Foto: Getty Images

Wauw - jeg er forelsket!

Har du prøvet det store kærlighedsmøde, der både giver sommerfugle og ro i maven? Eller handler dine forelskelser mest om at få dækket de behov, du ikke fik dækket som barn? De sidstnævnte forelskelser er de mest almindelige og kan sagtens ende godt – især hvis du kender dine kærlighedsværdier, og han kender sine.

Du dør jo nok, hvis han ikke snart ringer. Eller sender en sms. Faktisk er du allerede ved at blive ædt op af konstant mavepine, kvalme, hjertebanken, svimmel ekstase, rysteture, spisevægring og mangel på søvn – det er bare så vidunderligt at være forelsket…

Kroppen reagerer med alverdens fysiske ubehageligheder, og aldrig har du været så glad, så lykkelig, så fuldstændig bristefærdig af eksplosiv energi – og lyst til sex. Med ham, ham, ham.

Undskyld, men hvad foregår der? Hvorfor kan vi i perioder kun se et andet menneske med vaseline på linsen. Og ikke mindst – hvorfor holder tilstanden op igen?

– Forelskelse indeholder tit to elementer: Vi er tiltrukket af og forelsket i et andet menneske på det psykiske og fysiske plan – men vi er samtidig også forelskede i forestillingen om, at nu bliver vi endelig selv lykkelige og hele mennesker, siger Ole Vadum Dahl, som er psykoterapeut, coach og forfatter til bl.a. bogen „At vokse sammen“ om kærlighed og parforhold. Og ifølge ham er der to former for forelskelse.

Nemlig det usædvanlige kærlighedsmøde, som er karakteriseret af en oplevelse af dyb genklang hos hinanden. En følelse af sjælelig kontakt, hvor der trods hjertebanken og kolbøtter i maven samtidig er en forunderlig oplevelse af mening og vished, som giver ro.

Og dernæst den mere „almindelige“ forelskelse, som er præget af både ekstatisk lykkefølelse, usikkerhed – er han nu virkelig vild med mig? – og for en stor del styret af mere eller mindre ubevidste behov:

– Vi oplever at: „Nu kan jeg endelig være mig selv i et forhold. Denne gang bliver jeg elsket som den, jeg virkelig er. Ham her vil respektere mig og give mig frihed, tryghed, omsorg osv.“

Den sitrende, dirrende, stormende forelskelse handler nemlig i høj grad om vores egne uopfyldte behov, forklarer Ole Vadum Dahl. Om de drømme og længsler, som vi tror og håber, at den anden kan opfylde.

– Vi er forelskede i en masse positive egenskaber, som vi ser i den anden – uanset om det er rigtigt eller ej. Ubevidst har vi nemlig allerede en forestilling om, hvordan manden eller kvinden for os skal være. Og det handler om to ting: De behov vi ikke fik opfyldt af vores mor og far. Og den opfattelse, vi hver især har af, hvad kærlighed er.Afvis mig, elsk mig

Hvis vi har nogle hang ups fra barndommen – og det har langt de fleste af os – så spiller dén historie ind, når vi bliver tiltrukket og forelsker os, siger Ole Vadum Dahl. For ubevidst forsøger vi at gentage vores traumer fra barndommen – i håb om, at de får et andet og mere positivt udfald.

– Som barn kan du f.eks. have følt dig afvist af en eller begge dine forældre. Din far var måske fraværende og reserveret, og det oplevede du som mangel på kærlighed. For et barn er det jo livstruende, for barnet er afhængigt af sine forældres omsorg og kærlighed for at overleve.

– Som voksen vil du instinktivt og på et ubevidst plan blive tiltrukket af mænd, som ikke helt accepterer dig. Mænd, som du intuitivt fornemmer har samme egenskab som din mor eller far, nemlig at de vil være i stand til at trække sig væk fra dig. Formålet er selvfølgelig, at din kæreste skal modbevise din frygt for ikke at være elsket, selv når du bliver afvist.

På den ene side er det jo fantastisk, at vores psyke således forsøger at hele sig selv, siger Ole Vadum Dahl. Men det kræver, at vi er bevidste om, at det er en del af fascinationen af den anden. Ellers er der stor risiko for, at vi i stedet får bekræftet vores værste frygt – og endda sørger for, at det sker.

– Du er jo bl.a. tiltrukket af ham, fordi han er lidt reserveret – i dit forelskede blik gør det ham faktisk mystisk og spændende. Jamen, han hviler ligefrem i sig selv, tænker du. Senere kan nøjagtig samme egenskaber skabe stor frustration hos dig, for nu oplever du det som mangel på interesse – ligesom hos din far.

Du kan endda selv komme til at fremprovokere hans afvisning ved at gøre noget slemt eller ved at være for omklamrende, så han er nødt til at trække sig.

– Tandhjulene passer som regel, når vi forelsker os i hinanden. Vi kommer med hver vores historie, som skal lappes sammen. Og hans forelskelse i dig kan jo så f.eks. handle om, at han havde en overbeskyttende og grænseoverskridende mor.Vi giver det, vi selv ønsker
Så er det vel dømt til at gå galt? Overhovedet ikke, siger Ole Vadum Dahl. Det forklarer bare hvorfor, at det, vi først falder for hos hinanden, senere kan være dét, vi frustreres mest over. Og hvis vi er bevidste om de sår, vi har brug for at hele, så behøver vi ikke genopføre hele vores barndomsdrama med partneren i den nye hovedrolle med ansvar for, at vi føler os elskede.

Dernæst er det også en rigtig god ide at være klar over, hvad vi egentlig synes, at kærlighed er. Hvordan vores kærlighedsværdier ser ud.

– Der er faktisk meget stor forskel på, hvad vi hver især forstår som kærlighed. Typisk vil vi give den form for kærlighed, som vi selv ønsker at modtage. For dét er jo kærlighed, synes vi selv. Men hvis partneren har nogle helt andre kærlighedsværdier, vil han ikke nødvendigvis opleve det sådan. Han vil måske slet ikke opdage, at du er i gang med at udtrykke din kærlighed, når du prøver at aflæse, gætte og opfylde hans behov, siger Ole Vadum Dahl. For hans definition af kærlighed kan f.eks. være at vise respekt for hinandens individualitet og grænser – som du i hans øjne overskrider.

Dermed ikke sagt, at et kærlighedsforhold ikke kan vokse sig stærkt og smukt, selv om vi møder hinanden med vidt forskellige kærlighedsværdier. Men forholdet har større chancer, hvis vi er bevidste om, hvad der skal til, for at vi selv føler os elskede, og for at partneren føler sig elsket.

– I en forelskelse falder vi jo tit for modsætningerne. Jo større kontrast til os selv, jo større fascination og måske også jo større erotisk tiltrækning. I det spændingsfelt føler vi os ekstremt levende.

– Hvis forelskelsen skal udvikle sig til et egentlig forhold, kræver det også et match på livsværdier, en følelse af, at vi vil i samme retning. Og så skal der jo også være – kærlighed, simpelthen:

Empati, omsorg, tilgivelse, en lyst til at gøre en positiv forskel for den anden uden beregning, at vi kan lide hinanden som mennesker.

Og der er også forelskelser, hvor vi øjeblikkeligt slår den streng an hos hinanden, siger Ole Vadum Dahl. Kærlighedsmøder, kalder han dem. Og tit ligger de grunden til de mest langtidsholdbare forhold.

– Nogle vil sige, vi jo ikke kan elske et menneske, vi ikke kender. Men det kan vi sagtens. Også selv om vi kommer med al vores ubevidste barndomsbagage. Det er, som om hjertet står blafrende åbent for lige præcis dét menneske. I virkeligheden er det dybest set vores egen menneskelighed og sjæl, vi mærker, når vi elsker, siger Ole Vadum Dahl. For nogle er det kærlighed ved første blik, for andre vokser den ud af forelskelsen og fordybelsen i forholdet.DE FEM KÆRLIGHEDSVÆRDIER
Når vi går ind i et forhold, er der ifølge psykoterapeut Ole Vadum Dahl fem overordnende måder, vi forstår kærlighed på. Og vores behov for at blive elsket og evne til at elske et andet menneske afspejles heri. Det er en rigtig god ide at kende sine egne og partnerens kærlighedsværdier, så vi kan bede om og give kærlighed på en måde, så begge føler sig elskede. Find din(e) kærlighedsværdi(er):

VI SMELTER SAMMEN
Jeg længes efter at være dybt forbundet med et andet menneske. Jeg ønsker at være ét med et andet menneske, at erstatte „jeg“ med „vi“. Jeg længes efter enhed, helhed og forening. Vi skal være uadskillelige og i total harmoni med hinanden.

LÆS MINE BEHOV
Jeg længes efter en partner, som kan tilfredsstille mine behov for opmærksomhed og omsorg. En, som er givende, interesseret i mig, som kan fornemme, hvad jeg har brug for og oprigtigt har lyst til at give mig det – uden at jeg selv skal bede om det.

ELSK MIG UDEN BETINGELSER
Jeg længes efter at blive elsket betingelsesløst som den, jeg er – uanset hvad jeg tænker, føler og gør. Jeg drømmer om en partner, som giver mig spillerum og frihed til at prøve mig selv af, men ikke forkaster mig, når jeg viser mine mindre pæne sider. En, som giver mig frihed og tryghed på samme tid.

RESPEKTÈR MINE GRÆNSER
Jeg længes efter at føle mig værdsat og respekteret – og mærke, at det er i orden, at jeg fylder. Jeg ønsker et parforhold, hvor vi påskønner hinanden og viser respekt for hinandens selvbestemmelse og individualitet. Hvor mine grænser og integritet bliver respekteret.

BEKRÆFT MIG SOM KVINDE
Jeg længes efter at blive bekræftet som kvinde. Jeg drømmer om en partner, hvor hjertet og seksualiteten går op i en højere enhed. Hvor jeg tænder på ham og han på mig. At han får mig til at
føle mig som en rigtig kvinde – den rigtige kvinde for ham.

Kilde: „At vokse sammen“ af Ole Vadum Dahl, Borgen.

OM EKSPERTEN


Ole Vadum Dahl er psykoterapeut MPF og leder ID Academy, en af Danmarks mest succesfulde kursus- og uddannelses-virksomheder inden for coaching, psykoterapi og personlig udvikling. Ole Vadum Dahl har medvirket som ekspert i adskillige tv-programmer, senest på DR 2 i serien „Forbudte følelser“. Se mere på www.vadumdahl.dk

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok