Sisse Fisker rygsmerter
SPONSORERET indhold

Sisse Fisker efter rygoperation: ”Jeg er blevet bedre til at gribe de små lykkestunder”

Da tv-vært og foredragsholder Sisse Fisker fik problemer med sin ryg, var hun nødt til at droppe lange løbeture og opslidende arbejdsdage. Efter en stor operation er hun stadig nødt til at holde smerterne i skak.

Af:: Birgitte Bartholdy Foto: Jacqueline Fluri
12. okt. 2017 | Sundhed | Hendes Verden

Vi har kun talt sammen få minutter, så beder Sisse Fisker om, at vi flytter over i sofahjørnet, så hun kan ligge ned under interviewet.

– Jeg ligger også tit ned og skriver for at strække ud, siger hun og demonstrerer, hvordan computeren sagtens kan være på hendes knæ.
– Selv når jeg venter på en flyafgang i en lufthavn, ligger jeg ned. Mange små pauser gør mig godt, har jeg opdaget, og omvendt bliver jeg totalt smadret, hvis jeg sidder eller står en hel dag.

I seks år nu har hun kæmpet med problemer med sin ryg. Problemerne begyndte, da hun fik sin anden søn, Isak. I et stykke tid havde hun været øm i ryggen, og da hun en dag bøjede sig ned for at samle sin baby op fra gulvet, kom der en stærk, smældende smerte, som ikke ville gå væk.

– De næste år gik jeg til forskellige behandlere med forskellige meninger om, hvad der var galt. Nogen mente, jeg havde ondt, fordi jeg havde fået drengene så hurtigt efter hinanden. Andre, at jeg havde overbelastet min ryg med mine mange sportsaktiviteter, og andre igen, at min meget lige ryg var et problem.

Sisse Fisker prøvede at skrue op og ned for træningen, men stadig havde hun ondt hele tiden, undtagen når hun lå stille. For fire år siden betalte hun selv for at få sin ryg scannet for at få en afklaring. På den måde fandt lægerne ud af, at hun har Modic-forandringer i ryggen. Et fænomen der formentlig skyldes en betændelse i ryghvirvlernes diskus.

Læs også: Charlotte Bircow: "Motion kan holde dig på toppen både fysisk og mentalt, selv når jorden ryster under dig"

 

100 dage med ro

– Derefter forsøgte jeg mig med en meget skrap antibiotikakur, hvor jeg samtidig skulle holde mig i ro i 100 dage. Jeg fik det bedre, men det skyldtes nok mest, at jeg fik slappet af og renset ud i hovedet. For da jeg begyndte at bruge mig selv igen, fik jeg de samme smerter som før.

Og snart var alt ved det gamle med stærke smerter og meget, hun ikke kunne.
– Generelt har jeg et lyst sind, men det var ved at køre mig ned hele tiden at have ondt. Konstante smerter er virkelig nedbrydende.

For to år siden besluttede hun at sige sit job som vært på Aftenshowet på DR1 op.
– Det blev for meget med travle dage fra 9 til 20. Jeg er stadig vært på flere programmer for DR, for eksempel har jeg i sommers sammen med Mark Stokholm stået i spidsen for programserien Vores ukendte Danmark. Men der skal være mulighed for, at jeg kan smække benene op i pauserne.

I andre perioder holder hun mange foredrag. Så kører hun til Jylland i god tid, beder om, at der er en sofa, og smider benene op i en time, før hun går på scenen. Det er en kæmpe luksus selv at kunne styre, siger hun.

Hendes nye arbejdsliv har også gjort, at hun har mere tid til sine to sønner, Isak på fem år og Samuel på syv, og tid til at være bestyrelsesformand i SMILfonden, hendes hjertebarn. Andre forandringer har også været nødvendige. For eksempel har hun til sin store sorg måttet opgive at løbe langt. Det gjorde ondt. Før løb hun med glæde 70 kilometer om ugen, og det at dyrke meget sport har altid været en stor del af hende identitet.

– Jeg savner også at spille håndbold med mine gamle holdkammerater, spille squash med min mand og hoppe i trampolin med drengene. For mig er sport lig med glæde, samvær og et dejligt adrenalinkick, som jeg har haft svært ved at sige farvel til.

