undgå sukker og alkohol
SPONSORERET indhold

3 kvinder tester: Kan du klare 3 uger uden sukker, alkohol og hvede?

Søde sager, hyggemad og et godt glas vin. Det gør da ingen skade – eller hvad? Marie-Louise, Katrine og Pernille tog en kold tyrker og droppede sukker, alkohol og gluten helt i tre uger. Se, hvordan det gav bonus og få sundhedsekspert Birgitte Nymanns bedste råd til sundere vaner.

Af: Sofie Winther Askgaard Foto: Peter Nørby
28. maj. 2015 | Sundhed | Fit living

Nul gluten: „Kan man hygge i weekenden uden et godt rundstykke ... ?”

Brød, pasta og kage er lig med hygge for Marie-Louise Paludan, 34, som mærkede effekt på maven, da hvede og gluten røg ud til fordel for mange flere grønsager.

Hvem: Marie-Louise Paludan, 34 år.
Civilstatus: Fraskilt, har en kæreste og er mor til to børn på 5 og 8 år.
Job: Jurist.
Højde: 169 cm.
Vægt: 64 kilo.
Sport: Løber hver dag i de uger, hun ikke har børnene.



HVOR TIT SPISER DU HVEDE OG NOGET MED GLUTEN?
– Hver dag. Havregryn til morgenmad, rugbrød til frokost og pasta, pizza eller lasagne til aften. Jeg spiser faktisk ikke hvidt brød i løbet af ugen, så det er ikke svært for mig at undvære. Men om fredagen er der rundstykker på arbejdet, og i weekenden henter vi altid rundstykker hos bageren. Vi køber seks stykker hver dag – og de bliver spist.

HVAD GIVER DET DIG?
– Jeg får det så rart, og der er meget hygge over brød, pasta og kage. Jeg har siddet på arbejde og intet spist til fælles morgenmad, og både jeg og de andre syntes, det var mærkeligt. Man er ikke med i det sociale på samme måde, og det er jo socialt at spise. Og så er det så nemt lige at snuppe et stykke brød, når man er sulten. Jeg bliver meget mæt oven på en stor gang pasta eller rundstykker. Ofte kan jeg ikke spise igen før lang tid efter, og jeg fortryder, at jeg spiste den sidste halve bolle.

DET SVÆRESTE VED DE TRE UGER?
– Hverdagene har været nemme, men weekenderne ... puha, det har været hårdt, også for min kæreste, der har haft ondt af mig, når jeg har tygget i glutenfrit knækbrød, og han har guflet rundstykker. Jeg har det sådan, at i hyggemad indgår gluten, og jeg elsker at hygge mig.

HVORDAN HAR DU KLARET UDFORDRINGERNE?
– Jeg har spist glutenfri knækbrød, og jeg har også prøvet en glutenfri brødblanding. Det er da okay, men det smager meget anderledes. Jeg er glad for bønnepasta, for det er både glutenfrit og fri for kulhydrater. Ellers har jeg mest erstattet med grønsager. Jeg har også været på café med en veninde, og så har jeg valgt en suppe og bedt om ikke at få croutoner i den eller brød.

HVORDAN HAR DU HAFT DET?
– Det blev nemmere efter et par dage, og nu synes jeg, det er nemt at undvære. Min mave har også fået det meget bedre. Men jeg har ikke mærket det store på mit energiniveau, og faktisk var jeg ekstra sur og træt hele uge to. Jeg har ikke tabt mig, men det ville jeg måske gøre efter længere tid.

VIL DU FORTSÆTTE MED AT UNDVÆRE HVEDE OG GLUTEN?
– Jeg vil ikke leve fuldstændig glutenfrit, men jeg vil tænke over sundere alternativer, for jeg har jo nu fundet ud af, hvor let det er at erstatte brød og pasta med noget sundere. Jeg har spist mange flere grønsager og bønner, og jeg har vænnet mig til at spise for eksempel kødboller i tomatsovs uden pasta. Det kan man sagtens!

