PCO symptomer
SPONSORERET indhold

5 tegn på at du måske har PCO – og hvordan du skal reagere, hvis du oplever dem

Du kan af gode grunde hverken selv tjekke dine æggestokke eller måle dit niveau af mandligt kønshormon i kroppen. Til gengæld kan du her læse om, hvad du selv kan holde øje med, hvis du er i tvivl om, om du måske har PCO.

Af:: Anne Bang Foto: Getty
23. feb. 2016 | Sundhed

1. Du har hudsymptomer som skægvækst og/eller uren hud:

Mange PCO-kvinder kæmper med uren hud og øget hårvækst med et såkaldt ”maskulint præg” – for eksempel skægvækst.

– Det, der ofte leder kvinder til at tænke tanken, at de nok har PCO, er hudsymptomer, som øget hårvækst eller uren hud - og så kombineret med menstruationsforstyrrelser. Det er de vigtigste tegn, siger Pernille Ravn, der er overlæge og forskningslektor med speciale i hormonforstyrrelser på Odense Universitetshospital.

LÆS OGSÅ: Cecilie Hother er gravid: "Det er et mirakel"

Bjarne Stigsby, som er speciallæge i gynækologi og obstetrik med egen klinik i Taastrup og forfatter til flere bøger om fertilitet, livsstil og kost, uddyber:

–De tre omstændigheder, der skal være til stede, for at man kan sige, at man har PCO er uregelmæssige menstruationer, for mange mandehormoner og polycystiske æggestokke, det vil sige mangeblærede æggestokke. At man har for mange mandehormoner kan man konstatere enten ved, at kvinden har skægvækst eller på anden måde er ”mandliggjort”. Man kan også se det i en blodprøve.

2. Du har meget fedt på maven og/eller let ved at tage på:

PCO skyldes et forhøjet insulinniveau i blodet, fortæller Bjarne Stigsby. Og det hæmmer fedtforbrændingen, og resulterer i, at mange PCO-kvinder kæmper med overvægt.

– Et høj insulinniveau i blodet gør, at man har lettere ved at tage på og sværere ved at tabe sig igen. Så hvis man synes, at man tager på, bare fordi man kigger på et glas vand, så kan det sagtens være fordi, at der er noget galt med insulinniveauet, siger han.

Det er især fedtfordelingen, man skal være opmærksom på, fortæller Pernille Ravn. Man kan nemlig godt være normalvægtig og alligevel have ”æbleformen” med meget fedt på maven, som er typisk for kvinder med PCO.

– Faktisk skal man ikke kigge så meget på sin BMI, men i stedet forholde sig til sit taljemål.  Man siger, at cirka halvdelen af PCO-kvinderne er overvægtige, men der kan også være nogen, som egentlig er normalvægtige, når de kigger på vægten, men stadig har æblefaconen, som er kendetegnende for PCO’ere, siger Pernille Ravn.

LÆS OGSÅ: "Det har været et kæmpe tabu for mig hver eneste dag"

3. Du har forstyrrelser eller udeblivelser i menstruationscyklus:

Forstyrrelser i menstruationscyklus er et af de vigtigste tegn på, at en kvinde kan have PCO.

– Kvinder er jo privilegerede ved at have menstruation hver 28. dag. Og der er rigtig mange forskellige hormoner involveret i at skabe en regelmæssig menstruationscyklus. Så hvis man ikke bløder regelmæssigt hver 28. dag, er det fordi, der er et eller andet galt med hormonbalancen, siger Bjarne Stigsby.

4. Du er træt, har tendens til hovedpine, har humørsvingninger og sover dårligt om natten:

Det forhøjede insulinniveau, som forårsager PCO, kan også påvirke kroppen på andre måder end overvægt, fortæller han.

– Hvis man har højt insulinniveau kan det forstyrre signalstofferne i hjernen, og det vil typisk give anledning til, at man bliver træt, og at man nemmere får hovedpine, og at man sover dårligere om natten.

5. Der er andre PCO-kvinder i din familie:

PCO forekommer hyppigere i nogle familier end andre, fortæller Pernille Ravn:

– PCO er jo nedarvet, men så skal man forestille sig, at det ligger latent, og at det så kommer mere til udtryk, hvis kvinden spiser uhensigtsmæssigt og lever inaktivt. Når det så er sagt, kan der godt være nogen, der, på trods af, at de passer godt på deres krop, stadig har problemer, og det er så der, at medicinske behandlinger kommer ind i billedet.

