Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

10 kendte danskere: Hvem har formet dit liv?

ARTIKLEN BLEV BRAGT FØRSTE GANG I 2012.

10 vidt forskellige kendte danskere fortæller om de 3 personer, der har betydet mest for deres personlige og karrieremæssige udvikling i livet. Læs her hvad skuespillerinden, dj’en, kokken, modellen og alle de andre svarede.

Le Gammeltoft, Dj, 34 år

 

Danmarks dj-dronning er stolt af at kunne tælle sin mor, sin kæreste og sin mentor, den nu afdøde Kjeld Tolstrup, blandt de største indflydelser i sit liv.

 

Moren Michala Gammeltoft


“Min mor har altid haft en ekstrem arbejdsdisciplin. Hun er dermatolog og har haft sin egen klinik, siden før jeg blev født. I over 30 år tror jeg aldrig, hun har haft en sygedag, for det går jo ikke, når man er selvstændig. Da hun var ung, var det ikke hendes førstevalg at blive læge, men jeg synes altid, at hun har været rigtig sej til at finde lidenskaben i sit arbejde. Det er fra hende, jeg har fået min egen disciplin og fået indprentet, at man skal være målrettet og seriøs omkring sin karriere. Nogle gange kan det selvfølgelig også blive for meget, men i min familie er vi ikke gode til at slappe af og lade andre gøre arbejdet for os.


For otte år siden fyldte min mor 60, og der sagde jeg til hende i en tale, at jeg er utrolig stolt af at kunne kalde Michala Gammeltoft for min mor. Jeg er stolt af hende og hendes karriere og ikke mindst hendes menneskelighed og evne til at tilføje noget nærmest terapeutisk til sit arbejde. Hun har altid mennesket i fokus, og det bliver jeg også nødt til at have i mit eget arbejde. Min mor har aldrig fortalt mig, hvad jeg skulle gøre, men sagt, at jeg skulle skabe min egen karriere på min måde. Det kræver et indre overskud at kunne give plads til andre menneskers drømme. Jeg ved, at jeg kan lykkes, fordi jeg har set hende gøre det.


Selv om vi børn nogle gange blev hentet sidst i børnehaven, vidste vi også altid, at mor havde et vigtigt arbejde. Det betød noget for os, og derfor har arbejde for mig heller aldrig været noget, man bare skal have overstået og så skynde sig hjem fra. Min mor er nu 68 år og stadig ikke pensioneret. Hun kan ikke se, hvad hun skal gå og lave derhjemme, og det synes jeg er cool i et samfund, hvor vi hele tiden snakker om pjækkedage, og at vi ikke vil opgive store bededag. Vi er lidt forkælede i forhold til, at vi rent faktisk har mulighed for at skabe os den karriere, vi gerne vil have. Det er sgu fedt at kunne sige, at man er stolt af sin mor, og at man har hende med sig i det, man gør. Og hun er heldigvis også stolt af mig.”

 

Mentoren Kjeld Tolstrup (1965-2011)


“Kjeld har gjort en enorm forskel i mit liv, og jeg tænker på ham hver dag. Jeg mødte ham i 2005, da jeg arbejdede på Universal Music, til en koncert på Vega. Jeg skulle backstage, og så var den en ven, der sagde, at dj’en Kjeld Tolstrup også var der. Jeg vidste ikke, hvem han var, men min ven sagde, at vi med garanti ville komme godt ud af det, og at han var en slags musikguru. Og der sad han så, i lidt kikset cowboytøj og med en kasket på. Men han var enormt udadvendt og hvilede meget i sig selv, og vi besluttede os for at tage i byen alle sammen. Kjeld foreslog Club 34 på Istedgade, et sted med ‘frække fadøl’ og pornobiografer.

Der endte vi med at sidde sammen med forsangeren fra Kaiser Chiefs og drikke fadøl og snakke om musik. Kjeld og jeg klikkede bare med det samme, og vi var venner fra den aften. Lige frem til han døde sidste år, var han min mentor og min bedste ven. Hver gang jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg skulle gå den ene eller den anden vej med min karriere, om jeg fx skulle være mere kommerciel eller ej, kunne jeg ringe til ham, og så sad vi med en cigaret og en kop kaffe og snakkede. Kjeld var altid meget uhøjtidelig, og hans karriere var jo netop den, jeg ikke selv kunne finde en guide til i karrierehåndbogen. Han havde gjort alt det, jeg også gerne ville, og fået det til at hænge sammen på en måde, som virkelig passede ham. Hans tanker om realityshows betød meget for mig, fordi jeg selv begyndte at blive spurgt, om jeg ville være med i alt muligt.

Kjeld gad ikke være med i noget, der kun handlede om ham – musikken skulle være med. Det husker jeg på, for lige nu er det nemt af synke ned i en reality-sump i Danmark, bare man er den mindste smule kendt. Jeg har været med i Maestro, der handlede om musik, og Master Chef, der handlede om en anden slags lidenskab, mad. Men skal jeg lave andet, skal det handle om musik. Da han døde, følte jeg mig helt fortabt, men han vil aldrig vil være helt væk, for hans ord hænger jo fast.”

 

Manden Jesper


“Jesper og jeg fandt sammen for to et halvt år siden. Jeg var i Oslo til en festival, og så fik jeg en besked fra ham, hvor han inviterede mig på date. Vi havde set hinanden før, men aldrig snakket sammen. Så vi spiste middag en søndag aften herhjemme, hvor vi sammen købte ind og lavede mad. Dagen efter vidste jeg, at ham her ville jeg blive kæreste med. Jesper er lidt mere betænksom, end jeg er. Jeg kan godt være en rigtig bulderbasse, men han er god til at få mig til at tænke mig om, inden jeg handler. Lige på det punkt kan han godt tage lidt over for Kjeld som rådgiver, selv om han selvfølgelig ikke forstår min karriere lige så godt.

Men det er også ganske sundt, for det betyder, at jeg er nødt til at forklare ham tingene og dermed også selv tænke det igennem. Mine tidligere kærester har været meget med i, hvad jeg lavede, og med ude og se mig spille hele tiden. Jeg tror, Jesper har set mig to gange. Han går meget op i min karriere, men han blander sig ikke i den. Han er ikke min fan, og det er nok meget godt, for det skaber en skør skævhed i et forhold, hvis man er fan af hinanden.

Jeg beundrer Jesper for, at han er så god til at tage bladet fra munden. Han er ikke bange for bare at ringe op til folk, hvis der er en eller anden konflikt. Så skal det bare ud af verden, for han kan ikke lide, at der er ‘beef’ – murren i krogene. Han er også meget opmærksom på, at min karriere ikke skal gå ud over vores datter Filippa, og får mig til at sætte tempoet lidt ned. Det skal være fair for hende, som han siger. Siden vi fik hende i foråret, er vi blevet 1.000 gange mere forelskede, og vi kigger på hende dagligt med tårer i øjnene.”

 
Blå bog


Født i 1978.


Uddannet cand.mag. i engelsk på Københavns Universitet.


Arbejder som dj og radiovært på P3 på Smag på P3 og Unga Bunga.

Har medvirket i tv-programmerne Maestro og Master Chef.

Artiklen fortsætter på næste side...

Waqas Qadri, Musiker, 36 år

 

Outlandish-sangeren har lært om følelser af sin mor, at udtrykke dem af en engelsk musiker og leve med kærlighed sammen med sin kone.


Moren Farhat Qadri


“Min mor har altid sat følelser før det rationelle, og mine bandmedlemmer og folk, der kender mig, vil nikke genkendende til, at det gør jeg også. Hun har ikke lagt skjul på sine følelser derhjemme. Hvis hun var ked af det, græd hun, også foran os. Jeg er glad for, at jeg er vokset op i et hjem, hvor man kunne vise følelser, og min mor viste, at det var helt okay, især fordi min far ikke gjorde det. I dag har han dog sluppet paraderne og er blevet mere blød. 


