade med 75 procent kakao.
− Det var for ikke at blive skør. Min kæreste og jeg aftalte, at et enkelt stykke er i orden. Ellers bliver projektet for demotiverende. Men efterhånden kan jeg slet ikke spise en hel plade chokolade. Jeg har vænnet mig til at nøjes med ét stykke og synes næsten, at lys chokolade smager for sødt nu.
Louise har oplevet flere motiverende gevinster ved at sige farvel til en sukkersød livsstil. De seneste år har hun døjet med ondt i lænden, og den skavank er forsvundet sammen med sukkeret.
− Jeg har ikke gjort andet end at droppe sukkeret, så der må jo være en sammenhæng. Louise ejer ikke en vægt, men både hun selv og andre har bemærket, at der er røget nogle kilo de sidste par måneder. Strømpebukserne falder ned om knæene, når hun går tur, og alt sidder bare pænere, synes hun.

SE OGSÅ: 12 nemme trick, der virker: Sådan snyder du din sukkertrang

Overskud til et nyt liv
Den vigtigste bonus for Louise er dog, at hendes buldrende energi og appetit på livet er vendt tilbage. Karrieremæssigt har hun ikke rigtig følt sig på rette hylde i det sidste års tid, hvor hun har haft et job som receptionist. Mest for at have et arbejde, siger hun.
− Jeg har lavet lidt kommunikation på sociale medier for forskellige kunder de sidste år, men jeg har aldrig satset på det for alvor. Nu har jeg en helt anden gejst − overskud og lyst til virkelig at give den en skalle.
Så den seneste tid har Louise bestilt et nyt domæne til en hjemmeside, lavet visitkort og opbygget et netværk med det klare formål at leve som selvstændig pr-rådgiver.
− Nu prøver jeg det. Det er en god fornemmelse, men det kræver energi og gode ideer at bygge en virksomhed op. Så på mange måder kan man sige, at jeg fuldstændig har ændret min livsstil.

SE OGSÅ: fit tester: 21 dage uden sukker

LOUISES NYE KOST
Ingen sukker, hverken i form af slik, sodavand, chokolade eller kager.
Drikker også kun te og kaffe uden sukker.
Spiser kun et enkelt stykke mørk chokolade dagligt, hvis trangen til sødt tager over.

Er du sukkerjunkie? 

Du bliver meget let afhængig af sukker. Det skyldes, at et center i din hjerne sender positive impulser af sted, når du indtager sukker. Problemet med sukkerafhængighed er, at dit humør er beviseligt påvirket. Typiske tegn på afhængighed er nedtrykthed, hovedpine og humørsvingninger. Men du kan trappe ud af dit sukkerforbrug, og hjernen vil langsomt, men sikkert indstille sig på mindre sukker. 

Navn: Louise Hermansholm Rose.
Alder: 31 år.
Job: PR-manager i Rose-Media.
Privat: Har en kæreste.