12 for specialet men uden job: ”Jeg har aldrig følt mig så umyndiggjort, ligegyldig og lille”

Forestil dig, at du har færdiggjort din drømmeuddannelse på normeret tid, fået 12 for dit speciale og undervejs haft studierelevante job samt plejet dit netværk.

Men når du skal ud at erobre jobmarkedet, oplever du, at der ingen stillinger er til dig. Lyder det sindssygt? Ja, men det er ikke desto mindre, hvad der sker for en del færdiguddannede. Vi har mødt 30-årige Louise, hvis rigtige navn er kendt af redaktionen, som blev uddannet kunsthistoriker for tre år siden, men fortsat er arbejdsløs. I et af årene har hun været på barsel.

De optimistiske tanker, Louise havde som studerende om tiden efter studiet, begyndte allerede at falme i de første måneder på dagpenge.

- Jeg var positiv de første måneder, fordi jeg ved, at ting tager tid, og jeg tænkte, at jeg havde haft rimelig nemt ved at finde et studiejob, så et fast arbejde kunne jeg vel også finde. Men jeg blev ret hurtigt mødt af et håbløst anden aktør-system (den part der typisk hjælper én med jobsøgningen, når man er ledig, red.). De vidste ofte ikke, hvad min uddannelse gik ud på, eller hvad man kunne bruge den til. Jeg blev mødt med et: "Nej hvor spændende, at du har læst Kunsthistorie – men hvad kan du så blive?". Kunsthistoriker er noget, jeg er – det er en profession. Jeg skal ikke ud og være noget andet, siger Louise.

LÆS OGSÅ: Cecilie fandt drømmejobbet i L.A.

Når man træder ind i hendes lejlighed, er man ikke i tvivl om, at her bor en person, hvis hjerte banker for kunst; hver en flade er dækket af en finurlig plakat eller et fint lille maleri.

Kunsthistorie var derfor et naturligt valg for Louise, da hun skulle på universitetet, selvom hun var klar over, at det ikke ville være nemt, når hun fem år senere skulle finde et job.

Det skulle hun vise sig at få skræmmende meget ret i.

"12-tals-jobsøgende"
Ligesom med alt andet i sit liv har Louise ellers været målrettet, når det gjaldt at opbygge sit cv med studierelevante stillinger, at få 12 for specialet og at gå professionelt til jobsøgningen. 

Hun har søgt flere stillinger om ugen, end dagpengereglerne kræver, hun har holdt sig fagligt opdateret, søgt uopfordret, lavet alternative ansøgninger, ringet op til virksomheder og netværket på livet løs.

Men er hun ikke for kræsen? Så mange job er der jo netop ikke til kunsthistorikere...

- Mange siger: "Burde du så ikke bare tage et eller andet?" Men det er ikke noget, man bare tager. For når du er akademiker, så ved arbejdsgiverne godt, at du til hver en tid vil søge videre, og så vil de altså hellere have en ung arbejdskraft eller studerende. Og når man så modtager det ene afslag efter det andet, så kan du ikke undgå at blive påvirket af det og miste troen på dig selv. Jeg har været på grænsen til depression, og det eneste, der har holdt mig kørende er min familie og den opbakning, jeg har fået fra dem.

Med ekspresfart på vej ud af dagpengesystemet
Nu er Louise med ekspresfart på vej ud af dagpengesystemet mod en uvis fremtid uden økonomisk hjælp. Hun er nemlig ikke engang berettiget til kontanthjælp, så længe hendes mand kan forsørge hende. 

LÆS OGSÅ: 4 teenagere med succes: Her er deres bedste iværksættertips

Men hvad gør A-kasserne for dem, der er på vej ud af dagpengesystemet efter de maksimale to år, men stadig ikke har fundet et arbejde? Ganske meget lyder det fra Ginna Sørensen fra Magistrenes A-kasse, målrettet humanistiske uddannelser. 

- Vi bruger mange kræfter på at undgå, at vores medlemmer kommer i den situation. Når man nærmer sig endepunktet for sin dagpengeperiode, får man tilbud om at komme til et informationsmøde om overgangen, og man kan booke en personlig samtale, hvis man har brug for det. Tilbuddene er frivillige, men vi forsøger at samle folk i små grupper og møde dem personligt i den situation, hvor de har brug for sparring. Samtidig kan de naturligvis benytte sig af alle de tilbud, vi i øvrigt har, for at hente inspiration og viden, siger Ginna Sørensen.