Jeg bruger min følsomme side i mit arbejde som musiker. Mange af de ting, jeg har skrevet, er for mit vedkommende kommet, når jeg er nede i det emotionelle hul. Jeg kan ikke bare sætte mig ned og skrive en sang om kærlighed eller sorg. Jeg skal have oplevet noget, før jeg kan skrive om det.


På den nye plade er der en sang, som hedder Into the Night, der handler om, da vi for fire år siden var i Tyskland, hvor jeg fik et opkald fra min mor. Min far havde fået det dårligt og skulle have en bypass-operation. Jeg kunne ikke nå hjem, og det var sgu hårdt. Den oplevelse røg ind på harddisken, og først nu blev det til en sang om, hvordan vores fædre er vores supermænd, og hvor svært det er at se dem visne.


Jeg kommer fra en arbejderklassefamilie, hvor min mor har stået ved min fars side og passet børn, mens han arbejdede, men da vi var blevet større, uddannede hun sig til socialpædagog og tolk.


Jeg kan huske, da vi vandt vores første danske Grammy for bedste hiphop i 2000. Vi kørte i limousine for første gang og fik vores første gratis Tiger-jakkesæt fra en tøjbutik på Fisketorvet, som min storebror kendte ejeren af. Da jeg kom hjem og udbrød: “se mor”, blev hun tydeligvis stolt, men fortalte mig også, at jeg skulle huske at købe mælk i Netto dagen efter. Der var ingen kære mor.


Hun lærte mig ikke at tage tingene for givet, og det kan godt være, at du står helt deroppe, men du ved aldrig, hvornår det lige pludselig ramler. Dengang kunne jeg hurtigt have mistet jordforbindelsen og fået stjernenykker, fordi vi fik alt, hvad vi pegede på. Min mors værdier har holdt mig på jorden, og hun krævede også, at jeg gjorde min uddannelse færdig, selv om vi havde succes og var i gang med vores plade nummer to.


Det er alle de gode råd, som man helst ikke ville have, men som jeg kan takke hende for i dag. Det sjove er, at jeg giver dem videre til mine børn nu, selv om jeg svor, at jeg aldrig skulle blive som mine forældre.”

 

Dj’en og musikeren Steven Kapur aka. Apache Indian


“Jeg har ikke haft idoler, men jeg har haft folk, der har tændt en gnist i mig, og det gjorde den britisk/indiske musiker Apache Indian. De fleste kender ham nok fra sangen Boomshackalack, som er introsangen på filmen Dum og dummere. Han var den første, der miksede musikalske elementer fra østen og vesten.


Outlandish i start-90’erne var fuldstændig amerikaniseret. Vi rappede gangsta-rap og havde ikke vores egne tekster, men kopierede bl.a. Tupacs. En aften sad jeg hjemme med hele familien, drak te og spiste kager, mens fjernsynet kørte på den indiske kanal TV Asia. Pludselig kom der en musikvideo med Apache Indian, der hed Arranged Marriage. Sangen handlede om, at han skulle giftes væk i et arrangeret ægteskab, og det var noget, som min generation kendte rigtig meget til, og der stod han og rappede om at ville have en pige, som var sød som en jalebi, der er en indisk sød kage, og jeg tænkte “shit, sagde han lige jalebi på et poptrack?”

”Min verden gik nærmest i stå der, og jeg var helt solgt. Han satte ord på det, som jeg gik igennem, fordi jeg er vokset op med at skulle være pakistaner derhjemme og dansk, når jeg var ude. Det var første gang, jeg så en, der lignede mig, som musikalsk satte ord på de følelser, som jeg også havde. Han ramte spot on, og jeg tænkte, at dét her er, hvad jeg skal, for det er fedt at kunne sætte ord på de følelser, man har, når man står mellem to kulturer.

Jeg fortalte Isam og Lenny om ham, og mikset mellem indisk bollywood-lyd, indiske samples og hiphop var det, der dannede grobund for vores lyd. 


Jeg mødte ham i England for nogle år siden, hvor jeg sagde det til ham, og han kendte os faktisk. Jeg ved, at man helst ikke skal møde sine idoler, men han var supercool og var meget beæret, så det var rigtig fedt.”

 

Konen Hina


“Vi blev gift et år før, vores første plade udkom, så jeg var ikke ham fra Outlandish, men arbejdede som elev i firmaet Xerox, og vi fik vores søn et år efter, vi blev gift. Hun har i den grad været med til at forme mig både personligt, og når det gælder min karriere. Vi musikere er en underlig størrelse, og det kræver en meget speciel person for at kunne holde sådan nogen som os ud. Det er ikke et ni til fem-job, der er skrigende tøser, som kaster alt i hovedet på os, og nogle gange har hun været med og set alt det her. Til daglig tænker jeg ikke over det og tager det måske endda lidt for givet, men jeg kender mange, som er gået fra hinanden, fordi det er blevet for meget, men der har hun stået ved mig gennem tykt og tyndt.


Mange af mine historier og inspirationer kommer også fra vores samtaler. Det er jo et give and take-forhold, hvor der er kemi, der er kærlighed, der er had og skænderier, op- og nedture og alle de ting. Det kan hun godt klandre mig for. Hvis vi fx har et skænderi, kan hun have sagt et eller andet, der har givet mig en idé, som jeg må notere i telefonen, og hun kan jo godt gætte, at jeg ikke sidder og sms’er.


I dag elsker vi hinanden mere, end vi gjorde dengang. Forelskelsen har udviklet sig til ren kærlighed og en forståelse for hinanden. Vi er blevet en symbiose og kan sidde i flere timer og ikke sige et ord. Der er ikke behov for det, fordi vi kender hinanden så godt, at ord nærmest bliver overflødige.”

 

Blå bog


Startede i 1991 gruppen Outlandish sammen med sine to venner Isam Bachiri og Lenny Martinez. De udgav i 2000 det første album Outland’s Official, men det var især det andet album Bread & Barrels of Water med sangene Walou, Guantanamo og Aicha, der sikrede dem verdenssucces.


Har taget en et-årig HH, hvorefter han fik elevplads hos Xerox, hvor han blev udlært.


Blev som 21-årig gift med sin kusine Hina fra Pakistan. De har datteren Jia og sønnen Faizan.


Sidst i maj udkom bandets femte album Warrior//Worrier, og i september begynder deres Danmarksturne.

Stéphanie Surrugue, Journalist, tv-vært og forfatter, 35 år

 

Morens råd om selvstændighed, Tøger Seidenfadens tillid til en grønært og venindens trofaste støtte har været med til at forme journalisten til den kvinde, hun er i dag.

 

Moren Lillian Surrugue


“Da jeg blev teenager, fik jeg to råd af min mor. Dengang syntes jeg, at det var noget pjat, men jeg bruger faktisk begge råd i dag. Det første var, at når jeg er til reception, skal jeg altid finde en vindueskarm, som jeg kan stille min håndtaske i, så jeg kan hilse frit på alle mennesker. Det andet råd, som hun messede, indtil jeg flyttede hjemmefra, var: ”Du skal få en uddannelse, så du aldrig bliver afhængig af en mand.” Det er lidt sjovt, fordi min mor er en helt forkert rødstrømpe.

Da rødstrømperne kæmpede herhjemme, stiletterede hun rundt i Paris og var meget optaget af at være gift med min far, som er fransk, mens hun arbejdede som model for L’Oréal. Jeg har derfor altid syntes, at de veninder, jeg havde, hvis mødre var rigtige rødstrømper, var heldige. De kvinder fortalte vilde historier om Femø-lejr og politisk kamp, og det gik først op for mig mange år senere, at jeg også havde fået en rødstrømpe-opdragelse, fordi min mor altid har prædiket, at jeg skulle passe på min selvstændighed og min frihed. Det handlede om at bevare sig selv, modsat at du skal blive til noget.