Ifølge Bjarne Stigsby kan mange ved livsstilsændringer få PCO’en til helt at forsvinde, mens andre kan reducere generne fra deres PCO. Den genetiske  disposition til PCOS er der dog altid. Hans bøger om ”KISS-kost”, som står for Klinisk Insulinsænkende kost, er særligt populære blandt kvinder med PCO:

– PCO er noget, kvinder udvikler, når de er genetisk disponerede for det og har en forkert livsstil. Så man kan sige, at hvis man ændrer sin livsstil, så kan man få det bedre, og i mange tilfælde kan man spise sig helt fri fra symptomer, siger han og tilføjer:

– Når vi taler arvelig disposition, så skal du forestille dig, at vi er født som enten diesel- eller benzinbiler, og det er vi resten af vores liv. Og hvis man er født som dieselbil, så nytter det ikke noget, at man prøver at køre på benzin. Så kører det ikke så godt. Hvis man derimod kører på diesel, kan man køre lige så godt som benzinbilerne, måske endda give dem baghjul.

Pernille Ravn mener ikke, at der er tilstrækkeligt videnskabeligt grundlag for at sige, at PCO-kvinder bør følge en særlig kostplan eller holde sig fra helt bestemt fødevarer. Det centrale er at få kalorieindtaget ned, understreger hun:

– Regelmæssig motion og forebyggelse af overvægt er det vigtigste. Det er blevet sådan nu, at man har en slags PCO-kost, hvor en kvinde med PCO, ligesom en diabetiker, skal have en helt bestemt type kost, og det, mener jeg, ikke er funderet i fakta. Der er masser af forskning, der viser, at det, der betyder noget, er, hvor mange kalorier, man får, og så er det mindre vigtigt, hvordan man får de kalorier, siger hun og tilføjer:

– Når det så er sagt, så er der jo nogle mennesker, der oplever, at kostreglerne fungerer rigtig godt dem, og det har jeg stor respekt for. Men det brede budskab er, at folk bør kigge på, hvor meget de spiser. For der er også lidt selvbedrag i det. Man har en fornemmelse af, at man spiser sundt. Men så får man bare stadig væk for meget mad.

For Bjarne Stigsby er det vigtigt at pointere, at omkring halvdelen af kvinder med PCO er normalvægtige eller ligefrem slanke, og at det for dem ikke er rimeligt at foreslå vægttab som behandling. Derimod kan en livsstilsændring stadig være en god idé, mener han.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg tror, at jeg har PCO?

Blot fordi du har uren hud, skægvækst eller forstyrrede menstruationer, behøver det ikke betyde, at du har PCO. Der er mange andre sygdomme og hormonforstyrrelser, der minder om PCO, men som skal behandles anderledes, fortæller Bjarne Stigsby.

– Hvis man for eksempel ammer, har man ofte mange ægblærer på æggestokkene og menstruationsforstyrrelser. Det skyldes ikke PCO. Der er også nogle kvinder, som har et område i hypofysen, som laver for meget ammehormon, og det giver også forstyrrelser i ægløsning og menstruationer, ligesom man også kan få forstyrrede menstruationer af for højt eller for lavt stofskifte, siger han.

Har du mistanke om, at du måske har PCO, bør du kontakte en læge og få det tjekket.

– Det er vigtigt at få lavet en udredende undersøgelse, fordi PCO har nogle konsekvenser, for eksempel for kvindens fertilitet og i forhold til langtidsrisiko for følgesygdomme. Det kan også være vigtigt for kvindens eget velbefindende, at hun finder ud af, hvorfor hendes krop reagerer, som den gør, og hvordan hun skal håndtere det, siger Pernille Ravn.

LÆS OGSÅ: Her er de 10 sundeste grøntsager

Hun mener dog også, at det først for alvor er relevant at blive udredt for PCO, når man er over 20 år gammel. Mange unge kvinder oplever nemlig uren hud, øget hårvækst eller forstyrrelser i menstruationscyklus, når de er i eller omkring pubertetsalderen, og diagnosticerer man dem alle med PCO, er der risiko for overdiagnosticering, siger hun:

– Jeg synes, at det er vigtigt, at man prøver at mane til besindighed. Man kan sige, at for unge kvinder under tyve er det ret normalt at have menstruationsforstyrrelser og hudsymptomer. Der kan selvfølgelig sagtens være nogle unge kvinder, der har det meget voldsomt, hvor det er helt tydeligt, at det her er PCO. Men for de fleste vil jeg sige, at udredningen først er relevant efter, at man er fyldt 20.

LÆS OGSÅ: 10 ting der kan lindre dine symptomer på PCO

LÆS OGSÅ: 5 tips til at undgå overspisning

LÆS OGSÅ: Eksperternes allerbedste slanketips - del 1