"Fitnesscentrene er fyldt med motionsrobotter"
Foto: Alamy | Fitnesscentrene kan være med til at skade vores glæde ved at leve sundt, mener Per Brændgaard.
Eurowoman

"Fitnesscentrene er fyldt med motionsrobotter"

Del på

Hold op med at være en sundhedsrobot, skriver Per Brændgaard, ernærings- og sundhedsekspert i sin klumme.

Af Per Brændgaard | 19.aug.2015 | Sundhed

KLUMME: Når jeg betragter moderne menneskers forhold til krop, mad, motion og sundhed, så er der et ord, der igen og igen dukker op i mit sind: ROBOT. Sundhedsbevidste mennesker opfører sig som robotter. Det er en konsekvens af det udbredte menneskesyn (eller mangel på samme) i tidens fysik-fikserede sundhedsfascisme; mennesket er (eller bør være) en robot.

Første trin på vejen til sundhed på den hårde måde er altid: BLIV EN ROBOT. Drop al livlighed, kaos og motivationskonflikt. Livet er meget lettere, når du er en robot uden følelser, lyster og ægte liv, er den uskrevne norm i den ensidige dyrkelse af kroppen som sundhedsperfektionistisk tempel.

LÆS OGSÅ: "Jeg droppede at tabe de evige 5 kilo"

Jeg ser robotter, når jeg ser løbere med stålsatte blikke, unødvendigt stramt plastiktøj og diverse elektroniske gadgets klistret på kroppen. Det er meget længe siden, jeg har set en løber med løst tøj, liv i øjnene og et smil på læben, når jeg på dem, der løber rundt om søerne i København. Moderne løb handler om at optimere fysikken og præstationerne i en kultur, hvor man bilder hinanden ind, at det er fedt at løbe, selvom alle ved, at det er ganske ubehageligt, imens det står på, og det er først bagefter, at det, måske, føles rart. Idealet er at være en slags løberobot, der følger et løbeprogram med måling og kontrol af diverse pulsmålere, skridttællere, GPS-rutemålere, osv.

Jeg ser også robotter, når jeg ser cykelryttere på racercykler på landevejene iført aerodynamisk tøj, og hvor benene som en maskine tramper derudaf. Det giver faktisk lige så god motion at cykle på en almindelig cykel iført almindeligt tøj, og hvor man cykler, fordi man skal et sted hen og ikke fordi, man skal overholde sit træningsprogram. Det underlige er, at vi beundrer mennesker, der ofte kører langt på cykel, uden de skal nogen steder hen, selvom det jo egentlig er en ret dum ting at gøre. Sundhedsfascismen gør, at mennesker får ros og anerkendelse for at begrænse deres livsudfoldelse og løbe væk fra det hele.

LÆS OGSÅ: 7 sundhedsråd, du absolut ikke skal følge

Landets fitnesscentre er også fyldt med motionsrobotter, der med tomme blikke bevidstløst træder i pedalerne, står i noget der ligner trædemøller eller løber på løbebånd uden at komme nogen vegne. Når jeg går forbi spinningsalen og kigger ind, så kommer jeg også til at tænke på fortidens slavegalejer, hvor slaverne nu cykler i stedet for at ro, og hvor slavepiskeren er erstattet af en råbende instruktør. Og hvor musik er reduceret til at være noget, der får folk til at presse sig til at gøre noget, de dybest set ikke har lyst til. Forskellen er, at folk i dag frivilligt vælger at blive motionsslaver, fordi de tror, at det er nødvendigt med mental pisk til den dovne krop. Program og pisk. Så kører det, tror vi.

Jeg ser også robotlig sundhed i den måde kost- og slankevejledning sædvanligvis foregår. Folk forventer at få en kostplan med præcise angivelser af hvad, hvor meget og hvornår de skal spise. De vil vide, hvor meget de kommer til at tabe sig, og hvor hurtigt det kommer til at gå. Man reducerer sig selv til en spiserobot, der kan og bør følge et kostprogram. Der er en udbredt idé også blandt ernæringsprofessionelle om, at løsningen på kostproblemer er at udvikle eller få det helt rigtige kostprogram med den helt rigtige energifordeling, den helt rigtige kombination af madvarer eller den helt rigtige samling af madopskrifter. Vi tror, at vaner kan omprogrammeres ved at få et nyt program, hvor der står, hvad vi skal gøre. Som en computer, der gør, hvad computerprogrammet fortæller den, at den skal gøre. Som en robot.

LÆS OGSÅ: Tre nemme, sunde måltider til de dage, du er på farten

Folk går i panik, hvis de ikke får udleveret en kostplan. Det er som om, at vi ikke kan tænke, regulere og vælge selv, når det kommer til noget med mad og vægt. Vi elsker kostplaner, fordi vi så slipper for at skulle tage stilling selv, og vi slipper for at skulle mærke sult og mæthed. Problemet ved at skulle mærke sult og mæthed i kroppen er, at man så samtidig kommer i kontakt med følelser. Så er det ligesom lettere at blive i hovedet – i computeren. Folk, der opsøger hjælp for gå ned i vægt, kan også gå i panik, hvis de ikke bliver vejet og kontrolleret. Kulturen siger, at sundhed skal være styret udefra og gerne på en militant måde – du får skældud, når du ikke når dine mål og ros, når du gør – camoufleret i en pseudovenlig indpakning.

Jeg ser også robotlig sundhed i vores iver efter sundhed, der kan måles og vejes. Vi måler mad, kalorier, motion, skridt, kilometer, søvn, kilo, centimeter, kolesterol, puls, body age og alt muligt andet. Drømmen er et elektronisk armbånd, der måler det hele automatisk, sender informationen til en computer, der fortæller os, hvad vi skal gøre for at blive sunde. Og som sender data til vores sociale netværk, så vi kan få anerkendelse for vores robotsunde livsstil. Det handler om at måle og aflæse kroppen som en maskine i stedet for at opleve og mærke. Jo mindre vi kan mærke kroppen, des mere bliver vi lokket af fysiske målinger. Og jo mere vi er fanget af fysiske målinger, des mindre mærker vi kroppen. Det er en ond cirkel i retning af mindre menneske og mere robot.

LÆS OGSÅ: "Jeg kan ikke prale af en numse som the Kardashians. Er jeg så ikke en rigtig kvinde eller hvad?"

Når du ikke overholder dit kost- eller motionsprogram. Når du falder i eller helt tilbage. Når du synder og skejer ud. Når du gør, hvad du har lyst til i stedet for det, du burde gøre. Når du snyder og springer over, hvor gærdet er lavest. Så er det et sundhedstegn. Det er din menneskelighed, der brænder igennem. Sundhed er energi til at leve det gode liv. Livet som robot er ikke et godt liv for et menneske. En sundhedskultur, der har robotten som ideal, har meget svært ved at leve op til formålet med sundhed: energi til at leve det gode liv. Det er individuelt, hvad der er et godt liv, og hvad der er en god måde at pleje sundheden på. Det kan være, at livet som robot er det bedst mulige liv for nogle mennesker. Problemet er, at alle os andre bliver stressede af de herskende robotidealer, så længe robotkulturen er så udbredt, som den er. Sundhed bliver et mål i sig selv – og målet er at være en sundhedsrobot fri for ubehagelige følelser og eksistentielt kaos – i stedet for at være et middel til at leve det gode liv og gøre verden til et bedre sted.

Lad os hylde menneskelig i stedet for robotlig sundhed og livskvalitet. Lad os få mere fokus på oplevelser og blive bedre til at mærke efter. Lad os være mere frie og forskellige. Lad os fokusere mere på den mentale og sociale sundhed. Lad os motionere i mærkeligt tøj og på mærkelige måder. Lad os holde op med at være bevidstløse flokdyr. Lad os smide kostplanen og badevægten ud. Lad os slippe normerne og moralen om sundhed. Lad os danse i gaderne, ikke fordi det er sundt, men fordi det er sjovt.

LÆS OGSÅ: Flad mave: Her er den mest effektive øvelse

LÆS OGSÅ: Disse 3 instagramprofilter holder motivationen i top

LÆS OGSÅ: 9 'dårlige' vaner, du skal have

Per Brændgaard

Per Brændgaard er cand.scient. i human ernæring, Brændgaard Sundhedskompagni.
Han har udgivet flere bøger om ernæring og sundhed.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger.
Del på
Kommentarer (0)
Henter...