Sund fordøjelse
SPONSORERET indhold

Fokus på dine tarme: Sådan spiser du dig til flad mave og bedre humør

Dine tarme skal ikke bare fordøje din mad. De påvirker faktisk alt fra immunforsvar til tanker og følelser. Se, hvad forskerne har opdaget – og hør, hvorfor en flad mave er tegn på sunde tarme.

Af:: Gitte Høj Foto: Getty
11. okt. 2017 | Sundhed | Fit living

Vidste du, at 1,5 millioner danskere går rundt med fordøjelsesproblemer? Bl.a. har op mod hver anden kvinde kronisk oppustet mave, og hver femte henvendelse til lægen drejer sig om mavesmerter.
Men bøvl med maven handler ikke bare om luft og mavekneb, har forskerne nu fundet ud af. Fordøjelsessystemet er i de sidste par år blevet genstand for en enorm videnskabelig interesse, og det viser sig, at mavesundheden har langt større indflydelse på alle processer i kroppen end hidtil antaget.
Ja, faktisk kan dine tarme være omdrejningspunktet for din sundhed og balance, ikke bare fysisk, men også psykisk. Du har nemlig ikke kun én hjerne, dvs. den i hovedet. Du har også en anden „hjerne”, og det er dine tarme, som kommunikerer med hele kroppen og påvirker både dine tanker og følelser.

SE OGSÅ: 10 ting du skal vide om sund fordøjelse 

Læge Søs Wollesen, som har beskæftiget sig med fordøjelsen i adskillige år og er forfatter til bestselleren „Sund mave sådan!”, forklarer det sådan:
– Dine tarmes tilstand er helt afgørende for, hvilke næringsstoffer du optager. Fungerer tarmene ikke normalt og i overensstemmelse med, hvad de er genetisk kodet til, vil der opstå mangeltilstande i kroppen, som også har afgørende betydning for, hvordan din hjerne både mentalt og indlæringsmæssigt fungerer.
– Dine organer skal hele tiden forsynes med kulhydrater, fedt og protein, vitaminer og mineraler for at kunne udføre alle de processer, der får din krop til at arbejde og samarbejde. Derfor har det så stor betydning for alt andet i din krop, hvordan dine tarme har det, og hvordan de fungerer. Og derfor er det så helt afgørende at være bevidst om, hvad du tilbyder din krop gennem måden, du spiser, drikker og lever på.

Dårlig fordøjelse gør dig trist
Ernæringsterapeut Kirsten Skjerbæk er helt enig. Ifølge hende viser ny forskning, at din tarmsundhed har stor indflydelse på, om du trives både fysisk og psykisk.
– Nogle forskere mener, at en dårlig tarmflora kan medføre tristhed, og for mig er det helt naturligt, at en ubalance i tarmen kan påvirke psyken. Når fordøjelsen ikke fungerer, kan det bl.a. skyldes, at du ikke kan nedbryde proteinerne fra kosten rigtigt, hvilket kan give symptomer som koncentrationsbesvær, glasklokkefornemmelse og dårligt humør.
– Dernæst er der de vigtige signalstoffer serotonin og dopamin, der virker i hjernen og nervesystemet. De har bl.a. indflydelse på dit humør, og netop disse stoffer dannes også i og omkring dine tarme. Derfor er man indenfor de seneste år begyndt at tale om, at vi også har en „mavehjerne”. Man kan sige, at hovedhjernen snakker med mavehjernen. Og måske er der endda mest trafik fra maven til hjernen, hvilket understreger, hvorfor din fordøjelse er så vigtig for din psyke, dine tanker og følelser, siger Kirsten Skjerbæk.

SE OGSÅ: Spis dig glad med 6 sunde råvarer

Selv om der fortsat er mange facetter af fordøjelsessystemet, som forskerne endnu ikke har kortlagt, så ved man med sikkerhed, at der er en væsentlig sammenhæng mellem sunde tarme og et godt helbred.
– Det er meget enkelt. Fungerer dine tarme ikke optimalt, vil der hele tiden være små eller større reaktioner og symptomer fra forskellige dele af kroppen, og dit energiniveau vil ikke være stabilt, siger læge Søs Wollesen.
– Men er dine tarme omvendt sunde og velfungerende, vil de bl.a. modvirke overvægt, hjerte-kar-sygdomme, hudproblemer, kronisk træthedssyndrom, humørsvingninger og demens.