Det er det vigtigste råd, jeg nogensinde har fået. Og vigtigere end det med håndtasken. Jeg kan i en alder af 35 se, at jeg trods alle mulige oprør har gjort præcis det, min mor sagde, for jeg kan jo klare mig selv. Jeg kan selv betale mine regninger, jeg kan rejse, jeg kan hjælpe andre og jeg kan tage mine egne beslutninger. Det kunne i øvrigt aldrig falde mig ind at have fællesøkonomi, netop fordi jeg holder af min frihed.”

 

Chefredaktør på Politiken, Tøger Seidenfaden, (1957-2011)


“Det er afgørende for alle, uanset hvad man laver, at der er nogle ledere, som ikke kun låser sig inde på deres hjørnekontorer, men følger med i, hvad der foregår nede i talentmassen, og som tør tage nogle chancer. Det oplevede jeg, da jeg var i praktik på Politiken. Jeg blev fx sendt af sted for at dække det franske præsidentvalg på et tidspunkt, hvor jeg var meget ung og usikker. Tøger Seidenfaden hev mig ind på sit kontor, hvor han nærmest underviste mig i fransk politik, og jeg kan huske, at jeg bare så hans læber bevæge sig. Jeg var så nervøs inde på det kontor, at jeg ikke kunne høre, hvad han sagde, for tænk nu, hvis jeg ikke kunne finde ud af det.


Men jeg arbejdede røven ud af nederdelen for, at han ikke skulle blive skuffet over at have taget den chance med mig. Og det er den mekanisme, man har, når man får chancen af en chef, der tror på dig, at du skal fandeme vise ham, at du godt kan.


Det samme skete, da jeg året efter som 25-årig blev ansat på Politiken i gravergruppen, hvor der ellers kun sad midaldrende mænd. Senere har jeg fået at vide, at Tøger Seidenfaden og chefen for gruppen, Kjeld Hybel, diskuterede længe, om det var for vildt at smide en 25-årig kvinde med nul erfaring ind i den gruppe. Men de gjorde det.


De første tre måneder græd jeg hver aften, jeg kom hjem. Min præstationsangst var simpelthen ude af kontrol, jeg var skrækslagen, fordi jeg sad og kiggede på de der kloge mænd, der havde søgt aktindsigt 20 år i træk, og jeg vidste intet. Men jeg havde en chef, som tog ansvar for, at de havde ansat en grønært. Han tog sig tid til at læse mine ting og gav mig efterkritik. Og på et tidspunkt begyndte jeg at stole på det.


I begyndelsen forsøgte jeg at imitere de voksne og skrev, som jeg troede, man skulle. Men jo mere jeg kunne mærke, at de stolede på mig, jo mere tillod jeg mig at skrive og fortælle historier, som jeg havde lyst til. Det var berusende, og jeg er SÅ taknemlig. Da jeg stoppede på Politiken sidste sommer, hylede jeg i flere døgn i træk. Og jeg har lovet mig selv, at hvis jeg nogensinde bliver en gammel dame, der sidder og bestemmer, vil jeg være rigtig god ved de unge og dygtige.”

 

Barndomsveninden Kathrina Dauscha


“Jeg mødte hende, da jeg var fem år og havde første dag i børnehaveklassen på en katolsk privatskole på Østerbro. Vi kan begge huske, at vi så hinanden mellem alle de andre børn. Jeg var en drengepige med kort mørkt hår, og hun havde langt lyst hår og store blå øjne – jeg syntes, at hun var så fin.


Vi blev veninder og har været det lige siden og kan huske ting fra dengang, man havde permanentet hår og Ball-trøje, eller da man igen lå og troede, at man skulle dø af knust hjerte. Det betyder også meget for mig, at hun kendte min far, der døde, da jeg var 20 år, for det er en del af min historie, som også lever videre med hende.


Det er vildt at have kendt nogen i 30 år, men det er lykkedes os at udvikle os med hinanden. Der har været perioder undervejs, hvor vi næsten ikke eller slet ikke har haft kontakt, fordi vi har læst, arbejdet eller boet i udlandet, men vi har altid haft en fornemmelse af, at vi ville få det igen. Vi har et bånd, som giver en kæmpe tryghed hos os begge i dag. At vide, at vi er lige så urokkelig en del i hinandens liv, som et nært familiemedlem er.


Jeg har blind tillid til hende, og sammen med hende vender jeg også store livsbeslutninger. Det kan være jobskifte, kærester, livs- eller familiekrise. Med årene er vi også begyndt at sparre med hinanden fagligt – hun er leder i Københavns Kommune i dag, og er jeg ved at miste overblikket eller i tvivl om, hvordan jeg skal håndtere en sag, har hun altid et godt råd. Jeg har altid haft en mere tumultarisk tilgang til min karriere, hvor det kan være lidt spontant. Hun er mere velovervejet, strategisk og god til at tænke i lange træk. Det er jeg ved at lære nu, for hun har vist mig, at det er fedt at have nogle mål, for det har jeg aldrig haft før – hverken med mænd eller karriere.”

 

Blå bog


Læste journalistik på RUC, men blev aldrig færdig, da hun fik fast job på Politiken, før specialet var skrevet færdig.


Startede i praktik på Politiken i sommeren 2001 og blev ansat i december 2002.


I 2008 tog hun orlov i to år, hvor hun arbejdede som vært på programmet Kulturguiden på DR2 og gik i gang med at skrive bogen Enegænger – Portræt af en prins (2010) om den danske prinsgemal.


I august 2011 skiftede hun job til TV2, hvor hun i dag er redaktionschef og vært på programmet Kulturen på News.

 

Christian Jungersen, Forfatter, 50 år


Den danske succesforfatter er oprindelig uddannet cand.comm., men skriveriet kom hurtigt til at overtage hans fokus. Her fortæller han om de tre personer, der i særlig grad har rørt hans liv.

 

Den ukendte sanger


“Den sommer, hvor jeg netop var blevet færdiguddannet cand.comm., tog jeg på et funkmusikstævne for amatørmusikere. I gruppen for stævnets sangere skulle vi sidde i kreds på gulvet og fortælle om os selv. En sanger sagde: “Jeg er her, fordi det er gået op for mig, at jeg har nogle år, før jeg behøver at gå i gang med familie og hus og karriere og alt det.” Han holdt en pause og sagde så: “Sådan en 10-15 år!”


Jeg har aldrig set sangeren før eller siden. Men hans ord blev hængende. Jeg var 25 år og havde haft ret meget fart på med studierne indtil da, men jeg havde da også 10-15 år til at tænke ud af kassen med mit liv. Prøve noget helt andet. Det gjorde jeg så, og jeg blev så glad for den måde at leve på, at jeg aldrig vendte tilbage.”

 

Forfatteren Anders Westenholz


“Et halvt år efter funkstævnet kom jeg i en skrivegruppe. De andre i gruppen havde gået på et aftenskolekursus sammen, og nu fortsatte de med at mødes hver anden uge. Læreren fra kurset, Anders Westenholz, var også med i gruppen.


Ved mit intromøde skulle jeg for første gang i mit liv læse højt af en novelle, jeg selv havde skrevet. Min puls pumpede så højt i ørerne, at det var svært at koncentrere sig. Sved løb ned over min pande og mit ansigt. Det var virkelig mærkeligt, for normalt blev jeg aldrig rigtig bange. Jeg havde gået til eksaminer og jobsamtaler, jeg havde lagt an på piger, og altid havde jeg været nogenlunde cool. Nu var jeg helt i opløsning over at læse fire sider højt for en lille gruppe mennesker.


Bagefter tænkte jeg, at det havde været en afslørende aften. Den havde vist, at uddannelse og karriere (og kæresterier) indtil da ikke havde været så virkelige og vigtige for mig, som jeg havde troet. Frygten havde vist mig, hvad der virkelig betød noget i mit liv.


Vores lærer, Anders, blev hurtigt en meget nær ven. Han var 26 år ældre end mig og exceptionelt intelligent, sjov og kreativ. Anders (som døde for halvandet år siden) fik udgivet et væld af romaner. Han skrev også digte og fik opført skuespil. Derudover skrev han fagbøger om psykologi, om astrofysik og om Karen Blixen (der var hans grandtante). Når han skulle slappe af fra alt det skriveri, komponerede han klassiske symfonier, som han selv indspillede ved hjælp af musiksoftware på sin computer, men aldrig fik opført live. Jeg havde aldrig før mødt et menneske med så stærk og bredspektret en kreativ ild.