Hun er udmærket klar over, at mange akademikere er hårdt prøvet i disse år.

- Jeg oplever, at det generelt er svært for dimittender at få bid i det første job. Og hvis du ser på statistikkerne, gælder det også for andre faggrupper. Langt de fleste dimittender oplever faktisk ledighed i det første år efter færdiggjort uddannelse. Udfordringerne gælder således bredt på arbejdsmarkedet. Humanisterne er gode generalister, de er hurtige til at sætte sig ind i nye områder, kan tænke ud af boksen og tænke helhedsorienteret - og heldigvis får stadig flere virksomheder øjnene op for deres kvaliteter. Så udfordringen ligger måske snarest i synliggørelsen af deres kompetencer, så endnu flere efterspørger dem, siger Ginna Sørensen.

Job via netværk - ikke via ansøgninger
Louise oplever, at årsagen til, at det er svært at få sit første job også er, at der kun sjældent bliver sluset nye folk ind. Og job målrettet kunsthistorikere er der ikke mange af. I hvert fald ikke hvis man også vil have løn.

- Nogle af de stillinger, der er slået op, viser sig at være løntilskudsstillinger forklædt som rigtige jobopslag. Og når jeg ringer rundt, er arbejdsgiverne kun åbne for praktik- eller løntilskudsstillinger. Generelt er jeg meget imod løntilskudsstillinger, som bliver misbrugt i min branche. Men på et tidspunkt følte jeg mig tvunget til at søge en sådan stilling, da jeg godt kunne fornemme, at det var min eneste mulighed for at få noget mere erfaring. Og jeg fik da også noget mere erfaring ud af det, men bare ikke et job. Der ryger den ene akademiker videre i systemet efter den anden på den måde, for når perioden for løntilskudsstillingen er kommet til en ende, så ansættes der bare en ny.

På grænsen til depression
Under stort set hele vores samtale kæmper Louise for at holde tårerne tilbage. Hun forklarer, at det især er følelsen af magtesløshed, som går hende på.

- Det har været en rigtig hård tur op ad bakke, som jeg nu føler, at jeg er gået i stå på. Og jeg har aldrig følt mig så umyndiggjort, ligegyldig og lille, som efter jeg blev en del af dagpengesystemet. Og jeg har erfaret, at man virkelig selv skal kende de regler, man er underlagt. Man skal ikke forvente, at A-kassen, anden aktør eller Jobcentret kender reglerne. Og det har jo også noget at gøre med, at reglerne hele tiden bliver lavet om, mener Louise.

LÆS OGSÅ: Job i modebranchen? Få tips fra 10 ildsjæle

Men der er ifølge Ginna Sørensen hjælp at hente hos A-kasserne, hvis man oplever psykiske problemer som led i sin jobsøgningsproces.

- Når vi har personlige samtaler med vores medlemmer, hvilket er hver 3. måned, forsøger vi at stikke fingeren i jorden og fornemme, hvor medlemmerne er henne. Vi har en karriererådgiver, der tager særligt hånd om dem, der er stressramte, og coacher dem, og så har vi kurser i stresshåndtering, fortæller hun.

- Det eneste sted, hvor jeg har følt en opbakning og følt, at jeg er blevet hørt og taget alvorligt, er i min fagforening, selvom de ikke har noget som helst aktiv i forhold til mig. De ved, hvad min uddannelse kan bruges til og har derfor også haft flest idéer til at udvide mit søgefelt. Det har været mit holdepunkt at komme dér og møde andre i samme situation.

Savner mere end lønnen
Det er ikke kun den økonomiske side af arbejdsløsheden, der går Louise på. Bekymringer om fremtiden fylder meget - og hun savner at tilhøre et fællesskab.

