Hvad sker der i kroppen, når du spiser fastfood?
SPONSORERET indhold

Hvad sker der i kroppen, når du spiser fastfood?

Det er den nemme løsning efter en alt for travl dag eller en festlig aften, hvor kroppen kræver sofa, pizza eller en burger med det hele. Men hvorfor føles det så aldrig særlig rart – bagefter? Se, hvad fastfood i virkeligheden gør ved din krop og din hjerne.

Af: Else Marie Lehman Foto: Getty
06. apr. 2016 | Sundhed | Fit living

Hvad sker der …

… med din vægt?
Meget fedt og mange søde sager i løbet af ugen vil i de fleste tilfælde give et uheldigt udslag på badevægten. Det kræver 12.000 overskydende kalorier at tage et kilo fedt på. Og selvom det lyder af en del, behøver det ikke at tage ret lang tid. En uge på sofaen med junkfood og sødt kan nemt koste 12.000 kalorier mere i regnskabet, end du skal bruge for at være vægtstabil. Det samme sker, hvis du over en længere periode spiser junkfood to-tre gange om ugen.

… med dit hjerte-kar-system?
Fastfood indeholder ofte store mængder mættet fedt og salt, som øger din risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdomme. Det mættede fedt får dit kolesteroltal til at vokse og øger din risiko for at danne blodpropper. Det høje saltindhold får dit blodtryk til at stige, og det kan på sigt udvikle sig til hjerte-kar-sygdomme. Derudover øger fastfood din risiko for at blive overvægtig – en tilstand, som i sig selv øger risikoen for at udvikle hjerte-kar-sygdomme.

SE OGSÅ: Hvad gør junkfood ved din hjerne?

… i din lever?
Et stort indtag af fastfood påvirker din lever og får dit levertal til at stige. I værste fald kan for meget fastfood give dig et lige så højt levertal, som hvis du var alkoholiker. Undersøgelser tyder på, at det er det høje indtag af simple kulhydrater, som den slags mad typisk består af, der påvirker din lever negativt.

… med dit blodsukker?
Ud over store mængder mættet fedt består meget junkfood også af simple kulhydrater. De kræver ikke den store nedbrydning i tarmen og får derfor dit blodsukker til at stige hurtigt. Det narrer kroppen til at tro, at store mængder kulhydrater er på vej, og den producerer derfor store mængder insulin. Så når dit blodsukker er blevet normalt igen, vil der stadig være insulin i blodet. Det får blodsukkeret til fortsat at falde, så du føler dig slap og sulten og har behov for at spise noget igen. Og tit er det atter de simple kulhydrater, du har lyst til at kaste dig over, så den onde spiral bare fortsætter, og dit blodsukker svinger op og ned. Over tid kan det gøre dig insulinresistent, så din krop simpelthen ikke reagerer optimalt på insulinen. Det er et forstadie til type 2-diabetes.

… med din hud?
For at bevare en flot hud og mindske aldringstegn skal du spise en sund og varieret kost, som er rig på vitaminer, antioxidanter og sunde fedtstoffer. Den slags næringsstoffer finder du ikke mange af i fastfood. Så får du for meget junk og for lidt af det sunde, vil det forværre hudens aldringstegn og få din hud til at se grå, trist og træt ud. De store mængder fedt fra dressing, fedt kød, fedtstof fra stegning og fritureolie kan også give dig fedtet og uren hud.

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, når du har tømmermænd?

… i din hjerne?
Junkfood kan være med til at ændre på strukturen i hjernen, give hukommelsestab og øge risikoen for at udvikle demens. Den giver nemlig en for tidlig aldring af de nerveceller, der bearbejder information - der, hvor vi henter vores fornuft og vores dømmekraft. Enkelte undersøgelser foretaget på mus viser, at en kost, som består af et højt indhold af fedt, sukker og kolesterol, som netop junkfood, kan øge risikoen for at udvikle Alzheimers.

… med dit humør?
Fastfood giver tit en her og nu-tilfredsstillelse, lige når du spiser det. Derfor kaldes den også for ”comfortfood”. Men glæden er tit kortvarig. Måske fortryder du dit madvalg, så snart det er forsvundet fra tallerkenen, og bliver ked af det. Og på den lange bane kan et stort indtag af sukker, salt og fedt øge din risiko for at udvikle en depression.

… med din mæthedsfornemmelse?
Fastfood indeholder store mængder simple kulhydrater. Dem kan du spise mange af, inden du føler dig mæt. Samtidig kræver det kun meget lidt at nedbryde de simple kulhydrater i tarmen, og det er forklaringen på, at du hurtigt føler dig sulten igen, selv om du egentlig har spist meget.Giv i stedet maven noget, der kræver mere arbejde af kroppen i form af komplekse kulhydrater og protein. Det holder dig mæt og veltilpas meget længere.

SE OGSÅ: 10 myter om vitaminer & mineraler

… med dit energiniveau?
Da junkfood kun indeholder få eller ingen vitaminer og mineraler og ofte mange simple kulhydrater, kan den gøre dig træt og ugidelig og give dig følelsen af ikke at orke noget. Det skyldes, at kroppen ikke har nogle ordentlige næringsstoffer at arbejde med, og at du samtidig får et forholdsvis lavt blodsukker, når du har spist junkfood.

… med dit vitamin- og mineralbehov?
Hvis en stor del af din kost består af fastfood, får du næppe dækket dit behov for vitaminer og mineraler. Den mængde grønt du finder i junkfood er så lille i forhold til det, du har behov for, for at få dine vitaminer og mineraler, at det tæller som ingenting i det store regnskab. Det kræver meget mere end lidt spredt salat, et par skiver tomat og agurk og en smule løg.

GØR DIN FASTFOOD SUNDERE
Fastfood behøver ikke altid at være junkfood. Og både fastfood og junkfood kan blive mindre usund – og mere sund – med enkle justeringer:
1. Fravælg alt, der er stegt i friture
2. Suppler din fastfood med ekstra grønsager, spis f.eks. gulerødder til din burger i stedet for pommes frites
3. Hvis du vælger en burgermenu, så vælg en lille eller almindelig menu i stedet for en stor menu. Der er mange kalorier at spare ved at vælge en mindre størrelse
4. Hvis du spiser en thaiboks, så gå uden om stegt ris, stegte nudler, dybstegt kylling og rejer samt forårsruller. Vælg en lille portion almindelig ris, og bed om at få ekstra grønsager i din ret
5. Bed om at få mindre ost på din pizza, og spring osten over i din sandwich eller burger - Vælg altid groft brød, når det er en mulighed.

SE OGSÅ: Boost dit vinterhumør! Se her hvordan

SE OGSÅ: Spis dig til sund og smuk hud

SE OGSÅ: Sund fastfood på maks. 30 minutter