Gitte Høj, Ida Krak, Sara Jin Smidt, Alice Apel Hartvig, Anders Nedergaard, Sara Beck
SPONSORERET indhold

Eksperternes allerbedste slanketips - del 3

Hvad virker – og hvad virker ikke, hvis du gerne vil tabe dig? Det ved de kvinder og mænd, du kan møde her. For de er blandt landets førende trænere, forskere, ernærings- og sundhedseksperter.

Af:: Kicki Thomsen Foto: Camilla Bryndum, Franne Voigt, Peter Nørby m.fl.
10. feb. 2016 | Sundhed | ALT for damerne

Af Jo Brand


Gitte Høj
Gitte Høj er kostvejleder og løbetræner. Gittehoej.dk.

Husk sindet
– Hvis du vil tabe dig og undgå at tage på bagefter, skal der være balance i det, du gør, så du ikke ender med at være 100 procent sund den ene dag og spise alt for usundt den næste. Du kan sagtens tabe dig 10 kilo på to måneder, men hvis du ikke er i balance, ender du med at tage det hele på igen bagefter. Tænk på dig selv som et bæredygtigt menneske, hvor du samarbejder med dig selv om en langsigtet løsning. Spørg dig selv, hvad det er, du vil opnå, hvor motiveret du er, og find så ud af, hvordan du kan opnå det, mens du tager hensyn til både krop, sind og dit mentale jeg. Det kan være, at du måske skal nøjes med at lave om på to af dine vaner til at begynde med.

LÆS OGSÅ: Eksperternes allerbedste slanketips - del 2


Ida Krak
Ida Krak er personlig træner og kostvejleder. Idakrak.dk.

Stop snackeriet
– Hvis du vil tabe dig, skal du kigge dine vaner gennem. I den forbindelse vil mange have gavn af at sætte en stopper for al deres snacken: Den ekstra bid brød, den lille håndfuld nødder, rosinerne, kollegaens lakridser i skuffen, den stor latte på cafeen og al det, der også ryger indenbords efter aftensmaden. Stop med det, og hold dig til måltiderne, som kan være alt fra tre til fem om dagen afhængigt af dit aktivitetsniveau. Jeg har haft flere folk, der har tabt sig bare af at lave den ene forandring.


Sara Jin Smidt
Cand.scient. i human ernæring, personlig træner, kostvejleder og blogger på Healthyskinnybitch.dk.

Spis, til du ikke er sulten mere
– Alt for mange af os spiser os mætte, og til vi får den der tunge fornemmelse i kroppen. Lær at spise, til du ikke er sulten mere, i stedet for at spise til du er mæt. Fokusér på at spise, til du ikke længere føler sult, så du i princippet ville kunne lunte en lille tur en times tid efter, at du har spist. Gør du dét, så vil du også kunne spise mange af de ting, du har lyst til.

LÆS OGSÅ: Eksperternes allerbedste slanketips - del 1


Alice Apel Hartvig
Alice Apel diætist og har skrevet flere bøger, bl.a. "Diabeteskuren". Frkskrump.dk.

Brug 20 minutter på at spise hvert måltid
– Brug 20 minutter på dit måltid. De fleste bruger fem-syv minutter på at spise al maden på deres tallerken, men det er først, når vi har spist i 20 minutter, at mavesækken og tarmene får produceret de hormoner, der fortæller hjernen, at vi er mætte og har fået nok. Derfor kan der ske to ting, hvis vi spiser for hurtigt: Enten spiser vi for meget, eller også bliver vi ikke tilfredsstillet af måltidet og vil derfor række ud efter noget sødt eller noget andet, der lige er til rådighed, senere, og det er sjældent det sunde. Bruger du derimod 20 minutter på at spise, vil du spise mindre og ikke have behov for mere før flere timer senere. Helt konkret kan du øve dig i at spise langsommere ved for eksempel at slippe bestikket mellem hver bid og lade hænderne hvile på lårene.


Anders Nedergaard
Anders Nedergaard er ph.d., muskelforsker, blogger og radiovært på programmet FitnessM/K på Radio24syv.

Tænk over, hvordan du vil leve, i stedet for hvad du vil veje
– Erfaringen siger, at det ikke nytter at tælle kalorier eller holde sig til en bestemt kostplan. Det ødelægger appetit- og mæthedsfornemmelsen og holder meget, meget sjældent i det lange løb. Hvis du gerne vil spise en kost, der er forbundet med en lavere vægt, kan du i stedet spise efter mæthedsindekset, altså de fødevarer der mætter mest, og det vil sige groft og proteinrigt. På den måde kan du spise en kost, der fører til lavere vægt, uden at tælle kalorier. Derudover er det en stor fejl, når folk tænker på, hvad de gerne vil veje, men ikke hvilken livsstil de godt kunne tænke sig, og så bliver det svært at nå et resultat. Overvej i stedet, hvilken livsstil du har lyst at have med hensyn til fysisk aktivitet og kost, og arbejd så hen imod dét. Så vil du sandsynligvis få større succes med et livsstilsændringen, og så vil vægttab komme med som en "bivirkning". Desuden er det rarere at have en livsstil, som du har valgt, fordi du har lyst til den, end en du har tvunget dig selv ind i for at nå et andet mål, for eksempel vægttab.


Sara Beck
Psykomotorisk terapeut, personlig træner og stifter af træningskonceptet Back to Nature. Sarabeck.dk.

Tag dit vægttab alvorligt
– Vægttab er en alvorlig sag. Og det er ikke noget, man kommer nemt til. Det er hårdt arbejde. Og den erkendelse er du nødt til at gøre dig, hvis du vil have succes. Vægttab kræver planlægning både i forhold til din daglige bevægelse og din kostomlægning, og på den måde er det en kæmpe opgave, og hvis du tror, at du kan komme nemt til det, medfører det skuffelse på skuffelse og gør dig ked af det. Lykkes det dig til gengæld at tage beslutningen og gennemføre, er det en kæmpe tilfredsstillelse.


LÆS OGSÅ: 5 tips til at undgå overspisning

LÆS OGSÅ: Det sker der i kroppen, når du faster

LÆS OGSÅ: Derfor bør du prøve nulstilling