Er boksning faktisk motion, eller er det bare en undskyldning for at slås?

Af Mille Collin Flaherty

Jeg har aldrig helt forstået, hvordan det at slå på andre mennesker kan kaldes en sport. Derfor er min erfaring med boksning stort set begrænset til filmen "Million Dollar Baby", der i 2004 vandt en Oscar for årets bedste film. Historien er bygget op over en klassisk "ingen-troede-hun-ville-vinde"-narrativ, men handlingen er sat i en boksering, hvor Hillary Swank, der spiller 31-årige Maggie, trænes af Clint Eastwood og Morgan Freeman. Jeg så ikke filmen for sportens, men for skuespillets skyld, men kan nu, set i bagspejlet, godt forstå Maggies motivation: Boksning handler ikke om at slå, men om at vinde. Og den præmis, der nemt kan overføres på alle andre aspekter af livet, kan jeg godt være med på.

LÆS OGSÅ: Hverdagen behøver ikke bestå af smagløse sukkererstatninger

1. runde ( DING! )

Jeg har sat Ashira Oure stævne i det hjørne af Well-come Fitness i Hellerup, der er hans domæne. Her er bokseringen omgivet af billeder af ham selv fra en lang karriere som professionel bokser, hvorfra han har fået tilnavnet "The African Warrior". Han ligner ikke umiddelbart én, man har lyst til at lægge sig ud med, men faktisk er regel nummer ét i boksning en venlig fremtoning.

LÆS OGSÅ: Hvornår bliver angst unormalt?

– Det er en gentlemansport, siger han, hvorfor man også altid både hilser og lykønsker vinderen bagefter med et venskabeligt handske-high five og down low. Boksning kræver, forklarer Ashira, mental overlegenhed i lige så høj grad som fysisk styrke, og ser man rar ud, når man træder op i ringen, er det første skridt mod en sejr, fordi modstanderen ikke kan afkode din indre styrke.

For Ashira er glæden ved boksning forbundet med spændingsfeltet mellem smerte og sødme: Det gør ondt, når du får et slag, men det føles fantastisk, når du selv rammer plet. Jeg synes stadig, det lyder som en god undskyldning for at slås, og tænker, at de tre træningssessioner, vi har aftalt, nok ikke kommer til at ændre synderligt ved den overbevisning.

Det første, Ashira beder mig om, er at sjippe i tre minutter. Det er lang tid, når man ikke har svinget sådan en bue siden folkeskolen, og allerede efter det første minut er jeg klar til at kaste håndklædet i ringen. Men sjipningen er ikke helt nok som opvarming, der er uhyre vigtig, fordi man ellers, i kampens hede, nemt kan overbelaste sener og led. Derfor er romaskinen næste stop, hvor min krop arbejdes yderligere igennem, før vi går i ringen. Ashira binder mine hænder og håndled ind i håndbind, og så er vi klar. Vi begynder med skyggeboksning – frem og tilbage i ringen med stød af forskellige intervaller. Ét stød med venstre hånd, to med højre. To med venstre, to med højre. En, to, en, to, tre, fire. Ashira står på sidelinjen og instruerer:

– Husk balancen. Venstre ben forrest, altid. Parér foran ansigtet, ellers bliver du ramt. Ny rytme. Frem og tilbage. Indtil klokken ringer.

Der er tid på øvelserne, finder jeg ud af, hvilket er rart, fordi man ved, at de har en ende. Det er hårdt, men jeg er ved at være varm, og jeg kan overraskende nok mærke, at der et sted indeni mig findes et urinstinkt, der alene gennem skyggeboksningen er vækket til live: Jeg vil gerne slå. Det føles godt. Så får jeg boksehandsker på. De er for store, og Ashira henter et par i børnestørrelse. Ikke just opildnende for min nyvundne selvtillid, men mens han er væk, står jeg i ringen og hopper. Det er, som om jeg ikke kan stå stille. Som om det virker helt forkert ikke at røre sig, når man befinder sig i en boksering, en kampens arena. De små handsker passer, og nu kan jeg bedre ramme de puder, Ashira har på sine hænder. Igen bestemmer han rytmen, og man slår altid først med venstre. Venstre, venstre, højre. To, to, fire. Klokken ringer, og koreografien bliver sværere. Nu skal jeg undvige til siden mellem slagene, dukke mig, huske remsen af slag, have styr på benstillingen, holde balancen, følge Ashira, når han bevæger sig – og ikke bare ramme, men ramme hårdt. Det er svært, og jeg kan ikke huske forløbet.

