Lasse Spang Olsen: "Jeg har en skytsengel et sted derude"

Lev stærkt, dø ung, og bliv et smukt lig. Sådan lyder mottoet i en klassisk roman, og sådan kunne det måske godt være endt for Lasse Spang Olsen. Han blev stuntmand sammen med sin bror allerede som 16-årig og har i løbet af sin vilde karriere brækket 29 knogler, været syet 29 gange og haft tre alvorlige forbrændinger. Eksplosioner, udspring, kast, fald, ild, vand og et hæsblæsende tempo har været hverdag for ham i 30 år. Der har også været fest – og det er der sådan set stadigvæk. Lasse Spang Olsen har lige holdt sin 50-års fødselsdag for anden gang, ‘fordi det var så skideskægt første gang, at han blev nødt til at gøre det igen året efter.’ Med 100 mennesker, cocktailbar i haven og musik til den lyse morgen.

Det er sådan, han er kendt. Som den frygtløse, festlige stuntmand og instruktør, som taget direkte ud af en scene fra I Kina spiser de hunde eller en af de cirka 300 andre film, som han har instrueret eller leveret stunts til.
Men det billede er ikke hele sandheden om Lasse Spang Olsen. Noget har forandret sig i hans hverdag, i hans livsindstilling og i hans krop. Han har haft en samtale med Gud – og han ved godt selv, at det lyder corny, men det er helt alvorligt ment, og han rejste hele vejen til Filippinerne og lod sig korsfæste med søm gennem hænder og fødder i bestræbelsen på at opnå en forbindelse til Gud. Så sat på spidsen kunne man spørge: Fra stuntmand (rigtig meget krop) til jesusfigur (rigtig meget sjæl)? Hvordan skete det lige? Det er ikke let at forklare – men han har lovet at forsøge.

AKUT TARMSLYNG
“Jeg har aldrig været religiøs. Som de fleste danskere er jeg opvokset som ateist og er aldrig kommet i kirken. Jeg har aldrig forstået gudstjenesten og danske præster. Det er jo så kedeligt. Religion har aldrig sagt mig noget. Men så en dag, mens jeg gik og byggede hønsehus, fik jeg pludselig en underlig besked på min telefon fra et meget langt, ukendt nummer, hvor der stod, at jeg skulle drikke vand, fordi der var noget galt med min mave.”
Sms’en viste sig at være fra en tolk på Filippinerne, som Lasse Spang Olsen havde brugt, da han lavede en dokumentar til DR. Da den tikker ind, ryster han skeptisk på hovedet. For han er jo ikke hverken syg, gammel eller affældig. Tværtimod. Han er i god form og vant til både at lytte til sin krop og beherske den til perfektion. Fx kræver det en hel del kropskontrol at lave et rullefald ned ad en kørende rulletrappe, så det ser farligt og realistisk ud, samtidig med at man ikke skal komme til skade og i øvrigt ligne en haltende skuespiller med korte arme undervejs. Lasse Spang Olsen plejer at kunne få sin krop til at makke ret i den slags stunts, og det virker langt ude, at der skulle være noget i vejen med hans mave – sådan ud af det blå.

Men det er der. Kort tid efter den famøse sms falder Lasse Spang Olsen om på gulvet med akut tarmslyng. Hans datter kommer hjem og får fat i en ambulance, og det viser sig at være i sidste øjeblik. Tarmslyngen har viklet sig om kranspulsåren, og Lasse Spang Olsen bliver af lægerne bedt om at sige farvel til sin datter før operationen, fordi det meget let kan ende galt.
“I det øjeblik var det satans ikke at tro på Gud. Følelsen af ensomhed var forfærdelig. Jeg var helt alene, og jeg svor, at hvis jeg klarede den, ville jeg lære at tro på Gud.”
Da han vågner op efter en vellykket operation, begynder Lasse Spang Olsen at læse Bibelen og gå i kirke. Men det rykker ikke rigtig noget. Han kan ikke mærke noget guddommeligt, og han synes stadig, religiøse ritualer i kirken er umådelig kedelige. Samtidig kan han ikke slippe tanken om sms’en fra Filippinerne og de oplevelser, han tidligere har haft derude. Især ikke Ruben, en helt speciel mand, der har ladet sig korsfæste 27 år i træk.

RUBEN FRA FILIPPINERNE
“Jeg havde oprindeligt talt med Ruben til den dokumentar, jeg lavede, der handlede om følelsen af smerte. Jeg var nysgerrig efter at høre hans historie om at gennemgå pinsler på et kors, for det er jo en afsindig mærkelig ide at få.” Lasse Spang Olsen kontakter Ruben og får ret hurtigt et venskabeligt forhold til ham.
“Ruben er sympatisk og fornuftig, og han fortalte, at han havde en aftale med Gud. Først om at fikse hans ben, senere en svulst hos hans kone. Til gengæld skulle han lade sig korsfæste. Der var noget i den tankegang, der tiltalte mig. Noget for noget – det er jo til at forstå.”

