løb kvinder
Foto: Anne Mette Welling | 3 kvinder fortæller, hvorfor de elsker at løbe
Hendes Verden

Løb for kvinder

3 kvinder fortæller: Derfor elsker vi at løbe

Del på

Engang var det sært, hvis man rendte af sted uden et mål. I dag løber hver tredje dansker, og det kræver kun vilje og løbesko at komme af sted. Mød tre kvinder, der løber, fordi de får så meget mere end motion ud af det.

Af Annette Lykken Sørensen 14.feb.2017 Sundhed

 

Marlene løber 3 x 5 kilometer om ugen:

”Mit hoved bliver tømt for tanker, og jeg får det fantastisk!”


Marlene Bjerregård, 39 år. Driver rengøringsfirmaet Resolut med 56 ansatte. Bor i Aabybro. Gift, to børn på syv og ni år.
Hvornår begyndte du at løbe?
– Jeg havde stået på skøjter hele mit liv, men da jeg var i tyverne, begyndte jeg at løbe. Dengang var det for at forblive slank, men i dag løber jeg for at få alenetid og tømme hovedet. 
Hvor tit – og hvor langt løber du?
– Omkring fem kilometer tre gange om ugen. Mit vækkeur ringer klokken 4:50, og jeg løber megatidligt om morgenen. Jeg har 56 ansatte, så der er mange tanker, som jeg får styr på, mens jeg løber. For et par år siden begyndte jeg at dyrke crossfit, for jeg kan godt lide afvekslingen mellem løb og vægtløft. Jeg går på et hold klokken seks om morgenen de dage, hvor jeg ikke løber. Jeg bliver simpelthen så glad og overskudsagtig, når jeg har trænet om morgenen. Så har jeg god tid til at putte mine børn om aftenen i stedet for at stå i fitnesscenteret.
Hvem løber du med?
– Jeg løber gerne med min søn på syv år. Det er meget motiverende at have ham med, for så kan vi snakke undervejs. Det fjerner tankerne fra, hvor hårdt det er at løbe. Min søn gider ikke altid løbe. Så løber jeg alene. 
Mister du også motivationen?
– Jeg forsøger at løbe, når jeg er på sommerferie, for så er det ikke så hårdt at komme i gang igen. Jeg kan godt falde fra, men jeg er god til at tage mig selv i nakken og sige: ”Nu skal det være!” Jeg drives af lysten til at være sund. Jeg er ikke tynd, men jeg har en god kondi, spiser sundt og løber. Jeg sover godt og har nemt ved at komme op om morgenen. Tingene går nemmere, når man føler sig stærk. 
Hvad giver det dig at løbe?
– Mit hoved bliver tømt for tanker, og jeg får det fantastisk! Jeg er ligeglad med, hvor jeg løber, for jeg ser faktisk ingenting. Jeg er ude efter det, der sker i kroppen undervejs og bagefter. Lige så træt som jeg kan være af, at jeg skal ud at løbe – lige så dejligt er det, når det er ovre. Jeg får et helt andet overskud, end hvis jeg ikke har løbet. Jo mere jeg træner, jo mere har jeg også lyst til at spise sundt mad – og modsat får jeg tendens til at spise mere usundt, når jeg ikke er fysisk aktiv. Jeg føler, at jeg bliver et bedre menneske af at løbe!

SE OGSÅ: Tilmeld dig ALT for damernes kvindeløb 2017

Else løber 10 km om dagen:
”Jeg føler, at jeg ejer hele verden, når jeg løber”


Else Clausen, 65 år, arbejder som pædagog. Bor i Vestbjerg. Gift og mor til to voksne sønner.
Hvordan havde du det, før du begyndte at løbe?
– Jeg var konstant forpustet under min første graviditet og fandt ud af, at den havde udløst astma. Jeg var nødt til at tage imod medicin, selvom det kunne skade mit ufødte barn. Heldigvis er begge mine sønner raske, selvom jeg var meget syg under graviditeterne. Mens jeg var gravid, var både min søster og jeg indlagt på sygehuset med astma. Det kom som et chok for mig, da hun døde som 40-årig i et astmaanfald. Det fik mig til at løbe!
Hvordan kom du i gang med at løbe?
– Jeg begyndte at løbe om aftenen, i mørke, for folk syntes, at det var underligt! Min læge frarådede det, og min mor sagde: ”Har du nu været ude at rende igen?” Jeg kunne til gengæld mærke, at jeg fik det bedre, og siden har jeg løbet Else løber 10 km om dagen 4 gode råd hver morgen. Hvis jeg ikke løber, skal jeg tage mere medicin, og det vil jeg ikke. 
Hvor langt løber du?
– Omkring 10 kilometer hver dag og styrketræning tre gange om ugen. Jeg løber aldrig på tid. Kun hvis jeg har sat et franskbrød i ovnen. Til daglig er min hund med, og så får den lov at tisse undervejs, men når jeg løber alene, stopper jeg ikke, før jeg er hjemme igen. Jeg løber altid 10 kilometer på 58 minutter. Uanset terræn. Det passer til mig, så det er min tid! 
Hvad giver det dig at løbe?
– Jeg elsker at løbe! Jeg løber i et flow, for jeg ved lige, hvilke muskler jeg skal slå til, når der kommer en stigning. Når jeg er til løb, kan jeg se, at nogle af de unge tænker: ”Åh, herregud”, men senere overhaler jeg dem, for jeg holder en konstant fart. Det synes jeg er lidt sjovt. Der er heller ikke så mange konkurrenter i min aldersklasse, så jeg får altid gode placeringer. Jeg havde en særlig oplevelse med at løbe igennem Limfjordstunnellen i sommer, for i 1969 gik jeg i tunnellen, da den lige var bygget. 47 år senere løb jeg så igennem den, og det var virkelig stort! 
Hvorfor kan du ikke lade være med at løbe?
– Jeg føler, at jeg ejer hele verden, når jeg løber. Min mand, Ole, har altid støttet mig i det og hepper på mig. Jeg løber ofte forbi lungemedicinsk afdeling i Aalborg – og at gøre det med min astma er min store SEJR!

