Vandflaske og bakterier
Foto: Getty
Eurowoman

Vandflaske og bakterier

Har du styr på, hvor ofte du skal rengøre din vandflaske og købe en helt ny?

Der kan være flere tegn på, at du bør skifte din vandflaske ud, siger bakterieekspert.

Af Sara Wilkins 05.jul.2017 Sundhed

To liter om dagen.

Især i solen.

Og helst både under og efter en stor, våd bytur.

Hvis der er én ting, diverse sundhedseksperter gang på gang vender tilbage til, er det påmindelsen om, at vi skal huske at drikke (rigeligt med) vand.

Men hvor mange gange kan man drikke af den samme vandflaske, hvis man vil undgå bakterier? Og hvor farligt er det overhovedet med de bakterier?

Ifølge Lisbeth Truelstrup Hansen, som er professor i mikrobiologi ved DTU Food, skal man helst rengøre sin vandflaske hver dag, hvis man bruger den dagligt.

- Jeg ville betragte det nøjagtig som en kaffekop, og hvor tit vasker du den? Jeg ville sige i hvert fald én gang om dagen, hvis du drikker af den hver dag, siger hun og anbefaler, at man vasker sin vandflaske i noget varmt vand og sulfo – akkurat som man ville vaske andre ting, man drikker eller spiser af.

- Nogle af dem kan du også komme i opvaskemaskinen, hvis du har lyst til det, men ellers er det fint at vaske dem i hånden.

Bakterierne er sjældent farlige

Der er dog generelt færre hygiejnekrav, hvis du hælder vandet op i et glas først og ikke drikker direkte af vandflasken, påpeger hun.

- Her kan du nøjes med skylle flasken, hver gang du fylder den, i hvert fald i en periode. For det er typisk dine ganske almindelige mundbakterier, du overfører, og så lidt af din mundslim, som kan udgøre maden til eventuelle bakterier. Det er derfor, vi vasker vores porcelæn og vores glasvarer og ikke bare sætter dem tilbage i skabet igen.

Men hvad er det for nogle vandbakterier, og hvor farlige er de overhovedet?

- Det er til dels nogle, der er ganske uskyldige, men som kan forårsage, at din vandflaske kommer til at lugte dårligt og lidt jordslået eller få vandet til at smage gammelt. Hvis du er rigtig uheldig, kan der være nogle sygdomsfremkaldende bakterier, som bliver formeret i vandet, men det er ret sjældent. Så skal du virkelig være uheldig.

Hvad kunne det for eksempel være?

- Der kan i værste fald være nogle streptokokker eller nogle stafylokokker, som kan give nogle infektioner af forskellig art. Især hvis du i forvejen har et sår i munden, som du kæmper lidt med, for eksempel et forkølelsessår. Det er ikke højrisiko, men selvfølgelig bare en kedelig konsekvens af, at du ikke har ordentlig hygiejne.

Forskel på flaskerne

Det er desuden en god idé at investere i en langtidsholdbar vandflaske frem for almindelige plastikflasker, der typisk er beregnet til engangsbrug, mener Lisbeth Truelstrup Hansen.

- De gode plastikflasker er typisk testet, så man ved, at de ikke indeholder uønskede kemiske stoffer, der langsomt kan sive over i dit vand. De andre er ofte kun beregnet til at blive brugt en enkelt gang eller to, siger hun og anbefaler, at man generelt undgår vandflasker med stoffet Bisphenol A (BPA), fordi det er blevet kædet sammen med en hormonforstyrrende effekt.

- Og så er det en god idé at gå efter de vandflasker, der er resistente over for varmebehandling. For så kan man rent faktisk skolde flasken med kogende vand, og det er jo en god måde at rengøre dem på.

Hvor længe kan sådan en vandflaske holde, hvis man rengør den dagligt?

- Det kommer an på, hvor hård man er ved den. Hvis den begynder at slå sprækker, er den jo svær at gøre ren, og så er det en god idé at skifte den ud. Det er også en god ide at skifte den ud, hvis vandet eller flasken begynder at lugte dårligt. Det kan være tegn på, at der er opstået en belægning af et mikrobielt slimlag eller biofilm, som den almindelige rengøring ikke kan komme til livs.

LÆS OGSÅ: Drikker du nok vnad? Her er 15 tegn på væskemangel

LÆS OGSÅ: Drikker du nok vand? Få svaret her

LÆS OGSÅ: Kalorieguide: Drikker du dig tyk?


Henter...