motion til travle mennesker
SPONSORERET indhold

3 kvinder: Motion gør mig til en bedre chef

Overskud, mod, rummelighed og mere energi. Sport gør ikke blot noget godt for fysikken. Mød tre karrierekvinder, som alle oplever, at regelmæssig træning styrker dem mentalt og hjælper dem i deres arbejde som chefer.

Af: Charlotte Wendt Jensen Foto: Kristine Kiilerich og Michael Jepsen
09. nov. 2016 | Sundhed | ALT for damerne

”JEG BLIVER ET BEDRE MENNESKE AF AT DYRKE SPORT”
CEO hos Philips Lighting Nordic 43-årige Astrid Simonsen Joos har været faretruende tæt på en isbjørn, da hun krydsede indlandsisen i Grønland på ski. De ekstreme oplevelser, hun får gennem sin sport, gør hende til en mere modig og energisk leder.

Hvilke sportsgrene dyrker du?
– Min basissport er løb, som jeg altid finder plads til, og derudover er det cykling, rulleski og ski. Jeg er født i Tromsø i Norge, så siden jeg har kunnet gå, har jeg stået på langrend. I Norge er det at stå på ski det samme som at gå en tur. Som teenager dyrkede jeg fodbold og alpinski på konkurrenceniveau, men da jeg blev ældre og fik børn, begyndte jeg at løbe, fordi det er så fleksibelt og kan passes ind når som helst. Jeg blev nødt til at finde en sport, der ikke tog så lang tid som ski. Men jeg træner minimum tre gange om ugen og gerne fem.

Hvad kan du så godt lide ved skiløb?
– Langrend er en af de bedste sportsgrene, fordi du får brugt hele kroppen. Den er skånsom for kroppen, samtidig med at du træner hele muskulaturen, får en god kondition og kommer ud i frisk luft. Alle de sportsgrene, jeg kan lide, er udendørs, fordi det giver mig mulighed for at få frisket hovedet op. Når jeg står på ski på fjeldet med den fantastiske udsigt og den friske luft, kan jeg ikke få det bedre.

Hvor lange distancer dyrker du?
– Jeg løber alt mellem fire til 20 kilometer, cykler omkring 50 kilometer og står på rulleski cirka 20 kilometer. Når jeg løber på ski, kan jeg godt lide de lange distancer. Det giver mig et flow, og jeg får muligheden for at rense hovedet og nyde naturen. De lange ruter giver mig mulighed for at teste min krop, og det betyder meget for mig at være stærk. Det er ikke vigtigt for mig at være tynd, men det er utrolig vigtigt at være stærk. Samtidig oplever jeg, hvordan min krop fungerer sammen med mit hoved, og det giver mig et indblik i min mentale styrke. Jeg ved, at jeg har mental styrke, og at jeg er god til at motivere mig selv.

LÆS OGSÅ: Lisbeth Østergaard: “Jeg har det SÅ meget bedre, når jeg træner”

Hvordan har du det, når du er færdig med at træne?
– Jeg kommer altid af sted, fordi jeg ved, at jeg får det supergodt af det, og jeg fortryder aldrig en træning. Jeg bliver et bedre menneske af at dyrke sport. En bedre mor, hustru og leder. At holde kroppen i gang er så stor en del af min identitet, og det ville være et kæmpetab, hvis jeg ikke kunne dyrke sport mere. Hvis jeg ikke gør det, bliver jeg træt, sover dårligt og får mere lyst til sukker, og forsømmer jeg træningen et par gange, mærker jeg det med det samme. Sport giver mig livsglæde og livskvalitet.

Hvad ser du som din største sportslige præstation?
– Jeg deltog i det tre dage lange Arctic Circle Race i Norge i 2014, hvor vi gik 60 kilometer på ski hver dag. Jeg blev nummer tre i min klasse, og det er jeg meget stolt over. Derudover er jeg meget stolt over grønlandsekspeditionen, som jeg var på i 2004, hvor jeg sammen med otte andre krydsede indlandsisen. Det tog en måned, og jeg var meget træt og slidt, men jeg mærkede, at min krop fungerede, og turen var så lang, at jeg fik tid til at reflektere over livet og fik sat mine værdier på plads. På et tidspunkt så vi en isbjørn nærme sig vores camp. Den var kommet på vildspor og havde fulgt os et meget langt stykke ad vejen. Den var helt udsultet og havde gået bag os på den linje, vi gik på, på det tidspunkt hvor jeg gik bagerst. Det var helt sindssygt. Heldigvis havde vi en nødtelefon, hvor vi fik kontakt til myndighederne i den nærmeste by, som kom i helikopter og skød den.

