Mettes dagbog 21: ”Det var gustent, men jeg savnede den tætte kontakt med hospitalet”
Efter sidste kemobehandling har Mette en pause fra hospitalet – men i stedet for at nyde det, har hun svært ved at forene sig med den nye hverdag uden lægeaftaler.
Efter sidste kemobehandling ventede et par uger uden behandling inden strålebehandlingsforløbet skulle starte. Det var en fantastisk følelse at være kommet igennem kemo-forløbet – jeg var glad og lettet. Men uventet mærkede jeg også en mental udmattelse i kølvandet på det tilbagelagte forløb.
Jeg blev nærmest svimmel, når jeg tænkte tilbage på de sidste 6 måneder. Et voldsomt og overvældende mix af følelser rullede ind over mig, og den power, der havde stået mig bi det sidste halve år, syntes pludselig lidt sløret. Jeg havde let til tårer og vidste, at jeg aldrig blev helt den samme igen. Det var underligt utrygt at skulle forholde sig til "en ny" Mette, samtidig med at jeg mere intenst end tidligere tumlede med bekymring for, at kræften skulle fristes til igen at vise sit grimme fjæs i min krop. Det følte som om bekymringsfølelsen var flyttet latent ind.
Afhængig af hospital
Det var meget gustent, men jeg følte en snert af savn - savnede den tætte forbindelse til hospitalet... det var underligt tomt uden. Samtidig også fantastisk ikke at blive mindet om sygdom, skønt at mærke hvordan min krop stille og roligt fik ro og fred. Et vanvittigt tankescenarie udspillede sig, og det føltes som om min identitet for en stund var blevet "afhængig" af hospital, sygeplejersker og behandlinger. Rolig nu søde Mette – det bliver normalt igen, bare rolig – du er ikke blevet bims....bare lidt vel overbelastet på krop og sjæl.
Fredagen efter den sidste kemo-behandling havde jeg en lægeaftale på hospitalet, som afslutning på kemobehandlingen. Det var en god måde at afrunde "kemo-rejsen" på, og jeg glædede mig til en snak med lægen. Min mand tog med og igen igen rullede vi afsted til Herlev hospital og op på "min afdeling". Alt var som det plejede, og inden samtalen med lægen fik jeg hilst på et par af sygeplejerskerne. Jeg blev igen mindet om, hvor godt der var blevet passet på mig undervejs.
På lægens "værelse" var stemningen ikke løssluppen men bestemt fin og god. Jeg huskede lægen fra tidligere. Hun fremstod både kompetent og lun, hvilket for mig var et rigtig godt match. Vi talte om det forgangne forløb, hun mærkede mine bryster og armhule igennem uden anmærkninger (pyha, lucky me), og vi fik talt om det kommende kontrolforløb. Godt og trygt at der de næste mange år ville blive holdt øje med mig, men igen ambivalent, idet jeg jo helst ville langt bort fra patientrollen. For mig var kontrolforløbet også tæt forbundet med skræk og angst for tilbagefald, hvilket var en ualmindelig træls bivirkning, som jeg havde svært ved at håndtere. Jeg vidste godt med mig selv at angsten aldrig skulle/ville få lov at fylde i mit liv, men det krævende mental styrketræning....jeg var der ikke endnu. Lægen virkede forstående og gjorde det klart for mig, at de til en hver tid ville være lydhøre over for mine bekymringer, og de var til at tale med. En tilbagemelding der for mig skabte tillid og gav ro til at hoppe videre i forløbet...i livet...med et kræftforløb i rygsækken.
LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 19: ”Jeg glædede mig til at vaske hår under bruseren og ikke i Margrethe-skålen.”
