”Jeg gemte mad i skuffer og under sengen, så min far ikke skulle opdage, hvor meget jeg spiste”

Der er anoreksi, bulimi og så er der den tredje og ofte oversete spiseforstyrrelse - nemlig overspisning. Selvom 21-årige Astrid Lund Jensen i det meste af sin skoletid vejede to eller tre gange så meget som sine klassekammerater, overvejede hun aldrig, at hun var syg. Det ved hun i dag.

Nu står Astrid frem og fortæller historien om kampen mod kiloene og om den nye virkelighed, der venter hende, efter tallene på badevægten er faldet. Det er en virkelighed, hvor den overskydende hud efter vægttabet står i vejen for, at hun kan elske den krop, hun ser i spejlet – og hvor en ny spiseforstyrrelse lurer lige om hjørnet.

Du kan også høre hele Astrids historie som podcast i podcastappen Talk Town.

Frygt for flysædet
– Jeg har nok altid set noget andet i spejlet end folk omkring mig. Selvfølgelig var jeg godt klar over, at jeg var større end alle andre, men jeg bildte mig selv ind, at jeg ikke var så stor endda, og at jeg "kun" vejede 90 kilo, selvom jeg vejede 150.

Jeg har altid haft mange venner, gået meget i byen og generelt været en glad og udadvendt pige, så jeg har ikke tænkt så meget over, at jeg så anderledes ud. Jeg var hverken et mobbeoffer eller alene, som man ofte hører, at overvægtige er.
Selvfølgelig var der gange, hvor jeg blev ked af min størrelse - for eksempel når vi var i byen, og fyrene altid kiggede på mine veninder og aldrig på mig. Eller når jeg hver sommer blev hjemme i Danmark, fordi jeg var bange for, at jeg ikke kunne være i et flysæde.

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at det har påvirket mig meget, at min far altid har haft et meget anstrengt forhold til min størrelse. Han var selvfølgelig i bund og grund bekymret for min sundhed, men det gjorde ondt hver gang, at han kom med sine kommentarer.

Jeg gemte slik i mine skuffer på værelset og mad under sengen, så min far ikke skulle opdage hvor meget, jeg spiste, og jeg sørgede altid for selv at gå ud med min skraldespand, så mine forældre ikke så mængden af sammenkrøllet slikpapir.

Nordjysk vindermentalitet
I løbet af gymnasiet prøvede jeg utallige slankekure, men de mislykkedes hver gang. Jeg tror ikke, at jeg følte mig begrænset nok af min vægt til, at jeg kunne tage mig sammen. Men alting ændrede sig sidste år.

Jeg begyndte at føle mig usikker på mig selv, når jeg var ude i det offentlige. Jeg rettede på mit tøj hele tiden, når jeg var ude blandt folk. Jeg kunne pludselig se, at andre piger pegede fingre ad mig på gaden. Derfor fandt jeg min nordjyske vindermentalitet frem og satte mig det nytårsforsæt, at jeg ville tabe mig én gang for alle.

Jeg skrev til en af mine veninder, der har tabt sig, for at få sunde opskrifter, og jeg meldte mig ind i fitness. Jeg har altid vidst, hvad sund mand er, fordi vi stort set ikke har fået andet derhjemme. Jeg valgte bare at proppe mig med usunde mellemmåltider: Slik, kage og hvad jeg ellers kunne få fingrene i.

Da jeg var begyndt at træne, kom lysten til at spise sund mad helt naturligt. Jeg trænede fire til seks gange om ugen og kiloene raslede af mig, hvilket jeg fulgte nøje med i hver mandag, hvor jeg hoppede på vægten.

Den mørke side af vægttabet
Efter et års hårdt arbejde har jeg tabt 76 kilo. Selvom jeg er helt vildt glad for resultatet, kan jeg godt mærke, at jeg igen har fået et lidt anstrængt forhold til mad.

Jeg er konstant bange for, at jeg tager alle kiloene på igen. Bare en enkelt aften i byen på en restaurant gør mig nervøs. Og når jeg skal mødes med mine veninder, bliver det ofte inden eller efter et måltid, så jeg kan spise sund mad hjemmefra.

Frygten for at tage på og den overdrevne fokus på mad og træning er den mørke side af mit vægttab. Det er heldigvis blevet bedre siden november, hvor jeg kom i mål med vægten. Og jeg har også fået tilknyttet en diætist, så det ikke løber af sporet.

Er jeg syg?
Jeg er også begyndt at til psykolog, fordi jeg har haft brug for at finde ud af, hvordan det kunne gå så galt, at jeg var blevet så stor.

Psykologen hjalp mig med at indse, at jeg i mange år havde haft en spiseforstyrrelse. Det kom som et kæmpe chok for mig, fordi jeg jo ikke har følt mig syg. Men jeg kunne godt mærke, at jeg spiste for at føle mig tryg, fordi min hverdag var præget af konflikt, fordi mine forældre blev skilt.

"Når man kan trække sin hud op som en strømpebuks"
Det er ikke kun min psyke, jeg har skullet arbejde med. Når man taber sig meget på kort tid, risikerer man, at ens hud ikke kan trække sig sammen. Det er sket for mig. Jeg har overskydende hud på hele kroppen, som det ses på billedet.