Lisbeth Østergaard
SPONSORERET indhold

Lisbeth Østergaard: “Jeg har det SÅ meget bedre, når jeg træner”

Kan man finde tid til styrke- og løbetræning, selvom man er en travl ‘working mom’? Lisbeth Østergaard kan og vil! Kom tæt på tv-værten, og læs om hendes passion for benhård træning og sund mad med et finurligt tvist.

Af:: Birgitte Bartholdy Foto: Les Kaner
28. okt. 2016 | Sundhed | Fit living

Når Lisbeth Østergaard som yngre kom hjem fra en festlig tur i byen tidligt søndag morgen og så et par komme løbende side om side, tænkte hun, at de måtte da have et frygtelig kedeligt liv. Sådan ville hun aldrig blive, lovede hun sig selv. Aldrig.
Men det løfte har hun ikke holdt. For besøger du Amager Strandpark søndag morgen, er der gode chancer for at spotte Lisbeth og hendes mand jogge en tur med sønnike i løbevognen. Og selv om hun nok aldrig bliver decideret løbeentusiast, elsker hun det.

LÆS OGSÅ: Kom i form med trappetræning

“Ja, jeg er et lidt andet sted i livet nu,” ler hun. Det har været en heftig sommer for Lisbeth, og efteråret er lige så travlt med krævende, men dejlige forandringer. Efter ni år på TV 2 begyndte hun efter sin barselsorlov i nyt job på TV3, hvor hun er vært på programmet Krimicentralen, der sender live mandag til torsdag fra kl. 19-20.
Det har betydet, at hendes søn Viggo er kommet i vuggestue, og hun er ved at finde sig til rette som udearbejdende mor. Det kræver omstilling, men hun klager ikke. Hun ved, at mange andre lever med endnu mere travlhed.
“Ikke mindst har jeg respekt for dem med flere børn, for jeg synes allerede, jeg har rigeligt at se til med Viggo. Der er altid noget, jeg skal nå, og det er nyt for mig. Jeg krydser fingre for, at han ikke får ret mange sygedage, for alle hans bedsteforældre bor i Jylland. Vi har allerede én barnepige, men jeg tror, vi er nødt til at få én til, hvis vi skal få det til at hænge sammen.”

Midt i det hele har hun og hendes mand også købt et hus på Amager, som skal renoveres fra top til tå.
“Så vi har ikke tid til at kede os,” som hun siger.
Men uanset hvor travlt hun har, kunne hun ikke drømme om at lægge træningen til side.
“Og hvem skulle lige tro, at jeg ville blive sådan en, der gik op i det? Jeg har altid haft et medlemskort til et fitness-center, men i mange år brugte jeg det aldrig. Mit forhold til træning blev først alvorligt, da jeg for nogle år siden var på bootcamp hos personlig træner Lotte Arendal. Det var næsten, som om jeg fik en åbenbaring. Med ét gik det op for mig, hvor meget bedre jeg har det, når jeg bevæger mig nok og også spiser sundt. I dag kan jeg med det samme mærke det på mit humør, hvis jeg ikke får trænet.”

LÆS OGSÅ: Lisbeth Østergaard: Mine 5 favoritøvelser til en stærk & slank krop

GRUPPETRÆNING PÅ STRANDEN
Hendes mand, Ralf, som hun blev gift med ved et stort, romantisk bryllup i august, har også været med til at gøre hende til træningsfan. Hun mødte ham i sommeren 2013 ved en arrangeret date, et fødselsdagsselskab, hvor nogle venner tog ham med, så hun kunne se, om han var noget.
“Jeg gad ikke rigtig. Han var pædagog og fra Aalborg! Glem det, tænkte jeg, men gik alligevel med til festen. Og da først jeg så ham, faldt jeg for hans ro. Han er en klippe. Der skal virkelig meget til for at få ham ud af fatning. Og så er han også lækker og har de vildeste tatoveringer!”

Før de fik deres søn, trænede de meget sammen. De løb ture med indlagte styrkeøvelser, gerne ved Amager Strand, som de ser lidt som deres legeplads. Andre gange tog de i træningscenter. Siden sønnen Viggo er kommet til, er det dog ikke blevet til helt så meget fællestræning.
“Viggo er ikke til de lange middagslure, så nu skal jeg bruge min opfindsomhed for at skabe tid og luft til det hele. Vi har dog fundet en måde, hvor vi kan se folk og træne samtidig. Sammen med nogle venner har vi dannet en Facebook-gruppe. Vi skriver ud, om nogen vil med på stranden, og så dukker der mellem fire og 18 op. En af os, ofte Ralf, står for et program. Da Viggo var mindre, sad han i barnevognen, og så skiftedes vi til at underholde ham. Men nu vil han ned og gå, så jeg er ved at finde ud af, hvordan jeg kan gøre det til en leg for ham at være med.”