SE OGSÅ: Kom godt i gang med at løbe. Vi har samlet løbeprogrammer til 5 og 10 kilometer her

Stine har løbet 246 km på 30 timer

”Det giver mig energi, og jeg får tænkt meget igennem, når jeg løber”


Stine Rex, 37 år. Koordinator og instruktør i DGI-huset Aalborg. Gift. Tvillinger på fem år.
Hvordan kom du i gang med at løbe?
– Da jeg spillede fodbold som barn, var det altid mig, der hentede bolden. ”Yes, den nupper jeg” tænkte jeg altid – og nød det. Jeg begyndte at løbe, da min veninde skulle træne sig op til at komme ind til politiet, og da hun kom ind, fortsatte jeg.
Hvorfor begyndte du at løbe maraton?
– Jeg havde en kæreste, som havde et ekstra startnummer til maraton i København. Jeg tog med og løb fra ham. På hjemturen blev hans forældre ved med at sige: ”Stine, det var skidegodt” – og så holdt vi op med at være kærester(!) Anden gang, jeg løb maraton, vandt jeg. Siden har jeg vundet mindst 30.
Hvad giver det dig at løbe?
– Jeg løber ikke med pulsur eller på tid. Jeg løber, så langt jeg kan, fordi jeg kan lide det. Jeg elsker den træthedsfornemmelse, som jeg får bagefter. Det betyder meget mere end at se på statistikker og finde ud af, hvor langt og hvor hurtigt jeg har løbet. Det giver mig energi, og jeg får tænkt meget igennem, når jeg løber.
Hvordan kan du nå at løbe 10-12 kilometer om dagen?
– Da vi fik tvillinger, blev min tid meget dyrebar! Jeg er nødt til at effektivisere for at nå det hele, og løb er transport, for ellers ville det aldrig kunne lade sig gøre. Jeg skal jo i børnehaven, handle og på arbejde alligevel. Her i kvarteret kalder de mig ”løbemor”, for mine børn sidder tit i joggeren. Vi øver alfabetet og snakker. Jeg er ikke en social løber, så hvis mine børn ikke er med, nyder jeg at være alene.
I efteråret løb du ekstremløbet Spartathlon i Grækenland - 246 km i bjerge og varme på 30 timer. Hvorfor?
– Det var megafedt! Min mand var med for at støtte mig, og det er noget af det hyggeligste, vi har gjort sammen. Ja, det lyder godt nok kikset, men han stod 17 steder undervejs og heppede på mig. Uden ham havde det på ingen måde været det samme. Jeg kan godt lide at udfordre mig selv. Når jeg tager en udfordring op, er det ikke en mulighed for mig at give op. Jeg tænker det ikke ind som en mulighed, for det mentale er vigtigere end min form. I Grækenland var der fantastisk gode løbere, som gav op efter 80 kilometer. Jeg løber for at vinde! Hvilke reaktioner får du på, at du løber så meget?
– Efter løbet i Grækenland blev jeg stoppet af mange, der sagde: ”Hold kæft, hvor er du sej”. Flere fortæller, at de er begyndt at løbe på grund af mig, og det gør mig stolt. Det er også det, jeg elsker ved mit job i DGIhuset, og kan jeg få flere til at løbe, er jeg glad. Løb er så stor en del af mit liv, at jeg ikke kan forestille mig at undvære det. 

LÆS OGSÅ: Få en flot krop på 15 minutter med Michelle Kristensen

LÆS OGSÅ: Cykling er meget sundere, end du tror

LÆS OGSÅ: Fokus på mellemmåltider: Er de så vigtige, som vi tror?

Del på
Kommentarer (0)
Henter...