MARIE-LOUISES 3 TIPS TIL AT DROPPE HVEDE OG GLUTEN
1: Erstat pasta med lange strimler af squash eller gulerod – så får du i stedet for gluten en masse gode grønsager og færre kalorier.

2: Se det som en god udfordring i køkkenet, hvor du kan prøve en masse nye retter af eller tage de gamle retter og eksperimentere med at lave dem uden gluten. Det er sjovt.

3: Det er ikke motiverende at være den eneste, der ikke spiser til fredagsmorgenmaden på jobbet, så sørg for at have et glutenfrit knækbrød eller noget andet med, som du kan spise.

SUNDHEDSEKSPERT BIRGITTE NYMANN OM MARIE-LOUISE
Marie-Louise har det som de fleste danskere, der ikke er intolerante over for gluten, men alligevel får det bedre af at skære ned på det ved bl.a. at undvære hvede. At hun i uge to bliver ekstra irritabel, skyldes sandsynligvis, at hun netop har godt af ikke at spise gluten, for kroppen reagerer på ikke at få sit drug, der giver sådan en rar følelse i kroppen. Til gengæld fungerer maven bedre, fordi den ikke får så meget 'klister', som gluten er. Vores kultur er, at vi spiser brød, brød og brød, så det er svært at droppe det, men hun kan jo nøjes med at spise gluten, når hun er ude.

BIRGITTE NYMANNS BEDSTE RÅD
– Du behøver ikke at have cøliaki eller glutenintolerance for at få det bedre af at skære ned på hvede og gluten. Mange oplever at blive trætte og oppustede, fordi de spiser gluten i for store mængder.

– Måske er det ikke nødvendigt at droppe gluten helt. Efter en periode uden gluten kan du genindføre nogle af tingene i små mængder og finde ud af, hvad din mave har det godt med.

– Glutenfrit er ikke nødvendigvis sundt. Mange glutenfrie produkter med ris, majs, hirse og boghvede er ofte fulde af sukker og for få kostfibre. Brug grønsager som erstatning, og tilsæt HUSK for at få ekstra fibre.

Læs videre på næste sideNul sukker: „Jeg følte mig som en junkie, da jeg tog børnenes slik”

Katrine Skyum-Nielsen, 41, er en rigtig sukkergris, som sagtens kan spise en hel bakke flødeboller alene. Men den kolde tyrker viste hende, hvor slem sukkertrangen i virkeligheden er.

Hvem: Katrine Skyum-Nielsen, 41 år.
Civilstatus: Gift og mor til 4 børn.
Job: Lektor og gymnasielærer i engelsk og dansk.
Højde: 175 cm.
Vægt: 64 kilo.
Sport: Rider, løber og dyrker yoga.

HVOR TIT SPISER DU SUKKER?
– Hver dag! På mine havregryn, i kaffen, som slik ... især lakridspiber og engelsk vingummi. Det er typisk på vej hjem fra arbejde, og mens jeg laver aftensmad, der bliver kørt slik ned – uden børnene ser det! Og jeg kan sagtens spise en pose med 250 gram på en eftermiddag. Jeg kan godt føle mig oppustet, og jeg tænker tit, at nu må jeg løbe en tur, men jeg får det sjældent gjort. Jeg tænker faktisk mere over, hvordan jeg har det, når jeg ikke spiser sukker, fordi der er stor forskel – jeg har det nemlig meget bedre. Og jeg ville nok være tyndere, hvis jeg ikke spiste så meget slik.

HVAD GIVER DET DIG AT SPISE SUKKER?
– Det får mig til at geare ned og slappe helt af, og det gør mig glad. Når jeg er i dårligt humør, spiser jeg mere slik. Eller hvis jeg er på slankekur og føler, at jeg går sukkerkold – så ender jeg med at køre en masse sukker ned.

DET SVÆRESTE I DE TRE UGER UDEN SUKKER?
– At det var midt i en ferien, hvor vi renoverede, og der var utrolig mange pauser med slik og hygge. Jeg har taget mig selv i at sutte på børnenes vingummispejlæg for bare lige at få fornemmelsen. Og jeg kom til at synde lidt med en frugtyoghurt – jeg havde glemt, at der er sukker i.

