Maria-Therese blev syg af at please andre

Hver mandag cyklede Maria-Therese Saabye Pedersen tværs gennem København fra sin bopæl på Hvidovre Hospitals Kollegium til ­Sortedam Dossering for at støvsuge, vaske ­gulve og ­spise et stykke wienerbrød med sin mormor og morfar. Bedsteforældrene var for gamle til at klare rengøringen selv, og Maria-Therese var lige fyldt 19 og flyttet til København fra barndomsbyen Bandholm på Lolland, hvor resten af hendes familie stadig boede. Derfor var det naturligt, at ­Maria-Therese påtog sig ansvaret for at hjælpe bedsteforældrene. Hun holdt meget af dem. De havde brug for hjælp. Hun boede tæt på. Og hun følte ikke, hun kunne tillade sig at sige nej. Også selvom hun i virkeligheden ikke havde overskud til at komme forbi bedsteforældrene i det omfang. Hun var nemlig også den, der altid stod klar, når veninderne ringede med kærestesorger eller problemer, og hun smed, hvad hun havde i hænderne, hvis hendes familie eller venner havde brug for hjælp.

– Når min mor spurgte, om jeg havde besøgt mormor og morfar, kunne jeg ikke få mig selv til at sige: "Nej, det har jeg ­ikke tid til" eller "jeg har ikke lyst". Det blev nok lidt forventet, at jeg gjorde det, og jeg skulle heller ikke have siddende på mig, at jeg ikke ville hjælpe dem, for jeg elskede dem jo. Jeg var bange for, de skulle tænke, at jeg var et dårligt barnebarn og en dårlig datter. Jeg ville så gerne leve op til at være søde Maria-­Therese, der var vellidt og dejlig at være sammen med, fortæller Maria-Therese, der i mange år også besøgte bedsteforældrene en gang om måneden med gymnasiekæresten, som hun i dag er gift med, for at spille kort.

Englen og djævlen
Siden Maria-Therese var ganske lille, har hun følt et enormt ansvar for at behage alle andre, og i dag betegner hun sig selv som en pleaser. En person, der prioriterer andres behov før ­sine egne. Det har blandt andet ført til dårligt selvværd og en spiseforstyrrelse, da hun var yngre. I dag er hun blevet ­bedre til at sige fra end tidligere, men det er stadigvæk en daglig kamp.

– Hvis en veninde spørger, om jeg vil ses i morgen, kan jeg godt tænke, at det orker jeg ikke. Men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke: "Men Maria-Therese, du skal jo ­ikke noget, du kan jo godt." Det er ligesom at have en engel og en djævel på hver sin skulder, som man ser på tegnefilm, og i mit tilfælde vinder englen altid. Så smiler jeg og siger: "Ja, det vil jeg rigtig gerne". Bagefter tænker jeg: "For helvede" og bliver sur på mig selv over, at jeg ikke bare kan sige nej. Men jeg har lært at acceptere det og bide det i mig.

LÆS OGSÅ: Sig tak og bliv lykkelig

Ved at give efter for andres lyster undgår pleaseren konflikter med sin omverden, men paradoksalt nok fører det blot til ­indre konflikter i pleaseren selv, forklarer Pia Callesen, psykolog og klinikchef på Center for Kognitiv og Metakognitiv Terapi (CEKTOS).

– Pleasere grubler helt vildt meget. De får ikke sagt fra eller sagt, hvad de vil have, for så er de bange for at blive uvenner med deres omgivelser. I stedet går de og tænker enormt meget over, om de burde have sagt fra. Det er en no-win-situation. For de grubler, uanset hvad de gør, siger hun og tilføjer, at behagesyge, som det hedder på dansk, ikke er en diagnose, man kan få stillet hos lægen, men at en overdreven trang til at please kan føre både dårligt selvværd, stress, depression og dermed sygemelding med sig.

Maria-Therese tænker meget over, hvad andre tænker om hende, og derfor bruger hun enormt meget energi på at være sådan en, alle kan lide.

– Når jeg skal mødes med en veninde, bruger jeg meget tid på at tænke over, hvad jeg skal huske at spørge hende om. Så gennemgår jeg oppe i hovedet, hvad der er sket, siden jeg så hende sidst, så jeg ved, hvad jeg skal huske at spørge om, for jeg vil ikke være uhøflig og virke uinteresseret. Hun skal ikke tænke: "Hvorfor har hun ikke spurgt om det?" Så vil jeg hellere bruge lidt tid op til på at researche. Det lyder helt forfærdeligt, når jeg siger det højt, siger hun og fortæller også, at hun er vant til at falde ind i de rammer, andre definerer.

