Mette efter kræften: “Det har været så hårdt, men jeg er kommet igennem det”

Efter min sidste kemobehandling havde jeg en ­afsluttende samtale med min læge, hvor jeg blev sat i gang med anti-hormonpiller, som er en ekstra behandlingsmulighed, der er med til at minimere risikoen for, at kræften kommer tilbage. Jeg har altid haft det lidt stramt med de piller, fordi jeg har hørt så meget dårligt om dem. De stopper produktionen af det kvindelige østrogen, som den type brystkræft, jeg har haft, næres af, så jeg har været bekymret for, om pillerne ville gøre mig giga stor, ­give overskæg og mørk stemme. Pillerne lå en uge i min taske, inden jeg fik taget mig sammen til at spise dem, men nu er de blevet en vane, som skal følge mig de næste 10 år.
Om det skyldes pillerne eller kemoen er lidt usikkert, men meget tyder på, at jeg har fået et fast track til overgangsalderen. Lige nu har jeg helt vildt ­mange hedeture, som ødelægger min nattesøvn. I starten syntes jeg, at det var lidt flovt at blive forbundet med overgangsalderen, hvilket er helt latterligt, for selvfølgelig er der ikke noget at være flov over, og set i en større sammenhæng er det en lille detalje. Og jeg tænker, det må give mig nogle fantastiske 50'ere, fordi jeg til den tid har sat flueben ved overgangsalderen.

LÆS OGSÅ: Min første tid med kræft: "Det føles sygeligt ensomt"

Tre uger efter kemobehandlingen var afsluttet, skulle jeg i gang med strålebehandlingen. Fra at have en følelse af, at det var fantastisk, at jeg havde klaret forløbet indtil nu, var det, som om luften blev taget fuldstændig ud af ballonen. Jeg orkede ikke mere. Hvor jeg selv syntes, at jeg havde haft en vild kampgejst, virkede det uoverskueligt at skulle i gang med 30 dages strålebehandling. Fysisk har jeg været fit hele vejen igennem, fordi jeg har løbet så meget, men nu var jeg mentalt brugt op. Men fordi jeg ikke rigtig havde følt mig syg undervejs, var det utrolig svært at stå med mit hvide flag og sige, at jeg havde brug for et break – brug for "Mette-tid".

Jeg gik længe og tumlede med, hvordan jeg skulle italesætte, at jeg havde brug for et break. Det var en kæmpe udfordring for mig i forhold til mit arbejde. Jobbet har betydet rigtig meget for mig og har været med til at give mig en powerfølelse igennem alt det her, så det var vildt svært pludselig at stå der helt sutskoagtig. Da jeg først fik det sagt, blev jeg bakket ét hundrede procent op.
Det har været kendetegnende for hele forløbet, at hver gang, jeg har ­skullet starte på noget nyt, er jeg blevet usikker og nervøs. Jeg har brugt så meget tid på at bekymre mig om, hvilke konsekvenser det nye nu ville få, og det ­samme gjorde jeg, da jeg skulle i gang med strålerne. Samtidig var det underligt at stoppe hos de sygeplejersker, hvor jeg havde fået kemo. Jeg havde tilbragt så mange timer sammen med dem, at jeg havde fået en form for relation, og jeg følte mig tryg ved dem, så hvem skulle nu holde øje med mig? Det var en mærkelig fornemmelse. Jeg har aldrig haft trang til at skulle have hospitalets opmærksomhed, men der opstod et underligt vakuum mellem de to behandlingsformer.

Det føles så ensomt og uvirkeligt at ligge under strålekanonen. Op på et hårdt bræt, armene op over hovedet, og så ligger du helt alene i det store rum, mens de tænder for maskinen. Det tager kun fem til 10 minutter, men det ­føles meget ensomt at ligge der. For mig fremstår strålerne lidt som en ­"lusket" behandling, fordi du ikke kan mærke noget, når du får dem. Jeg forestiller mig, at jeg flammer indvendigt, og at bivirkningerne kommer snigende. De ­siger, at bivirkningerne topper op til 14 dage efter. Huden på mit bryst trænger til fred og ro. Der er kommet små sår, og huden føles øm og irriteret, så jeg forventer ikke, at det bliver en fest de kommende uger.

En dag så jeg et billede, som min mand havde taget af mig, hvorefter jeg besluttede jeg mig for at droppe parykken, fordi den så høj og komisk ud på mit hoved. Mit eget hår var begyndt at vokse igen, så jeg smed parykken og begyndte i stedet at gå med kasket. Jeg testede det en dag, hvor vi var på ­vores båd. Jeg gik en tur på havnen uden kasketten og kiggede på de små børn, og hvis de ikke vendte sig om, ville det nok være okay. Siden er mit hår vokset endnu mere, så det hele går i en positiv og rigtig retning. Det er dejligt.

Mette Juel Ransby da parykken stadig sad fint. Hun droppede den en dag, hendes ægte hår havde skubbet den så langt op, at det så komisk ud.