– Vil du snakke, eller vil du bokse, siger Ashira, da jeg spørger om forløbet, igen.

Jeg koncentrerer mig, så det driver, og en ud af ti gange sidder slagene der. Bam, bam – og bam. Lige der, hvor de skal. Det føles fantastisk.

Når man bokser, bruger man ikke bare kroppen, men også hovedet. Man får ikke blot trænet stort set hver en muskel i kroppen, men også sin koncentrationsevne, sin strategiske sans (du skal, som i skak, hele tiden være et træk foran), øje-hånd koordinering, balanceevne og præciseringsevne. Der er med andre ord langt fra de søvnige kilometer på et løbebånd, og måske er det derfor, jeg, ret konkret, er helt oppe at køre. Min krop er tændt og mit sind er vågent. Klokken ringer igen.
Vi træder ned fra ringen og bruger de sidste ti minutter ved en boksebold. Der er ikke meget bold over den, som den hænger der og dingler. Lys læder i fuld korpusstørrelse. Jeg slår den og omfavner den for at få den til at hænge stille.

– Du kan ikke få din modstander til at stå stille, lyder det prompte fra Ashira.

– Ram den, når den er på vej imod dig. Venstre hånd først, gentager han. Igen.


Det er enormt vigtigt at få bundet hænderne rigtigt ind.

Vi slutter af med en kort tur på løbebåndet, hvoraf halvdelen er op ad bakke i bogstaveligste forstand, og til sidst en serie maveøvelser på gulvet. Så er jeg færdig. Helt færdig. Men jeg glæder mig faktisk til næste uge.

2. runde ( DING! )

Klokken er 8, og fitnesscenteret er allerede fuld af friske folk. Jeg er ikke en af dem. Føler, jeg har søvn i kroppen og sand i øjenene. Jeg sidder på kanten af ringen og venter på Ashira, der kommer energisk ind ad døren og stikker mig et sjippetov. Same procedure as last week. Men denne gang skal jeg ikke hoppe, men løbe, mens jeg svinger tovet. På tre minutter vågner min krop, og oppe i ringen forlader natten mit sind. Vi skyggebokser igen som opvarmning, og det går allerede meget bedre end sidste uge, og Ashira roser mig. Han hjælper mig i boksehandskerne, og vi bokser efter samme princip som før – i serier af slag. Jeg kan godt mærke det: Jeg er mere fokuseret og rammer bedre. Husker serierne og får lagt flere rene slag ind. Nu er jeg lysvågen og følger Ashira, der danser rundt foran mig. Denne gang har han fokus på at parere.


At sjippe i tre minutter er hårdere, end man skulle tro.

– Du er ikke en cowboy, siger han.

– Hænderne op foran ansigtet – ikke nede omkring hoften.

Han langer ud efter mig, mens han taler, og rammer mig alle steder – i siden, på maven, i ansigtet. At beskytte sig selv er en lige så stor del som at slå. Endnu stærkere end i sidste uge føler jeg den dyriske trang til at bevæge mig i ringen. Selvfølgelig, siger Ashira.

– Når du har så meget adrenalin, der pumper, kan du ikke stå stille. Du er under angreb. Det er kroppens instinkter, der taler.

Ashira bokser ikke længere professionelt. Skulle nogen tilbyde ham en prestigefyldt kamp mod en værdig modstander og en pose penge, så jo. Ellers har han ikke lyst til at udsætte sin krop for det – være andres boksebold. Og han har slet ikke lyst til at slå, hvis han bliver provokeret.

– Det bliver man jo hele tiden, siger han.

Vi bokser lidt på boksebolden, og min koncentration er stadig god. Jeg bliver stolt, når han roser mig. Overvejer, om han måske faktisk synes, jeg har det i mig. Så spørger han:

– Hvorfor udnytter du ikke dit potentiale? Jeg tænker, at han kan se lige igennem mig.

– Når du løber på et løbebånd, bruger du benene. Du bruger ikke armene, kroppen eller hjernen. Det gør du nu.
Vi er på vej over mod maskinerne, hvor det hurtigt står klart, at manden har ret. Jeg opdager her muskelgrupper, der sandsynligvis aldrig har været aktiveret før. Flere gange er han nødt til at reducere vægten på maskinerne, der træner først arme, så ryg, så ben.

– Vi skal arbejde på de muskler, siger han.

Så er timen gået, og jeg kan mærke, at det ikke er nu, vi skal arbejde på flere muskler. Det værker i både arme og ben, mens jeg cykler hjem med et smil på læben og en sætning på hjernen: "Jeg har potentiale."

LÆS OGSÅ: "Jeg har haft travlt med at lave om på andre, og jeg har forventet, at andre var som mig"

3. runde ( DING! )

Det er tredje og sidste gang, jeg er til træning med Ashira. Jeg glæder mig, og sådan har jeg ikke haft det, siden jeg var barn og gik til ridning. Jeg bruger mig selv – og det mentale – på en helt anden måde end når jeg for eksempel løber, hvilket giver boksning en anden dimension for mig. Jeg bliver ikke blot udfordret kropsligt, men også mentalt, hvilket virker ekstremt motiverende. Og så det, at man går efter guldet. Hver gang. Sådan er det også i professionel boksning, siger Ashira.

– Det er blod, sved og tårer, siger han.

– Man græder altid, når man har været i ringen. Enten fordi man har lidt nederlag, eller fordi man er sejrsherre. Vidste du i øvrigt, at tårer smager salt, når man har tabt, men sødt, når man har vundet?, spørger han og siger, at det nok mest handler om, at ens sindsstemning påvirker smagsløgene.

Jeg sjipper som opvarmning, men har mere tid i ringen i dag. Han binder mine hænder ind i gaze og viser, hvor han selv har brækket hænderne seks forskellige steder. Det var inden, han i 1998 blev professionel, hvor man bruger store summer på at hyre de bedste folk, der udelukkende har fokus på hænderne. Det er med andre ord alfa og omega, hvordan hænderne er bundet ind, så de er stabile og støttede under handskerne. I gamle dage, før gazens tid, brugte man avispapir.

– Er du ok, spørger Ashira efter første runde, der som altid markeres af klokken, der ringer.

Jeg er mere end ok. Jeg kan næsten ikke stå stille. Jeg kan mærke, at mine slag sidder bedre, renere, og at jeg bedre kan huske serierne. Det føles fantastisk, når den sidder lige i højre.

– Smil, siger Ashira.

– Ingen har lyst til at slå på én, der smiler. Og så vinder du.

På væggen hænger billeder af Ashira, der smiler. Mest fordi han har vundet. Han er vokset op i Kenya i en familie af boksere og med en far, der sagde: "Du kan kun leve et fuldt liv, hvis du er sund og veltrænet." Efter en lang karriere som professionel bokser, lever Ashira Oure i dag af at træne andre – efter samme devise som sin fars. Men Ashira træner ikke boksere. Han træner folk som mig, der gerne vil i form og bruge kroppen fuldt ud. Han er virkelig god til sit job. Vi slutter af ved boksebolden. Også her sidder mine slag bedre i dag. Jeg er ved at få fat i teknikken og synes, det er ærgerligt, at det er sidste gang, jeg er her. Efter vores afsked runder jeg af med et par kilometer på løbebåndet, fordi jeg har overskydende energi i kroppen. Jeg kan ikke huske, jeg har haft det sådan før. Nogensinde. Jeg løber også hurtigere, end jeg plejer, og har det fantastisk, da jeg tænker, det må være nok for i dag. Jeg føler, jeg har udnyttet mit potentiale. Fuldt ud. 

LÆS OGSÅ: ”Jeg kan lave alle retter med røde pølser”

LÆS OGSÅ: "Hvis man vil gøre noget godt for sig selv, skal man sige fra over for perfektheden"

LÆS OGSÅ: 5 tricks til at falde nemmere i søvn