Men samtidig havde han svært ved at få helt almindelige dagligdags ting til at fungere. Tit stod der stabler af fyldte affaldsposer i hans køkken. Regninger og andre vigtige breve lå uåbnede i sorte plastsække. Økonomien, rengøringen og parforholdene var faldet totalt fra hinanden.

I 70’erne havde Anders været en kendt litterær modernist med det treårige arbejdsstipendium, egen artikel i leksikon osv. Siden da var folk holdt op med at købe hans bøger. Han var glemt, og intet han skrev, kunne bringe ham tilbage.


Han emigrerede til Portugal, og jeg boede med ham i hans lejlighed dernede i et par måneder, hvor vi, som altid, læste hinandens ufærdige manuskripter, gik ud at spise, fuldede os og havde det sjovt. Noget af det vigtigste, jeg vil forsøge at tage med mig fra mit venskab med Anders, er hans fuldstændige mangel på selvhøjtidelighed. Jeg havde ikke før mødt mænd af min fars generation, som var så nede på jorden og med på al slags fjolleri. Og jeg havde slet ikke mødt lærere, halvberømtheder og autoritetsfigurer, der var det. På nogle punkter udviklede hans liv sig til en fattig, snavset sump. På andre punkter vil han altid være en rollemodel. Et ideal for oprigtigt menneskeligt nærvær, som jeg vil måle mig selv imod.”

 

Kæresten Mette


“Få måneder efter at jeg mødte Anders, mødte jeg også min kæreste, Mette, ved en housewarmingfest hos en fælles ven. Vi er stadig sammen, og også hun er bizart begavet og fuld af sprudlen og sjov. Selv er jeg to meter høj, hun er lille, væver og spinkel med store brune øjne. Og vi er også hinandens modsætninger på mange andre måder: Jeg har fået en mild og beskyttet opvækst på en lilleskole i Humlebæk. Mettes barndom var i et hårdt og konservativt diplomathjem i Tyskland.


Mette gav mig en helt ny måde at se på verden, hun studerede litteraturvidenskab, hun var opfyldt af de mest komplekse og dystre 100 år gamle tyske digte, som hun kunne udenad. Begge hendes forældre var døde, og i al hendes humor og energi var der også noget mere vredt, alvorligt og mørkt end i nogen af mine venner. I forhold til Mette kom jeg pludselig til at fremstå som en happy-go-lucky surfer-dude.


Hun så mere i alting. Uanset hvad vi talte om, var der nye lag, skjulte betydninger, uopdagede nuancer, der fuldstændig væltede billedet af helheden. Mette viste mig ikke bare sig selv og mig selv, hun viste mig verden. Ikke på en måde, hvor den fremstår mild og god, men den fremstår helt sikkert uendelig meget mere ægte og dertil overdådig og interessant. På den måde har Mette ændret mig for altid. Verden er vokset. Før jeg mødte hende, kedede jeg mig MEGET, og jeg var ofte ensom. Alt det tog hun væk.


Da vi mødte hinanden, vil jeg sige, at hun havde en svær personlighed (og hun ville sige mig imod). I årevis skændtes vi flere gange om ugen, og indimellem længtes vi begge to efter et forhold, der kunne være mindre udmattende. Men når jeg så mig omkring, blev det hurtigt klart, at mindre udmattende også altid var kedeligere. Intet kunne komme i nærheden af det sjove, uforudsigelige, farlige og berusende energibundt, der med tiden lærte at stryge mig over panden med en større mildhed, og som for længst er blevet mit livs kærlighed.”

 

Blå bog


Debuterede i 1999 med romanen Krat, der indbragte ham debutantprisen på messen BogForum.

Siden har han begejstret anmeldere og læsere med knivskarpe psykologiske spændingsromaner som Undtagelsen (2004) og senest Du forsvinder (2012).

 

 

Malene Schwartz, Skuespillerinde, 75 år

 

Hun er mest kendt som Maude fra Matador, og derfor er det ikke overraskende, at hun fremhæver flere stærke kræfter inden for branchen, når snakken falder på, hvem der har haft størst indflydelse på hendes liv.

 
Teaterdirektør Arne Weel (1891-1975)

“Da jeg gik i 2. g på Skt. Jørgens Gymnasium i København, var han direktør for teatret Alléscenen, (i dag Betty Nansen Teatret, red.). Arne Weel havde hørt om mig gennem Louis Miehe-Renard, der dengang var en ung og succesrig skuespiller, som instruerede vores skolekomedie. Den kom han og så, og han engagerede mig på stedet.


Drømmen om at blive skuespillerinde lå naturligt til mig. For det første er jeg født med en kunstnersjæl, da min fars familie ikke består af andet end kunstnersjæle – ham selv iberegnet. Jeg var også altid som barn med i skolekomedier og syntes, det var fantastisk. Derfor blev mine forældre heller ikke chokerede, da jeg fortalte, at det ville jeg.


Vi diskuterede dog, om jeg skulle sige ja til hans tilbud, og blev enige om, at jeg først skulle afslutte min studentereksamen. Et år efter tog jeg studentereksamen, gik til alle studentergilderne, og 1. august vandrede jeg 18 år gammel ned ad Frederiksberg Allé og ind på Alléscenen, hvor jeg medvirkede i teaterstykker, mens jeg samtidig gik på Privatteatrenes Teaterskole.


Den tid hos Arne Weel var en form for mesterlære, hvor jeg lærte teatrets verden at kende, fordi foruden at gå på elevskole spillede jeg på teatret om aftenen. Dagene var inddelt således, at jeg gik i skole fra kl. 8 om morgenen. Derefter til prøve på teatret fra kl. 12-16. Tilbage på skolen et par timer og slutte dagen af på scenen om aftenen. Det var hårdt arbejde, men jeg syntes jo, at det var sjovt.”

 

Filminstruktør Erik Balling (1924-2005)


“Han var den instruktør, jeg mødte gennem et langt filmliv, og som så mig, mine kvaliteter og mine specielle evner. Erik Balling var en utrolig begavet mand, der havde fingerspidsfornemmelse for sine skuespillere, og hos ham følte jeg, at jeg fik lov til at yde mit bedste.


Han var en mand, der krævede meget af sine spillere. På Matador-optagelserne mødte vi kl. 5.30 om morgenen og blev sminket. Vi ankom på settet kl. 7.30, og på det tidspunkt havde Erik Balling været der siden kl. 6 om morgenen og arrangeret det hele. Alt var forberedt, og vi kunne vores replikker, og derfor kunne vi optage scenerne fra 7.30 til 11.30, og så fortsatte vi skuespillere videre til teatret. Det var utroligt, hvad vi nåede på den korte tid, og det var, fordi det hele var tilrettelagt til mindste detalje. Det gav en tryghed, at vi vidste, at vores instruktør havde det hele i sin hule hånd.


Det var hans skyld, at jeg kom til at spille Maude. Forfatter Lise Nørgaard havde forestillet sig, at Helle Virkner skulle spille Maude, og jeg skulle spille Elisabeth. Det mente Erik Balling var en helt forkert antagelse, for som han sagde: “Man skal ikke spille sådan, som man er i virkeligheden, man skal spille sin modsætning. Det er den udfordring, en skuespiller skal have.”

Vi fik aldrig mulighed for at læse mere end et par afsnit ad gangen, så jeg var meget i tvivl, om jeg skulle sige ja til rollen som Maude, fordi hun i starten er så ensporet. Hun går hele tiden op og lægger sig. Det var da meget sjovt og sødt, men det kunne godt blive lidt ensformigt.

Jeg havde en lang samtale med Erik Balling, som overbeviste mig om, at jeg skulle spille rollen, og det kan jeg ikke takke ham nok for i dag. Jeg blev ringet op af tv for nogle dage siden, der ville lave et indslag, fordi Matador-dvd’erne har solgt over tre mio. eksemplarer – det er helt vildt.


Når folk spørger mig, om jeg ikke er træt af at blive kaldt Maude, svarer jeg, at det har været en appelsin i min skuespils-turban, nemlig at kunne få lov at lave en rolle, som er i folks bevidsthed endnu efter over 30 år. For tænk sig, jeg har været teaterdirektør i 22 år på forskellige teatre. I de 22 år har jeg ikke haft tid til at spille meget teater, men fordi jeg har været med i Matador, har jeg aldrig været glemt af publikum, Jeg er stadig et navn, som folk gerne vil se på scenen – det har betydet utrolig meget for mig at være med i den serie.”    

 

Veninden Nini


“Jeg har en god veninde i Aalborg, som jeg mødte, da jeg lige var startet som direktør på Aalborg Teater i 1994, samtidig havde jeg lige mistet min mand, Paul Hammerich, så jeg var i en psykisk utrolig dårlig tilstand. Ved et tilfælde blev jeg introduceret til hende og hendes medarbejder, Niels Aage. Hun var oprindelig uddannet pianist ved konservatoriet, men tog senere uddannelsen som homøopat. Han var en førende organist ved Budolfi kirke, men han havde nogle helt specielle evner: Han kunne heale.


Da jeg kom til dem, havde jeg alle mulige mærkelige sygdomme af ren psykisk karakter. Og jeg kan tydeligt huske, hvordan de tog sig af mig. De satte sig ned og snakkede med mig, og jeg kunne øse mit hjerte ud til dem, for jeg var tryg ved dem fra starten.


Jeg husker stadig en dag, hvor jeg lå på en briks, og han healede mig. Der var meget i vejen med min mave, så han trak de dårlige energier ud af mig og min krop. Når han løftede sine hænder op fra min krop, slog der gnister ud af hans fingre, og han måtte vaske hænderne hele tiden. Men når jeg havde været til sådan en seance, hoppede jeg let som et lille lam af sted.

De to lærte mig også at drikke meget stærke øl – jeg har en sart mave og kan derfor ikke tåle vin. Det var ikke, fordi vi var fulde, men når vi var færdige med seancen, gik vi op i hendes køkken og sad og fik nogle stærke årgangsøl, så vi havde det rigtig fornøjeligt.


De to har hjulpet mig meget til at få det godt igen og bearbejde sorgen, mens jeg var i Aalborg. Han er desværre død, men hende har jeg holdt kontakten med. Vi rejser meget sammen og har været på Grønland og Island, hvor jeg holdt foredrag, og hun akkompagnerede mig på klaver. Vi har været på ferie i Spanien sammen, og for ganske nylig var vi i Egypten. Det er dejligt, at vi stadig har en tæt kontakt.”

 

Blå bog


Debuterede som 18-årig på Alléscenen. Samtidig uddannede hun sig på Privatteatrenes Teaterskole.


Har været tilknyttet en række teatre som Det Kongelige Teater og ABC Teatret. Har spillet med i et hav af film fra midt-50’erne til slut-60’erne, bl.a. Frk. Nitouche og Prinsesse for en dag. Mest kendt for sin rolle som Maude i tv-serien Matador.


Arbejdede i 22 år som teaterdirektør for bl.a. Aveny Teatret, Aalborg Teater og Folketeatret. I dag spiller hun stadig og er aktuel til nytår med stykket Kærestebreve på Folketeatret.


Udgav i juni bogen Alba – En familiekrønike om sin dominerende farmor.

Rasmus Botoft, Skuespiller, 40 år

 

Få historien om Rytteriets usynlige tredjemand, en tarotlæsende viking og kvinden, der har fået ham til at falde på plads i livet.

 

Konen Lisbeth Wulff


“Vi mødte hinanden på teaterskolen i Aarhus i midten af 90’erne, og vi har været sammen lige siden. Med Lisbeth er jeg faldet på plads i livet. Hun har hjulpet mig til at komme ordentligt til stede i mit eget liv, og vi bruger hinanden til at tale om alting og være der for hinanden.


Da vi begge er skuespillere, forstår hun den passion, jeg har til arbejdet, og de skæve arbejdstider, som der er nogle gange. Når man er i gang med at lave en forestilling eller en film, er man meget passioneret, og det kan være en altædende proces. Lisbeth har en forståelse for den proces, jeg kan være i, fordi hun selv ved, hvad det handler om. Og derfor kan man godt acceptere, at den anden forsvinder ind i noget eller er meget frustreret i en periode. Vi hjælper også hinanden meget i hinandens arbejde og bruger hinanden til at diskutere roller.

Jeg er meget lykkelig sammen med Lisbeth, og jeg synes, at vi er et godt sted i livet, og det er, fordi vi har hinanden. Vi har også kæmpet meget med vores forhold, det har ikke altid bare været nemt, men det har også ført os tættere sammen. Vi fik for seks år siden en søn og blev gift for to år siden, og hende vil jeg dele livet med.”

 

Produceren Thomas Bernsen


“Han er producer i DR Fiktion, og det er faktisk hans skyld, at der findes et program ved navn Rytteriet, fordi han spurgte Martin og mig i 2008, om vi ville have vores eget radioprogram. Martin og jeg har arbejdet sammen siden 2002, hvor vi havde et teater, der hed Teater Marianne og lavede forestillinger på Café Teatret. Vi lavede også et DR2-program der hed Dusk og Bomholts kvarter, som dog ikke blev den store succes.

Thomas havde set begge dele, og han skulle i gang med at lave en ny satireprogramflade om søndagen på P2 og spurgte os, om vi ville være med. Jeg var lige stoppet på Det Kongelige Teater, hvor jeg havde været fast i fem år, og det var superfedt at få et andet fast sted, og det blev DR på grund af ham. Vi lavede 70 udsendelser sammen med Thomas over de næste to år. Han har været en sparringspartner og var med til at forme programmet, fordi han har klippet og produceret samtlige radioudsendelser med Rytteriet.


Thomas fik os til at arbejde meget mere målrettet med vores ideer. Helt konkret skulle vi lave et kvarter langt program hver uge. Det er fuldtidsarbejde at lave et kvarters satire hver uge. En sjov sketch, man har skrevet på længe, varer måske to minutter. Derfor tog vi også beslutningen om, at nu satser vi sgu på det her samarbejde. Alle de år, før vi kom på radioen, havde vi nemlig også lavet meget hver for sig, men nu besluttede vi os for at sige nej til andre ting for at kunne koncentrere os fuldt ud. Nu er det tid at hylde ham, fordi det var ret skelsættende, at vi kom i gang med det radioprogram, og vi havde aldrig forudset, at Rytteriet ville blive så stort.”

 

Tarotlæseren Viking


“Jeg kender ikke hans rigtige navn, men da jeg lavede revy oppe i Tisvildeleje i en togvogn i 2005 sammen med Mette Horn, Søren Malling og Martin Buch, hang denne mærkelige mand ud ved den togvogn, hvor vi spillede. Han havde nogle store tarotkort, som han spåede folk med, og nogen syntes, han var irriterende og tog ham ikke alvorligt. Andre sagde, at han virkelig kunne et eller andet.


Jeg sagde i hvert fald ja til at lade mig spå af ham en aften, hvor det blev virkelig heftigt. I starten tog jeg det hele med et gran salt, og der sad også andre omkring os og hørte med. Til sidst var det kun os to tilbage, han fortalte mig ting, og jeg tog masser af notater i en bog.

På det tidspunkt havde jeg nogle konflikter i mig selv og stod et sted, hvor meget var i forandring omkring mig. Der var en grundlæggende tvivl om alt muligt. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle, og hvor jeg skulle hen. Min far var ved at dø, og jeg grublede over kærligheden, så der var opbrud på alle mulige måder, og der faldt et eller andet på plads for mig under den seance med Viking.


