Pulled chicken
SPONSORERET indhold

Kostblog: Pulled chicken

Pulled chicken kræver ikke nær så lang tilberedningstid som pulled pork, og så er det et sundere alternativ.

Af: Pernille Krogh
29. maj. 2014 | Sundhed | Fit living

Pulled chicken smager helt fantastisk, og kødet bliver virkelig mørt, saftigt og lækkert. Selv om kyllingen skal langtidsbages i ovnen, er det super nemt at tilberede, og passer langt hen ad vejen sig selv.

Inden kyllingen kommer i ovnen, skal den marineres. Du kan købe en færdiglavet marinade, eller du kan lave din egen. Jeg rørte en simpel marinade sammen på øjemål, bestående af olivenolie, honning, hvidløg, paprika, chili, ketchup, salt og peber.

Jeg marinerede 4 stykker kyllingefilet. Hvis det er muligt, må de gerne stå og trække et par timer i køleskabet, før de kommer i ovnen. Kyllingefileterne pakkes ind i sølvpapir, og lægges i et ildfastfad. Det er vigtigt, at kyllingen er pakket ordentligt ind i sølvpapiret, således at kødet bliver mørt og saftigt, og ikke tørt.

De bages herefter i ovnen ved 120 grader i ca. 3-3,5 time, hvorefter kyllingefilterne nemt kan trækkes fra hinanden med to gafler, og dermed få den velkendte struktur. Der kan evt. prikkes huller i sølvpapiret med en gaffel den sidste halve time.

Du kan bage dine egne fuldkornsboller, købe dem færdige, eller eventuelt bruge to skiver ristet rugbrød. Fyld bollen med din yndlingssalat, din favoritdressing og selvfølgelig pulled chicken.

Jeg lavede en avokadocreme, og smurte bollerne med den og fyldte bollen med lucernespirer, ærteskud, solsikkeskud og tomater.

Avokadocremen lavede jeg af 2 modne avokadoer, som jeg moste med en gaffel, og rørte sammen med salt, peber, hvidløg og lidt skyr eller creme fraiche.

Ærteskud har en sød ærtesmag, og en sprød konsistens. Solsikkeskud er ligeledes sprøde, og har en frisk nøddeagtig smag. Lucernespirer har en mild, frisk smag. De er smækfyldte med gode næringsstoffer og antioxidanter. De indeholder især folat, caroten, A-, B-, og C-vitamin.

Fantastisk sommermad, der selvfølgelig også kan tilberedes på grillen.