LÆS OGSÅ: 4 gode råd til nye & sunde vaner

Hvad betyder sport for dit arbejdsliv?
– Sporten giver mig mere overskud og energi, og jeg tror, at mine omgivelser opfatter mig som en energisk, tilstedeværende og positiv leder. Jeg tror, at de kan mærke mig og mærke, at jeg har overskud og er god til at holde overblikket, fordi jeg kan se tingene i det store perspektiv. Fordi jeg har været ude for fare og store kriser i forbindelse med min sport, ved jeg, at jeg kan klare meget, og når du oplever ekstreme situationer, får du sat rigtig meget i perspektiv og bliver lidt mere ligeglad, når tingene er ved at vælte. Det har gjort mig mere modig, og jeg tør tage flere chancer, hvilket har hjulpet mig i jobbet.

Astrid Simonsen Joos
Er født i 1973 i Tromsø i Norge. Har boet i Danmark siden 2007.
Medvirker i bogen ”Topledere dyrker da triatlon!”, der er udkommet
på Gyldendal. Tidligere CEO for det digitale bureau Creuna. Nu CEO hos Philips Lighting Nordic. Gift med Kristian og mor til Johanne på 11 og Peter på 15.



”EN LØBETUR BLÆSER MIT HOVED IGENNEM”
Når 35-årige Hanna Line Jakobsen skal lade op til sine to jobs som henholdsvis præsident i Røde Kors og projektchef i Det Obelske Familiefond, gør hun det blandt andet med løb, som er fast på morgenprogrammet tre gange om ugen.

Hvilke sportsgrene dyrker du?
– Jeg løber rigtig meget og har gjort det fast i fire år. Jeg løber den samme rute på fire til fem kilometer tre gange om ugen. Distancen passer mig rigtig godt, fordi jeg føler, at jeg får noget ud af det, uden at det bliver for krævende.

Hvad betyder bevægelse for dig?
– Det er meget vigtigt for mig, fordi jeg gerne vil holde min krop ved lige og kunne bruge den optimalt. I min ungdom var jeg konkurrencegymnast, og i min højskoletid dyrkede jeg moderne dans. Da jeg havde helt små børn, holdt jeg en pause, hvor jeg ikke kom af sted til noget, men derefter var løb den perfekte måde at komme i gang igen, fordi det er så fleksibelt, og i dag synes jeg, det er fedt, at jeg har energi til at være med, når børnene leger fangeleg eller gerne vil i svømmehallen. Hele vores familie svømmer meget, og jeg kan godt lide det, fordi det er en mere skånsom sport end løb, hvor jeg dog stadig får pulsen op. Svømning giver mig ro i hovedet og en følelse af, at jeg også bruger mit hoved til andet end de rationelle og beslutninger, jeg skal tage i mit professionelle virke.

Hvad kan du særligt godt lide ved løb?
– Den ro, jeg oplever, når jeg løber. Fordi mine løbeture ligger klokken fem om morgenen, hvor der er helt stille i byen, så har jeg kun mine egne tanker at forholde mig til. Jeg løber omkring Søerne, så jeg mærker, årstidernes skiften.

LÆS OGSÅ: 10 tips, der gør dig vild med vinterløb

Hvad giver det dig at dyrke sport i forhold til dit arbejde?
– At jeg føler mig frisk i hovedet og fuld af overskud. Jeg kan mærke, at en løbetur blæser mit hoved igennem og får mine tanker væk fra arbejde, og det er med til at give et overblik. Derefter kan jeg starte forfra og melde klart ud, hvad, jeg synes, er vigtigt. Hvis jeg har været stresset på arbejdet eller haft nogle svære forhandlinger, som jeg har skullet tage stilling til, så sætter jeg gerne distancen op, fordi jeg har brug for at få det ud af kroppen.

Din største sportslige præstation? 
– Jeg har løbet en halvmaraton, og det vil jeg gerne gøre igen på et tidspunkt, fordi det er sjovt at have et mål, men samtidig var det meget tidskrævende at træne op til, fordi jeg skulle tænke over træning og kost, og det kom til at fylde for meget. Jeg vil ikke løbe en maraton, fordi det bliver for stor en belastning. Jeg har både et frivilligt hverv, et lønnet job, to små børn og en mand, som jeg også gerne vil spise en middag med indimellem, så jeg skal ikke bruge flere timer på mit løb. Og så synes jeg ikke, at man som kvinder skal stresse hinanden i forhold til at dyrke sport. Selvom løb er fantastisk for mig, så passer det måske ikke lige ind i andres liv lige nu. 

Hanna Line Jakobsen
Er født 1981. Uddannet fra Roskilde Universitet i offentlig forvaltning i 2007. Præsident for Røde Kors siden oktober 2014 som den yngste i organisationens historie. Ansat som projektchef i Det Obelske Familiefond. Gift med Jens og mor til Helena på 10 og Frederik på 7.

”JEG FØLER MIG TIL STEDE I KROP OG SIND”
46-årige Rikke Rasmussen, der står bag tøjbutikkerne Moshi Moshi og Moshi Moshi Mind i København, har aldrig været speciel stor fan af sport. Lige indtil hun fandt en motionsform, som er både effektiv, sjov og styrker hendes beslutningsprocesser på arbejdet.

Hvilke sportsgrene dyrker du?
– En kombination af funktionel træning i 37 graders varme, hvor vi laver alt fra puls- og coreøvelser til yoga, som udrenser min krop og har gjort mig meget mere smidig, og så en time, der hedder The Row, som er romaskinetræning, hvor vi ror i forskellige tempi. Jeg har løbet før i tiden, men løbeknæ satte en stopper for det, så rotræning er den perfekte erstatning, fordi det er skånsomt, samtidig med at pulsen kommer op. Og så synes jeg, det er supersjovt. Jeg træner fast tre gange om ugen. To gange roning og en gang funktionel træning.

LÆS OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, når du dyrker yoga?

Hvad kan du særligt godt lide ved de sportsgrene, du har valgt at dyrke?
– De træner og styrker hele kroppen på kort tid. Det passer mig godt, da tid også er en faktor i mit liv med arbejde og som mor til to. Samtidig er begge træningsformer skånsomme for mine led og hofter, som jeg har haft problemer med igennem mange år, men som jeg ikke har mærket meget til de sidste år, hvor jeg har dyrket den her form for træning.

Hvorfor har du valgt at kombinere forskellige træningsformer?
– Det med mig og sport har været en trist affære, fordi jeg altid har motioneret mere af tvang end af lyst. Tidligere har jeg hurtigt mistet interessen, fordi træningstimerne altid bestod af de samme øvelser. Det er den vildeste dræber. Ved at dyrke forskellig træning er der ikke nogle timer, der er ens, og det gør, at det bliver ved med at være udfordrende. Motionen har været en langsom forelskelse, men nu har den bidt sig fast, fordi jeg kan mærke, at jeg får det bedre med mig selv. Jeg er stærkere, min hud er smukkere, og mit sind er lysere.

Hvordan har du det efter en træning?
– Jeg føler mig opløftet og til stede både i min krop og mit sind, så jeg har det simpelthen så godt. Det giver en følelse af overskud og velvære og en følelse af, at jeg kan mærke min krop, og det smitter hele vejen rundt i systemet og bliver en selvforstærkende spiral. Min søvn bliver bedre, jeg får mere energi, og jeg får lyst til at spise sundere. Jo ældre jeg bliver, desto værre er det, hvis ikke jeg får trænet. Det påvirker mit humør, mit selvværd og mit energiniveau, og mine gamle skavanker kommer langsomt snigende tilbage.

LÆS OGSÅ: Kom i form med trappetræning

Hvad giver det dig at dyrke sport i forhold til dit arbejde?
– Når jeg har en følelse af velbehag, bliver jeg stærkere, mere modig og får mere energi, og det betyder så meget på mit job både over for kunder, personale og i beslutningsprocesser. Når dagene bliver lidt for lange, gør det overskud, jeg får af at træne, at jeg har lidt ekstra at give af. Jeg bliver i det hele taget en bedre chef, en bedre mor, en bedre veninde og et bedre menneske, fordi jeg får mere energi og bliver mere rummelig.

Rikke Rasmussen
Er født i 1970. Startede tøjbutikken Moshi Moshi i København sammen med kollegaen Stine Grouleff i 2001. Står i dag også bag butikken Moshi Moshi Mind i København, som åbnede i 2005, og som også ligger seks andre steder i Danmark samt i Vals i Schweiz. Er mor til Gilbert på 19 og Molly på 12.

LÆS OGSÅ: 12 skønne kvinder & mænd: Mine 3 bedste sunde tips

LÆS OGSÅ: 7 smarte slanketips til travle kvinder

LÆS OGSÅ: Anna Bogdanova: "Sundhed giver mig frihed"