Jeg kan huske, at jeg trak kortene Det brændende hus og Den hængte mand. De to kort sammen er åbenbart meget voldsomt. “Uhhh, det er det brændende hus, neeeejjjj, det er et vildt sted, du står i dit liv, Rasmus, øjøjøj” – der var mange dramatiske lydeffekter fra Viking til at forstærke seancen. Det ramte et eller andet helt vildt i mig, måske fordi jeg rent faktisk følte, at jeg befandt mig i et brændende hus eller rettere var et brændende hus.


Seancen med den maniske Viking hjalp mig til at træffe nogle vigtige beslutninger og komme videre med nogle ting. Det var ikke sådan, at han sagde, hvad jeg konkret skulle gøre. Han fortalte bare, hvad kortene betød, og havde tydeligvis styr på det.


Det var meget intenst for mig at møde ham, og forleden fandt jeg faktisk nogle af notaterne og kom til at tænke på Viking og vores fælles tarot-seance i et pakhus en sommernat i Tisvildeleje.”

 

Blå bog


Uddannet skuespiller i 1999 fra Aarhus Teater. Fastansat på Det Kongelige Teater fra 2002 til 2008. Især kendt fra satireprogrammet Rytteriet og har også spillet med i tv-serien Lykke og Isas Stepz.

 

Har vundet DR’s Sprogpris sammen med Martin for Rytteriet samt Årets Satire i TV-prisen 2011 og vandt Radiodays for Årets Satire i 2009.

 

I september er han aktuel i teaterstykket Rear Window i Eventministeriet på Det kongelige Teater. Og lige nu arbejder han bl.a. på et nyt satireprogram  til DR1 med Martin Buch.

 

Gift med skuespillerinden Lisbeth Wulff, som han har en søn med.

 

ARTIKLEN BLEV BRAGT FØRSTE GANG I 2012.

Rosalinde Mynster, Skuespillerinde, 21 år

 

Barndomsveninden Sofie, instruktøren Niels Arden Oplev og kæresten Nikolaj Arcel har været 3 skelsættende personer i den unge skuespillerindes liv.

 

Veninden Sofie


“Jeg har kendt Sofie siden børnehaveklassen, og vi har efterfølgende fulgt hinanden igennem både folkeskolen og gymnasiet. Hun og jeg har altid lavet så mange åndssvage ting sammen: fra at klæde os ud og filme små skuespilscener til at styre skolekomedierne fuldstændig på gymnasiet. Måske var vi egentlig lidt irriterende sammen.

Vi opfører os vist stadig lidt fjollet og pinligt nogle gange, når vi fx klæder os ud som punkere for sjov. Sofie vil faktisk også gerne være skuespiller i dag. Hun har haft et par sabbatår, hvor hun bl.a. har arbejdet med børn og hamstret en masse erfaring, hun vil kunne bruge som skuespiller. Det har formentlig betydet en hel del i forhold til min tilgang til skuespillet i dag, at det i barndommen var en sjov leg, Sofie og jeg udforskede. Sofie var altid min medpart, og hun betyder stadig enormt meget for mit liv. Det er vigtigt at have en, man kan være lidt skør sammen med.”

 

Instruktøren Niels Arden Oplev


“Da jeg blev castet til To verdener, var det første gang, jeg skulle spille en hovedrolle på film, og det var en stor ting. Jeg har jo altid været i skuespilmiljøet pga. mine forældre, men jeg har aldrig fået nogen skoling i faget. Det betød sindssygt meget, at Niels gav mig den opgave, og det var utrolig rart at føle, at der var en, der stolede så meget på mig og gav mig det ansvar. Jeg var 16 år på det tidspunkt, og det var sgu et godt boost for selvtilliden!

Niels er en fantastisk instruktør med sine skuespillere. Han bliver ved, indtil scenen sidder i skabet, men det er o.k., for man føler hele tiden denne gensidige tillid. Det var en voldsom rolle at spille i den alder, men Niels gjorde det til en tryg oplevelse. Han lærte mig at stole på mine instinkter som skuespiller. Jeg følte aldrig, at en scene eller en følelse skulle forceres – i stedet for at spille scenerne lærte jeg at være i dem.

Det er en god metode, der sørger for, at man altid har sig selv med i processen. Den teknik kan dog også have sine bagsider. Jeg var fx ret forvirret i starten af optagelserne og kom hjem om aftenen og var lidt ulykkelig uden at vide hvorfor. Jeg skulle lære at give slip på rollen efter arbejde og sige til mig selv: “Nu går jeg hjem, nu lægger jeg det fra mig.”


Niels gjorde så meget for min karriere og min udvikling som skuespiller, og i dag er jeg så glad for, at jeg startede med den rolle. Jeg fik udforsket en masse ting og tog mange teknikker med mig videre.”

 

Kæresten Nikolaj Arcel


“Nikolaj er min første rigtige forelskelse, og med ham har jeg lært kærligheden at kende. Vi blev kærester, da jeg var 18 år, og det var meget stort at møde en, som forstod mig så godt. Vi kan snakke om alt, og jeg kan være dum over for ham, uden at han nogensinde dømmer mig. Fordi vi er i samme branche, kan vi også sparre med hinanden omkring arbejdet, og det er dejligt sådan at have hinanden hele vejen rundt.


Vi forelskede os til Robert-uddelingen i 2009. Vi havde egentlig kendt hinanden i lang tid inden, men det var der, det skete. Der er jo stor aldersforskel på os – 18 år. Det er ikke noget, jeg selv nogensinde tænker over, men i starten af forholdet kunne det da godt være lidt underligt, når jeg præsenterede ham for mine venner.


Ud over at have lært en masse om kærligheden har jeg også udviklet mig professionelt igennem vores forhold. Da jeg fx spillede med i Sandheden om mænd, som Nikolaj instruerede i 2010, var det en meget anderledes rolle end den, jeg tidligere havde spillet i To verdener. Men det kunne lade sig gøre, fordi Nikolaj kender mig så godt. Han behøver bare at sige “Lidt mindre af det der”, og så ved jeg lige, hvad han mener.


Han lod mig vise nogle andre, mere udfordrende sider af mig selv i Sandheden om mænd, som han vidste, jeg havde i mig. Men det var da en sjov rolle at spille over for sin kæreste, når man sådan skal stå og snave med en anden mand (Thure Lindhardt, red.). Men det må man acceptere i den verden – og Nikolaj havde jo også selv sat mig til det! Vi arbejdede også sammen på En kongelig affære, men jeg føler aldrig, at Nikolaj vælger mig til en rolle, fordi jeg er hans kæreste. Det handler først og fremmest om, hvorvidt jeg er egnet til rollen. I min fritid skriver jeg meget, noveller og teaterstykker (så sidder man heller ikke hele tiden og venter på, at telefonen ringer med et job), og det samme gør Nikolaj. Så ud over skuespillet har vi også en masse andre ting sammen.”

 

Blå bog


Datter af skuespillerparret Karen-Lise Mynster og Søren Spanning.


Fik sin debut med hovedrollen i filmen To verdener fra 2008 om en pige, der bryder med sin familie, der er Jehovas Vidner.


Siden 2009 kæreste med filminstruktøren Nikolaj Arcel, der står bag film som Sandheden om mænd (2010) og En kongelig affære (2012).

I sommer flyttede skuespillerinden til L.A., hvor hun vil prøve lykken det næste års tid. 

 

 

 

Henrik Fallenius, Model, 28 år

 

Den unge kæreste, den seje modelbooker og moren med de gode gener er kvinderne og manden i Henrik Fallenius’ liv.

 

Moren Ingela Fallenius


“Hun er jo min mor, så selvfølgelig har hun haft en stor betydning i mit liv. Hun har nemlig altid været der og støttet mig hele vejen. Fra hende har jeg også fået mine gode gener, for hun er meget smuk. Og så har hun givet mig masser af selvtillid, hvilket er ret godt at have i denne branche og i jobbet som model. Hun har, fra jeg var lille, lært mig, at jeg skal gøre mit bedste og arbejde hårdt, hvilket har været rigtig godt for mig, for jeg kunne nemt være blevet en doven dreng. Skole, lektier og læring har altid været let for mig, men hun har aldrig givet mig lov til at lade det flyde.


