Psykolog: Et stærkt fællesskab kan redde dig ud af kriser

Sammen er vi stærkere. Det er de fleste af os flasket op i troen på, og hele vores velfærdssamfund er ­dannet ud fra netop den devise, at vi skal hjælpe hinanden. Alligevel er det, som om ­fællesskaberne i dag har det svært. Forskere taler om individualisering, familier i skred og et hektisk zapperliv, hvor vi siger mere jeg end vi. Men når kriser kradser, bliver det for alvor tydeligt, at der er nogle ting, vi ikke kan klare selv. Fremtidsforsker Liselotte ­Lyngsø ­mener, at vi i fremtiden vil vende os ­mere mod fællesskaberne.

− Alle undersøgelser viser, at det har en stor betydning for vores oplevelse af lykke og mening med livet at være i sunde, langvarige fællesskaber. Men du fødes ikke på samme måde ind i et netværk, som du gjorde tidligere i form af landsby eller familie. Alt er selvvalgt, og derfor er det en unik ting, at man stiller op for hinanden på den måde. Det kræver meget slid, og i en tid, hvor vi er vant til at zappe og hurtigt hoppe fra det ene til det andet, er det også en slags modbevægelse, men det er helt sikkert en del af fremtidsbilledet, at vi i højere grad selv skaber de her fællesskaber.

Og det er en vigtig modbevægelse, for der ligger meget hjælp i fællesskabet. Mai-Britt Guldin, der er psykolog og forsker i sorg ved Aarhus Universitet fortæller, at fællesskab selvfølgelig ikke kan hindre, at man kommer ud for ­noget svært, men det kan lindre og hjælpe den ramte til at komme hurtigere på fode igen, selvom det er en sårbar situation for alle parter.

− Når du sidder over for en person, der er i dyb sorg eller afmagt, så kommer du selv i kontakt med nogle af de her følelser. Det bliver ligesom et spejl, og det er ikke nødvendigvis behageligt, men det er en del af at leve i forpligtende ­fællesskaber. Og det er jo ikke kun ubehag. Det er faktisk lige præcis det, der ligger i at være et menneske. At vi via vores ord og vores følelser kan være i dyb kontakt med hinanden. Det giver oplevelsen af, at vi kan dele de her svære følelser, og det er netop det, der kan gøre den ramte i stand til at mærke sig selv, finde sig selv igen og begynde at hjælpe sig selv bedre.

LÆS OGSÅ: Derfor er det godt at rase ud i ny og næ

Fællesskaber har trange kår
Desuden mener hun, at fællesskaberne har trange kår i dag. Byerne er større, vi kender ikke hinanden, og vi oplever en hidtil ukendt travlhed på arbejdsmarkedet. Liselotte Lyngsø supplerer:

− Det, velfærdsstaten og sundhedsforsikringen kan tilbyde, er, at du kommer til behandling, men de kan ikke tilbyde ægte omsorg, der kommer fra hjertet, og det er i virkeligheden det, vi har allermest brug for. Vi er programmerede til at have det rigtig godt i fællesskaber, og derfor er det jo rigtigt trist, at vi har lagt samfundet så meget an på at være individer.

Mai-Britt Guldin fortæller, at det nok ligger dybt i de fleste mennesker, at vi har en etisk forpligtelse over for hinanden, og at vi bliver godt tilpas af at hjælpe. Men det kan både være svært at bede om hjælp og uopfordret at tilbyde den.

− Det første råd må simpelthen være at spørge, hvis man er i tvivl. Hvilken hjælp har du brug for? Og så må man holde øje med, om personen ændrer sig, eller trækker sig fra social kontakt, for det kan være faresignaler. Og så skal vi hver især, når vi bliver ramt – for det gør vi jo alle sammen på et tidspunkt i vores liv – blive bedre til at bede andre om hjælp og fortælle, hvad vi har brug for. De andre vil sikkert gerne hjælpe, og selvom man står i en sårbar situation, kan man simpelthen ikke forvente, at de andre ved, hvad man har brug for. Det kunne være rart, men sådan er det ikke.

LÆS OGSÅ: Maria-Therese blev syg af at please andre

LÆS OGSÅ: En uge på et munkekloster i Burma gjorde Josephine lykkeligere

LÆS OGSÅ: Sig tak og bliv lykkelig