- Jeg ved, at jeg har en fremtid, men der er ikke nogle planer i den. Man bliver desværre lidt sur, kynisk og skuffet. Og så bliver det rigtig svært at sidde og tale med nogen, som har et arbejde. Hvilket jo er latterligt og unfair over for dem, der har et arbejde, men jeg kan ikke undgå at blive påvirket af, følelsen af, at de andre er heldige, siger hun og fortsætter:

- Jeg forsøger at være optimistisk og se mine veninder osv., men når folk spørger, hvordan det går, kan jeg ikke få mig selv til at sige: "jamen det går skide godt", for det gør det bare ikke. Jeg kan ikke sidde og lyve. Men jeg er også træt af altid at lyde som sådan en, der bare er negativ. Sådan er jeg ikke af natur, siger Louise Jensen.

700 ansøgninger
Louise har været vant til at handle selv og få ting til at ske. Nu skal hun hver dag bede andre om hjælp. Det tærer på selvtilliden.

- Det er virkelig en grænse, der skal overskrides for mig. "Vil du ikke lige dele mit cv", "har du ikke lyst til at spørge, ham, som du kender, om de ikke lige mangler nogen", "kunne du ikke lige dele det her i dit netværk" osv. osv. Når man er vant til selv at sætte dagsordenen for, hvordan ens liv skal være, så er det sgu svært at skulle lægge ens skæbne i andres hænder. Det har altid lykkedes mig at skaffe jobs gennem at være åben og præsentere mig selv og sige: "hej, kan I ikke bruge sådan en som mig?" Men nu, hvor jeg har en uddannelse, så virker det åbenbart ikke.

Til en vis grad trøster det Louise, at hun ikke er ene om at få afslag. For når en stilling bliver søgt af 700 andre, ved hun, at hun er en i flokken af dem, der har fået afslag. Alligevel kæmper hun videre.

Og dét er også det eneste rigtige at gøre ifølge Ginna Sørensen:

- Set fra vores synspunkt, er det jo forfærdeligt, at der går guld rundt på gaden. Men det har været en meget vanskelig periode at manøvrere i, da der har været massive nedskæringer i den offentlige sektor og forsigtighed i de private virksomheder. Så jeg kan kun råde Louise til at blive ved. For før eller siden lykkes det. Hun må ikke tabe modet. Og husk på, at rigtig meget i forbindelse med ens arbejdsliv, beror på tilfældigheder og timing. Så man skal aldrig give op. Måske skal man ændre strategi, sætte sit netværk i spil og tage kontakt til nogle, man ikke har hevet fat i før – f.eks. via LinkedIn. Hun gør alt det rigtige, og i første omgang er det vigtigste efter min mening at sikre, at hun får genoptjent en ny dagpengeperiode, så hun kan få ro til at forfølge sine mål.

Den specialestuderende
Flere af Louises bekendte er ved at tage andre uddannelser, selvom de har afsluttet deres drømmeuddannelse, i jagten på et job. Men hvordan ser fremtiden ud, når man stadig er i gang med at skrive speciale? Trods skrækhistorierne er Josefine Eckstrøm sikker på, at det hele nok skal gå. Til sommer bliver hun kandidat i Engelsk fra Københavns Universitet.

- Intet er hugget i sten for mig. Jeg er allerede begyndt at søge et par stillinger og håber selvfølgelig på at kunne stå med mit første job i hånden en uge efter, jeg har afleveret speciale. Men ellers vil jeg tage det, som det kommer eller måske starte med noget frivilligt arbejde eller tage i en virksomhedspraktik mere, så jeg kan tilegne mig nogle flere punkter til mit cv, siger hun.

Josefine Eckstrøm er indstillet på, at hun som nyuddannet er nødt til at opkvalificere sig selv yderligere via en praktikplads eller et løntilskud. Men synes hun slet ikke, at det er irriterende at skulle arbejde mere gratis, når hun er færdiguddannet? Ikke umiddelbart.

- Medierne har klargjort, hvordan landet ligger. At vi i virkeligheden først er færdige med vores uddannelser, når vi har fået de ekstra ting på CV'et, og ikke når vi står med vores eksamensbevis i hånden. Vores uddannelser klargør os ikke i sig selv til et arbejdsmarked. Det er, hvad man laver ved siden af, siger Josefine Eckstrøm.

LÆS OGSÅ: 8 tegn på at han er manden, du skal have børn med

LÆS OGSÅ: 4 typiske former for angst: Dét skal du være opmærksom på

LÆS OGSÅ: 4 unge kvinder med succes: Her er deres bedste tips til at blive iværksætter