Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Solomor
Foto: Anne Nørkjær Bang Rikke er solomor og har sønnen Bjørn på 10 måneder alene.

Solomor

"Man kan altid finde en kæreste. Men man kan ikke altid få børn"

Rikkes søn Bjørn har ikke nogen far. Eller det har han, men faren er sæddonor, og Rikkes eneste viden om ham stammer fra nogle papirer, et babybillede og en lydfil, hvor han fortæller om sig selv. Rikke er nemlig "solomor", og selvom beslutningen om at få Bjørn var svær, var det den bedste beslutning, hun nogensinde har taget, fortæller hun.

– Han er altså vågen, siger Rikke Frøbert undskyldende, da hun åbner døren. I køkkenet bag hende sidder Bjørn på 10 måneder i en høj stol med plastikske i hånden, opspærrede øjne og en blanding af grød og smil tværet ud i hele det cirkelrunde ansigt. Vågen, det er man ikke i tvivl om, at han er.

Bjørn og Rikke er en familie, men ikke som familier i Danmark er flest. Rikke er det, man kalder "solomor": Hun har fået Bjørn alene, kun med hjælp fra en donor som for hende er ukendt, men som Bjørn kan opsøge, hvis han vil, når han bliver 18 år. Den eneste viden, hun selv har om Bjørns biologiske "far", er den, hun selv har kunnet stykke sammen fra nogle papirer, hun har læst om ham, et gammelt babybillede fra da han var omkring et år gammel, og en lydfil, hvor han bliver interviewet om, hvorfor han har valgt at donere sin sæd.

– Det var selvfølgelig lidt mærkeligt at skulle sidde der og vælge ud, men det betød faktisk mere, end jeg havde forestillet mig, at man fik lidt viden om ham og kunne høre ham tale. I starten troede jeg bare, at jeg ville gå efter én, som havde nogenlunde mine farver, men da jeg kom i gang, kunne jeg jo godt se, at der var nogle andre ting, som også spillede ind. Det skulle faktisk være én, jeg potentielt kunne falde for i virkeligheden. Eller i hvert fald have en god snak med, hvis jeg mødte ham, fortæller 39-årige Rikke Frøbert.

LÆS OGSÅ: "Det var ikke min drøm at møde en gift mand, men det gjorde jeg, og derfra gik det meget hurtigt"

Beslutningen om at få et barn alene var for Rikke Frøbert resultatet af en årelang for- og imod-diskussion med hende selv som moderator. Tankerne begyndte, da hun som 35-årig begyndte at være irriteret over venindernes børnesnak, og de blev langsomt mere og mere konkrete, indtil det gik op for hende, at hun slet ikke kunne forestille sig, at hun ikke skulle have børn inden for et par år.

– Det var virkelig en svær beslutning. For man går jo på en måde hele tiden og håber på, at der dukker én op, som man kan få et barn med i stedet for at få det alene. Det føltes på den ene side voldsomt at "udelukke" muligheden for at få en almindelig kernefamilie. På den anden side kunne jeg ikke forestille mig, at jeg ikke skulle have børn, siger hun og tilføjer:

– Og altså, man kan lidt groft sagt altid finde en kæreste, men man kan ikke altid få børn, rent biologisk. 

Er solomødre mærkelige?
I dag er Rikke Frøbert fuldstændigt afklaret med at være mor uden far eller kæreste, men inden hun kastede sig ud i familieprojektet på egen hånd, havde hun faktisk en del fordomme overfor de kvinder, der valgte at leve på netop den måde, fortæller hun:

– Jeg havde måske lidt en idé om, at solomødre var kvinder, som havde svært ved at finde en kæreste. Lidt nogle enspændere eller sådan nogle mandefjendske typer. I hvert fald ikke sådan nogle som mig, siger hun.

LÆS OGSÅ: "Jeg lever nok ikke det typiske ungdomsliv"

Derfor blev hun også nærmest overrasket, da hun i en fødselsgruppe mødte andre kvinder, der, ligesom hende selv, havde truffet valget om at få barn alene:

– Jeg blev faktisk helt lettet, da jeg så de andre. Og jeg tror, at de havde det på samme måde. Vi havde alle sammen troet, at de andre ville være nogle mærkelige typer. Men det er jo egentlig mest af alt bare nogle kvinder, som vildt gerne vil have et barn, og som af den ene eller den anden grund ikke har en kæreste på det tidspunkt i deres liv, siger hun.

Bjørn og Rikke er en familie på to. Foto: Anne Nørkjær Bang

Ville du hellere have haft barn med en kæreste eller mand?

– Det er svært at sige. Jeg drømmer stadigvæk lidt om en "kernefamilie". Det gør ikke så meget, at det ikke er Bjørns biologiske far, men jeg har da ikke en forestilling om, at vi skal være alene resten af livet.

Den "omvendte" rækkefølge
Da først beslutningen om at få Bjørn var truffet, gik det stærkt. Rikke Frøbert blev insemineret i januar og blev gravid i første forsøg.