– Jeg siger aldrig: "Det synes jeg ikke, vi skal gøre" eller "det gider jeg ikke". Jeg indordner mig bare. Det gør jeg på arbejdspladser, og når jeg er sammen med veninder og familie.

Konfliktsky
Pleaseren er villig til at gå langt for at bevare den gode stemning. Konflikter og konfrontationer er nemlig decideret ubehagelige for pleaseren at være en del af, og netop derfor pakker hun sine egne behov væk i sociale sammenhænge.

– Hvis din overlevelsesstrategi er at læse andre, så du undgår konflikter, og du lærer, at det lønner sig, så er det klart, at pleasertrangen bliver forstærket. Hvis du lærer, at du kan undgå konflikter og skældud, hvis du kan læse de andre og tilfredsstille dem først og fremmest, så bliver det en indlært vane. En ny strategi, du tager med dig rundt og videre ud i livet i de nye relationer, du får, forklarer Pia Callesen.

Maria-Therese falder ofte ind i rollen som iagttager, når hun er i større forsamlinger. Hun holder sig helst i baggrunden og lader andre træffe beslutninger.

– Jeg er ikke den, der kommer med forslag til, hvad vi skal, jeg skal lige høre, hvad andre synes, vi skal lave, før jeg kommer på banen. Og hvis der opstår en konflikt, sidder jeg stum ovre i hjørnet. Så bakker jeg helt ud. Får koldsved, hjertebanken, svedige håndflader, bliver nervøs, henter vand eller går på toilettet. Jeg går simpelthen væk.

– Jeg tror straks, det er slut, hvis jeg har diskuteret med ­nogen, hvor stemmerne har været hævet. Lige så snart min mand ­eller jeg hæver stemmerne, synes jeg jo, at vi skændes. Og så bliver jeg nervøs, usikker og bange for, om han går fra mig. Vi har været sammen i 17 år, så selvfølgelig gør han ikke det, men sådanne drastiske konklusioner drager jeg oppe i hovedet.

LÆS OGSÅ: Derfor er det godt at rase ud i ny og næ

Som pleaser er du typisk enormt vellidt, og din omgangskreds synes, at du er helt fantastisk, fordi du er så nem at være sammen med. Du smider gerne, hvad du har i hænderne for at hjælpe en veninde med hendes kæresteproblemer, bager muffins til dine børns klassefest og påtager dig en meget ­større ­arbejdsbyrde på jobbet end dine kollegaer. Men det har sin pris, fortæller Pia Callesen.

– Bagsiden af medaljen er selvfølgelig, at det er ­anstrengende og hårdt mentalt arbejde at skulle please og være opmærksom på andre. Man kan være helt udmattet efter en social aktivitet. I værste fald kan det betyde, at man mister forbindelsen til sine egne behov. Det kan simpelthen være svært at finde ud af, hvad man selv har lyst til, fordi man ikke øver sig i at lytte til sig selv. Det kan nærmest blive en svag muskel, hvis ­ikke den trænes.

Men mange af os vil naturligvis gerne hjælpe til, når ­familie, venner og kollegaer har brug for os, så hvornår skal du sige fra?
– Det kan kun du mærke – det er en intuition eller mavefornemmelse, du skal følge. Hvis ikke du har en intuitiv stopklods, må du lave nogle objektive regler for dig selv. For eksempel ved at lave en aftale med dig selv om, at du i dag kun må sige ja til at hjælpe andre én gang, og resten af tiden skal du sige nej. Observer eventuelt dine gode kollegaer: Hvor tit ­siger de ja og nej til at hjælpe andre med arbejdsopgaver? Kopier den frekvens, råder psykologen.

Den pæne pige blev det sorte får
For ni år siden valgte Maria-Therese helt at droppe kontakten til sin mormor og morfar, selvom det var en svær beslutning. Hendes søn blev født for tidligt, og den ­lille familie var indlagt på neonatal i flere uger, før de fik lov til at tage hjem. Maria-Therese havde ikke overskud til andet end at tage sig af sit nyfødte barn, og det havde bedsteforældrene ikke forståelse for. De blev skuffede over, at hun ikke havde ringet og fortalt, at hun havde født. Kort tid efter blev ­Maria-Therese og hendes mand gift. Den store bryllupsfest skulle holdes senere samme år, så efter vielsen holdt de en reception for familie og venner og derefter middag for de allernærmeste. Maria-Thereses bedsteforældre var ikke inviteret med til middagen, og det blev de så skuffede over, at de afslog at komme med til bryllupsfesten senere på året.