3650 hormonpiller forude
Forude ventede 30 strålebehandlinger, men ikke nok med det, der var mere i "behandlingsgodteposen". Min brystkræft var hormonfølsom, hvilket jeg var blevet fortalt, var godt, idet der således også var mulighed for at mindske risikoen for tilbagefald via antihormonbehandling i form af piller. Velkommen om bord – 1 stik antihormonpille dagligt de næste 10 år. Det var helt ærligt ikke særligt fedt at tænke på.... Jeg havde hørt alverdens dårlige fortællinger om pillerne, og det var svært for mig ikke fra første fløjt at have en negativ tilgang til pillens (potentielle) bivirkninger. Jeg så for mig, hvordan jeg ville tage kilo på i massevis, blive badet i hede/svedeture, og hvis det gik vildt for sigt få uklædelig skægvækst eventuelt toppet med en stemme i basregisteret.
Da lægen stillede et par pakker af de famøse antihormonpiller (Tamoxifen) foran mig havde jeg svært ved at finde en passende grimasse og italesætte mine bekymringer på nøgtern vis. Da jeg åbnede op for mit antiparti over for pillerne fornemmede jeg, at lægen gjorde sig (meget) umage for at løfte dialogen op på et lidt mere sagligt niveau og ud af det dramatiske univers, som jeg havde stablet på benene. Lægen fortalte med sikker overbevisning, at der bestemt var mange som levede i "fred og fordragelighed" med pillerne uden betydelige gener. Godt så, jeg valgte at holde inde med flere vilde "pillerier" og var, om ikke klar, så bevidst om at jeg jo gerne vil synke 3.650 piller (!) med udgangspunkt i at det ville skræmme begejstringen fra enhver kræftcelle til at genentrere min krop.,
Jeg lod pillerne ligge – urørte - i tasken den kommende uge.
Hver gang jeg åbnede tasken gloede de to pakker jeg havde fået udleveret op på mig, og nogle dage nærmest lignede det også at de grinede af mig, som ville de sige "spis os og du bliver kæmpe stor, hysterisk...og måske med skæg".
Det var uden tvivl fjollet, men jeg blev nødt til at tage tilløb til at komme i gang, og besluttede mig for at holde pillerne indespærret i tasken en hel uge. Præcis en uge efter mødet med lægen gled den første pille ned, og jeg var slet skjult stolt over at være kommet i gang. Mette du er nede med det – only 3.649 left.
LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 18: ”Alle dårlige tanker stod i kø i mit hoved, og jeg var totalt tudefjæs"
Bambivipper på løbetur
I "ventetiden" før start på strålebehandlingen fornøjede jeg mig også med et for mig helt nyt og uafprøvet felt, nemlig øjevippeforlængelse (vist også kendt som eye lash extension).
Hos Golden Nails & Beauty slår indehaveren hver fredag dørene op for kræftramte kvinder uden beregning. Et meget rørende initiativ, og jeg sprang glad og forventningsfuld afsted til min aftale. Jeg havde ikke tabt mine vipper af kemo'en, men der var blevet tyndet godt ud i rækkerne, og vipperne var blevet kortere end normalt. Det betød bl.a. at mascaraen meget ofte ikke blot landede på mine vipper men også på øjenlåget som en skævt placeret eyeliner.
Jeg lå bomstille under behandlingen og var indrømmet ikke helt sikker på, om det var et smart projekt, jeg havde kastet mig ud i. Resultatet var super fint, og jeg så bestemt vældig fin ud med de lange flot buede vipper. Mascaraen kunne gemmes væk, og jeg nød mit "nye" look. Men meget hurtigt fandt jeg ud af at mange af, at mine daglige ansigtsrutiner ikke var forenelige med de kunstige vipper, og på løbeturene med hård modvind føltes det absolut heller ikke særlig rart at mærke, hvordan de lange vipper blev blæst rundt og indtog skæve løjerlige vinkler.
Så blev jeg så klog, og jeg måtte leve med en pudsigt øjenvippe-udseende de kommende uger som vipperne vippede af. Jeg var om ikke andet blevet klar over, at det nok ikke lige var noget for mig fremadrettet.