Spis dine tarme sunde
Ifølge ernæringsterapeut Kirsten Skjerbæk har selve tarmfloraen også har enorm betydning for vores immunforsvar og dermed vores helbred.
– Vi har en hel verden af mikrober – dvs. bakterier og svampe i vores tarmsystem. Hvis der er for mange uønskede bakterier i vores tarme, bliver tarmslimhinden utæt og optager derfor stoffer, som egentlig burde være udskilt med afføringen.
– Immunforsvaret omkring tarmen reagerer på disse stoffer, og det fører igen til en lang række uønskede reaktioner i hele kroppen. Disse reaktioner kaldes for inflammation, som giver helbredsmæssige problemer, siger Kirsten Skjerbæk.

SE OGSÅ: Sex styrker dit immunforsvar + 4 andre sunde tips

Giv dine tarme ro
Vores tarmes funktion rækker altså langt ud over blot at fordøje det, vi putter i munden. Og derfor er det vigtigt, at vi er bevidste om at give tarmsystemet de bedste betingelser for at arbejde optimalt, siger Kirsten Skjerbæk, som foreslår, at du minimerer indtagelsen af sukker, hvidt mel og mælk.
– Sukker indeholder ingen næring, men bruger til gengæld af kroppens reserver. Derudover har bakterier i tarmen en forkærlighed for sukker, så når du mærker sukkertrang, kan det godt være udtryk for en ubalance i tarmen. Hvidt mel nedbrydes til sukker og opfører sig derfor stort set på samme måde, og det samme gælder mælk.
– Mit bedste råd er at mærke efter, hvad kroppen har brug for. Og give dig selv lov til at nyde, sanse og spise maden, så du kan mærke, hvad maden gør for dig og din krop. Spis groft, og drik masser af vand. Og sørg for ikke at være for stresset. Stress medfører en ubalance i hormonsystemet, og det øger lysten til noget sødt. Kroppen har brug for ro på flere planer, for det skaber balance hele vejen rundt og gælder også i tarmene, siger Kirsten Skjerbæk.

SE OGSÅ: 12 nemme tricks, der virker: Snyd din sukkertrang

I det hele taget er enkelhed en god rettesnor, når du gerne vil træffe sunde valg, som optimerer din fordøjelse, tilføjer Søs Wollesen, som foreslår, at du starter dagen helt simpelt:
– Undgå for mange ingredienser, som dit fordøjelsessystem skal forholde sig til. Lad systemet vågne blidt med vand og lidt lime eller citron til at stimulere fordøjelsessafterne og enzymerne. Spis lidt protein og kulhydrat, så kan din krop stille og roligt komme i gang. Husk også, at alle former for fibre medvirker til at skabe den gode flora i tarmene og bidrager til omsætningen af næringsstoffer. Kombinér også gerne med mælkesyrebakterier, f.eks. i form af A38 eller Cultura.
– Det kan også være en god ide at give tarmene stort set helt fred en dag eller to, hvor du kun spiser lette måltider med få ingredienser og enkelte, svage krydderier. På den måde giver du tarmene mulighed for at restituere.  

SE OGSÅ: fit living tester: Juicekur - kan du drikke dig sund?

SUND MAVE, JA TAK!
Du har stor indflydelse på, om din fordøjelse fungerer optimalt. Sunde tarme giver energi – og typisk også fladere mave, mens ubalance i tarmsystemet giver smerter og gør dig træt og oppustet. De fire vigtigste råd er:
1. Gå efter det grove
Grove grønsager og alle former for fuldkorn indeholder kostfibre, som stimulerer din fordøjelse. Sørg for, at du fletter noget af det grove ind i alle dine hovedmåltider, og supplér med nødder og mandler til dine mellemmåltider, så du også her får noget fiberrigt.
2. Drik vand
Vand er noget af det bedste, du kan give din fordøjelse, så sørg for at drikke nok dagen igennem. Omkring to liter vand om dagen er optimalt.
3. Bevæg dig
Når du bevæger dig, er fysisk aktiv og dyrker motion, aktiverer du også dine muskler i mave og ryg. Og det påvirker bevægelserne i tarmen på en gunstig måde. 
4. Undgå stressede måltider
Har du alt for travlt, spiser du måske for hurtigt og måske også forkert med lidt for meget hurtigt sukker. Det reagerer din fordøjelse negativt på, mens den omvendt vil belønne dig for at spise mavesundt og give dig god tid til måltidet. 

SE OGSÅ: Sov dig fra topmaven og 9 andre tips til flad mave

SE OGSÅ: 13 myter om fuldkorn: Hvad er fup & fakta?

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, når du mangler vitaminer?