"Det er meget svært at se noget positivt i at blive skaldet"

Mit navn er Mette Juel Ransby, jeg er 46 år og marketingsansvarlig i en stor virksomhed. Jeg er gift, har to piger på 11 og 13 år og en bonusdatter på 12 år. Min hverdag er spændende, udfordrende og aktiv med løb og lange gåture ved vandet. Men foran mig venter en rejse, jeg ikke har planlagt eller booket. Jeg kan ikke afbestille rejsen. Kaptajnen og mandskabet om bord kan ikke give klare meldinger om de forventede destinationer. Jeg er tvungen passager. Jeg har fået konstateret brystkræft. Please fasten your seatbelt and get ready for takeoff.

Cut the crap and keep it short...
Mit lange hår havde været langt i mere end 25 år. Mit lange hår havde fylde og masser af krøller. Mit lange hår var næsten altid løsthængende. Mit lange hår syntes jeg var flot og meget mig.
Mit lange hår havde, af alle, de dårligste udsigter, idet kemoen ville udskifte de lange lokker med en skaldet isse....på mit hoved.

Det var svært at bygge noget egentligt positivt på udsigten til at blive skaldet, udover at jeg ville komme af med de tørre spidser, og givet også gå ram forbi når/hvis pigerne bliver ramt af en "luseepidemi" i skolen. Syntes dog at en overgang fra langt hår til skallet var noget frisk, så jeg bestilte en tid hos min frisør en uge efter operationen. Louise hos Stender tilbød, at jeg kunne komme efter lukketid, så der ikke var andre i salonen. Følte mig badet i service og tryg ved, at jeg kunne blive trist under klipningen uden publikum.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 1: Da jeg fandt knuderne i brystet

Rødvin, hestehaler og to sakse
Det blev onsdag, og jeg var ikke helt som kæk, som da jeg bestilte tiden. Kunne pludselig mærke en snært af en lille mavepuster. Min yngste datter Malou ville vældig gerne med, så vi gjorde klar til aftenens udflugt bevæbnet med chips, sodavand og rødvin. Ved ikke helt hvad jeg havde forestillet mig, udover at mit lange hår skulle klippes kort, men allerede da vi kom ind på salonen fornemmede jeg, at det her bliver ok. Det skal nok gå. Malou hoppede hjemmevant rundt og aggerede fotograf samt serveringspige fra vores medbragte "minibar".

Vådt nyvasket langt hår. To lavt hængende hestehaler. To sakse – en til Malou og en til frisør Louise. Cut, Malou klippede glad den første og Louise snuppede den anden, hvorefter Louise (meget passende) tog over. Meget hurtigt tog klipningen form og Louise klippede med sikker hånd uden spørgsmål undervejs. Hun var cool og pludselig tonede en "ny dame" frem i spejlet. Det end ikke mindede om, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg var happy. Det så bestemt ikke tosset ud, anderledes ja, men absolut mere end godt. De to lange hestehaler fik vi med hjem, så de kunne blive doneret til en virksomhed, der fremstiller parykker.

En ny Mette
Smag og behag er jo forskellig, men åh hvor blev jeg glad over alle de dejlige kommentarer til mit nye (om end ufrivillige) look. Mille og Malou havde de skønneste kommentarer til deres "nye" mor, og min mand sagde og gjorde så meget skønt, at jeg stadig smiler, når jeg tænker på hans håndtering og kommentarer. Følte mig nærmest foxy og tiltrækkende – ret skøn fornemmelse.

Tror ikke, at alle menneskerne omkring mig er klar over, hvor stor og betydningsfuld rolle de spiller i min kamp. Jeg er dybt taknemmelig for at så mange mennesker omkring mig, nær som fjern, på hver deres måde er med til at bygge min styrke. Det værdsætter jeg højt.

Efter klipningen slog det mig pludselig, at min kommende paryk selvfølgelig ikke skulle være "det lange krøllede hår", eftersom der jo vil gå op til 5 år, inden jeg på naturlig vis nærmer mig denne frisure. Mit korte hår skal være "model" for parykken, og jeg fik bestilt en tid til paryk-konsultation. Det bliver spændende, måske jeg skulle overveje to parykker en brunette og en blondine version...lol

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 2: "Jeg har brystkræft, ringer senere"

Fantastisk uge og skønt at mærke, hvor godt og dejligt mangt og meget oprigtig talt kan være, til trods for at jeg for blot tre uger siden fik stillet en kræftdiagnose. Føler mig heldig og privilegeret når jeg kan sige, at det værste, der har overmandet mig i ugen, der gik, var en hidsig forkølelse. Det er end ikke værd at bekymre sig om en uge med snot, når man i stedet kan glæde sig over, hvor godt jeg har haft det efter operationen. Ingen smerter, operationssårene heler fint, højre bryst har igen form og farve som før. Hvor er jeg heldig, og i næste uge må jeg begynde at løbe igen.

I'm ready to fight – with my brain, heart and muscles!

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 3: "Pludselig spørger den mindste af mine piger: Hvad hvis du dør mor?"

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 4: "Jeg kiggede rundt og tænkte, hvem af os dør af denne lortesygdom"

LÆS OGSÅ: Cecilie Hother: Min sygdom har været et kæmpe tabu for mig