fit tester vinterbadning: Gør det dig mere sund & glad?
SPONSORERET indhold

fit tester vinterbadning: Gør det dig mere sund & glad?

Vinterbadning er hot. Fordi det er sundt. Det er måske også liiidt koldt. Men hvis du hopper i sammen med os nu, er du klædt på til at blive en af årets seje vinterbadere.

Af:: Karen Greve Foto: Peter Nørby
16. nov. 2015 | Sundhed | Fit living

Uret viser 05.45, da jeg tøvende trækker min badedragt på. Lige nu ved jeg ikke helt, hvorfor jeg har sagt ja til at gå med en flok erfarne vinterbadere i Øresund fra morgenstunden?
Giver kombinationen af tidlig morgen og koldt havvand virkelig den lykkefølelse, som jeg utallige gange har hørt mine badeglade veninder beskrive?
Nu skal det i hvert fald komme an på en prøve. Rådet for Større Badesikkerhed anbefaler at begynde vinterbadning, når sommeren lakker mod enden for at lade kroppen gradvist vænne sig til koldere temperaturer i havvandet. Med andre ord: Det er en dårlig ide at hoppe i et frostkoldt Øresund i den koldeste vinter, hvis du ikke har erfaring som vinterbader.
– Vandet er lige på den gode side af 10 grader, og se lige himlen! Det er en smuk dag. Men det er ekstremt lavvandet, så du kan ikke bare glide i vandet fra badebroens trappe. Du skal altså gå et pænt stykke ud – og det kan isne i benene, advarer Mille Slott Henriksen, der har vinterbadet i årevis sammen med sin mand.

SE OGSÅ: Fokus på immunforsvar: Kan du spise dig til nul sygedage?

Blodet pumper
Faktisk klaprer jeg allerede tænder, mens jeg står i klipklapper og slåbrok på broen i morgenkulden. Jeg synes faktisk, at det vand ser isnende koldt ud. Jeg har læst på lektien på forhånd, så jeg ved, at der rent fysisk sker en masse i kroppen under et koldt dyp i havet. Kulden får blodkarrene til at trække sig sammen, og chokket udløser en cocktail af endorfiner og adrenalin i hjernen, der minder lidt om det, maratonløbere oplever, når de løber i mål med blodet pumpende rundt i kroppen. Vinterbadning har desuden samme effekt på kroppen som anden motion: Du er mindre modtagelig overfor infektioner i dagene efter dit dyb. Vinterbadere lærer desuden at mestre rolige, dybe vejrtrækninger for at berolige kroppens instinktive tilstand af panik ved kuldechokket.

Tæl til ti, mens du er under
Det sidste forsøger jeg at tænke på, mens jeg stirrer ned i vandet fra badebroens sikre planker. Og derefter gør jeg det stik modsatte af roligt, kontrolleret overskud. Jeg smider min badekåbe og moser hen til trappen for at få det overstået. Ned i vandet og så løbe ud, til det bliver lidt dybere.
Kulden tager godt fat i mine lægmuskler, så jeg løber nærmest med høje knæløft ud (en lille ekstra træningsgevinst). Da vandet når kanten af min badedragt, smider jeg mig. Uden ligefrem at få et chok. Jeg er oppe igen så hurtigt, at jeg næsten ikke mærker kulden, da jeg spurter tilbage til broen.  

SE OGSÅ: 15 tips, der strammer op, renser ud & giver energi 

Vel inde på broen igen kan jeg se de andre svømme lidt rundt. Med rolige, seje svømmetag. Og dyk. Det var muligvis her, den dybe vejrtrækning kom ind i billedet? I stedet for et panikløb i sikkerhed, som jeg instinktivt valgte.
– Hvad laver du deroppe, Karen? Du skal altså cirka tælle til ti, mens du er under, hvis det skal have nogen effekt, råber badenymferne ansporende.
Mens jeg beundrer de andre, træder jeg høfligt til side for to ældre ægtepar, der også skal i vandet. Helt uanfægtede splitternøgne. Der er tydeligvis myldretid på denne badebro omkring klokken syv, hvor borgere i alle aldre glade kravler i vandet i evakostume.

Zen kommer snigende
Dryppende våde bekræfter mit badehold, at kulturen omkring vinterbad er meget nøgen. Dels fordi det er mere i pagt med naturen, dels fordi det simpelthen er ubehageligt at have en våd badedragt klistrende til kroppen, når vandet og luften for alvor bliver koldere til vinter.
– Men jeg bader aldrig nøgen. Når det bliver koldere, skifter jeg badedragten ud med bikinitrusser, siger Camilla Leslie Lang, der er på tredje sæson som vinterbader.
Flere af de andre har taget nøgenbadningen til sig for at kunne smutte i en varm badekåbe i samme sekund, de kommer op af ishavet. Og for at gøre det næste dyp mere behageligt. Næste dyp? Det var slet ikke gået op for mig … at vi skal i vandet igen!
– Næste dyp er det bedste. Især hvis du går i sauna først. Du mærker blodet bruse og hjertet galoppere. Det kribler og krabler i huden, forklarer Camilla Leslie Lang.

SE OGSÅ: fit tester: Kan du komme i mental balance på 3 uger?

Vinterbadning er tydeligvis, som al anden kropslig udfoldelse, noget man skal lære for at få optimalt udbytte af oplevelsen.
Men da vi efter endt badning sidder sammen på badebroen med en kop dampende varm te i hænderne og kigger på himmel og hav sammen, sniger zenoplevelsen sig alligevel ind på mig. Jeg kan godt fornemme, hvad de mener, de seje badetøser. Der er en ro i kroppen efter badet og en stilhed ved vandet i den tidlige morgen, der jager al stress på flugt.

HVORDAN VAR VINTERBADNING?

Camilla Leslie Lang, 40, pædagog:
Jeg kan vinterbade på alle tider af døgnet. Både tidlige morgener, eftermiddage og aftener går an. Jeg elsker den herlige følelse, der giver i krop og sind. Det prikker i huden, hjertet banker, og tankerne er virkelig i nuet. Jeg kan kun anbefale andre at prøve det.
Jeanett Hansen, 42, laborant:
Man bliver afhængig af at vinterbade. Jeg elsker at komme ned i det kolde vand med hele kroppen, hvor alt står stille, og hovedet bliver tømt for tanker – og den rare fornemmelse af velvære bagefter. Jeg bader helst i skumringstiden.
Mille Slott Henriksen, 42, caféejer:  
Min mand har vinterbadet i mange år, og det gjorde mig nysgerrig. Efter dyppet oplever jeg en friskhed, hvor jeg fysisk kan mærke blodet strømme rundt i kroppen. Jeg er sikker på, at det er sundt for systemet. Men man skal lige overvinde sig selv, når man skal i de første gange.

SE OGSÅ: 23 skønne kvinder om at være sund & nyde livet

FITS VURDERING
Vinterbadning er sundt for krop og sjæl uden dog at give nogen vild effekt i forhold til kondition og styrke. Badet løsner op og hjælper på stivhed i kroppen, og frem for alt giver det ro i hovedet og en endorfinrus, der hjælper lykkefølelsen på vej på en mørk vintermorgen.

Kondition:
2 ud af 6
Styrke: 2 ud af 6 
Smidighed: 4 ud af 6 
Oplevelse: 5 ud af 6 

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, når du har for travlt?

SE OGSÅ: fit tester: Havsvømning - sund træning under åben himmel

SE OGSÅ: Løb dig fra din stress