HVORDAN HAR DU KLARET UDFORDRINGERNE?
– Tørret frugt, nødder og lakridspulver har aldrig sagt mig noget, men det er blevet min nye dille. Jeg har spist lakridspulver på rugbrød for at få fornemmelsen af et stykke lakrids. Og så har jeg opdaget lækre, sunde ting som palæobrød med tranebær og masser af fedt – det er nok også grunden til, at jeg ikke har tabt mig. Men jeg har savnet det hyggelige ved at proppe noget i munden hele tiden.

HVORDAN HAR DU HAFT DET?
– Jeg havde hovedpine de første par dage, men derefter gik det fint – bortset fra trangen til at gumle på noget. Det har fyldt meget, fordi det har været forbudt, og det har gjort det lidt surt. Jeg har været mere irritabel og kort for hovedet, men til gengæld er min hud blevet pænere, og jeg har fået øjnene op for nogle gode og meget sundere alternativer.

VIL DU FORTSÆTTE MED AT UNDVÆRE SUKKER?
– Jeg glæder mig til at spise en smule slik igen. Men jeg vil sætte mere pris på det, og jeg håber, at jeg kan klare mig med meget mindre og kun i weekenderne. Nu har jeg jo set, at det kan lade sig gøre at undvære. Det er skræmmende at opdage, at jeg bliver så desperat, at jeg sutter på børnenes fredagsslik – jeg følte mig som en junkie.

KATRINES 3 TIPS TIL AT DROPPE SUKKER
1: Find nogle sundere, søde alternativer og gør noget ud af at anrette dem lækkert, så det bliver en god oplevelse.

2: Brug sukkerfrie produkter til at tage den værste trang – bare lige der de første par dage, hvor det er ekstra slemt.

3: Hold ud! Du vil sikkert have det skidt de første par dage, men det går over.

SUNDHEDSEKSPERT BIRGITTE NYMANN OM KATRINE
Katrine glæder sig til at spise slik igen, og det fortæller mig, at slik og sukker udfylder noget vigtigt for hende. At hun får hovedpine og bliver irritabel er normalt, fordi hun er så afhængig af sukker, at hendes krop de første dage reagerer negativt på ikke at få sit fix. Det er fint, at hun erstatter med tørret frugt, men det er lige så sødt som slik, og hun får derfor ikke vænnet sig fra den søde smag. Hun bør finde ud af, hvad den dybe sukkertrang dækker over. For når hun kan mærke, at hun får det bedre uden sukker, men stadig vil spise det, så må det dække over et andet behov – og uden at kende det, mangler hun motivationen for at skære ned.

EKSPERTENS BEDSTE RÅD
- Find ud af, hvad sukker gør for dig, og hvad du bruger det til. Er det en dårlig vane, er det en trøst? Det kan hjælpe dig til at finde ud af, hvad du kan gøre i stedet for at ty til sukker.

- Vær forberedt på abstinenser som hovedpine, irritabilitet og træthed. Det går over efter et par dage.

- Er det slemt, kan du spise sukkerfrit slik, men kun i starten, for din krop skal netop lære, at alt ikke behøver at smage sødt.

Læs videre på næste side

Nul alkohol: „Min hud er blevet pænere, og jeg har fået mere energi"

Pernille Thim Pedersen, 26, kan godt lide at gå i byen og feste, men tre uger uden alkohol, gav så meget energi, at det har givet appetit på helt nye vaner.

Hvem: Pernille Thim Pedersen, 26 år.
Civilstatus: Har en kæreste og en søn på 3 år.
Job: Kontorelev i Kirkeministeriet.
Højde: 168 cm.
Vægt: 62 kilo.
Sport: Fitness en gang om ugen.



