Jagten på timeglasfiguren kan skade organer og ribben
SPONSORERET indhold

Jagten på timeglasfiguren kan skade organer og ribben

Danske kvinder er også med på bølgen.

Af:: Tilde Mariann Broge-Starck Foto: Instagram/@khloekardashian
15. sep. 2015 | Sundhed | ALT for damerne

Enhver skør modegrille vender tilbage. Vi var overraskede, da 80'er-moden vendte tilbage, vi var forundrede, da det for nyligt blev 90'ernes tur til en omgang mere i garderoben, men vi havde ikke ventet, at denne trend fra midten af 1500-tallet ville vinde indpas igen. Og slet ikke som fitnessfænomen. Men det er lige det, der er tilfældet: Korsettet er tilbage om taljen. Nu advarer både danske og udenlandske eksperter om at snøre livet ind.

Hvad Kim gør er altid det rigtige
Tendensen har været undervejs et stykke tid. Det er især reality-kendissen Kim Kardashian og hendes næsten lige så kendte søstre Khloe og Kourtney, der har været fortalere for den nye dille: Stram din talje ind med en såkaldt waist trainer de fleste af døgnets timer og opnå en hvepsetalje, der kan gøre selv en Disney-prinsesse misundelig. Tendensen går hånd i hånd med et andet kropsideal, Kardashians har været med til at bære frem: Den store numse. Jo større bagdel og jo mindre talje, jo bedre. Efter sigende gør waist traineren ikke bare din talje lille, mens du har den på, den træner også dine mavemuskler, så du bliver ved med at være slank om livet, også når du tager den af.

LÆS OGSÅ: Nyt bikinibillede får kvinder til at rase på nettet - se her hvorfor

Ifølge New York Times, der tidligere har skrevet om tendensen, stammer den oprindeligt fra Colombia, hvor de stramme korsetter eller fajas, som de hedder på spansk, er blevet brugt til patienter, der er blevet fedtsuget på maven. De stramme omslag hindrer hævelser og sørger for, at huden på maven strammes op efter operationen. Med tiden blev korsetterne populære blandt unge kvinder, der gerne ville opnå en mere kurvet silhuet, og efterhånden bredte tendensen sig fra Colombia til USA. Producenten Colfaja oplevede således i 2011, at deres eksport af fajas steg med 47 procent.

Danskerne gør det også
Herhjemme er kendte kvinder også hoppet med på vognen. De to danske reality-stjerner Sandy Esko og Irina Babenko, kendt fra bl.a. 'Paradise Hotel', har begge afprøvet waist trainere.

- Idéen havde mig hooked. 6-12 timer dagligt med en Waist Trainer på, lidt svie og smerte, i bytte for Kim Kardashians former? Jo tak! Jeg ved godt, at jeg var gået over i det desperate spektrum, men jeg var ligeglad. Jeg skulle bare prøve Waist Training, skrev Sandy Esko på sin blog i februar, mens Babenko i juni akrev en anmeldelse af metoden på sin blog:

- Jeg synes ikke, at det gør ondt at have den på, og man kan træne i den, men jeg sidder ikke når jeg har den på og spiser selvfølgelig ikke samtidig. Jeg har oplevet et par gange, at jeg havde taget den på for tidligt efter madintagelse, og det fik jeg kramper i maven af.

LÆS OGSÅ: Her er de kurvede kvinder du skal følge på Instagram

Knuser dine organer
Men træningsmetoden er ikke ufarlig, og at du permanent skulle blive slankere om livet er en myte. Det var i hvert fald den besked den amerikanske udgave af magasinet Marie Claire kunne bringe sidste uge.

Vægttabseksperten Christopher Ochner fra Mount Sinai Hospital i New York advarede, at waist traineren både kan resultere i knuste organer, kvæstelser på ribbenene og vejrtrækningsproblemer.

- Punktvis fedttab findes ikke. Du kan ikke reducere fedtet på et bestemt område af din krop. Hvis du skubber din mave ind, vil alt fedtet ryge lige tilbage til, hvor det kom fra, ligegyldigt hvor længe du går med korset, sagde han til Marie Claire. Et svar der bekræftes af professor i ernæringsepidemiologi Berit L. Heitmann, som tidligere har udtalt sig om, hvorvidt man kan punkttabe sig til ALTfordamerne.dk.

Også en dansk ekspert advarer mod brugen af waist trainer:

- Går man med det hver dag, er det ikke sundt. Væske presses ud af væv og organer, og trykket i bughulen stiger, så det også bliver sværere at trække vejret, udtaler professor Arne Astrup, der er Institutleder for Idræt og ernæring på Københavns Universitet til Ekstra Bladet.

LÆS OGSÅ: 9 kampagner med kvinder i undertøj, der vil få dig til at elske din krop

Vi går til ekstremerne
Den ekstreme træningsform skriver sig ind i en stime af lige så ekstreme skønheds- og sundhedstendenser. Bl.a. har vi set vampyr-ansigtsbehandlingen, hvor mange hundrede små nåle stikker hul på huden og får den til at bløde. Det skulle eftersigende, og gien ifølge Kim Kardashian, holde dit ansigt ungdommeligt. Vi har også set skønhedsprodukter fra Korea med ingredienser som snegleslim og urin, lige som ansigtsmasker lavet af fåremoderkager hitter i London. Og så har vi selvfølgelig også skrevet om kropsidealer som bikini bridge og thigh gap.

Reinhard Stelter, professor på Insitiut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, har i en tidligere artikel hos ALTfordamerne.dk forklaret, at tendensen handler om identitet.

- Kropskulturen har ændret sig hen over de sidste mange årtier, men den er blevet mere ekstrem i løbet af de sidste ti år. Tidligere fik vi vores identitet med i vuggen, men sådan er det ikke længere. I dag er det mere fremtrædende, at vi skal udvikle vores identitet på egen hånd. Man er så at sige på permanent identitetsarbejde. Vi skaber vores identitet gennem påklædning, relationer, sociale medier og også gennem kroppen, sagde han den gang.

Det giver i følge ham en følelse af kontrol. Ydre omstændigheder kan vi ikke kontrollere, men vores krop er vores egen, og den kan vi til dels selv påvirke:

- Kroppen er den sidste instans, hvor man kan opleve sig selv. Gennem kroppen kan man opleve en form for kontrol over sig selv, som man i andre livssammenhænge ikke kan. Det tager af og til ekstreme former, som fx når nogen bliver optaget af ekstremt vægttab, eller hvordan deres muskler er defineret. Der udvikles en kontrolmani, der kan kamme over i en selvstændiggjort dagsorden, sagde Reinhard Stelter.

LÆS OGSÅ: Er du for tyk til at dyrke yoga? – Nix, det mener disse 15 inspirerende kvinder ikke

LÆS OGSÅ: Du bliver ikke lykkelig af at være slank

LÆS OGSÅ: Her er tidens 7 mærkeligste træningstendenser