Sådan tackler du en depression
SPONSORERET indhold

Sådan tackler du en depression

Når hver femte dansker i løbet af deres liv rammes af en depression, ved vi godt, at det er en barsk omgang. Men hvad med dem, der er helt tæt på? Stine fortæller her sin historie om sin store kærlighed, der blev ramt af depression og bipolar lidelse – og kom ovenpå igen.

Af:: Missu Schneidermann Foto: Alamy
10. jun. 2014 | Sundhed | ALT for damerne

Da 37-årige Stine for 16 år siden mødte den jævnaldrende Casper på sit studie, var det kærlighed ved første blik. Bogstaveligt talt.

– Jeg fik øje på Casper på tværs af kantinen. Der stod den her smukke mand og grinede hjerteligt, og der opstod en vild forelskelse på tværs af et rum. Det kunne ikke være anderledes. Der var en dybfølt kærlighed fra dag ét – det er den slags, man tror kun sker på film. En kliché, men den er god nok.

Og den dybfølte kærlighed blev det, der kendetegnede parret også udadtil. De flyttede hurtigt sammen, og alt var lyst og lykkeligt. Men efter tre års intens kærlighed og tosomhed, begyndte Casper at opføre sig anderledes. Det var i en periode med meget pres på studiet og et praktikforløb med øget ansvar. Han begyndte at mangle initiativ, virkede ked af det og isolerede sig – både fra venner og fra Stine.

– Pludselig ville han ikke dele sine tanker og trak sig fra mig. Jeg havde en følelse af, at han var ked af det og opførte sig som en såret ulv, der trækker sig væk fra flokken. Jeg kommer fra en baggrund med en mor, der har haft gentagne, massive depressioner, så jeg kendte tegnene på depression, men ignorerede dem. I dag tror jeg, at jeg ikke havde lyst til at indse, hvad der skete med Casper. Nu havde jeg jo fået det her unikke med ham, som jeg ikke ville miste.

Hvad gør jeg forkert?
Imens kørte alle mulige tanker rundt i hovedet på Stine: Er det mig? Hvad gør jeg forkert? Er vores parforhold ikke interessant mere? I omklamrende kærlighed begyndte hun at tage ansvaret – og skylden – på sig. Og tænkte, at det nok var hendes skyld, at han trak sig væk fra hende. Og så tog hun fat.

– Helt praktisk tog jeg initiativ til alt, til at vaske tøj, købe ind, lave mad. I lang tid levede jeg efter en sætning, jeg i dag er ved at kaste op over: ”Det skal du ikke tænke på, det skal jeg nok fikse”. Jeg ville have, at hans hverdag skulle gå så glat som muligt, for det var tydeligt, at alting gjorde ondt på ham.

Casper begyndte i terapi. Stine følte sig hægtet af, fordi han ikke ville fortælle om, hvad han talte med psykologen om, fordi det var så privat for ham. Og jo mere han trak sig væk, jo mere omklamrende blev hun. Sådan gik det on og off i et par år, hvor der også var supergode perioder med skønne oplevelser, rejser og en lykkelig hverdag.

– Vi fik på en mærkelig måde vænnet os til, at der kom dårlige perioder, hvor jeg tog ansvaret for vores fælles liv på mig. Vi fik aldrig talt ordentligt om det. Jeg var enormt konfliktsky. Måske fordi min mor ofte var deprimeret, og min familie fik det til at være mig, der havde et problem, hvis jeg italesatte det.

LÆS OGSÅ: Camilla oplevede en kommende mors værste mareridt

Kæmper med næb og kløer
Stine og Casper købte hus og begyndte at etablere sig, og Stine blev gravid. Under graviditeten kom der en episode, som gjorde, at han blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Han havde i tiden op til indlæggelsen været hurtigkørende og meget heftig at være sammen med, og det endte med, at hans leder tog en samtale med ham og fik ham indlagt. Indtil da havde Casper gået hos forskellige psykologer, men aldrig fået en egentlig diagnose. Det fik han nu: Bipolar affektiv lidelse (det, man tidligere kaldte maniodepressivitet). Alligevel gik realiteterne ikke helt op for Stine, venner og familie.

– Vi var overbeviste om, at det var en enkeltstående episode og havde en idé om, at han havde været ude med nogle venner, så mon ikke nogen havde puttet noget i hans drink? For sådan var han jo slet ikke. Og det fik vi mange gode eksempler på i årene efter. Han holdt op med sin medicin, vi var en lykkelig familie, vi fik hurtigt et barn mere. Jeg følte, jeg havde min dejlige mand tilbage, vi blev gift, og det hele kørte. Indtil det ikke kørte mere.

Tre år efter sin første indlæggelse begynder Casper igen at trække sig væk fra Stine, fra børnene og familien og ville bare sove og være i fred.

