Kropsidealer, sund og stærk krop
SPONSORERET indhold

Marie Louise Cramer: “Sundhed er mere end broccoli og håndvægte”

Da personlig træner Marie Louise Cramer var først i 20’erne var hendes fokus at få en flad mave, men den gjorde hende hverken sundere eller gladere. I dag har hun lagt livet om og rådgiver kvinder til at få en sund og stærk krop.

14. nov. 2017 | Sundhed | Fit living

Hvordan så dit kropsideal ud, da du var yngre?

“Jeg havde nogle helt andre idealer, da jeg var yngre, og var helt sikkert en af dem, der blev præget af de sociale medier. Den perfekte krop var i min optik slank og veltrænet – og gerne med smalle lår, flad mave og en lille talje. Forleden fandt jeg nogle gamle billeder af mig selv, fra da jeg var i begyndelsen af 20’erne. Jeg var så lille – nærmest udmagret. Det ligger langt fra min hverdag i dag, men dengang havde jeg en meget fanatisk tilgang til sundhed, kost og træning. Jeg gik blandt andet til spinning fem-seks gange om ugen og stoppede med at spise ris, brød og pasta. Jeg ville så gerne have en flad mave, men fordi maven er et af de sidste steder, jeg taber mig, nåede jeg simpelthen at blive så tynd, at min bagdel forsvandt og kravebenene stak ud.”

Hvordan brød du det ideal?

“Folk omkring mig begyndte at komme med bemærkninger, som at jeg så træt og udmattet ud. Jeg fik først rigtig et wakeup-call, da jeg en dag stillede mig på vægten, og den viste et skræmmende lavt tal. I virkeligheden vidste jeg jo godt, at min livsstil ikke var sund – jeg læste trods alt Idræt og Sundhed på universitetet. Jeg havde en drøm om at motivere og inspirere kvinder til at få en sund og stærk krop, men hvordan skulle jeg nogensinde blive i stand til at hjælpe andre, når jeg ikke havde styr på mig selv? Det blev startskuddet til, at jeg besluttede mig for at tage mig selv seriøst og komme i balance. Jeg reducerede min ugentlige konditionstræning markant, og jeg begyndte at spise mere mad uden særlige restriktioner. Jeg begyndte et forløb hos en personlig træner, og inden længe reagerede min krop på den træning og kost, jeg gav den. Jeg fik det bedre, og min bagdel vendte tilbage. Min vægt steg, og jeg lærte heldigvis at acceptere det, for det var nødvendigt for at opnå de resultater, jeg drømte om.”

LÆS OGSÅ: Christine Sofie Johansen: "Mit sind blev sundere, da jeg holdt op med at kæmpe for et uopnåeligt mål"

Hvorfor er det så vigtigt med styrketræning?

“I min optik skal kvinder styrketræne, og gerne to-tre gange om ugen. Det forebygger i høj grad knogleskørhed, hvilket er guld værd, når du bliver ældre, da det mindsker risikoen for knoglebrud. Derudover gør styrketræning dig stærk og funktionel i din hverdag, og det kan give dig en flot og fast krop. Holdtræning i fitnesscenteret kan være en fin begyndelse, og hvis det får dig afsted til træning, er det jo fantastisk. Når du er klar til det, vil jeg dog anbefale dig at gå i gang med styrketræning, hvor du løfter frie vægte og øger belastningen. Træn helkropsøvelser som squat, dødløft og kropshævninger, så du involverer mest mulig muskelmasse til hver træning. Uanset hvilken træningsform du dyrker, skal du løbende sørge for at justere din træning. Det er alfa og omega for at opnå resultater. Føler du, at styrketræning gør dig tykkere, er jeg overbevist om, at det er fedtprocenten, du skal kigge på, inden du skyder skylden på muskelmassen. I dag træner jeg selv fire-fem gange om ugen – tre gange styrketræning og to gange konditionstræning, som for eksempel en løbetur.”

Har du oplevet, at blive mødt med fordomme omkring din trænede krop?

“Der er ingen tvivl om, at jeg oplevede flere fordomme dengang, jeg var meget tynd. I dag ser jeg mere almindelig ud, og på forlaget Gyldendal blev jeg kaldt naboens datter, da jeg udgav min første bog, fordi jeg nok er en type, mange kan sammenligne sig med.”

Hvornår føler du dig allermest tilpas i din krop?

“Når jeg får sovet nok og drukket nok vand, har jeg det godt. Og når jeg ikke arbejder for meget og har tid til at være sammen med de mennesker, jeg holder af. Sundhed er så meget mere end broccoli og håndvægte. Det handler om at være glad, helt ind i hjertet. Jeg får mere overskud til alt andet, når jeg passer mine sociale relationer.”

LÆS OGSÅ: Henrik Duer: Er din sundhed vigtig nok, har du ALTSÅ tid

Hvad er dit bedste sundhedstip?

“At prioritere din søvn. Uden den, ingen sund og stærk krop. Det er grundfilosofien i alt, hvad jeg laver. For lidt eller dårlig søvn kan medføre cravings efter søde sager, humørsvingninger og nedsat hukommelse og sexlyst. Først når der er styr på søvnen, kan du i min optik begynde at se nærmere på kost og træning. En sund livsstil begynder med søvnen – og rigeligt med væske.”

Anbefalet til dig