Hun har desværre fået brystkræft for anden gang nu, men på trods af, at det er hårdt at være syg, er hun altid glad og i godt humør. Og når jeg kommer hjem og besøger hende, laver hun altid god mad, selv om hun har været dårlig. Det er ikke let for mig at være så meget væk med mit job, hvor jeg rejser til New York og Paris, men for hende er det vigtigt, at hverdagen og livet fortsætter, som det plejer.”

 

Modelbookeren Sune Palner


“Det er ham, der gør alt det hårde arbejde, for selve modelarbejdet er ikke så svært – især som fyr er det ret nemt at gå på en catwalk. Sune fra mit modelbureau Scoop er ham, der sætter gang i min karriere, fordi han booker jobbene, og selv om han er en ung fyr, er han benhård at forhandle med. Hvis jeg er utilfreds med løn eller forhold, løser han det altid til min fordel. Han er en sej gut.


Når jeg er hjemme, er jeg forbi kontoret i København en gang om ugen, og ellers taler vi i telefon to til tre gange om ugen. Jeg er først rigtig gået i gang med at arbejde som model inden for det sidste halve år, fordi jeg ville gøre min master i psykologi færdig. Han er supergod at tale med, fordi han kender branchen. Det har været et ret voldsomt og underligt skifte at gå fra et seriøst universitetsmiljø og over til modelbranchen, og det er rart at have en, som ved, hvad jeg taler om, og forstår de oplevelser, jeg får i mit arbejde. Jeg kan faktisk også bruge min psykologiuddannelse i mange situationer, fordi jeg bedre forstår folks reaktionsmønstre.

Men jeg er glad for, at jeg først begyndte at arbejde som fuldtidsmodel som 28-årig i stedet for som teenager. Jeg har en del mere livserfaring at trække på, hvilket er godt, fordi det er nemt at blive grebet af den stemning og de penge, der følger med jobbet som model. Jeg er også glad for at have taget en uddannelse, som jeg kan falde tilbage på, når jeg ikke ser godt ud mere.”

 

Kæresten Ionna Olsson


“Jeg mødte min kæreste for to år siden, da jeg var i gang med at gøre min master færdig på universitetet i Lund. Da vi lærte hinanden at kende, var jeg noget af en festabe og gik i byen onsdag, torsdag, fredag og lørdag – næsten hver uge. Jeg festede uden tvivl alt for meget og var generelt lidt for meget af det hele. Men hun har fået mig til at falde til ro, og sammen med hende har jeg fået mere styr på mit liv og mine værdier.

Vi mødtes faktisk på en club og endte med at gå hjem sammen, hvor vi altså kun lå i ske. Men vi har faktisk sovet sammen lige siden, så vores forhold har været meget tæt fra første dag. Jeg har også fået tatoveret hendes navn på min arm, så hun altid er med mig, når jeg er ude at rejse. Hun læser selv til arkitekt og synes, at mit arbejde som model er ret fjollet, men støtter mig 100 % i det alligevel. Det er lidt sjovt, at det er hende, som har fået mig til at falde til ro, for hun er kun 21 år.”

 

Blå bog


Har en master i psykologi fra universitetet i Lund. Bor i dag i Malmø med sin kæreste.


Blev opdaget i en butik i Lund, hvor han blev opfordret til at sende billeder til modelbureauet Scoop, der tog ham ind som model.


Er netop kommet hjem efter modeugerne i Milano og Paris, hvor han også lavede en opgave for Vogue Homme International. I foråret vandt han titlen som Årets nye danske model ved Dansk Fashion Awards, selv om han er svensk.

 

 

 

Bente Klarlund, Professor, dr. med., 55 år


En moster med rødder i Frelsens Hær, en politisk ukorrekt latinlærer og en veninde med samme kald er de mennesker, der har præget Bente Klarlund allermest.

 

Mosteren Alma

“Hun er i virkeligheden ikke min moster, men min mormors søster. Jeg var så heldig at vokse op med fire bedsteforældre, men de boede i Jylland, hvorimod moster Alma tidligt i min barndom flyttede tæt på os i København, og jeg havde derfor meget med hende at gøre. Før hun blev pensioneret og flyttede til storbyen, ledte hun et pensionat inden for Frelsens Hær i Strib på Fyn.


På min mors side tilhører hele familien Frelsens Hær, og hun blev eksponent for de værdier, der følger med det, nemlig pligtfølelse og det med, at når man har sagt ja til noget, så gør man det også. Jeg kan huske, at hun ofte brugte ordet pligt og sagde: “Det er et dejligt ord, Bente”. Jeg er da også meget pligtopfyldende, og det kan være et åg, men det kan også hjælpe en til at komme langt i tilværelsen, for har man sat sig noget for, så gør man det også.


Der var en meget stor hjertevarme, og jeg var aldrig i tvivl om, at jeg betød rigtig meget. Jeg husker tydeligt den sidste gang, jeg var sammen med hende. Jeg var højgravid, og hun klappede mig på kinden og sagde, at hun glædede sig sådan til, at jeg kom forbi med barnevognen. Hun døde inden for timer samtidig med, at jeg fødte, og det var, som om at hun gik ud, og så kom min søn – det var virkelig slægt skal følge slægters gang.


Jeg har også gennem min moster Alma, min morfar og mormors arbejde for Frelsens Hær set hele den sociale vifte qua deres arbejde, hvor de tog sig af landstrygere, alkoholikere og folk, der havde det svært. Det sociale engagement var meget stærkt i deres liv, og allerede som 17-årig startede jeg et narko-arbejde på Nørrebro, hvor jeg sammen med nogle venner åbnede en kaffebar og var meget opsøgende for at hjælpe. Den prægning betyder meget på mit virke i dag, hvor jeg arbejder for at give alle mulighed for at leve et sundt liv.


Moster Alma var god til at samle familien, og jeg samler selv hele min familie mindst en gang om ugen, hvor vi alle spiser sammen. Jeg har fire børn, der er voksne nu, og i eftermiddag tager jeg rundt og henter børnebørnene, og så samles vi alle sammen senere. Vi har stadig et af hendes kaffestel i familien, så hun er med til bords.”

 

Latinlæreren Viggo Tønsberg


“Jeg kommer fra et ikke-akademisk miljø og er vokset op på ydre Østerbro, hvor jeg gik på Bryggervangens skole. Der var rigtig mange rødder, og det var tit, at undervisningen faldt fuldstændig fra hinanden. Lærerne var ikke særlig ambitiøse på vores vegne, og da jeg startede i gymnasiet, manglede jeg et helt års pensum i matematik. Jeg har altid været meget glad for bøger og lærdom, men jeg måtte undertrykke det, for det gjorde ikke én populær i klassen.

Da jeg var 14 år, ville jeg gerne have latin. Min skole havde ikke et latinhold, så jeg måtte cykle til Strandvejsskolen, hvor jeg fire gange om ugen kunne gå til latin.

Viggo Tønsberg var min lærer, og det var en helt anden type lærer, end jeg nogensinde havde mødt, Han var på mange måder politisk ukorrekt. Han kunne fx finde på at sige, at han kunne acceptere dovenskab, men under ingen omstændigheder dumhed. Han satte barren højt, og det blev et vendepunkt for mig, for jeg havde stort set aldrig været nødt til at lave lektier. Han spottede, at jeg var ambitiøs, og det var første gang, at jeg fik lov til at være ambitiøs, og at der var en glæde i at lære. Han sagde, at jeg ville kunne nå langt, hvis jeg brugte det, han havde lært mig. Det har jeg tit tænkt på siden.


Han lærte mig fx at systematisere min indlæring, og det har jeg brugt sidenhen, for når man læser medicin, skal man kunne systematisere nogle ting og boge den, gå til eksaminer og synes, at det er i orden. At det er i orden at sætte barren højt, har jeg også taget med ind i forskerlivet. Det er ikke populært at sige det, men hvis man ikke ønsker at være den førende på sit felt, skal man lade være. Det ligger i forskningens natur, at man finder noget nyt.”