– Det gav mig en kæmpe usikkerhed og følelse af utilstrækkelighed. Igen var det mig, der var klippen. Jeg tog alt med børnene og hele ansvaret for familien, men fik aldrig talt ordentligt med min mand ud over diskussioner om skilsmisse. Jeg mærkede afstanden mellem os blive større og større, og vores fortrolighed til hinanden gled ud som sand mellem fingrene på mig. Alt det smukke, vi havde i vores og andres øjne, var pludselig ikke så kønt. Jeg begyndte selv at trække mig fra mit sociale liv og brød en masse aftaler. Jeg magtede ikke at fortælle mine veninder, hvordan jeg havde det, og hvad der foregik hjemme hos os. Jeg kæmpede med næb og kløer for at holde parforholdet i live, mens han ville have skilsmisse. Jeg var ikke tilstrækkelig, jeg var ikke god nok, sagde han. Det syntes jeg, at jeg var, og holdt fast.

”Du skal ikke sige undskyld”
Casper bliver sygemeldt fra sit arbejde og ender med at blive fyret. Da det sker, får han en ny type medicin af en psykiater. Den speeder ham op i en grad, hvor han ikke kan stoppe sig selv. Den eneste måde, han ser at få fred på, er at komme herfra. Casper forsøger at tage livet af sig selv, men bliver mirakuløst reddet. Efter Casper kommer tilbage til livet, bliver han indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling. Han er flov. Et par timer efter, det er sket, taler Stine med ham i telefonen. Det eneste, hun kan tænke, er: Du skal ikke sige undskyld. Det eneste, han kan sige, er: Undskyld, jeg kan aldrig se dig mere.

– Jeg får sagt til ham: Det her er ikke dig, det er en sygdom. Noget har taget over i dig, det er medicin, en kemisk reaktion. Han gentager sig selv: Jeg kan aldrig se dig mere. Midt i de første dages følelsesmæssige virvar, som det var for hele familien, prioriterer jeg vores børn og min svigerfamilie, som jeg er på ferie med. Det var vigtigt for os at støtte hinanden i den sorg og fortvivlelse og samtidig lettelse over, at han var i live. Casper var indlagt hundredvis af kilometer fra os. Derfor ser jeg ham først efter nogle dage, og da er der faldet ro på tingene. Han er i live, og vi er så dybt taknemmelige for at have hinanden, men der skal arbejdes på mange ting.

Endnu en gang får Casper diagnosen bipolar. Og denne gang får han noget medicin, der virker hurtigt, og som han ikke har bivirkninger af. Men derfra og til, at livet er fryd og gammen, er der lang vej.

– Der var så mange følelser i spil: afstand, afmagt, savn. Åh, hvor har jeg savnet ham. Hans fantastiske humor, lune, kærlighed og omsorg, som han besidder så fint, men som var væk i de dårlige perioder. Jeg kunne få lyst til at ryste og ruske ham, og ruske hele systemet. En dag brød jeg hulkende sammen til et møde på psykiatrisk afdeling og sagde ”Han er ikke bare et nummer i rækken, I må gøre noget!”.

Stærkere kærlighed
Det hjalp. Både Stine og Casper kom med i specialgrupper på Rigshospitalet, hvor de kørte et forsøg med en uddannelse på fem kursusgange for pårørende og et forløb over flere måneder for Casper om, hvad det er for en sygdom, de har med at gøre. De er dybt taknemmelige for, at lige præcis de fik det tilbud, som desværre er de færreste forundt. Uddannelsen gav dem begge en meget større forståelse for både sygdommen og for, hvordan den anden har det – begge veje. Og de fik en viden, der gjorde, at de begge har lært at genkende de tidlige advarselssignaler, der er i en depression. Det blev starten på et godt forløb i deres parforhold.

Nu har de gjort det til kutyme at leve efter simple leverregler, som gør det muligt at fungere som en helt almindelig familie med psykisk sårbarhed. For dem betyder det f.eks. fast søvnmønster, afvejning af antal aktiviteter, så det ikke bliver for meget, og regelmæssighed i medicinindtag.

– Vores forhold i dag er præget af gensidig dyb kærlighed og en respekt for hinandens liv og grænser. Allervigtigst har vi lært at tale sammen om alt og sige tingene ligeud. Vi har fået et mere ærligt forhold. Der ville aldrig være en parterapeut, der kunne bringe os så tæt sammen som den kolbøtte, vi har været igennem. Men vi var ikke nået hertil, hvis han ikke var så ansvarlig som han er. Han har aldrig taget den lette løsning, han har kæmpet for at få sit liv tilbage. Hvis jeg havde set ham give op eller sløse med vores liv, havde det måske været anderledes. Men jeg har aldrig været i tvivl om, at han kæmpede for at komme ud af det dårlige, selvom jeg fik smidt spande af verbalt lort i hovedet dagligt i de dårlige perioder. I dag har jeg den mand, jeg forelskede mig i for 16 år siden med alt muligt andet bygget ovenpå. Jeg er ikke blind for de ting, der har været, men han er meget mere værd nu, end dengang jeg blev forelsket i ham.

LÆS OGSÅ: Parforhold - Tør du stille dig selv disse 5 spørgsmål?