Egentlig siger det at løbe hende stadig ikke en daddel. Hun er dårlig til det, og hendes udvikling har ikke været specielt imponerende.
“Men det er nødvendigt for at kunne løbe forhindringsbaneløb, som både Ralf og jeg er blevet totalt vilde med. Så jeg har hyret en løbetræner, der kan hjælpe mig ordentligt i gang, nu da jeg åbenbart ikke selv kan finde ud af det.”
De er ikke de eneste, der er faldet for forhindringsbaneløb, som også kaldes OCR, Obstacle Course Racing, og hvor løb blandes med elementer fra militære forhindringsbaner og parkour. Tilslutningen er så stor, at den anses for en af de hurtigst voksende sportsgrene i verden.
“Vi deltog for nylig i et 5-kilometers OCR-løb på Amager Strand arrangeret af Nordic Race med 3.000 tilmeldte. Vi både løb, svømmede, kravlede op ad en rampe, kravlede under pigtråd, gik armgang osv. Det var hårdt. Mine arme og ben var fyldt med blå mærker bagefter, men det var også megasjovt. Jeg var på hold med Rikke Hørlykke og min gode veninde, Mette. Vi hjalp hinanden, svedte, grinede og klagede os sammen.”
Lisbeth gennemførte på en time og seks minutter og var dermed dobbelt så lang tid om det som vinderen. Men hun har også kun tid til at træne et par gange om ugen.
“Og sådan er det jo bare, når jeg har fuldtidsarbejde og et lille barn.”

LÆS OGSÅ: Klar, parat, forhindringsløb: fit tester den nye træningstrend

DER ER KÆRLIGHEDEN TIL FORSKEL
Viggo er det helt store vendepunkt i hendes liv, siger hun. ‘The point of no return’.
“Jeg er ikke sådan en, der altid har drømt om at få hus, mand, fire børn, havetraktor og kaniner i baghaven. Faktisk tvivlede jeg længe på, om jeg skulle have børn. Det så ret voksent og kedeligt ud. Jeg kunne ligefrem få kuldegysninger, når jeg kørte forbi biler med klapvogn bagi og Disney-solskærme. Jeg forestillede mig, at de voksne i de familier levede ekstremt forudsigeligt med havregrød, skole-hjem-samtaler og evige ture på skadestuen og til Lalandia og havde givet slip på alt det sjove. Nu hvor jeg selv sidder midt i det, føles det anderledes. Der er jo kærligheden til forskel, og jeg føler på ingen måde, at jeg har mistet noget, tværtimod. Der er bare kommet mere til.”

Barselsorloven har være en god oase for hende midt i hendes travle arbejdsliv.
“Jeg havde været i gang i så mange år og trængte til en pause. De seneste fire-fem år har jeg været på Go’ aften Danmark og Go’ morgen Danmark, og det har været dejligt intenst og spændende og har givet mig en utrolig øvelse i at være på. Til sidst var jeg næsten ikke nervøs før et program. Men det har også slidt på mig, kan jeg mærke. Det er programmer med mange deadlines og meget, man skal sætte sig ind i lynhurtigt. Indimellem kunne det godt føles som et tog, der kører med høj hastighed igennem hovedet på en.”
Mens hun havde orlov, fik hun det, hun kalder et helikoptersyn på sit liv.
“Og så fandt jeg ud af, at det måske var et passende tidspunkt for mig at skifte arbejdsplads. Nu har jeg været på TV 2 i ni år. Nu ville jeg have godt af nye udfordringer.”
Et travlt arbejdsliv kræver en sund krop, og det gør hun en del for at få. At blive mor har kun øget hendes interesse for sund kost. Fanatisk bliver hun ganske vist aldrig, det er hun for meget livsnyder til. Der skal være plads til grillpølser med tilbehør og vin i weekenden.
“Men balancen er vigtig for mig. Jeg kan godt lide billedet af, at jeg står med broccoli i den ene hånd og en plade chokolade i den anden. Min veninde, læge Charlotte Bø- ving, som laver kurser for folk, der vil tabe sig, har altid en kæmpe bowle med slik stående i sit hjem. Jeg spurgte hende engang hvorfor, og hun svarede, at det er for at lære folk, at de godt må spise slik. De skal bare huske, at alt, hvad der ryger ind, skal forbrændes.”

Lisbeth står da også gerne ved, at hun elsker slik og kager. Og at bage.
“Der er nogle kager, der smager så godt, at det ville være synd at lave om på dem. Hindbærsnitter for eksempel. Men andre kager eksperimenterer jeg tit med at lave sundere. Jeg bliver inspireret af sundhedsbloggere på Instagram og lægger også tit noget ud, der kan inspirere andre. Forleden lagde jeg et billede ud af en is, jeg havde lavet på banan, broccoli, sojamælk og dadler. Og jeg skal da lige love for, at nogen blev rasende og kaldte det sundhedshysteri. Jeg svarede, at jeg nok mente, at fedme og overvægt var et langt større problem.”

