bumser og uren hud
SPONSORERET indhold

Hvad fortæller dit ansigt om din sundhed?

Tørre pletter på kinderne og bumser i panden og på hagen er noget, de fleste kender til. Men de færreste ved, at det ofte er tegn på, at kroppen ikke er i topform. Se, hvad dit ansigt afslører. Og få tips til at komme problemerne til livs.

Af:: Anne Schøning Christensen Foto: Getty
17. maj. 2017 | Sundhed | Hendes Verden

Får du gentagne gange bumser i panden, revner i mundvigene, eller opdager du pludselig små, fine rynker i ansigtet? Så kan det være en god ide, at kigge dig en ekstra gang i spejlet. Dit ansigt afslører nemlig, hvordan det står til med din sundhed.
Dårlig blodgennemstrømning, ubalance i tarmene og mangel på vitaminer er bare noget af det, der viser sig i helt bestemte områder af dit ansigt, fortæller Mia Damhus, der er cand.pharm, ernæringsterapeut og partner ved Center for Ernæring og Terapi.
– Når jeg kigger på et ansigt, så bruger jeg gamle kinesiske teknikker, der inddeler vores ansigt i zoner, som vi også kender det fra zoneterapi. Er der eksempelvis bumser eller tør hud i bestemte zoner, så kan man indkredse problemet. Og her spiller kosten ofte en vigtig rolle. Nogle skal skrue op for vitaminerne, andre skal skære ned på sukkeret eller indtage mere sundt fedt, forklarer hun.

De fine, små rynker

Mia Damhus fortæller, at det første hun kigger efter, er hudens farve og tekstur i ansigtet. Det er med til at give et overblik over den generelle sundhedstilstand. Er du bleg? Er huden tør og livløs, eller er der et fintmasket net af rynker?
– Særligt rygere er ofte lidt grå i huden. Det skyldes, at blodgennemstrømningen er dårlig. Stopper de med at ryge, så vil man i begyndelsen se, at de bliver lidt lyserøde i ansigtshuden. Det skyldes, at blodet pludselig flyder bedre, siger hun og tilføjer:
– Fine, små rynker, som pludselig kommer før tid, kan være tegn på, at man mangler bestemte fedtstoffer. Huden bliver tør.

LÆS OGSÅ: 11 skønhedsvaner du skal stoppe med nu!

Se, hvad dit ansigt afslører

1. Kinderne
Får du bumser på kinderne, så kan det være et tegn på ubalance i tyktarmen.
Det kan du gøre: Det kan være en god ide at indtage et skud probiotika - altså mælkesyrebakterier. Probiotika findes i form af gærede mejeriprodukter som surmælk og yoghurt. Det kan også hjælpe at nedbringe sukkerindtaget.

2. Hagen og rundt om munden
Urenheder i dette område er tegn på ubalance i hormonsystemet. Måske har du også uregelmæssige menstruationer.
Det kan du gøre: For at genskabe balancen i dine kønshormoner er det vigtigt at dyrke regelmæssig motion, spise flere grøntsager og skære ned på den stivelses-holdige kost herunder ris, pasta og hvidt brød. Du kan også med fordel sørge for at få en masse af de gode fedtstoffer. I denne forbindelse supplerer fedtstoffer fra valnødder og græskarkerner hinanden godt, da de har højt indhold af zink og omega

3. Mellem brynene og lavt på panden

Har du urenheder mellem dine øjenbryn eller på den nederste del af panden, kan det være et tegn på, at din lever trænger til at blive stimuleret.
Det kan du gøre: Stimulering af leveren sker ved en slags afgiftning. Fødevarer som rucola, grapefrugt, julesalat og mælkebøttesaft kan hjælpe til det. Særligt saften fra mælkebøtte er gavnlig. Mælkebøttesaft fås som kosttilskud, men du kan også vælge at lave en te af de tørrede mælkebøtteblade.

4. Øverste del af panden
Urenheder i dette område er tegn på ubalance i tarmsystemet - særligt tyndtarmen.
Det kan du gøre: Du kan hjælpe din fordøjelse på vej ved at indtage mælkesyrebakterier. Spis eksempelvis yoghurt eller kosttilskud med mælkesyrebakterier.

5. Næsefløje og mund
Har du tørre, røde og skællende områder i dette område, kan det være tegn på mangel af b-vitamin. Det kan også ses som revner ved læberne og i mundvigene.
Det kan du gøre: Når du får b-vitamin fra fødevarer som nødder, kerner, bælgfrugter og grøntsager, får du samtidig fibre, fedtsyrer og mineraler, som hjælper din hud.

6. Håret
Dit hår indrammer dit ansigt, og kvaliteten af håret følger hudens. Er dit hår tørt og genstridigt, så vil du også ofte opleve, at din hud er tør.
Det kan du gøre: For at komme det til livs, skal du indtage nogle bestemte fedtstoffer. Kilderne hertil kan blandt andet være fiskeolie, nødder, kerner og frø.

Anbefalet til dig