– Da jeg først havde taget beslutningen om, at "nu gør jeg det", var jeg 100 % sikker på, at det var det rigtige. Men det er klart, det tog tid, for det føles lidt som at give afkald på den drøm, man har haft om, at man skulle være en familie med en mor og en far. Men efterfølgende har jeg tænkt, at helt ærlig, så får man jo bare et barn først, og så finder man en kæreste bagefter. Hvad er den store forskel? Jeg bytter bare om på rækkefølgen.

For Rikke Frøbert var den største bekymring, at det ville blive ensomt at gå igennem forløbet alene:

– Jeg tænkte egentlig ikke så meget over, at det ville blive hårdt at have ham alene. Det var mere det med at gå igennem graviditeten selv. Det er jo sådan en stor glæde, og den vil man gerne dele med én. At have én at gå til scanninger sammen med, én, der kan hente mad og sådan noget. Det er ikke skidesjovt at ligge og have kvalme og ikke kunne brokke sig til nogen, smiler hun.

LÆS OGSÅ:"Man er så sindssygt selvcentreret, når man er nyforelsket"

– Men så finder man jo bare nogle andre, som bliver involveret. Min mor har været meget inde over og en af mine venner var med til fødslen. Og jeg har jo ikke haft en kæreste i tre-fire år, så jeg har været vant til at klare mig selv.

I dag tænker hun mest over, hvordan det mon kommer til at præge Bjørn, at han vokser op uden en far:

– Her den anden dag kom jeg til at tænke på, hvordan han mon skal forklare de andre, når han starter i børnehave, at han ikke har nogen far? Det kan jeg godt bekymre mig lidt om. Men jeg forestiller mig også, at der til den tid er mange, der lever lidt utraditionelt og ikke nødvendigvis er en kernefamilie, siger hun.

"Det er jo ikke sådan, at vi bare sidder og taler om, hvor meget vi mangler en mand"
Rikke Frøbert har valgt en donor, som Bjørn kan opsøge, når han bliver 18. For hende er det vigtigt, at han i hvert fald har muligheden:

– Jeg tror, at alle mennesker har et behov for at vide, hvor de kommer fra. Og jeg synes, at det er voldsomt ligefrem at fratage ham muligheden for at få den viden. Så det var faktisk ikke nogen særlig svær beslutning.

Hun tror ikke, at deres liv sammen som familie kommer til at blive markant anderledes end alle andre familiers, bare fordi der ikke er to forældre:

LÆS OGSÅ: Clara Sofie fandt sig selv i et skur på Islands Brygge

– Jeg går jo i en almindelig mødregruppe, hvor alle har kærester, og det har været en kæmpe støtte. For jeg kan jo høre, at de har haft de samme udfordringer, som jeg har haft. Og sådan er det også i den fødselsforberedelsesgruppe for solomødre, jeg har været i. Det er jo ikke sådan, at vi bare sidder og taler om, hvor meget vi mangler en mand. Vi taler om, hvad man gør, når børnene ikke vil sove eller spise. Sådan nogle ting, fortæller hun og tilføjer:

– Jeg tror, at der er plusser og minusser. Selvfølgelig er det hårdt at være alene. Du er jo på 24/7. Til gengæld tror jeg, at jeg undgår nogle konflikter. Jeg kan gøre tingene, som jeg vil, og det synes jeg egentlig er meget fedt, siger hun.

Kunne du finde på at få endnu et barn på samme måde?

– Måske. Jeg har da tænkt, at jeg synes, at han skal have søskende. Lige nu er jeg måske lidt tilbage på det sted, hvor jeg var, inden jeg fik Bjørn, hvor jeg håber, at jeg kan møde én, som vil være en del af det. Men det vigtigste er ikke længere at finde en mand. Det var det nok, før jeg fik barn. Nu har jeg opnået det, jeg ville. Og så er det bare bonus, hvis jeg møder én, som vil dele det med mig.

Rikke Frøbert har aldrig fortrudt, at hun tog valget om at blive solomor. "Aldrig, aldrig, aldrig," som hun siger, mens Bjørn, der nu har forladt sin høje stol, laver lyde fra sit improviserede skjulested under køkkenbordet.

– Det er så ambivalent, det med at blive forældre, for det kan være så enormt hårdt og ensomt, og der er så meget, man går glip af, men så er der samtidig bare ingen vej tilbage. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at han ikke skulle være her, siger hun.

– Det er det bedste, jeg nogensinde jeg gjort. Ingen tvivl om det.

LÆS OGSÅ: 21 søde måder at afsløre sin graviditet på via sociale medier

LÆS OGSÅ: 11 ting, ingen fortæller dig, før du er blevet gravid

LÆS OGSÅ: Sådan skal du reagere, når arbejdsgiverne stiller dig de ulovlige spørgsmål til jobsamtalen  

Se, hvad vi ellers skriver om: Kultur og Donorbørn