andrea elisabeth rudolf
Foto: DITTE ISAGER, DAVID FRENKIEL OG ASGER MORTENSEN | Mød tre kvinder der arbejder for mere økologi indenfor både hudpleje, kost og litteratur.
fit living

Økologi indenfor kost, litteratur og skønhed

Mød 3 kvinder, der kæmper for mere økologi i hverdagen

Mød de tre seje kvinder, Andrea Elisabeth Rudolph, Signe Wenneberg og Luise Vindahl, der på hver sin måde arbejder for en lidt mere økologisk og bæredygtig verden.

Af Maria Præst 31.aug.2017 Sundhed

“Jeg vil ikke nøjes, fordi jeg vælger økologisk”

Andrea Elisabeth Rudolph står bag Rudolph Care, der som det første hudplejebrand i verden både er Svanemærket og økologisk certificeret.

Hvorfor har du valgt økologi som levevej?

“I 2006 fik jeg i forbindelse med en Greenpeace-kampagne lavet en række test, der viste, at jeg havde rigtig meget skadelig kemi i kroppen, som kan være kræftfremkaldende og er mistænkt for at medføre barnløshed og misdannelser hos spædbørn. Det overraskede mig meget. Den skadelige kemi kommer fra alle de ting, vi omgiver os med hver eneste dag, og når du først har skadelig kemi i kroppen, er den svær at komme af med igen. Derfor er det vigtigt for mig ikke at tilføre mere af den end højst nødvendigt.”

Hvor økologisk lever du?

“Jeg lever så økologisk, som jeg kan i forhold til mad og skønhed, men det skal stadig smage mindst lige så godt – eller have mindst lige så god effekt. Jeg vil ikke nøjes, fordi jeg vælger økologisk. For eksempel foretrækker jeg sønderjysk rugbrød, men det laver Lagkagehuset ikke som økologiskog det er vildt ærgerligt. Jeg har altid spist økologisk, men tidligere var jeg ikke så konsekvent med mine skønhedsprodukter, som jeg er nu. Det er i virkeligheden meget vigtigere at se på, hvad du putter på huden, end hvad du indtager. Kroppen udskiller meget af det, du spiser og drikker igen, mens dine skønhedsprodukter bare bliver optaget i kroppen. Men økologi er jo bare én ting. Jeg er ekstremt opmærksom på at tage de gode valg i forhold til alt, hvad jeg køber, hvor jeg går efter svanemærkede og allergimærkede produkter.”

LÆS OGSÅ: 11 myter om økologi: Hvad er fup & fakta?

Hvad har det betydet for dig?

“Det bliver heldigvis lettere og lettere at tage de gode valg, da udbuddet af ikke-farlige varer bliver større, men det er alligevel svært at være forbruger i dag. Min mor havde for eksempel købt en økologisk håndcreme med olivenolie, men da jeg nærlæste varedeklarationen, var det i virkeligheden kun de få dråber olivenolie, der var økologiske, så du er nødt til at være meget opmærksom hele tiden.”

Hvad har du måttet give afkald på?

“Intet – jeg er derimod blevet meget rigere. Jeg har fået en stor viden og er blevet klogere, og med det følger der også et ansvar i forhold til at formidle det videre.”

Hvad er dit bedste tip til et økologisk liv?

“Det er altid at gå efter de certificerede produkter i første omgang, fordi du ellers så nemt kan blive snydt. Hvis du vælger økologisk, ved du, at produktets oprindelse er i orden, og vælger du svanemærkede produkter, ved du, at det også kan nedbrydes igen med mindst mulig skade for miljøet.”

Andreas yndlingsprodukter

ANSIGTSOLIE:  “Jeg vil slet ikke kunne undvære den her ansigtsolie. Den består af ren olie fra acaibær kun tilsat e-vitamin og en smule naturlig parfume, og den giver en fantastisk glød til huden. Jeg bruger den i stedet for en ansigtscreme.” Ansigtsolie Acai anti-ageing facial oil, Rudolph Care, 795 kr.

