Ingefærshots smager dejligt, men er de pengene værd?
SPONSORERET indhold

Er ingefærshots sunde? Ikke hvis du spørger ernæringseksperterne

Det er spild af penge, lyder det.

Af:: Amalie Holm Foto: iStock
22. dec. 2016 | Sundhed | ALT for damerne

Man får ikke bare en rar, brændende fornemmelse i halsen, når man skyller et af de gule helseshots ned. Man føler sig også øjeblikkeligt sundere. Men er ingefærshots nu også så sunde, som du måske går og tror? Vurderet ud fra mængden af shots, der bliver langet over disken i Coop og 7-Eleven, burde svaret være ja. Danskerne drikker ingefærshots som aldrig før.

Men flere ernæringseksperter ville aldrig selv hive de små bægre med flydende ingefær ned af hylderne. De mener, den nye sundhedstrend er opreklameret, men smart markedsføring.

Det fremgår af en artikel, som Jyllandsposten for nyligt har bragt om den populære drik.

- Det er bare blevet moderne, at ingefærshots lige pludselig skulle være en eller anden genvej til at blive super sund, for det er der ikke videnskabeligt belæg for, siger Per Brændgaard, som er cand.scient. i human ernæring og vejleder i ernæring og sundhed til Jyllandsposten.dk.

Han påpeger, at det kun er personer med slidgigt eller kvalme, som kan have gavn af denne mængde ingefær. Og at drikken desuden, på grund af sin karakteristiske smag, kan have en vis placeboeffekt på forbrugerne. Således at vi tror, at de er sundere, end de er.

Også Preben Vestergaard Hansen, der er kandidat i human ernæring på Professionshøjskolen Metropol er pessimistisk overfor danskernes tørst efter ingefærshots. Han påpeger, at forbrugernes hungren efter ingefærshots er et tegn på at mad bruges som en slags medicin.

 

Man kan lige så godt spise et æble for eksempel

Preben Vestergaard Hansen

Uanset om det er sundt eller ej, kan du nemt lave de små shots derhjemme. Prøv vores opskrift på milde ingefærshots med gurkemeje. De smager dejligt.

Vi ringede til Karina Kongsted, der ligeledes er ernæringsekspert og vanecoach, for at få hendes bud på, om ingefærshots er sunde. Til det svarede hun:  

- Jeg er helt enig med Per Brændgaard og Preben Vestergaard Hansen i, at man lige så godt kan lade være, der findes ingen såkaldte superfoods. Ingefærshots kan føles utrolig sundt på grund af den stærke smag, og nu høster de gode sælgere frugterne af den enorme fokus, der er på superfoods, siger hun og fortsætter: 

- Jeg ville aldrig anbefale ingefærshots, men generelt vil jeg aldrig fremhæve en fødevare frem for en anden, da det handler om, mængderne vi indtager og en varieret kost!

LÆS OGSÅ: Græskarsuppe med ingefær, chili og spidskommen

LÆS OGSÅ: Hormonspiral eller kobberspiral: Hvilken spiral skal du vælge?

LÆS OGSÅ: Cykling er meget sundere, end du tror