Rubens korsfæstelse har over en årrække udviklet sig til en slags religiøs bevægelse på Filippinerne, hvor et antal unge mænd nu hvert år til påske gennemfører et ritual, hvor de lader sig sømme op på et kors iklædt jesustøj og i øvrigt omgivet af noget, der på den ene side minder om et kræmmermarked: et mylder af mennesker i alle aldre, børn med balloner, larm, træsværd og en dilettantisk komedie af mennesker, der er klædt ud i kutter og opfører Pontius Pilatus’ dom over Jesus som et teaterstykke. Og samtidig er der et uhyggeligt element af menneskeofring. For sømmene, der hamres gennem hænder og fødder på de unge mænd på korsene er helt ægte og smerteligt skarpe.
“De mænd, der lod sig korsfæste, fortalte, at de mødte Gud på korset. Og så vidste jeg, at det måtte jeg forsøge.”
Det var på ingen måde let at få lov til at blive den første korsfæstede udlænding på Filippinerne. De lokale var bange for, at deres ceremoni ville udvikle sig til et mediestunt. Og Lasse Spang Olsen overvejede også, om det var sådan, Danmark ville se det.

“Jeg har et stærkt image som stuntmand, og selv om jeg egentlig de sidste seks år har lavet dybt seriøse dokumentarfilm til DR2, så er det stadig som en stuntmand, folk ser mig. Og så kan det let virke som et PR-stunt at lade sig korsfæste. Hvis jeg nu havde været præst, ville det nok være noget andet. Men jeg var ligeglad. Folk må tænke, hvad de vil. Det kan jeg alligevel ikke styre.”
Via sit venskab med Ruben får Lasse Spang Olsen lov til at deltage i ceremonien. Iklædt lændeklæde og krans om håret og omgivet af hele det filippinske cirkus. “Jeg havde bare tænkt mig at have et par shorts på, men det gik slet ikke. Jeg var nødt til at leve mig ind i hele traditionen, så jesustøj i nylon hørte med. ”

KORSFÆSTELSEN
Kan man sove natten inden, man skal korsfæstes? Hvilke tanker gør man sig om smerten? Og hvad siger man til sin mor, sin kæreste og sine børn, lige inden man lader en gruppe svedende filippinske mænd brutalt banke et søm lige gennem ens håndflade? Svaret er, at hvis man er gammel stuntmand, så regner man egentlig ikke med, at det vil være så meget værre end at hoppe ud foran en bil i fart eller baglæns ned ad en rulletrappe. Men det var det.
“Det første søm gjorde så øredøvende ondt. Det var en smerte, som jeg aldrig har oplevet før. Jeg fik med det samme tunnelsyn og blev sindssygt bange for at besvime. For hvis du besvimer, bliver du med det samme pillet ned, og det synes jeg ville være for pinligt.”
For at blive ved bevidsthed begynder Lasse Spang Olsen at bede til Gud. Og så oplever han noget forunderligt:
“Det føltes lidt, som når man taler i telefon med et lille barn, der ikke siger noget, men som lytter. Man ved, at der er nogen i den anden ende af røret. Det er en klar fornemmelse. Jeg blev så opslugt, at jeg ikke mærkede mine fødder blive sømmet fast. Glemte tid og sted.”

De fleste klarer to-tre minutter. Lasse Spang Olsen hang korsfæstet i 14 minutter og talte med Gud. Da han kom ned, var hans verden forandret.
“Det er noget med at opdage, at jeg er en del af et større univers. Der er nogen, som holder øje med mig. Jeg kan ikke forklare det anderledes: Det er en følelse, og den har ændret mit liv. Jeg er ikke bange for ensomheden, for jeg ved, at jeg altid kan tale med Gud, og det var bestemt ikke sidste gang, jeg har bedt en bøn til Gud.”
I hverdagen har korsfæstelsen også sat sig spor:
“Jeg er begyndt at lytte mere til tegn og små fornemmelser. Jeg kan huske engang før et stunt, hvor jeg skulle køre en bil hen over et lille ufarligt hop, og jeg havde en virkelig dårlig fornemmelse inden, men selvfølgelig kørte jeg alligevel, og så brækkede en træpind op gennem gearkassen og var millimeter fra at ramme mig. I fremtiden har jeg tænkt mig at lytte, når jeg får den slags fornemmelser. For jeg ved nu, at jeg har en skytsengel et sted derude.”