LÆS OGSÅ: "Jeg har ikke fået det særlig dårligt af kemokuren"

Overskuddet til de andre
Når jeg kigger tilbage, har jeg ­fokuseret meget på, at det er mig, der er syg. Mit overskud til at tænke på min mand, og hvor hårdt det kan være at være pårørende, har desværre været begrænset. Vi er to vidt forskellige typer i forhold til, hvordan vi kommunikerer, men de forskelligheder har vist deres styrke i det her forløb, og jeg har fået øjnene op for, at det, der egentlig er meget forskelligt fra mig, har fungeret og tilført værdi. Hvor jeg tænker, at det fikser vi da lige, tager han en milepæl ad gangen og tænker ikke på resten, der venter, og det har været rigtig godt, for det kan ikke lade sig gøre at fikse noget på en nem måde i sådan et forløb her.

Mine børn har været så seje igennem det hele, og jeg synes, at vi er blevet en stærkere familie, særligt i forhold til at kommunikere åbent. For mig har det været godt at vise dem, at det, at vi taler om tingene, gør det lettere at have med situationen at gøre. En dag på hospitalet sagde pigerne til mig, at det nu var helt naturligt for dem at se skaldede damer, og at de ikke blev kede af det på samme måde, som andre børn måske ville blive. Dermed har jeg opnået, at det at være syg og skaldet ikke er et tabu for dem, og jeg har oplevet, at en sygdomsperiode godt kan fungere uden, at det ødelægger deres tillid og tryghed til, at vi komme igennem en krise.

Jeg bliver rigtig ked af det, når jeg ser tilbage. Jeg kan nærmest ikke rumme at tænke tilbage på de sidste ti måneder. Det ­giver mig en klump i halsen. Hvad var det lige, der skete? Det har været så hårdt. Ikke kun for mig, men også for min familie, der også er blevet ramt af det. Men jeg synes, vi har klaret det godt, og jeg bliver nødt til at sige til mig selv, at nu er det overstået. Jeg er kommet igennem det, og nu skal jeg videre. Jeg vælger at se lyst på fremtiden, ellers kan jeg ikke holde mig selv ud. Jeg fungerer ikke i et depressivt univers alt for længe ad gangen. Det kan godt være, at hjernen ikke følger med i starten, men så bliver jeg nødt til at sætte snor i den og så stramme mig lidt an.
Fordi kræften blev opdaget tidligt og ikke havde spredt sig, er jeg ikke i top-risiko for, at den kommer igen, men jeg kan ikke lade være med at tænke på det. Ingen af lægerne har villet være med til at tage snakken om, at tænk nu, hvis det kommer igen. Det er måske heller ikke relevant. Jeg kan godt sidde og tage den snak med mig selv, men det ændrer jo ikke noget, så på sin vis er det spild af god energi. Jeg kan ikke gøre andet end at leve sundt og gøre, hvad der er godt for mig og min krop.

Siden januar har Mette Juel Ransby fortalt om sit kræftforløb tre gange i ALT for damerne, og frisuren har ændret sig markant fra gang til gang.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog: Da jeg fandt knuderne i brystet

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, da jeg startede med at skrive om min sygdom på ALT.dk og fortælle om mit forløb til ALT for damerne. Den respons, jeg har fået fra mennesker, jeg kender eller ikke kender, har været det største treat overhovedet. Det har været en kæmpe hjælp.

Det er så ensomt at få kræft, så ved at skrive og kommunikere har jeg kunne mærke, at jeg ­ikke har været alene. De er rigtig mange, der har fulgt med, og jeg har fået så meget positiv feedback. Det har taget kvælertag på ensomheden. For mig ville det være en katastrofe at sidde i min stue og spise en citronmåne, mens jeg kigger ind i væggen.

Jeg tror, der går lang tid, inden jeg kommer 100 procent ovenpå mentalt, og lige nu har jeg svært ved at se, at jeg bliver helt mig selv igen. Lige nu er jeg nærmest stækket, og jeg kommer til at bruge ­noget energi og opmærksomhed på at ­massere de sidste mange måneders forløb ind på de ­rigtige hylder. Om tre uger er sårene fra strålerne nok væk, og fysisk er jeg stadig ovenpå, men den angst og bekymring, jeg har fået som latent følgesvend res-ten af livet, synes jeg, er styg. Det har været en rutsjetur, som jeg ikke lige havde booket.
Lige nu har jeg det godt. Det er en konsekvens af ­menneskerne omkring mig og vished-en om, at jeg ­klarede det. Tilbage i ­januar var jeg ikke særlig kæk over, at jeg skulle alt det her igennem, men nu synes jeg alligevel, at det er gået meget godt. Jeg har været ­forskånet for at blive rigtig, rigtig syg undervejs, og jeg ­synes, at jeg har været god til at modvirke eventuelle bivirkninger ved at være meget aktiv. Nu er det færdigt, og min rejse mod lysere tider kan starte. Jeg er ikke back in business, fordi behandlingen er færdig, men der er åbnet op til, at jeg vender tilbage til en hverdag, der er mere rolig og normal. 

LÆS OGSÅ: Mettes sms: "Jeg har brystkræft. Jeg ringer senere"

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 24: ”Pigerne synes, det var mega pinligt, at jeg skulle være uden tøj over for fremmede”

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 25: ”Det føltes som om en klam brandgople havde besteget og omklamret mit bryst”