Mettes dagbog 9: "Feber udløste fribillet til akutafdelingen"

Mit navn er Mette Juel Ransby, jeg er 46 år og marketingsansvarlig i en stor virksomhed. Jeg er gift, har to piger på 11 og 13 år og en bonusdatter på 12 år. Min hverdag er spændende, udfordrende og aktiv med løb og lange gåture ved vandet. Men foran mig venter en rejse, jeg ikke har planlagt eller booket. Jeg kan ikke afbestille rejsen. Kaptajnen og mandskabet om bord kan ikke give klare meldinger om de forventede destinationer. Jeg er tvungen passager. Jeg har fået konstateret brystkræft. Please fasten your seatbelt and get ready for takeoff.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 1: Da jeg fandt knuderne i brystet

Vinterferien var lige rundt om hjørnet og jeg glædede mig stort til en uge i Gl. Skagen med min lille familie. Bilen var (mere end) tætpakket med bagage som skulle vi på jordomrejse, tre friske piger på 11, 12 og 13, samt vores hund Albert. Der var indrømmet ikke meget plads i overskud, så det var et lidt anstrengt smil jeg mødte fra min mand, da jeg som det sidste kom ud med min pose indeholdende paryk, huer og kasket samtidig med at jeg meddelte at posen ikke måtte "blive klemt".

Der var gået en uge siden min første kemo-behandling, og som dagene gik begyndte jeg at have tillid til, at bivirkningerne havde valgt at være ualmindelige skånsomme mod mig. Kvalmen (der på intet tidspunkt havde været alarmerende) var mere og mere aftagende, og der var flere dage, hvor jeg end ikke havde behov for piller til at modvirke kvalmen. Mine løbeture havde der også været energi til, og jeg følte nærmest jeg havde vundet i Lotto. Den første uge efter kemo var gået, og jeg havde levet stort set, som jeg plejede. Det kan måske virke banalt, men jeg var så happy og følte mig utrolig taknemlig.

Midt i ferien fik den ene af mine døtre desværre den tvivlsomme fornøjelse at blive ramt af influenza. Hun blev heldigvis ikke "slået i gulvet" men småskrantede med feber og hoste. Vi sprittede alle hænder som gale, for at minimere risikoen for smitte. På hospitalet havde de tidligere betonet at desinfektionsvæske med fordel burde blive en fast følgesvend i vores hverdag, så længe jeg fik kemo og dermed havde et lavere immunforsvar end vanligt. Vi fik givet kvalt nogle baciller undervejs med håndspritten, og i bonus fik jeg så tørre hænder, at de mest af alt føltes som ryggen på en krokodille. Ikke særlig feminint...

Tørre hænder eller ej, lørdag hvor vi skulle køre hjem fra Skagen, vågnede jeg med feber. Ikke meget men nok til at jeg fornemmede det ikke ville blive helt godt. Rend mig i røven for en show-stopper, nu gik det lige så godt!!!
Meldingen fra onkologisk afdeling var, at hvis man i periode, hvor man er i behandlingsforløb med kemo, får 38,5 eller mere i feber, skal man kontakte afdelingen.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 2: "Jeg har brystkræft. Jeg ringer senere"

Jeg var irriteret over, at jeg havde fået feber, men samtidig vældig glad for, at vi havde investeret i et fint nyt øretermometer, så jeg ikke skulle slås med det gamle "numsetermometer", for hold nu op hvor jeg i løbet af lørdagen tog min temperatur mange gange. Jeg håbede, krydsede fingre og andet godt for at temperaturen ville beherske sig og feberen falde. Please!

Søndag morgen kunne jeg ikke trække den længere, og jeg blev nødt til at ringe til vagthavende læge på onkologisk afdeling, hvor jeg informerede om feberen, hvilket udløste fribillet til akutafdelingen. Min mand kørte med, mens pigerne havde aftaler med veninder. Da vi ankom til hospitalet måtte vi væbne os med tålmodighed og hurtigt var den første time smuttet, hvorefter jeg blev kaldt ind og fik taget blodprøver og målt temperatur. Derefter tilbage i venteposition, hvilket indrømmet ikke øgede humørbarometeret. Et par timer senere kom en læge med min journal, og jeg så frem til lige at få talt med lægen, inden vi skulle køre hjem, holde søndag-hygge-aften og gøre klar til arbejdsugen, der ventede efter ferien.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 3: "Pludselig spørger den mindste af mine piger: Hvad hvis du dør mor?”

