Forbrænd over 500 kalorier i timen med disse effektive og sjove træningsformer
SPONSORERET indhold

Forbrænd over 500 kalorier i timen med disse effektive og sjove træningsformer

Når du skal træne, kan du lige så godt få mest muligt ud af det. Vi har fundet timerne, hvor pulsen kommer helt op at ringe, og hvor du forbrænder maks. kalorier og får flest muskler. Det er hårdt, men godt!

Af: Jo Brand Foto: Getty Images
28. sep. 2015 | Sundhed | ALT for damerne

Boksning
Holdnavn: Kick- og motionsboksning

Hvor: fitness dk, Fitnessdk.dk

Hvorfor: Det er i sig selv hårdt at bokse, men ud over at slå og parere, byder træningen også på løb, sjip og hop – og så bliver det endnu hårdere. Derudover foregår timen i et højt tempo, hvilket vil sige, at din puls nærmest ikke får chancen for at falde ned i de 60 minutter, timen varer.

Hvor effektivt: Ifølge fitness dk forbrænder du – afhængigt af din træningsintensitet – omkring 600 kalorier, hvis du vejer omkring 60 kilo. Desuden får du forbedret din kondition og din udholdenhed.

LÆS OGSÅ: 5 fejl kvinder begår, når de vil være sunde

Hvem: Du kan sagtens være med, selvom du al-
drig har bokset før.

Pris: Fra 169 kr. og opefter om måneden.

Høj intensivt
Holdnavn: HIT

Hvor: Fitness world, Fitnessworld.dk

Hvorfor: På et HIT-hold får du en blanding af puls- og styrketræning. Det vil sige, at du både squatter med vægte og laver høje knæløft, mountainclimbers, englehop osv. Der er få pauser, så både muskler og lunger får sit at se til i de i alt 55 minutter, timen varer.

Hvor effektivt: Ifølge Fitness World kan du godt regne med at forbrænde omkring 550 kalorier.

Hvem: Holdet er primært for dem, der kender til øvelserne, for der bliver ikke brugt så meget tid på forklaring. Så nye medlemmer rådes til at starte på et af de andre hold som Puls Styrke.

Pris: Et medlemskab med adgang til hold koster mellem 199 og 249 kr. om måneden.

Crossfit

Holdnavn: Caveman

Hvor: Aarhus Crossfit, Aarhuscrossfit.dk

Hvorfor: Træningen tager udgangspunktet i brugen af alternative træningsredskaber, såsom dæk, hamre og reb. Hvor en normal times Crossfit har en WOD (workout of the day) på maximalt 20 minutter, er WOD'en til en Caveman-træning på mellem 30 og 45 minutter.

Hvor effektivt: Ifølge Aarhus Crossfit forbrænder du omkring 6-800 kalorier. Derudover bliver der også sat fut i din efterforbrænding.

Hvem: Der er ikke afsat tid til den normale tekniktræning, så du skal kunne de øvelser, der indgår. Derfor anbefales det også, at du har trænet Crossfit i minimum et halvt år inden.

Pris: Mellem 325 og 349 kr. om måneden.

Cykling

Holdnavn: Cycling

Hvor: fitness dk, Fitnessdk.dk

Hvorfor: Cykling kan være nemt, som når du cykler på arbejde, men det kan også presse din puls helt op i det røde felt, og det er, hvad målet er på Cycling-hold. Timen varer 60 minutter, og vil du have maksimalt ud af den og dig selv, så vælg f.eks. Cykling 3.0, der også har masser af intervaller.

Hvor effektivt: Ifølge fitness dk kan du regne med at forbrænde omkring 600 kalorier, hvis du vejer omkring 60 kilo. Vejer du mindre, forbrænder du mindre, vejer du mere, forbrænder du mere. Derudover afhænger antal forbrændte kalorier naturligvis også af din intensitet.

Hvem: Fordi du "bare" skal sidde på en spinningcykel, stilles der ingen krav til din koordinationsevne, så alle kan være med. Men vælg et begynderhold, hvis du ikke har prøvet det før.

Pris: Fra 169 kr. og opefter.

TRX

Holdnavn: Challenge

Hvor: TRX Aarhus, Trxaarhus.dk

Hvorfor: TRX-træning er hård og funktionel styrke-, stabilitets- og coretræning med egen kropsvægt udviklet af en Navy Seal-soldat. Snupper du en Challengetime, bliver du udfordret på flere parametre: sammensatte og avancerede øvelser, styrke og udholdenhed. Desuden træner du en hel time mod normalt 45 minutter – og så er der færre pauser. Resultatet er en krop, der bliver trænet på alle ledder og kanter og en puls, der kommer helt i top.

Hvor effektivt: TRX Aarhus anslår, at du som kvinde vil forbrænde omkring 600 kalorier på en time, men påpeger, at det ikke er det vigtigste formål. Det vigtigste er, at du får bygget din krop op, så den bliver bedre til alt det, du byder den i din hverdag.

Hvem: Challenge er for dig, der har prøvet en almindelig TRX et par gange og har stabilitet og styrke til det næste niveau.

Pris: 349 kr. pr. måned. Eller du kan købe et klippekort med 10 klip for 699 kr.

Reformer

Holdnavn: Cardio Reformer

Hvor: Powerhouse Cph, Powerhousecph.dk

Hvorfor: Timen foregår på reformeren (en slags træningsbænk med fjedre, der yder modstand) med pulstræning og forbrænding som hovedfokus. Men udover at arbejde med de store muskelgrupper på reformeren, er der også to Tabata-blokke på gulvet, hvor der arbejdes med funktionelle øvelser. En Tabata-blok er fire minutter lang og består af fire øvelser. Hver øvelse udføres i 20 sekunder efterfulgt af 10 sekunders pause, hvorefter settet gentages. Øvelserne kan f.eks. være planke, englehop og burpees.

Hvor effektivt: Ifølge Powerhouse Cph forbrænder du op til 600 kalorier på en time, hvis du virkelig presser dig udover din comfortzone, mens du vil forbrænde omkring 450 på en offday. Derudover vil de to Tabata-blokke øge din forbrænding, så den fortsætter med at arbejde i flere timer efter træningen.

Hvem: Træningen er enkel, så alle kan være med.

Pris: 130 kr. pr. time. 10-tursklippekort, 1.100 kr. 20-tursklippekort, 2.000 kr.

Cirkel­træning

Holdnavn: Spartacus

Hvor: Fitness World, Fitnessworld.dk

Hvorfor: Holdet var egentlig lavet til mændene, men flere og flere kvinder dukker op. Og vi er velkomne! Træningen varer 55 minutter og er bygget om omkring tre træningspas med de samme ti øvelser i hver – det kan f.eks. være kettlebell swings, squats, burpees, planke osv. Hver øvelse laves i 45 sekunder, og så er der 15 sekunders pause.

Hvor effektivt: Ifølge Fitness World forbrænder du som kvinde omkring 550 kalorier på et Spartacushold. Og så får du trænet både dine muskler og din udholdenhed.

Hvem: Alle kan deltage, da instruktøren bruger pauserne til at demonstrere øvelserne. Det er dog en fordel, at du har prøvet at arbejde med kettlebells før.

Pris: Et medlemskab med adgang til hold koster mellem 199 og 249 kr. om måneden.

LÆS OGSÅ: Disse 4 vaner gør dig tyk

LÆS OGSÅ: Her er midlet mod aftensnacking

LÆS OGSÅ: Vi tester 1 måned uden alkohol