karen pallisgaard
Foto: Camilla Stephan og Kamilla Bryndum | Karen Pallisgaard lever efter begrebet slow living, hvor yoga fylder en hel del
ALT for damerne

karen pallisgaard om stress og yoga

Karen Pallisgaard: "Mit liv var som en taburet, der mistede alle sine ben"

Det var stress, der fik Karen Pallisgaard til at droppe livet i overhalingsbanen, og yogamåtten, der fik hende tilbage på sporet. I dag har hun indrettet sit liv helt anderledes efter begrebet slow living. Mød den 36-årige forfatter, der er aktuel med en ny bog om bedre søvn gennem yoga.

Af Maria Bruun Schmidt 28.jun.2017 Sundhed

Godnat. Nej, vent ... Husk du skal sende mail til Marie i morgen om, at du gerne vil med i sommerhus alligevel. Yes, tænk på det i morgen i stedet. Godnat. Jeg skal også huske at rykke marketingmødet næste uge og sørge for, at Henrik bliver inviteret med. Det er jo ham, der sidder på budgetterne nu! Ryst puden, og vend dig om. Men tænk, hvis ham Henrik slet ikke vil godkende marketingplanen? Fuck Henrik! Altså ikke på dén måde. Der er ost i køleskabet. Æd det og sov så, for pokker. En eller anden få mig væk herfra, ud af min krop, please! Er det ikke snart morgen?
Kender du de der søvnløse nætter med høj puls, mylder i hjernen og måske endda tårer og tågede katastrofetanker? Det gjorde Karen Pallisgaard. Ovenstående beskrivelse er en af hendes typiske nætter, som de så ud i begyndelsen af maj 2011. En nat som skulle vise sig at blive et vendepunkt for hende.

Afhængig af travlhed

– Udefra så det perfekt ud. Jeg boede i en penthouse med min mand, levede det dyre sushi- og champagneliv, var sundhedsredaktør på et dameblad, havde kalenderen fyldt op og havde netop været på min første yogalæreruddannelse.
– Men så blev jeg skilt. Jeg flyttede ind hos en veninde og sov på hendes gulv og i samme periode fik min far konstateret kræft, økonomien sejlede, og det tog hårdt på mig. Mit liv var som en taburet, der mistede alle sine ben, og til sidst vaklede det kun på ét: mit arbejde. Det holdt jeg fast i med næb og klør, for det var mit eneste holdepunkt. Så hver morgen stod jeg med isterninger på øjnene ude i badet for at vågne op efter en søvnløs nat og dækkede mine mørke rande under øjnene med concealer. Og når jeg kom ud på arbejdet, måtte jeg stive mig selv af og sidde og grine og smile, som om alt var fint. Men det var det ikke.
– Efter en lang arbejdsdag, hvor jeg var helt baldret, ville jeg lige nå hjem at sove 20 minutter, inden jeg skulle ud at løbe. Da vækkeuret ringede, var jeg fuldstændig lammet fra navlen og ned – jeg kunne ikke finde mine ben! Jeg gik fuldstændig i panik og lå og hamrede og skreg: hvad sker der, jeg er blevet lam! Det var det klammeste, jeg nogensinde har oplevet.

LÆS OGSÅ: Karen satte tempoet ned: ”Tidligere har jeg i høj grad undervurderet mit eget behov for pauser”

– Egentlig var det jo en rimelig vild alarmklokke. Men da jeg stod på arbejdet dagen efter, og folk spurgte, om jeg var ok, sagde jeg bare ja-ja, selvom jeg faktisk var banket ind i et stort, fedt STOP-skilt. Og så gik der ikke lang tid, før jeg fik endnu et sammenbrud. Min far, der lige havde fået sin kræftdiagnose, måtte samle mig op og køre mig til lægen, for jeg rystede og græd. Det var så alvorligt, at jeg blev sygemeldt med akut stress. Og der røg det sidste stoleben så. At miste jordforbindelsen
– Et par år inden sammenbruddet var jeg på min første yogaferie. Jeg havde aldrig rigtig dyrket yoga før og havde sindssygt mange fordomme over for det; jeg var sikker på, man skulle være kedelig eller vegetar, gå med hør eller bede til elefantguder for at dyrke yoga. Men en sen aften midt i mit stressede champagneliv sad jeg og arbejdede, og pludselig kom der en e-mail, hvor der i emnefeltet stod: vil du med på yogarejse?
– Så jeg tog ned til en græsk ø for at skrive om fænomenet yoga, som var ret nyt på det tidspunkt og fik en jordhytte for mig selv, for jeg skulle i hvert fald IKKE bo sammen med andre. Det kriblede med stankelben, som jeg var så bange for, at jeg støvsugede dem op. Og da jeg fik øjenkontakt med en gekko, marcherede jeg op til det tyske værtspar, som var på vej i seng, bankede på og fortalte straks, jeg ikke kunne sove, fordi der var kryb på mit værelse. Værtsmutter så på mig, løftede øjenbrynene og sagde så: ”Citygirl, you have lost touch with your nature”. Og så lukkede hun døren. Jeg havde mistet jordforbindelsen i mere end en forstand.

