Nu kan du igen tilmelde dig Danmarks hyggeligste kvindeløb.  Læs mere om overraskelserne her

Sygeplejerske i krigszonen: „Jeg har sagt farvel til frygten”

Hun brændte efter at gøre en forskel, da hun blev udsendt som sygeplejerske i Afghanistan. Men den største kamp har hun måttet tage med sig selv, siger 50-årige Britt Elise Nielsen.

Hvis du aldrig før har rejst på egen hånd, vil du så vælge at blive udsendt til et krigsområde som din allerførste tur alene ud i verden? Britt Elise Nielsen er sygeplejerske på akutafdelingen på Holbæk Sygehus og tog lige netop dén beslutning, da hun for tre år siden blev udstationeret i Afghanistan. Hun var 47 år, gift, mor til tre børn, hvor de to ældste var flyttet, og den yngste gik i gymnasiet. Og hun ville ud i verden, mærke livet på en anden måde og gøre en forskel.

Ansøgningen til Forsvaret blev begyndelsen på en rejse fyldt med både sejre og skuffelser, som resulterede i, at hun også blev konfronteret med andre sider i sig selv, fortæller Britt Elise Nielsen, som netop har udgivet bogen „Fra Holbæk til Helmand – en sygeplejerskes beretninger”. Og de første nye erfaringer meldte sig allerede på Forsvarets basiskursus inden udsendelsen, fortæller hun:
– Jeg mødte mange meget selvsikre singlekvinder, som havde rejst en hel del alene. Og her kom jeg, en 47-årig mor, der skulle ud for første gang på egen hånd. Det gjorde mig da lidt usikker. Men jeg har gennemført en lille triatlon og løbet syv maratoner, så jeg var ikke bange for at falde igennem ved militærøvelserne.
Undervejs i forberedelserne var det umuligt for Britt Elise Nielsen at undgå at tænke på døden. Hun blev bl.a. opfordret til at skrive afskedsbreve til sin mand, børn og mor.
– Jeg var jo godt klar over, at det var en krigszone, jeg skulle udsendes til, og at der kunne ske frygtelige ting, hvis uheldet var ude. Men det blev meget bogstaveligt for mig, da jeg skrev de breve og sad og udfyldte dokumentet om min egen begravelse.

SE OGSÅ: 3 kvinder: "Mit job kræver, jeg er i topform"

Krigen er tæt på

I juni 2013 stiger Britt Elise Nielsen om bord på et fly i Roskilde Lufthavn, og cirka otte timer senere lander hun i den afghanske ørken i Helmandprovinsen. Den første nat overnatter hun i en stor, fælles militærlejr, Camp Bastion, hvor hun frem for alt skal vænne sig til varmen. Der er cirka 47 grader, og hun bliver instruereret i at drikke meget mere, end hun er tørstig til, mellem fem og ti liter vand i løbet af en dag. Det næste er myldret af liv, og hvor tæt man egentlig lever sammen sådan et sted.

Næste stop er den noget mindre lejr, Main Operation Base Price, hvor hun skal fungere som sygeplejerske for de udsendte danskere.
– Jeg ankom i de uger, hvor danskernes del af lejren var på vej til at blive afviklet. Der var fly, der fløj hen over lejren, og helikoptere, der landede og lettede igen. Vi kunne tit høre skyderier tæt på, og at noget indimellem sprang inde i Gereshk, den nærmeste halvstore by. Så de militære sammenstød var nærværende, og vi var hele tiden på vagt og opmærksomme.
En stor del af tiden gik med at vente på, at noget måske skete, siger hun og tilføjer, at ensformigheden overraskede hende med at være en af hendes største udfordringer. For at få struktur på dagene begyndte hun at træne og løbe hver dag.
– Jeg løb hele vejen rundt om lejren. Det hjalp mig også, når jeg kom i tvivl om, hvor stor nytte jeg egentlig var til. Efter en løbetur var jeg altid i bedre humør.

