banner image

8 NUMRE AF ALT FOR DAMERNE     KUN 200 KR.    SPAR 32%

BESTIL HER

Støt op om den gode sag og kom med til ALT for damerne Støt Brysterne Løbet.   Tilmeld dig her.

7 sundhedsråd du absolut ikke skal følge

Det er ikke alle sundhedsråd, du skal lytte til, ifølge ernæringsekspert Per Brændgaard.

KLUMME: Mange af tidens populære sundhedsråd er decideret usunde. Her er syv sundhedsråd, som jeg i særlig grad vil anbefale dig at lade være med at følge:

1. Du skal spise mange proteiner
Der er en udbredt tro på, at proteinrig kost er vejen til en slank krop. Sandheden er, at protein blot er en af mange elementer i kosten, man kan justere på for at gøre maden mere mættende pr. kalorie. Proteinrig kost er særdeles usundt for folk med nedsat nyrefunktion. Problemet er, at mange ikke ved, at de har nedsat nyrefunktion, da der går mange år, før det giver symptomer. Proteinrig kost kan så være det, der gør, at man udvikler en kronisk nedsat nyrefunktion. For at være på den sikre side vil jeg derfor anbefale, at du lader helt være med at følge en decideret proteinrig kost/kur. Hvis du absolut vil spise proteinrig kost, så gå til din læge og få målt din nyrefunktion for at finde ud af, om din krop kan tåle det. Der er heldigvis mange andre måder at slanke sig på end via proteinrig kost.

LÆS OGSÅ: Flad mave: Her er den mest effektive øvelse

2. Du kan bare spise løs af mættet fedt
De sundhedsråd, der bliver mest populære, er de råd, der siger det modsatte af det, man ellers går og tror er sundt. Det er også tilfældet med rådet om, at vi roligt kan spise løs af mættet fedt såsom smør, fløde og fedt kød. Det råd fører til, at man spiser flere kalorier med vægtøgning til følge. Det fører også til, at der kommer en skæv fordeling mellem mættet og umættet fedt i kosten med øget LDL-kolesterol til følge. Det er rigtigt, at mættet fedt og LDL-kolesterol ikke betyder så meget for risikoen for hjertekarsygdom, som nogen tidligere har troet. Men det er ikke det samme som, at det så pludselig er blevet decideret sundt at spise en kost, der er rig på mættet fedt og have masser af kolesterol i blodet. At noget er mindre usundt end tidligere troet er ikke det samme som, at det er sundt. Det er bare mindre usundt.

LÆS OGSÅ: 6 gode grunde til at skære ned på alkoholen, når du vil i form

3. Løb er den bedste motion
Sundhedskulturen er præget af løbemani. Løb kan være en udmærket motionsform for nogle mennesker, men det kan lige så vel være en ekstremt dårlig form for motion for mange. Løb, hvis du kan lide det, og hvis din krop kan holde til det. Der er en hel industri, der prøver at gøre en motionsform, der dybest set er kedelig og belastende til en nogenlunde oplevelse, som kroppen kan holde til. Her tænker jeg bl.a. på løbeudstyr, løbegadgets og løbeklinikker. Men vi er mange, der synes, at løb er enormt kedeligt, selvom vi løber med både musikanlæg, gps-pulsur og live streaming på nettet. Eller også får vi bare ondt i knæet eller foden, lige så snart vi har løbet et par km. Hvis du kan nikke genkendende til det, så er det bedste, du kan gøre at give helt slip på tanken om, at du burde løbe. Find en anden form for motion, som du reelt godt kan lide, og som ikke overbelaster din krop.

4. Du må ikke spise sukker
Mange tror, at sukker er meget mere usundt, end det reelt er. Hvis du forbyder dig selv at spise sukker, så er der stor risiko for, at du blot får endnu mere trang til det med endnu mere overspisning og vægtøgning til følge. Det er meget sundere at acceptere den søde tand fuldt ud og betragte sukker som et helt naturligt og super effektivt nydelsesmiddel. Nydelse er sundt i sig selv. Hjernen har behov for nydelse. Og mad med sukker er måske den mest effektive metode overhovedet til at give hjernen et ordentligt skud nydelse, når det er det, den har brug for. Og hvis du spiser sukker med mindfulness, så spiser du tilpas, som er hverken for meget eller for lidt sukker.

LÆS OGSÅ: Er løb den bedste træningsform, hvis du vil tabe dig?

5. Du skal spise og træne, som de gjorde i stenalderen
Stenalderkost eller palæokost er det rene fis. Det var slet ikke den slags mad, man spiste i stenalderen. Palæo er blot smart markedsføring af specielle restauranter, fødevarer, bøger og motionsformer. Det største problem rent sundhedsmæssigt ved palæokost er, at kosten indeholder alt for meget kød. Det øger risikoen for kræft i tarmen. Palæomotion i form af f.eks. crossfit er effektivt rent fysiologisk, men mange oplever det som så meningsløst hårdt, at de hurtigt holder op igen.

Stenalderkvinden kunne i øvrigt aldrig finde på at dyrke crossfit. Stenalderkvinden bevægede nemlig kun kroppen, når det var nødvendigt. Det var det så ganske ofte dengang, men vi moderne mennesker får ikke automatisk lyst til at bevæge kroppen, blot fordi bevægelserne rent biomekanisk ligner de bevægelser, som stenaldermenneskeligt angiveligt udførte i hverdagen.

6. Du skal drikke kaffe med smør
Det er palæokaffe – kaffe med smør. En fuldstændig overflødig måde at indtage mættet fedt på den måske allermest usunde måde – nemlig som smør i flydende form. Hvis du vil have mættet fedt på en forholdsvis sund måde så spis fed ost (i stedet for smør og fløde) og mørk chokolade (i stedet for lys chokolade).

7. Du skal lave din mad selv
Sund mad er mad, vi selv har lavet i vores eget køkken fra bunden af gode råvarer, som i hvert fald er økologiske, og som vi også helst har dyrket i vores egen have. Der er ingen tvivl om, at madlavning er en kilde til sundhed for mange mennesker. Men den herskende norm om madlavning er måske kilde til stress for endnu flere mennesker i dagens Danmark. Mange af os har dårlig samvittighed, når vi ikke laver mad, men i stedet henter takeaway eller blot spiser havregryn eller brød i stedet for "rigtig" mad. Ud over den øvrige stress fra arbejde og så videre, så kommer vi dermed også til at døje med mad-stress. Hvis du vil, så kan du sagtens spise sundt uden at lave mad.

Måltider baseret på brød eller havregryn kan være ganske sunde. Og hvis du bor i en større by, så har du sikkert en eller flere gode muligheder for sund takeaway inden for rækkevidde. Din krop er ligeglad med, om det er dig selv, din mor eller en kommerciel fødevareproducent, der har fremstillet maden. Det vigtige er, hvad den indeholder. Og så er der øko-stressen, som mange også døjer med. Økologiske madvarer er kun ganske lidt sundere end ikke-økologiske, så du behøver ikke have dårlig samvittighed over, at f.eks. dine takeaway-grøntsager ikke er økologiske. Det er meget vigtigere for din sundhed, at du spiser en eller anden slags grøntsager, end at du spiser økologiske grøntsager.

LÆS OGSÅ: Her er øvelserne, der gør dig stressfri

LÆS OGSÅ: 3 råd til meget flottere hud, der ikke koster dig en krone

LÆS OGSÅ: 11 klassiske fælder, der gør dig tyk på jobbet

Per Brændgaard
Per Brændgaard er cand.scient. i human ernæring, Center for Bevidst Sundhed.
Han har udgivet flere bøger om ernæring og sundhed.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger. 

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok