Bad Boys
SPONSORERET indhold

13 vigtige ting, du lærer af at date en bad boy

Intet er så skidt, at det slet ikke er godt for noget, og der er faktisk et par relevante livslektioner at tage med videre, når du er færdig med at græde over den spildte mælk - uanset om han hedder Dylan, Chuck, Chris eller Jude.

Af:: Mi Skjold Brix Foto: Getty Images
16. maj. 2017 | Livsstil | Eurowoman

De er som sirenesang. Så uendeligt lokkende og næsten hypnotiserende. De kommer i mange forskellige former, højder og udtryk. Og én kvindes "bad boy" kan sagtens være en andens kvindes "happy ending".

Måske det er det, der driver nogle af os til at jagte rundt efter en mand, der ikke kvitterer med den affektion og hengivenhed, som vi håber på? