Suppe fyldt med sunde vitaminer
SPONSORERET indhold

Kostblog: Supersund vintersuppe

Kostblogger Pernille forkæler os med opskriften på en lækker vintersuppe, der fylder os op med gode vitaminer.

Af:: Pernille Krogh
30. dec. 2014 | Sundhed | Fit living

Det lyder umiddelbart meget sundt med en broccoli, spinat og grønkålssuppe med rucola og rugbrødsstænger, og det ser måske også ret grønt ud. Ikke desto mindre smager denne vintersuppe fuldstændig fantastisk, og selv min kæreste, der ellers kan blive særdeles utilfreds med en sådan menu, var vild med den.

Jeg er pjattet med at lave suppe. Der er masser af muligheder for smagsvariationer, det er super nemt og hurtigt, og så passer det perfekt til den kolde tid. Det er ydermere muligt at lave en suppe med rigtig gode næringsstoffer og få kalorier, hvis det ønskes. Meeen, en lille sjat fløde har nu aldrig forringet en suppe – smagsmæssigt i hvert fald.

Der findes naturligvis en masse lækre suppeopskrifter, men jeg synes også, at det er sjovt at være kreativ og prøve nye variationer. Mit udgangspunkt er altid bare at vælge nogle gode råvarer, tilsætte nogle lækre krydderier og smagsgivere samt afslutningsvis at tilføje en passende topping.

Jeg lavede en stor portion, men det kan let justeres. Denne portion var i hvert fald nok til to store portioner, men mængden varierer naturligvis lidt, alt efter suppens tykkelse og det eksakte indhold af grøntsager. Prøv dig frem :) Udgangspunktet er følgende:

2/4 broccoli, 1/4 spinat samt 1/4 grønkål

Grøntsagerne kan både være friske, frosne eller en kombination, afhængig af, hvad der er tilgængeligt.

1 hel broccoli (400-500 g)
200 g spinat
200 g grønkål
1 halvt løg
2-3 fed hvidløg
chili – frisk eller pasta
evt. ingefær
lidt lime eller citronsaft
1,5 liter grønsagsboullion
salt, peber
evt. kokosmælk eller lidt madlavningsfløde.

Kogetiden afhænger lidt af, hvorvidt grønsagerne er friske eller frosne. Uanset hvad tilsættes spinat og grønkål til sidst, da det kræver mindst kogetid, hvad enten de er friske eller frosne. Hvis broccolien er frisk, skæres denne ud i mindre buketter, og stokken skæres ligeledes i mindre stykker og koger med.

Løg og hvidløg sauteres med olivenolie i en gryde. Herefter tilsættes først broccolistokken, sammen med grøntsagsboullion. 5 minutter efter tilsættes broccolibuketterne. Det koger sammen i yderligere 5 minutter, forinden spinat og grønkål tilsættes, og det simrer videre i nogle minutter. Så hældes en del af kogevandet/grønsagsboullionen fra og gemmes til eventuelt at justere konsistensen senere.

Herefter tilsættes chili, ingefær, lime/citron-saft, salt, peber og evt. kokosmælk eller madlavningsfløde. Suppen blendes med stavblender til en ensartet, cremet konsistens, og smages til.

Der er mange muligheder for lækre toppings. Det kan eksempelvis være frisk grønt eller krydderurter, ristede nødder eller kerner, fuldkornsbrød eller en god proteinkilde, såsom en klat skyr eller hytteost, kyllingestrimler eller noget andet kød.

Jeg serverede suppen med frisk rucola og sprøde rugbrødsstænger.

Rugbrød skæres i tynde stænger, og pensles med lidt god olie, og drysses med salt. De bages i ovnen ved 150 grader i en halv times tid, til de er lækre og sprøde.

Velbekomme!

Kærlig hilsen fra Pernille

Se mere på bybjorklund.dk