CREME MED FAKTOR: “Jeg er rigtig glad for vores solcremer, som vi har brugt mange år på at udvikle. De indeholder fem kemiske filtre – som er svanemærket – så huden kan ånde, og cremerne er så lette og lækre i konsistensen, at de sagtens kan erstatte din ansigtscreme i en periode.” Sun face cream spf 15, Rudolph Care, 50 ml, 225 kr.

NAVN: Andrea Elisabeth Rudolph. ALDER: 42 år. ARBEJDE: Tidligere radio- og tv-vært. Stiftede i 2009 hudplejemærket Rudolph Care med certificerede, økologiske og bæredygtige skønhedsprodukter. PRIVAT: Gift med Claus Møller Jakobsen og mor til Isolde, 11, fra et tidligere forhold samt Alfred, 2 og “Lille” (som han bliver kaldt), 5 måneder. Claus har desuden Oscar, 10 og Alma, 5 fra et tidligere forhold.

“Der er ikke noget, der motiverer mig mere end at redde verden”

Signe Wenneberg er forfatter, iværksætter og journalist og kendt for sine stærke holdninger til økologi og bæredygtighed.

Hvordan er økologi og bæredygtighed blevet din levevej?

“Da jeg begyndte på Politiken som 23-årig fik jeg tildelt nogle stofområder, og efterhånden fandt jeg ud af, hvad jeg selv interesserede mig for. Og bæredygtighed motiverer mig! Der er ikke noget, der motiverer mig mere end at arbejde for at redde verden i den her tid, hvor vi er på vej ud over afgrunden. Det vigtigt for mig at bruge min stemme til noget fornuftigt.”

Hvor økologisk og bæredygtigt lever du?

“80-90 procent vil jeg tro. Jeg lever meget økologisk, fordi jeg ved, hvor mange skadelige stoffer, der er i det andet. Jeg er blevet en smule erhvervsskadet efter at have arbejarbejdet med fødevarer, økologi og bæredygtighed. Nogle gange ville jeg næsten ønske, at jeg ikke vidste alt det, jeg ved i dag. Jeg kan ikke en gang spise en McDonald’s-burger.”

Har det gjort en forskel?

“Jeg er vokset op med en mor, der havde en biodynamisk køkkenhave, og jeg har også altid selv været meget økologisk. Så jeg har aldrig kendt til andet.”

Hvad har du måttet give afkald på?

“Jeg føler ikke, at jeg har givet afkald på noget. Den livsstil, hvor vi for eksempel går ud og fejrer Black Friday er ikke én, jeg ønsker mig. Jeg kan ikke finde meningen i, at vi bare skal forbruge en hel masse. Jeg finder langt større tilfredsstillelse i at passe på de ting, jeg har, og reparere dem.”

LÆS OGSÅ: Fokus på cellulite: Hvordan kommer vi af med det?

Hvad er dit bedste tip til et bæredygtigt liv?

“At udfase flaskevand. Det er jo det dummeste, når vi har rent postevand i hanen. Hvis jeg skal sige én ting mere, er det at stoppe med at aflevere dit organiske affald – brug det på din grund, i haven eller på altanen. Og indfør en eller to kødfrie dage om ugen. Det er ikke så svært, og det gør en kæmpe forskel for CO2-udledningen.”

SIGNES SENESTE BØGER

Grønne hverdagstips: “Her har jeg samlet alle de bedste tips til at leve mere bæredygtigt.” Grønne hverdagstips, Rosinante & Co., 70 kr.

Hvad jeg ved om at holde høns – glæden ved bæredygtig selvforsyning: “Læs alt om, hvor nemt det er at holde høns, og hvor smart det er.” Hvad jeg ved om at holde høns – glæden ved bæredygtig selvforsyning, Rosinante & Co, 200 kr.

NAVN: Signe Wenneberg. ALDER: 49 år. ARBEJDE: Uddannet retoriker fra Københavns Universitet. Arbejder i dag som forfatter, journalist og foredragsholder med fokus på bæredygtighed. PRIVAT: Mor til to sønner, Simon, 21 og Noah, 17.

