“I stedet for at gå på slankekur kan jeg bruge tiden på at grine med mine børn og elske med min mand”

KLUMME: Jeg vejer 68 kilo. Det vil sige, jeg vejer 4 kilo for meget. Det gør jeg altid, når jeg vejer mig. Ligegyldigt hvad jeg vejer. Da jeg gik i gymnasiet, vejede jeg 60 og burde veje 56. Da jeg var i 20´erne, vejede jeg 64 kilo og burde veje 60. Nu vejer jeg altså 68 og burde veje 64 kilo.

Så jeg skal på slankekur. Det er oplagt. Det ved alle. Også mig selv. Også damebladene, sundhedsguruerne og kost-eksperterne, som lover mig en ny krop gennem slankekure, kostomlægning eller mærkelige forløb, hvor man kun må drikke juice og spise suppe.

Det er altid noget med at forsage kaffe, alkohol og hvede. Det er for det meste noget med kun at spise kød og grøntsager. Og så skal man af uransagelige grunde altid lave en smoothie til morgenmad. Helst en med olie og broccoli blendet sammen.

Først så jeg selvfølgelig på lynkurene. Det så så let ud. Jeg kunne sikkert også gøre det. Hvis jeg bare fyldte tallerkenen op med laks og broccoli, så var jeg i gang. Hvis jeg også sov klokken 22.30, drak en masse vand og børstede tænder, hver gang jeg fik lyst til et stykke kage, så ville kiloene ryge af mig. Måske ville jeg tabe 6 kilo på tre uger!

Andre skrev om varig kostomlægning, og så begyndte det for alvor at blive indviklet. FOR EVIGT skal man forsage pasta. I stedet skal man lave spaghetti af courgette og lasagneplader af kål. De personlige trænere og kosteksperter smilede om kap, når de forklarede, at de helt havde vænnet sig til livstilen. De startede dagen med et glas olie og en hakkebøf. De følte sig oppustede, når et stykke flute rørte deres læber. De fik hovedpine og røde øjne af flødeboller og vingummi. Når de havde lyst til sødt, tog de bare en kop urtete, og hvis det skulle være rigtigt vildt, bagte de muffins af dadler og sorte bønner.

Og måske var det lige der, at jeg droppede både kur og kostomlægning. Det gik
nemlig pludselig op for mig at krigen mod min røv, bryster og lår aldrig ville stoppe, hvis jeg først gik i gang. Hvis jeg skulle holde en vægt på under 64 kilo, ville jeg resten af livet været tvunget til at spise blancheret kål i stedet for pasta. Jeg ville altid skulle overveje, om det var "værd" at spise en kage eller drikke et glas hvidvin, og føle, at jeg forkælede mig selv, hvis jeg spiste 20 gram mørk chokolade.

De personlige trænere og kostvejledere havde nemlig glemt, at mad er meget
andet end kalorier. Mad er først og fremmest nydelse og samvær. At afskaffe hvede, alkohol og sukker ville også betyde, at jeg skulle droppe min families fredagsritual med kage, te og lys på bordet. Jeg skulle forsage rødvinen med vennerne lørdag aften. Jeg skulle kun tage en mikroportion, når min 8-årige søn stolt serverede stegt flæsk med persillesovs på sin maddag. "Nej tak" ville jeg skulle sige igen og igen. "Nej tak, jeg vil ikke spise sammen med jer!" "Nej tak, jeg har ikke lyst til et stykke chokoladekage med hindbærcoulis" "Nej tak, jeg tager mig bare et kålblad og en kop urtete." Igen og igen ville jeg skulle sidde der med øjne så store som lagkagefade og frivilligt fravælge alt det, som gør livet blødt, sødt og dejligt.

Og så var det, at jeg smilede lettet over, at jeg ikke behøver opføre mig som en topmodel, en modeblogger eller en spiseforstyrret teenager. At jeg er så heldig, at jeg ikke kun skal bedømmes på mit udseende og derfor bare kan ligne det, som jeg er: En kvinde, som har født tre børn og nærmer sig de 40 år. En kvinde, som har bryster, røv og hofter. En kvinde, som er fuldstændig normalvægtig, når hun vejer 68 kilo. I stedet for at gå på slankekur kan jeg bruge tiden på at grine med mine børn, elske med min mand og læse det sidste bind af Elena Ferrantes fantastiske Napoli-saga. Det passer mig glimrende, for helt ærligt så elsker jeg mig selv og min krop for højt til at udskifte kager og rødvin med kål og urtete.

LÆS OGSÅ: Her er de 10 sundeste grøntsager

LÆS OGSÅ: Det sker der i kroppen, når du faster

LÆS OGSÅ: Derfor bør du prøve nulstilling