HVOR TIT DRIKKER DU ALKOHOL?
– Jeg går i byen cirka fire gange om måneden, og jeg drikker af og til så meget, at jeg ikke kan huske alle detaljerne dagen efter. Det er først og fremmest socialt, for det er hyggeligt at sidde med andre og få et glas. Men jeg bliver også glad, og det er en god måde at slappe lidt af på, især hvis jeg er sammen med mennesker, jeg ikke kender så godt. Selvtilliden får et boost. Til gengæld har jeg det elendigt dagen efter.

DET SVÆRESTE I DE TRE UGER?
– Det har været det sociale. Jeg har været til en 60-års fødselsdag med masser af vin, men jeg måtte holde på mit glas og sige nej tak. Det er hårdt at mærke, at jeg er meget anderledes, når jeg ikke har drukket. Der er ikke gang i mig, og jeg keder mig og bliver hurtigt træt.

HVORDAN HAR DU KLARET DE UDFORDRINGER?
– Jeg har prøvet at sige til mig selv, at jeg ikke behøver alkohol for at have det sjovt. Men så får man kommentarer som „er du gravid?” eller „hvad er nu det for noget?” Jeg er faldet i en enkelt gang med et glas rødvin, og det er jeg ret flov over. Men ellers har jeg hældt sodavand i glasset – det hjælper at have et glas i hånden som alle andre.

HVORDAN HAR DU HAFT DET?
– Strålende. Det har været lidt kedeligt at gå i byen, men fantastisk at vågne dagen efter. Og så er min hud blevet pænere, og jeg har haft mere overskud. Jeg har længe ikke haft så meget energi og ikke orket at indrette min nye lejlighed, men pludselig er jeg begyndt på en masse små projekter.

VIL DU BLIVE VED MED AT UNDVÆRE ALKOHOL?
– Jeg holder ikke helt op med at gå i byen og drikke alkohol. Men det vil bestemt ikke ske lige så ofte, og jeg vil mange gange godt kunne nøjes med bare et par drinks. De tre uger har jo vist mig, at jeg godt kan gå i byen og hygge mig alligevel.

PERNILLES 3 TIPS TIL AT DROPPE ALKOHOL
1: Sæt dig et positivt mål om, at du gerne vil have mere energi eller tabe dig – så fjerner du fokus fra alt det, du ikke må.

2: Tænk på, at du også slipper andre dårlige vaner – fx træthed, tømmermænd og måske også junkfood og cola til dagen derpå.

3: Lav skønne alkoholfrie drinks til dig selv – så føler du dig ikke så meget uden for selskabet.

SUNDHEDSEKSPERT BIRGITTE NYMANN OM PERNILLE
Pernille bruger alkohol til at styrke sin selvtillid og energi. Det er der mange, der gør, men Pernille bør lære at styre det, så hun ikke har behov for at drikke sig så meget. Det er forskelligt fra person til person, hvor længe kroppen kan holde til det, og nogle vil aldrig få gener af det, men Pernille fortæller jo, at hun har fået pænere hud, større overskud og spiser mindre junkfood. Det burde være god motivation for at skære ned, men det lyder ikke, som om hun er topmotiveret for at droppe alkoholen helt. Første skridt kunne være at finde ud af, hvorfor det er nødvendigt for hende at drikke alkohol for at hygge sig.

EKSPERTENS BEDSTE RÅD
- Find ud af, hvilken funktion alkohol har for dig. Hvad er det i virkeligheden, du har lyst til eller brug for, når du drikker? Og kan du opnå det på en anden måde?

- Gør op med de dårlige vaner. Nogle gange er vi så styret af, hvad vi plejer at gøre, at vi ikke får tænkt over, om vi overhovedet har lyst, før den halve flaske vin er væk.

- Snup en kold tyrker, og mærk, hvordan din krop har det uden alkohol. Efter et par uger kan du drikke en smule alkohol igen, og du vil bedre kunne mærke, hvad det gør ved din krop.

SE OGSÅ: 9 myter om vægttab: Hvad er fup eller fakta?

SE OGSÅ: 12 råd, der sætter fut i din forbrænding