Mettes dagbog 15: ”Inderst inde vidste jeg jo godt, at min mor ikke kunne trøste og passe på mig"

Da jeg fik diagnosen brystkræft var det meget ensomt og et stort savn at jeg ikke kunne søge trøst og støtte hos mine forældre. Deres kærlighed, deres omsorg og deres arme omkring mig var tiltrængt mere end nogensinde. Men hvor tiltrængt det end var, så var mine forældre der ikke for mig. Ensomhedens kulde åndede mig direkte ind i mit ansigt. Det var sgu bare ikke okay...!!!

Min far døde tilbage i 2003 af modermærkekræft, kun 62 år gammel. Selv om det efterhånden er mange år siden jeg mistede min far, står det fortsat tilbage i min erindring, som noget af det mest smertelige jeg har oplevet i mit liv. To måneder efter han var blevet konstateret "rask" efter en 5 årig kontrolperiode vendte kræften tilbage for fuld udblæsning.

Det kom som et chok for os alle, og skrækken stod malet i min fars ansigt. Det var en hård periode, der endte med min fars død 8 måneder efter kræftens tilbagevenden. Efter jeg selv fik konstateret brystkræft, har jeg mange gange tænkt på min far. Tænkt hvor bange han har følt sig, tænkt hvordan han kæmpede med bivirkninger af kræftens hæslige appetit på hans krop, tænkt hvor grimt det var for ham at skulle sige farvel til sin familie, tænkt at jeg forhåbentlig ikke ender med at dø af kræften. Tænkt at jeg gerne lige ville ringe til min far og høre ham sige "jeg skal nok passe på dig Mette".

Min mor levede, da jeg fik stillet kræftdiagnosen, men hun blev for nogle år tilbage ramt af sygdommen Alzheimer demens som i hendes tilfælde udviklede sig aggressivt. Sygdommen var en ubarmhjertig følgesvend, der slørende hendes personlighed og forstand. Det gjorde ondt at se hende føle hjertesmerte og angst for sygdommens favntag.
Inden jeg skulle have første kemobehandling besøgte jeg min mor på plejehjemmet 250 km væk fra, hvor jeg bor. Det var oprindeligt min plan, at jeg ville fortælle hende, at jeg havde fået konstateret brystkræft, og at det gik godt, så hun skulle ikke bekymre sig.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 14: Jeg følte mig mest af alt som en slatten gammel kone

Stemmen svigter
Da jeg ankom til plejehjemmet var jeg nyklippet – det lange hår var klippet af – men ellers så jeg "normal" ud. Min mor smilede, da hun så mig, hun så glad ud, hun kunne kende mig. Det var dejligt at se hende, og vi hyggede, mens hun spiste frokost. Det var tydeligt, at hun kunne se, jeg var blevet klippet, men hendes evne til at udtrykke det med ord svigtede. Det samme gjorde min stemme, der skulle fortælle hende om den kræftbehandling, jeg skulle i gang med.

Med ét følte jeg mig overbevist om, at det ikke ville være fair eller tjene noget formål at informere min mor – hverken for mig eller hende. Mit behov for at dele situationen med hende var intakt, men risikoen for at hun forstod uden at kunne udtrykke sig efterfølgende ville jeg ikke udsætte hende for. Så hellere lade hende leve videre i lykkelig uvidenhed. Inderst inde vidste jeg jo også godt, at hendes sygdom ikke ville tillade, at hun kunne trøste og passe på mig, som en mor ville gøre, når ens barn bliver ramt af en kritisk sygdom.

Kemobehandlingerne og det nedsatte immunforsvar bekymrede mig i forhold til at besøge min mor. Jeg var bekymret for at jeg ville tiltrække plejehjemsbaciller, og samtidig havde jeg ekstremt dårlig samvittighed over ikke at besøge min mor. Et dilemma som jeg gerne havde været foruden, da det ikke rigtig føltes som om, der var plads til flere udfordringer på min tallerken.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 13: ”Min krop og hjerne klapser sammen hver aften klokken 20.30.”

Mors sidste rejse
To måneder efter jeg var startet med kemobehandlingen fik min mor det dårligere. I mit hoved tumlede jeg med sandsynlighedsberegning i forhold til at blive smittet "med noget" ved at besøge plejehjemmet. Blev flov over mine tanker, hvad fanden kunne et par sygedage for mig betyde i forhold til at vise min mor, at jeg var der for hende.

Jeg kørte til plejehjemmet sammen med mine to søskende og gudskelov for det. Min mor var påbegyndt sin sidste rejse. Samme aften døde hun. Åh altså – det var næsten mere end jeg kunne rumme. Midt i alt mit eget kaos mistede jeg min lille mor. Det gjorde så ondt. Også selv om jeg vidste, det var det bedste for hende, grundet demensens uværdige tag i hende.

Under normale omstændigheder ville jeg have taget "lejrchefhatten" på i forbindelse med al den praktik og koordinering, der fulgte med min mors død. Men jeg var helt mat i sokkeholderne, og fornemmede hvordan selv de mindste opgaver lignede uoverkommelige bjergtoppe for mig. Jeg følte nærmest at jeg kapitulerede, men formåede at være glad og taknemlig for at mine to søskende tog over og trak det tunge læs i forbindelse med bisættelsen m.m.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 12: ”Hvad hvis de griner af dig mor? Det vil jeg ikke ha”

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 11: "I kan hænge jeres parykker derovre."

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 10: ”Jeg lignede en forblæst skovtrold”