Vellykket operation

Sidste år var hun klar til at gøre endnu et forsøg på at få sin gamle livskvalitet tilbage. Hun blev undersøgt på Glostrup Hospital, hvor lægerne opdagede, at hun foruden Modic-forandringer også havde en diskus, som var smuldret. Lægerne mente, de kunne reducere hendes smerter, hvis hun fik en stivgørende operation, hvor den ødelagte diskus blev erstattet af en protese.

– Det skulle jeg lige tygge på. Jeg ved jo godt, at der er en risiko forbundet med sådan en operation. Da jeg skrev ud på Facebook om min beslutning, skrev 50 om folk, der var lykkelige for deres operationer, men der var også to, der skrev om nogle, som var endt som krøblinge. På den anden side, var det en stor drøm for mig at kunne leve mere aktivt igen, og her var en mulighed, der virkelig kunne gøre en forskel.

Heldigvis gik operationen i november sidste år godt. Den har ikke været nogen mirakelkur, men der er flere dage, hvor hun har det virkelig godt og er næsten smertefri. Så stiger hendes humør mærkbart, omgivelserne lysner, og hun får mere energi og overskud.
– Selv den måde, jeg siger hej til min mand og mine børn på, er anderledes. Jeg håber, at der med tiden vil komme rigtig mange af den slags dage. Jeg kommer nok ikke til at løbe maraton igen, men det er også fedt, hvis jeg kan spille fodbold med børnene og løbe en bare lidt længere tur, end jeg kan i dag.

Græd til yoga

I mellemtiden har hun gjort meget for at finde andre motionsformer. Hendes faste holdepunkt er styrketræningen hos en fysioterapeut på Amager.
– Og så har jeg lavet en konkurrence med min mor og søster om, hvem der kan gå flest skridt om ugen. Det er en god motivation til, at jeg kommer ud i naturen. Jeg vandrer tit afsted, efter at jeg har afleveret børnene om morgenen. Så nyder jeg at få vind i håret og følge årstidernes skiften.

Yinyoga er en anden opdagelse, der har gjort hende gladere. Tidligere syntes Sisse, at yoga var for hippieagtigt og ”urtet” og langsomt til hende. Men en god veninde opfordrede hende til at droppe fordommene og prøve det af, og nu træner hun fast i The Wolfpack Gym på Østerbro.

– Det foregår i 38 graders varme, som får kroppen til at spænde dejligt af. Til den første time, tudede jeg. Det havde så utrolig en virkning på mig at lære at trække vejret ned i maven og give slip på mine bekymringer, strække ud og mærke varmen. Jeg blev fuldstændig hooked og er det stadig.

 

Lige så stille har hun gjort sin mormors motto til sit eget.
– Min mormor sagde altid, at man skal nyde, hver gang man står op og ikke har ondt. Det gør jeg nu, jeg kan slet ikke få nok af den slags morgener. De gør en kæmpe forskel.

Hendes familie og venner har altid betydet meget for hende, men i de sidste år er de kommet til at betyde endnu mere.
– Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden dem og deres indsats for at holde humøret oppe hos mig.

Det stærke familiesammenhold var hendes motivation til at stifte SMILfonden i 2014, en forening, hvor hun og de ansatte gør alt for at forsøde livet for børn, der er i langvarig hospitalsbehandling.
– Jeg får så meget igen af det arbejde. Den glæde er også med til at holde mig oppe.

At være noget for andre er i det hele taget lige så vigtigt for et godt, langt liv, som motion og sund mad, fandt Sisse Fisker ud af, da hun for nogle år siden skrev bogen Livets Opskrift. Den er fyldt med erfaringer fra en tv-programserien, hvor hun rejste rundt i verden og besøgte steder, hvor folk lever længere end gennemsnittet og stadig har en høj livskvalitet.

– Det viste sig, at det allervigtigste er at tilbringe tid sammen med dine nærmeste og gøre det, der gør dig glad. Det lyder lidt som en kliché, men det er den opskrift, jeg lever efter nu. Jeg er blevet bedre til at gribe de små lykkestunder og sætte pris på små fremskridt.

Anbefalet til dig