LÆS OGSÅ: 12 skønne kvinder & mænd: Mine 3 bedste sunde tips

Udfaldene har ikke fået hende til at stoppe sine eksperimenter, som hendes søn i øvrigt er glad for. Fx elsker han, når hun laver juice af spinat, palmekål, broccoli, ananas, æble og ingefær.
”Jeg er meget fascineret af det her med at mikse og smage til og skabe noget overraskende og nyt. Forleden havde vi gæster. Jeg havde nogle rødbeder, som jeg bagte i ovnen med honning og sirup og serverede grønne linser stegt på panden og feta til. Det smagte overraskende godt. En dag kunne jeg godt tænke mig at skrive en kogebog med alle mine ideer.”

“JEG HAR VÆRET SÅ HELDIG”
Efter årene på Go’ morgen Danmark, hvor hun skulle ud af sengen klokken 3.18 for at nå ind på Hovedbanegården i København til sin vagt, er hun blevet bevidst om, hvor vigtig søvn også er for hende.
“Dengang gik det hele nemt op i at planlægge mit liv, så jeg kunne være udsovet. Det er erfaringer, som jeg bruger nu, hvor jeg har Viggo. Hvis det er nødvendigt at gå tidligt i seng, gør jeg det uden at føle, at verden falder sammen af den grund. Og bliver jeg vækket af Viggo midt om natten, tumler jeg ud af sengen med bevidstheden om, at jeg jo bare kan gå tilbage i seng om lidt, og at det er bedre end at skulle på arbejde.”
På mange måder ser hun sit liv som privilegeret. Endnu har de store sorger ikke banket på, og jobmæssigt har hun ifølge sit eget udsagn haft det næsten uretfærdigt nemt.
“Jeg har aldrig prøvet at skrive en ansøgning. Min karriere begyndte med, at jeg som 16-årig fik tilbudt et job på Radio Silkeborg ikke langt fra den tankstation, hvor jeg voksede op. Og siden er det gået slag i slag. Jeg tænker tit, at mit held på et tidspunkt må være brugt op, men det er ikke sket endnu.”

Det med at være bange for det forudsigelige og kedelige har fulgt hende, siden hun var ung.
“Dengang forsøgte jeg at undgå det ved i mange år at have de mærkeligste frisurer. Jeg har haft farvet mit hår både lyserødt, lilla, sort og koboltblå, og jeg har haft hanekam. Der står i min Blå Bog, at jeg skiftede hårfarve lige så tit, som de andre skiftede undertøj. Det var ikke udtryk for teenageoprør, mere for en trang til at skille mig ud. De kedelige var i mine øjne dem, der havde langt brunt hår og gik i skjortebluser. Jeg husker engang, jeg var indlagt med astma på lungeafdelingen i Aarhus. Mit blå hår vakte utrolig opsigt blandt de mange ældre patienter og smittede i øvrigt også af på alt sengetøjet.”

I dag er hendes hår brunt og tøjet knap så farverigt. Og det er heller ikke utænkeligt for hende at tage en skjortebluse på.
“Faktisk er jeg blevet ret mainstream. Men jeg bliver nok aldrig sådan en, der går til yoga og mindfulness, det er jeg for rastløs til. Når jeg skal slappe af, gør jeg det hellere ved at synke ned i sofaen og se nogle serier på tv. Ralf og jeg ser Vikings sammen, og så har vi hver en serie, vi ser, når den anden er gået i seng eller ikke er hjemme. Man må jo ikke være serie-utro.” 

LÆS OGSÅ: 7 smarte slanketips til super travle kvinder

MINE 3 BEDSTE SUNDHEDSRÅD

  1. Få noget søvn, også selv om det betyder, at du skal gå tidligt i seng. Uden søvn har du ikke overskud til at træne, falder nemt i med at spise slik og ender i det hele taget i en ond spiral.
  2. Husk, at alt, hvad der ryger ned af mad og lækkerier, skal forbrændes. Spiser du meget slik, skal du også forbrænde mere.
  3. Broccoli er utrolig sundt og kan kommes i næsten alt, fordi det smager af så lidt. Prøv fx broccoliboller med æg, blendet broccoli og mandelmel.

JEG VILLE ØNSKE, AT NOGEN HAVDE FORTALT MIG...
… at det er okay at tage et oplæg på tv om mange gange, og at alle gør det. Det vidste jeg ikke, da jeg blev studievært på mit første tv-program, Zulu Djævleræs. Jeg stod svedende og nervøs foran alle de trænede mediemennesker, som medvirkede, og græd i pausen og følte mig dybt uduelig.

… at det tager lang tid for underlivet at komme sig oven på en fødsel. Første gang jeg lavede en mavebøjning, var der bare slet ikke kontakt fra mit hoved til maven. Det ville nok også have hjulpet, at jeg lavede lidt flere knibeøvelser, mens jeg var gravid − og bagefter.

… at træning betyder utroligt meget for ens velbefindende. I hvert fald for mit. Jeg er ikke afhængig, men kan sagtens mærke, at træning gør mig til et bedre menneske.

LÆS OGSÅ: 3 eksperter: Så meget koster vores sundhed

LÆS OGSÅ: Sara Maria & Gitte: "Det skal være sjovt at løbe"

LÆS OGSÅ: 7 trendy sundhedsbomber