Slapsvanse-soldater
Lægens agenda så desværre anderledes ud end min – jeg fik diagnosen "febril neutropeni"?!! Med mit perifere kendskab til lægevidenskaben følte jeg mig ikke voldsomt beriget af diagnosen, men lægens forklaringer kastede lidt mere lys over "festlighederne". Ud over feber var antallet af mine hvide blodlegemer unormalt lavt og lavere end minimumsgrænsen. Not good, da disse celler spiller en central rolle i ens immunforsvar ved at bekæmpe eventuelle infektioner. Der var altså tale om, at alt for mange af de små "soldater" som skulle passe på mig var plaffet om kuld. Jeg var så godt som ukampdygtig, hvis nogle bakterier skulle slå vejen forbi mig. Årsagen til det drastiske fald af "soldater" var kemobehandlingen, og konsekvensen var indlæggelse grundet høj risiko for at blive ramt af infektion.

Helt ærligt – slapsvans soldater - hvad skulle det nu til for??!! Her var jeg kommet helt frivilligt på grund af lidt feber og en klar overbevisning om, at jeg bare havde "overtaget" influenzaen fra min datter, og så ender jeg med en indlæggelse. Jeg var alt andet end tilfreds med situationen, men fornemmede omvendt godt, at det ikke var en beslutning, der kunne eller skulle udfordres. Jeg måtte æde lorten og erkende, at kemo-bivirkninger kunne være andet end tabt hår, bræk, kvalme og udtørrende slimhinder.

Lægen sagde at de ville gøre en seng klar til mig på Onkologisk sengeafsnit på 17, hvor jeg kunne se frem til værelse med udsigt. Dog fik jeg "forhandlet" mig frem til at jeg kunne tage hjem først, pakke mine sager og lige sige "hej og farvel" til pigerne. Derefter retur til hospitalet.

Ferie på Hotel Herlev
Da jeg kom hjem pakkede jeg det mest nødvendige, til det jeg forventede skulle et one-night-stay på 17. etage på "Hotel Herlev". Min yngste datter blev dybt ulykkelig over at jeg ikke skulle blive hjemme men tilbage på hospitalet. Hun græd og sagde "det gider jeg ikke ha' – du skal blive hjemme hos mig". Jeg var selv møg træls over at skulle indlægges, hvilket toppet med min datters gråd kaldte på "jeg er den voksne"-kompetencer. Jeg prøvede virkelig at gøre mig umage og give min datter et indtryk af at jeg var ok glad og at der ikke var fare på færde.

Min mand blev hjemme hos pigerne, og jeg kørte alene retur til hospitalet, med billedet af min yngste datter der stod i vinduet, grædende, for at vinke farvel da jeg kørte af sted. Jeg tudede hele vejen – ville så gerne bare have lov at være hjemme med min lille familie.

Jeg frøs og var træt, da jeg rullede op på 17. etage efter at have købt ALT for Damerne, Strepsil og en lille fed chokoladeskildpadde i kiosken i forhallen. Da jeg kom ind på afdelingen tog en sygeplejerske imod mig og henviste mig til en tomandsstue (dvs en to-kvinde-stue). Min roommate var en dame på 67 år som havde kræft (surprise) for 4. gang (denne gang endetarmskræft). Det var i min lille uerfarne cancer-verden lidt en mavepuster at åbne ballet med, men samtidig var jeg imponeret over at møde et menneske, der givet har været flere udfordringer igennem end gennemsnittet, og som samtidig formåede at være stærk, mild og positiv i væremåde og udtryksform.