 

Veninden Inge Haunstrup Clemmensen


“Inge er overlæge i Kræftens Bekæmpelse og er den, som altid toner frem på skærmen, når der bliver talt om rygning. Men hun er også min nære veninde. Vi mødte hinanden, da vi boede i samme opgang, og vi begge var midt i 20’erne. Det havde ikke noget at gøre med, at vi begge læste medicin. På det tidspunkt boede jeg sammen med min mand i den opgang, hvor hun flyttede ind sammen med ham, som blev hendes mand.

Min mand og jeg tog på samme tid tre børn til os, og vi fik meget hurtigt et biologisk barn også, så vi fik fire børn i løbet af meget kort tid. Vi levede meget boheme-agtigt midt i byen, og pludselig var der børn, som skulle i børnehave, og der skulle laves mad hver aften. Der var en vældig opbakning fra hende, og vi begyndte også at spise sammen og tog på ferier i sommerhus. Det, der gør, at jeg gerne vil fremhæve hende, er, at hun holder næsten lige så meget af mine børn, som jeg gør. Og det gælder også den dag i dag, hvor hun også har et tæt forhold til mine børnebørn.  


Gennem årene har vi også fået et stort fagligt fællesskab. Vi går begge meget op i sundhed og forebyggelse, som vi snakker rigtig meget om. Hun har stimuleret og inspireret mig enormt meget som diskussionspartner og har en meget fin måde at give mig kritik på og give mig gode ideer.


Det er meget specielt, at man både deler noget, som er venskab, grænsende til familieskab, og så også har en fælles faglighed, en interesse for sundhed og forebyggelse, som nærmer sig noget, der er et kald.”

 

Blå bog


Uddannet læge i 1983. Senere videreuddannet som specialist i infektionssygdomme og klinisk professor i integrativ medicin ved Københavns Universitet.

 

I dag er hun centerleder for Danmarks Grundforskningsfondscenter for Inflammation og Metabolisme, Rigshospitalet, Københavns Universitet

 

Har skrevet bøger om motion og sundhed, er gæsteforelæser verden over og har modtaget adskillige priser for sin forskning og formidling.

Hun har fire børn.

Adam Aamann, Kok, 38 år

 

Hustruen Sara, kollegaen Jan Friis-Mikkelsen og det amerikanske folks attitude har været med til at sætte deres tydelige præg på Adam Aamann.

 

Konen Sara


“Min kone, som er læge, er nok den person, som udfordrer mig mest. Vi har været sammen siden 1996, hvor vi mødtes til en fest hos en af mine gamle venners storesøster. Sara skilte sig bare ud, og jeg faldt for den her kvinde med ben i næsen. Jeg er ikke selv så god til at reflektere over livet og har det med at knokle igennem og kun fokusere på få ting ad gangen. Samtidig er jeg også utrolig perfektionistisk, hvilket godt kan resultere i, at man lader sig opsluge af ting på en knap så sund måde.

Sara er rigtig god til at sparke til mig, så jeg kommer ud af de vaner, især når mit arbejde tit fylder for meget. Hun kan få mig til at forholde mig til andre ting i livet, ikke mindst vores trebørns-familie. Og så er hun god til at stille de rigtige spørgsmål, der får mig til at tænke dybere over tingene. ”

 

Kokken Jan Friis-Mikkelsen


“Jan er den, der har inspireret min karriere mest igennem årene. Som nyudlært kok kom jeg i 1997 op på hans lille Restaurant Tinggården oppe ved Frederiksværk, og Jan havde en tilgang til mad, råvarer og tilsmagning, som jeg ikke havde mødt i samme grad før. Før du så alle de danske kokke ligge med røven i vejret ude i skoven og rode, lå Jan derude og plukkede svampe. I år har han haft sin restaurant i 25 år, og han står stadig selv i køkkenet.

Jan laver enkel og rustik mad, og selv om vi i dag er ved at brække os over at høre om “de gode danske råvarer”, vil jeg sige, at jeg oplevede konceptet i sin mest ærlige form på Tinggården dengang. Lokale kom fx med kyllinger af den særlige race Plymouth Rock, der blev avlet i området, og andre kom med harer og råvildt skudt i skoven. Før jeg mødte Jan, havde jeg klart haft mine egne ideer om madlavning, men mit ophold på Tinggården var med til at definere godt og skidt for mig.

Jan testede mig hele tiden, og en af de første dage, jeg var der, stak han mig fx et stykke lufttørret italiensk kød og sagde: “Det skal du smage. Hold kæft, det smager godt, ikke sandt?” Det smagte ikke af noget, men jeg sagde bare “Mmm, ja” for at tilfredsstille ham. Jeg var jo helt ny. “Gu’ gør det ej! Det smager jo ikke af en skid!” sagde Jan så. Og sådan var det deroppe – jeg blev hele tiden tvunget til at tage stilling til det, jeg stod med. Vi mødes stadig et par gange om året på hinandens restauranter og spiser.”

 

Det amerikanske folk


“Jeg har været en del i New York, i og med jeg har åbnet restaurant derovre, og man kan ikke undgå at blive grebet af det overskud, som den almene amerikaner udviser, og som jeg ikke synes, at vi har herhjemme. Selv om der er så mange mennesker derovre, og alt skal gå meget stærkt, er der bare også mere rummelighed. Jeg er tit kommet hjem fra USA fyldt op af, at nu vil jeg være på samme måde. Bare det, at man lige holder døren i metroen, hvis man ser en komme løbende, og at man kan snakke med folk på gaden, uanset om de går i skrigende neonbukser eller ligner afdankede rockere – det kan jeg godt lide.

Kontakten mellem mennesker er større end i Danmark. Herhjemme kan vi godt lide at kalde amerikanerne overfladiske og tjenerne for sleske, når de fx siger “Have a nice day”. Så siger vi danskere: “Det er jo bare, fordi de får drikkepenge,” og: “Øv, hvor er det egentlig irriterende.” Men det er da bedre, end at der slet ikke bliver sagt noget til kunderne.


Selvfølgelig er amerikanerne overfladiske, for man kan jo ikke være andet, hvis man lige har mødt en fremmed. Men det er også en helt anden måde at være på som menneske end det pjat herhjemme med, at man ikke holder tilbage for hinanden på cykelstien og skriger “Fuck dig!” over det mindste. Den mangel på overskud i København grænser til det direkte pinlige. Jeg er selv en værre skyklap-spade, men det må da være muligt at fremelske et overskud i os alle sammen. De fleste danskere kan jo godt være mere åbne, når de selv rejser ud, men hjemme bryder vi os ikke om, hvis en fremmed taler til os på en café.

Min opfattelse er, at problemet kun er blevet værre med årene. Jeg tror, en del af forklaringen ligger i, at der i byerne bor så mange mennesker, som er vokset op på landet, og som dermed ikke er vant til at rumme så mange mennesker omkring sig. Bondekulturen ligger måske lige så dybt i os, som nybyggerkulturen ligger i amerikanerne, og hvor rummeligheden er fulgt med igennem tiden. Men sagen er jo, at jo mere plads og overskud, vi kan give til hinanden i hverdagen herhjemme, jo mere vil der komme retur af det.”

 

Blå bog

Født i 1974 og uddannet kok. Har tidligere arbejdet på Restaurant Tinggården og hos Meyers.

Åbnede i 2006 Aamanns Smørrebrød på Østerbro og året efter Aamanns Establissement ved siden af.


Har skrevet flere kogebøger, bl.a. Aamanns kryddersnaps og Aamanns til frokost.


Åbnede i august i år restauranten Aamanns/Copenhagen i New Yorks Tribeca-kvarter, der serverer klassisk dansk smørrebrød.

Læs også: 20 skud fra hoften: Morten Vammen »

 

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Rasmus Botoft