Træning om morgenen
SPONSORERET indhold

Træning om morgenen: Sådan får du den bedste start på dagen

Hvis du endnu ikke har fundet en genial måde at komme ud af startblokken på, så skal du prøve morgengymnastik. Det virker! Michelle Kristensen giver dig bonusserne, og konkrete tips til en nem morgenworkout.

Af:: Michelle Kristensen Foto: Getty
05. dec. 2016 | Sundhed | ALT for damerne

Vi har alle vores små morgenritualer, og for nogle af os har de stor betydning for, hvordan vores dag forløber. Hvis du endnu ikke har fundet en genial måde at komme ud af startblokken på, så kan jeg anbefale dig at prøve morgengymnastik. Det virker! Se her, hvad bonusserne er, og få konkrete tips til en nem morgenworkout.

1. BOOST HUMØRET
Du behøver kun 10 minutters morgengymnastik for at få gang i krop og hjerne og dermed begynde dagen på bedste vis. Når du er fysisk aktiv, udskiller din hjerne endorfiner. Det er kroppens egen humørmedicin, og du vil derfor opleve, at morgengymnastikken kan give dig mere overskud og velvære.

2. STYRK MUSKLERNE
En aktiv start på dagen hjælper også på de små skavanker, som mange bærer rundt på. Døjer du med ondt i ryggen, knæet, skulderen eller andre steder, kan det hjælpe at få løsnet op. Det kan lyde mærkeligt, men nogle småskavanker kan faktisk blive bedre af, at du træner. F.eks. kan lændesmerter skyldes, at din core-muskulatur ikke er stærk nok. Stærke muskler er med til at give kroppen støtte og en god holdning og gør dig mere modstandsdygtig over for skader.

3. UNDGÅ SYGDOMME
I dag har rigtig mange af os stillesiddende arbejde, og derfor er det ekstra vigtigt, at vi finder andre måder at få gang i kroppen på. Når du er fysisk aktiv, øger du blodcirkulationen, og en øget blodcirkulation er en vigtig faktor for en sund livsstil og for forebyggelse af livsstilssygdomme. Den sætter automatisk gang i kroppens processer som bl.a. stofskifte og mental aktivitet. Omvendt vil du opleve bl.a. træthed og dårlig hukommelse, hvis din blodcirkulation er nedsat.

4. LAV DIT EGET PROGRAM
10 minutters morgengymnastik lyder ikke af meget, men det er nok til, at din krop vil takke dig. Er du f.eks. stiv i nakke og skuldre om morgenen, kan det medføre dagslang hovedpine. En god omgang udstrækning, hvor du starter ved nakke og skulder og derefter arbejder dig nedad i kroppen, løsner godt op. Vil du have mere puls, kan du vælge 10 øvelser, som du hver især kører i et minut ad gangen. Husk, at de første par øvelser gerne må være opvarmningsøvelser, f.eks. løb på stedet eller sprællemand. Tjek gerne Youtube og DR3 ud for mere inspiration til din morgengymnastik.

LÆS OGSÅ: Husk restitutionen - og boost din form

LÆS OGSÅ: Sådan siger du farvel til dit sukkermonster

LÆS OGSÅ: 5 øvelser: Træn med din sofa