“Økologisk mad smager bedre”

Luise Vindahl står bag succesbloggen Green Kitchen Stories, der gør det nemt at leve økologisk.

Hvorfor har du valgt økologi som levevej?

“Det har været en naturlig udvikling, fordi jeg har fået en større bevidsthed om miljøet og konsekvenserne af sprøjtegifte gennem min uddannelse som ernæringsterapeut og opskriftudviklingen på Green Kitchen Stories. Jeg vil gerne støtte et sprøjtefrit Danmark, og det gør du bedst ved at vælge økologisk. Da vi skabte Green Kitchen Stories, ramte vi et behov hos folk, der ønskede opskrifter på sunde, grønne retter og inspiration til at tænke økologisk. Det gælder både i form af at vælge mere vegetarisk, men også at gå efter økologiske ingredienser i sæson, som alle har råd til.”

Hvor økologisk lever du?

“Jeg handler stort set al mad økologisk, for der er stor forskel på konventionel og økologisk kost, der indeholder meget mere næring. Indimellem er prisforskellen for stor – for eksempel på vindruer – og så undværer jeg hellere. I stedet prioriterer jeg dét, vi spiser ofte, som havregryn, æg, bananer, kaffe, te, bær, kartofler og mejeriprodukter. Selv om jeg er vegetar, spiser jeg og vores børn også fisk, og der vælger jeg miljømærket hvid fisk på frost.”

Hvad har det betydet for dig?

“Kroppen får det bedre, når du minimerer brugen af miljøgift. Det er videnskabeligt bevist, at mennesker, der lever overvejende økologisk, kan mærke en forskel på både krop og velvære – og det kan vi helt sikkert også. Vi lever mere i synergi med naturen, følger årstiderne og er mere styret af naturen.”

Hvad har du måttet ofre?

“Jeg ser det ikke som, at jeg ofrer noget. Det er mere et tilvalg af bæredygtighed, og det er alles ansvar. Økologisk mad smager bedre, og der er større nydelse i god kvalitet, hvad enten det drejer sig om mad eller at smøre kroppen ind i rene kvalitetsolier i stedet for kemi. Vi gør noget godt for naturen, for os selv og vores børn. Sprøjtegifte påvirker hjernen og cellerne i kroppen, og et aktivt fravalg giver større effekt, end du egentlig tror.”

Hvad er dit bedste tip til et økologisk liv?

“Spis en masse økologiske grøntsager, og vælg altid de grøntsager, der gror der, hvor du bor. Frugt og grønt i sæson er sundere og billigere. Se tingene i et større perspekperspektiv – behov og nødvendighed går ikke altid hånd i hånd. De fleste vil jo gerne støtte op om en giftfri verden, når de forstår, hvor stor skade gift gør, og du støtter jo ikke økologi ved at købe ikke-økologisk. Så må du finde en måde, det kan lade sig gøre på. For eksempel spiser vi mange rodfrugter og meget kål om vinteren, for der vokser jo ikke så meget i Skandinavien i de lange kolde måneder. Brug også din fryser. Frys danske økologiske råvarer ned, og brug dem senere på året.”

LUISES YNDLINGSOPSKRIFTER

Spinat- og kartoffelsuppe med spicy chermoula-bønner: “Denne suppeopskrift er simpel og grøn – to ting jeg knuselsker. Og så er den lavet med billige, skandinaviske ingredienser.”

Bowl med ærtefalafler: “Bowltrenden er dejlig nem. Her er det lækre grønne ærtefalafler serveret med sæsonens tilbehør og en bagt rødbedehummus.” Find opskrifterne på Greenkitchenstories. com

NAVN: Luise Vindahl. ALDER: 32 år. ARBEJDE: Uddannet ernæringsterapeut og driver sammen med sin kæreste David Frenkiel madbloggen Green Kitchen Stories. Til foråret er de aktuelle med bogen, Green Kitchen – at home. PRIVAT: Bor i Stockholm med sin kæreste David, deres datter Elsa, 7 og sønnerne Isac, 3 og Noah, 6 måneder


Henter...