– Jeg blev knust og kunne simpelthen ­ikke forstå, hvordan de kunne byde mig det, når jeg havde gjort så meget for dem. Det var voldsomt for min mor, at jeg pludselig sagde fra over for hendes forældre, men det var en lettelse. Jeg kunne godt forstå, at hun blev ked af det, men jeg var nødt til at passe på mig selv. Jeg blev en hård banan fra den ene dag til den anden, men jeg var nødt til at sige stop der. Jeg havde fået nok. Det betød også, at jeg pludselig gik jeg fra at være den pæne pige til at blive det sorte får i familien.

I dag er bedsteforældrene døde, og når Maria-Therese ser ­tilbage på sine ungdomsår, er det med en erkendelse af, at hun gik for langt i sin iver efter at tilfredsstille dem omkring hende. Måske netop derfor har hun været så lang tid om at finde sin rette hylde. Hun var den første i familien, der fik en studentereksamen, og den første, der gik på universitetet. I 2002 begyndte hun at læse teologi og arbejde i en kirke – det var især morfaren stolt af. Selv havde hun intet begreb om, hvad hun egentlig ville.

– Jeg glemte mig selv mere og mere. Hvem Maria-Therese egentlig var. Jeg husker ikke så mange ting klart fra dengang.

– Noget af det sværeste, jeg har skullet gøre i mit liv, var at ­ringe til mine forældre og min mormor og morfar og sige: "Jeg vil ikke det her alligevel". Og det er åndssvagt, for mine forældre har støttet op om det og sagt, at jeg skal gøre det, jeg vil, og jeg har haft en dejlig barndom, men jeg har bare fået overbevist mig selv om, at jeg skal være den bedste. Til alt. Jeg så det for mig, hvordan jeg skulle stå og prædike, og min mormor og morfar skulle sidde nede på kirkebænken. Det var hele det der billede. Jeg ville så gerne leve op til det mærkat som Maria-Therese, der læste på universitetet. Men lige så stille krakelerede det, fordi jeg hellere ville gå og kigge i butikker end at læse, siger hun.

LÆS OGSÅ: "Det er helt okay at være middelmådig"

Med en kontor- og kordegneuddannelse i bagagen har Maria-Therese det seneste halvandet år læst til multimediedesigner, og til januar er hun færdiguddannet. Det er første gang, hun føler, at hun er på vej i en retning, der føles rigtig helt nede i maven.

Kontrol over sit liv
De senere år har Maria-Therese gjort store fremskridt. "Nej" er som noget helt nyt blevet en del af hendes ordforråd, og hun har brugt mere tid på sin mor- og livsstilsblog Mamamaruska.dk, fordi det er det, hun har haft lyst til. Men hun har samtidig accepteret, at hun nok aldrig slipper pleasertrangen helt. Dertil er mange af hendes tanke- og handlingsmønstre for indgroede.

– Jeg er stadig ikke så glad for at tale i telefon, fordi jeg helst vil kunne se, hvordan dem, jeg snakker med, reagerer, og hvad de tænker om mig, og om det, jeg siger, er okay. Jeg bruger meget tid på at læse kropssprog og er stadig uhyre konfliktsky. Men jeg er blevet bedre til at være til stede, når jeg er ude med andre, i stedet for hele tiden at sidde og forudse, hvad det næste, vi skal snakke om, bliver.

– Jeg vil gerne blive bedre til at stole på mig selv og de beslutninger, jeg træffer. Tro på, at folk kan lide mig for den, jeg er, at jeg ikke behøver være noget andet. Det er min største udfordring lige nu. At hvile lidt mere i mig selv.

– Tidligere har jeg bare været en skal, der har siddet og taget imod og været fuldstændig bombet, når jeg er kommet hjem. Men jeg kan mærke, jeg har det bedre og har meget mere kontrol over mit liv nu. Jeg er meget mere glad og er begyndt at ­fokusere på, hvad det er, jeg har lyst til. 

LÆS OGSÅ: Derfor bliver dit liv bedre, hvis du træner din kreativitetsmuskel

LÆS OGSÅ: Sådan genopdager du de sider, du ubevidst har pakket væk, siden du var barn

LÆS OGSÅ: Hvornår bliver angst unormalt?