SE OGSÅ: Løb dig fra din stress

Uoverskuelig søvnløshed
Efter i alt seks uger i Afghanistan var Britt Elise Nielsen hjemme i Danmark igen, vibrerende af stolthed over at have klaret sin udstationering i fin stil.
– Set i bakspejlet ved jeg, det var adrenalinjunkiens reaktion og den samme beruselse, jeg har oplevet efter andre store præstationer som fødsler, maratonløb eller en veloverstået eksamen. Samtidig mærkede jeg, hvor stressende det egentlig havde været. Selv om jeg var af sted i så kort tid og ikke havde oplevet noget voldsomt, havde jeg været i konstant alarmberedskab. Det tog lidt tid at falde ned oven på den omgang. Langsomt fandt hun dog sine ben at stå på, og hverdagen meldte sig igen.
– Og så kunne jeg mærke, at jeg havde fået en afhængighed af den rus. Der måtte godt snart ske noget igen. Noget andet end at gå på arbejde og tage sig af vasketøjet og haven.
Kort efter var der bud efter hende igen. I februar 2014 fik hun en opringning fra Forsvaret: Ville hun tage tilbage til Afghanistan? Denne gang til Kabul i lejren KAIA, som ligger i forbindelse med den militære og civile lufthavn. Her skulle hun tage den sidste vagt på ni uger i det danske, medicinske center, inden de sidste danskere forlod lejren.
Også i denne lejr forløb hverdagen dog overraskende roligt. Alligevel viste hendes anden udstationering sig at være vanskeligere end den første.
– Denne gang kunne jeg ikke falde i søvn om aftenen. Når jeg gik i seng, var jeg altid ustyrlig træt og klar til at sove, men hovedet ville bare ikke slukke. Nat efter nat lå jeg vågen og fik højst én eller to timers søvn. Det kom totalt bag på mig. Jeg har normalt aldrig problemer med at sove, var på ingen måde bange, og mit arbejde var overskueligt.

Hun gik til en amerikansk psykolog i lejren, fik tigget sig til lidt sovemedicin, holdt sig til stramme rutiner og passede sin træning og sine daglige løbeture. Men intet hjalp. Hun begyndte at vende det indad, blev usikker og paranoid. Efter to uger var hun så påvirket, at hun måtte bede om en tidlig hjemsendelse.
– Det var en af de sværeste beslutninger i mit liv og føltes som et enormt nederlag. Jeg er normalt slet ikke den, der giver op.

SE OGSÅ: Anette Heick: "Kærligheden og ulykken ændrede alt..."

Styrket ud af krisen
Hjemsendelsen udløste en stor krise hos Britt Elise Nielsen, da hun var tilbage i hjemmet i Odsherred. For da hun lå i sin egen seng, begyndte hun at sove rimeligt igen med det samme. Så hvorfor havde hun så ligget søvnløs i Afghanistan? For at få styr på det tog hun imod et tilbud fra Forsvaret om at gå til psykolog.
– Jeg gik der i et halvt år og blev langsomt afklaret. Det handlede bl.a. om mit behov for at præstere og min angst for ikke at slå til. Jeg havde været meget opsat på ikke at svigte eller fejle. Kombineret med at jeg ubevidst havde følt en stor ensomhed. Den handlede ikke om at være af sted alene, men om ikke at blive set og taget alvorligt, når jeg havde allermest brug for det.
– Jeg indså også, at det, der fik mig ned med nakken i Afghanistan, hang sammen med min opvækst og er problemer, som jeg har kæmpet med altid. Men de ting skal ikke have lov til at styre mit liv så meget, at jeg ikke kan tage af sted igen, det er min eventyrlyst for stor til. I løbet af mine samtaler med psykologen blev jeg rusket godt igennem mentalt, og jeg er taknemlig over, at jeg fik den mulighed. Jeg føler, at jeg har fået en større bevidsthed om mine stærke og svage sider og er kommet overens med et gammelt nag til mig selv.
Oplevelserne i krigszonen og den efterfølgende bearbejdning har også gjort, at hun er blevet mere bevidst om sin kunnen. Det har givet hende en større tro på sig selv og gjort hende svær at slå af pinden, siger Britt Elise Nielsen, som i øjeblikket arbejder på Thule Airbase i Grønland udsendt af Greenland Contracters. Og hun vil gerne udstationeres for Forsvaret igen, for eventyrlysten og behovet for at hjælpe brænder stadig lige stærkt, siger hun.
– Jeg vil gerne udsendes igen i endnu længere tid. Allerhelst vil jeg ud at sejle, og gerne i et krigsområde.

Louise Mieritz: "Lykken er også at fejle"

GODE RÅD, HVIS DU VIL ARBEJDE I KRIGSZONEN
• Du skal have ubetinget grønt lys og opbakning fra dit bagland.
• Gør dig klart, hvorfor du vil af sted. Det skal være lysten, ikke andres forventninger, der driver dig.
• Lad ikke frygten for ikke at slå til stå i vejen for en stor oplevelse. 
• Vær forberedt på, at mange vil stille spørgsmål ved det rigtige i det valg, du har truffet. 

NAVN:
 Britt Elise Nielsen. 
ALDER: 50 år. 
JOB: Sygeplejerske, har arbejdet på Holbæk Sygehus siden 2002, er ansat på akutafdelingen. Har gennem Forsvaret været udsendt som sygeplejerske i Afghanistan ad flere omgange. 
PRIVAT: Bor med sin mand på landet i Odsherred. Har tre voksne børn på 21, 23 og 25 år, der alle er flyttet hjemmefra.

SE OGSÅ: Cecilie Hother: "Det er den største oplevelse, jeg nogensinde har haft" 

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, når du sover for lidt? 

SE OGSÅ: "Verdens bedste træningsmakker - det er min søster"   

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok