”Mettes dagbog 23: Jeg følte mig lille og hjælpeløs under det store monstrum af en maskine”
Det er blevet tid til næste etape i Mettes behandling, og hun savner den nære relation, hun havde til sine behandlere. Nu er hun alene med strålemaskinen.
Efter endt kemobehandling var jeg særligt om natten begyndt at opleve hedeture, men omfanget af disse tog til, efter jeg var begyndt at spise antihormon-pillerne. Flere gange i løbet af dagen og natten nappede jeg mig en hedetur, hvilket var både uvant og ufedt. Jeg var klar over, at kemobehandlingen givet havde sendt mig i (tidlig) overgangsalder, og at det havde banet vejen for mine hedeture.
Jeg havde aftalt med lægen på onkologisk afdeling, at de – grundet min (i denne sammenhæng) unge alder – ville vente og se tiden an et halvt års tid, inden konklusionen "velkommen i overgangsalderen" evt. skulle stemples ind i mine papirer.
Farvel paryk
Op til første strålebehandling besluttede jeg mig for, at jeg ville sige farvel og tak til parykken samme dag, som jeg skulle have første behandling. Jeg havde godt nok ikke fået en betydelig hårpagt, men jeg var slet og ret træt af parykken. Følte mig som "Fru Pigalopp til fastelavn", så jeg besluttede at udskifte parykken med en kasket.
Jeg glædede mig til at få rigtig hår igen, og vi havde derhjemme mange festlige diskussioner om, hvorvidt det, der PT groede ud på mit hoved, var dun eller hår. Jeg holdt på, at det var hår, og for at sætte skub i væksten købte jeg, hos en specialist, "hårgødning" bestående af skalp-olie, shampoo og balsam. I kombination med hovedbundsmassage morgen og aften var jeg mere end optimistisk. Kom nu, gro så, gro for pokker....velvidende at jeg næppe ville ende med Klokkeblomsts lange lokker.
Første stråler fra Gefion
Pludselig var de 30 daglige behandlinger kommet meget tæt på, og alene udsigten til de kommende 6 uger gav mig næsten åndenød. Jeg var klar over, at jeg for at stå det igennem, blev nødt til at konsumere det lange intensive forløb som en stor elefant, der skal spises i små bidder.
Dagen oprandt, og jeg var sammen med min mand på vej til første strålebehandling. Vi ankom rettidigt og blev budt velkommen af "min kontaktsygeplejerske," som brugte den første halve time på at fortælle om behandlingen og bivirkninger.
Jeg hæftede mig mest ved hudgener og træthed. Jeg så for mig, hvordan jeg i løbet af kort tid ville rende rundt med en ildrød "brandbil-babs", og kunne dårligt forestille mig, at jeg kunne blive mere træt, end jeg allerede var.
Jeg blev fortalt, at mit stråleapparat hed Gefion (som den nordiske gudinde), og "hun" var en ordentlig maskine, stor og grøn. I tæt tilknytning til Gefion stod det spinkle og jernhårde leje, hvor jeg skulle pynte de næste 6 uger. Der var redt op i sommerens liggestol.
Strålerne kan hverken mærkes eller ses, men til gengæld høres. Min nye "veninde" Gefion summede, brummede og skrattede, mens "hun" producerede strålerne. Endvidere ændrede Gefion position undervejs, og jeg følte mig ærlig talt lidt lille og hjælpeløs under det store monstrum af en maskine, der svævede henover min overkrop. Ikke desto mindre gik det vældig fint, og ikke mindst hurtigt. En, to, tre og jeg havde bestået første behandling.
LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 21: ”Det var gustent, men jeg savnede den tætte kontakt med hospitalet”
Alene med Gefion
Dagene gik, vi kørte frem og tilbage dag efter dag, og Gefion snurrede lystigt når "hun" så mig. Personalet derimod var meget omskifteligt, og de første 8-9 gange var der nye behandlere hver dag, så jeg blev helt glad og overrasket, da der endelig var en genganger blandt behandlerne. De var alle søde, venlige og informative, men jeg savnede mit "gamle hood", Team MA i ambulatoriet (D4), hvor relationen til behandlerne var tættere og mere nærværende. Med Gefion & Co var det noget mere upersonligt, idet man som patient er alene det meste af den korte tid, man opholder sig i stråleterapien.
Jeg smurte møjsomligt det behandlede område med en fed Aloe Vera creme efter hver behandling i håb om, at det vil gøre min hud mere modstandsdygtig over for hudgener. Jeg havde ligeledes forskellige "hjemmestrikkede" øvelser, som jeg håbede kunne holde vævet så normalt som muligt. Snart var de første to uger gået, og jeg havde tilbagelagt den første tredjedel af strålebehandlingen. Dejligt. Endnu var der ikke kommet synlige bivirkninger, alt så næsten ud som ved behandlingsstart.
Den mørke sky
Kun en lille sky vandrede hen over mig. Jeg havde fået en smerte i lysken, der føltes som en brændende/sviende smerte. Det startede ca. 14 dage efter endt kemobehandling, og da det ikke gik i sig selv, blev jeg lidt bekymret.
Jeg følte det nærmest pinligt at kontakte teamet på onkologisk afdeling, for havde det ikke været for kræften, så havde jeg næppe frekventeret en læge. Jeg følte mig nærmest som en hypokonder, men fik en tid hos lægen, som ikke umiddelbart kunne klarlægge årsagen, hvorfor han valgte at give en henvisning til ultralydscanning.
Kort tid efter mit visit hos lægen fik jeg indkaldelsen til scanningen. Jeg valgte at tro og håbe på, at der selvfølgelig ikke var noget galt. Fingers crossed <3