Mødet med yogamåtten

– Når jeg ser tilbage, var jeg jo bange for det, jeg ikke kunne kontrollere i mit liv. Og mødet med yogaen hos det tyske værtspar var det første skridt til at finde ind til mig selv og eksperimentere med at leve langsommere, altså slow living. Yogaen fortryllede min krop og forvandlede mine hængende computerskuldre. Og det skulle vise sig, at yoga og hele idéen om slow living blev min vej tilbage, da jeg var gået ned med stress.
– Da jeg var helt nede i kulkælderen og lå i køkkenet i fosterstilling, søvnløs, fik jeg øje på min yogamåtte, som jeg ikke havde rullet ud længe. Jeg lagde mig på den i barnets stilling og trak vejret, ind og ud, ind og ud, til jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede om morgenen, vidste jeg, at gummimåtten ville blive min makker gennem det her.
– Jeg gav slip. Nu kunne jeg reflektere over den skilsmisse og de psykiske skift, som jeg var blevet revet rundt i. Jeg besøgte en stresspsykolog og bad hende give mig et quick fix. Det kunne hun ikke. For mit nervesystem var ude af fatning, så ”det bedste du kan gøre er at tage skoene af og gå en tur,” sagde hun. Det var rart. At være ude i naturen og slukke for telefonen – jeg havde faktisk slet ikke lyst til at have den åben. Når du er stresset, kan du virkelig mærke dine trickers. Jeg begyndte at ryste, når jeg gik på Facebook – fik det nærmest angstagtigt over det. Kaffe var heller ikke godt. Sådan havde jeg aldrig haft det; når du er stresset, har du jo mistet forbindelsen til din egen krop. Sådan er der mange, der lever.

Lev langsommere

– Jeg købte en masse yogabøger og stødte også på forfatteren Carl Honoré, som har skrevet flere bøger om slow living, og jeg begyndte at undersøge fænomenet selv; først troede jeg, det handlede om at leve livet i snegletempo, men det er misforstået. Det handler om at finde det rette tempo. Fordi vi moderne mennesker hele tiden har foden på speederen, mister vi evnen til at flytte foden over på bremsen. Og så bliver vi stressede, fordi vi ikke længere kan regulere farten.
– ”Du skal lære at navigere efter, hvad du har lyst til”, sagde min stresspsykolog. Det var svært. I stedet for at fylde kalenderen op med ting, skulle jeg stå op med et helt blankt skema og derfra beslutte, hvad dagen skulle bringe. ”Okeey, radikal øvelse,” tænkte jeg. Dagen efter vågende jeg, solen skinnede, og… jeg havde lyst til at se dvd og spise popcorn. Så det gjorde jeg, og det var sådan en fed aha-oplevelse. Jeg begyndte at give slip på kontrollen.

Kvalme af Instagram

– Hver aften rullede jeg min yogamåtte ud og lavede bittesmå stræk. Jeg begyndte at fordybe mit åndedræt. Langsomt blev det min vej tilbage til søvnen. Jeg tog skoene af og gik i naturen hver dag. Det slog mig, jeg aldrig havde været så tæt på jorden. Egentlig er jeg opvokset i naturen, men siden jeg flyttede hjemmefra har jeg af en eller anden mærkelig årsag altid boet på 4. og 5. sal.
– Slow living-filosofien begyndte at give mening for mig; kom tilbage til dig selv, og lyt til din egen krop. Ritualer hjalp mig med at sætte ankeret i hverdagen, og det er ting, jeg stadig gør i dag; f.eks. skriver jeg dagbog og laver i hvert fald fem minutters daglig åndedrætstræning, hvor jeg sidder på min måtte og trækker vejret.
– Mens jeg før fiskede min telefon frem i samme sekund, jeg vågnede, venter jeg nu med at tænde den, til jeg har sendt min datter og kæreste ordentligt ud af døren. Så er jeg til stede. Jeg er nok online-afhængig som en kvartalsalkoholiker. I perioder er jeg konstant på, indtil jeg får for meget og nærmest får det kvalmeagtigt af at se på folks morgenmadsbilleder på Instagram. Når det bliver alt for slemt, sletter jeg app’en fra min telefon og indser, at jeg i virkeligheden ikke går glip af noget vigtigt på de sociale medier.
– Jeg booker også aftaler med mig selv. Hvis min kæreste f.eks. henter min datter, så tager jeg til yoga og planlægger at læse en bog eller gå en tur bagefter. Mange af mine venner siger: ”du har sgu altid så travlt, man kan aldrig få en aftale i kalenderen!” Men jeg har bare aftaler med mig selv, og det skammer jeg mig ikke over, når folk spørger. Du skylder ikke en forklaring og står ikke til regnskab over for nogen, hvis du siger nej til en aftale.

LÆS OGSÅ: Lægen blev selv ramt af stress

 

Giv slip, og føl dig fri

– Efter tre måneder kom jeg tilbage på jobbet. Først på nedsat tid, så på fuld tid. Men to år senere sagde jeg op. Ikke fordi, jeg mener, man skal gøre det, for man kan også tage slow living-begreberne med på sit arbejde; man kan f.eks. gå en tur, slukke sit online-show og lære at styre sine e-mails.
– Men jeg følte, jeg måtte tage skæbnen i egen hånd. Og så stod jeg der; single, fraskilt og uden noget job eller planer. Det var uundgåeligt, for jeg kunne ikke leve på den der facadeagtige måde mere, som jeg er opvokset med; at man skal præstere, og man skal hele tiden avancere sin tid. Eller sin kæreste, sin bolig eller sig selv. Det er en tankegang, der gør, man aldrig rigtig bliver glad lige der, hvor man er.
– I dag forsøger jeg at leve langsommere, og det er sindssygt svært, men vigtigt for mig. Jeg laver færre ting, men til gengæld får de mere opmærksomhed. Det er sjovt at have haft de vilde 20’er med fart på, men det er da også lidt sexet at være voksen. Tage ansvar for sit eget liv. Der er ikke noget mere lækkert end at se mennesker, der hviler i sig selv, og som har styr på, hvad de vil. Som tør at sige nej og tage hver ting til sin tid.
– Livet er leverpostej, lort og lagkage, og det oplever vi alle sammen. Men jeg tror, der er en stor frihed i at kunne give slip.


Henter...