Der lå jeg så på 17. etage med udsigt til intravenøs antibiotikabehandling 3 gange i døgnet med henblik på at berige mig med nogle flere "soldater" og altså dermed få immunforsvaret på rette køl. Jeg havde en klar forventning om at mit "antal soldater" ville hæve sig over minimumsgrænsen til næste dags blodprøvetagning, så jeg kunne blive udskrevet. På menuen var også "Det Nordiske køkken," som repræsenterer patientmaden, der er tilberedt af friske og økologiske råvarer, hvilket om ikke andet hævede begejstringen en smule søndag aften. Hverken kemo eller influenza havde formået at stjæle min appetit, så jeg tog godt for mig af retterne, og der var (for mig ganske uventet) meget godt at vælge imellem.

Næste morgen startede kl 06.nul.dut, hvor en sygeplejerske troppede op med en pose antibiotika som med en slange blev tilkoblet udstyret i min hånd og dermed sendt direkte ind i mine vener via drop. En noget frisk start på dagen i min optik. Senere kom en anden frisk ungersvend med sit blodprøve-kit for at tage blodprøver, og jeg krydsede tæerne under dynen i håb om, at de ville vise fine tal. Men ak nej. Midt på formiddagen var der stuegang, og det var tid til en snak med lægen, som desværre ikke var imponeret af mine tal, og derfor ingen intention havde om at udskrive mig.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men at kalde mig skuffet ville være en underdrivelse. Jeg sad der i eget tøj (klar til udskrivelse) med min computer (klar til job) for så at måtte sande, at det blev ikke i dag. Det samme var desværre også tilfældet tirsdag morgen og onsdag morgen. Som om det ikke var nok, blev vores stue isoleret som følge af, at jeg var testet influenza positiv.
Med ét lukkede alle døre, hvilket udover at pirre kanten af klaustrofobiske tendenser også udstillede min vældige appetit, idet alt (mad, snack, drikkevarer etc) skulle bestilles og leveres via sygeplejersken. Min roommate var stort set ikke-spisende, hvilket yderligere udstillede min madglade, når vores madbakker blev rullet ind på stuen.

Hospitalsophold var som at få dårlige karakterer
Tre hele ufrivillige dage på langs var virkelig kedeligt for en krudtugle som mig, og jeg evnede desværre ikke at skabe ro i mit sind til f.eks. at nyde nogle gode film, bøger eller lignende. I stedet brugte jeg noget af tiden til at fundere over kemo'ens indvirkning på håret, som nu var begyndt at vise tegn på at have mistet sin styrke. Når jeg trak min hånd gennem mit hår lignede det, at jeg havde tumlet med en træt gammel angora kanin. Det så voldsomt ud, når jeg kiggede på min hånd med håret, og det føltes lidt træls at skulle forholde sig til hårtab på et tidspunkt, hvor jeg havde så ualmindelig god tid. Samtidig var det også lidt interessant at se, hvor meget hår der kunne falde af uden det umiddelbart kunne ses på hovedet.

Torsdag formiddag var der endelig kommet gang i mine "soldat tropper", og jeg havde fået samlet nok soldater til at kunne blive udskrevet. Hold dog op hvor var det skønt – af sted med mig – aldrig havde jeg følt mig så klar til afgang og til at vende tilbage til min normale hverdag. Nu var næste fokus at blive 100% klar og fit til 2. kemobehandling, der var planeret til tirsdag ugen efter.
Hospitalsopholdet var for mig en "streg i regningen," og jeg mærkede, hvordan jeg var ærgerlig og skuffet over, at jeg var blevet "slået ud". Jeg havde virkelig et stort behov for at blive bekræftet i at "Det her klarer du godt Mette – no probs". Derfor var turen på hospitalet lidt som at få en middel karakter med pil nedad. Helt latterligt tankespor, for man kan jo ikke selv styre, om man tåler kemo godt eller skidt.

Så vel hjemme igen valgte jeg at glæde mig over, at jeg ud af 22 dage (som var antallet af dage mellem mine to første kemobehandlinger) da havde jeg haft det godt og levet "normalt" 17 af dagene. Det valgte jeg at være godt tilfreds med. Jeg var hjemme igen, sammen med min lille familie og tilbage på job. Jeg var "back on track."

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 4: "Jeg kiggede rundt og tænkte, hvem af os dør af denne lortesygdom"

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 5:  "Det er meget svært at se noget positivt i at blive skaldet"

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 6: "De skaldede kvinder var det første syn, der mødte os"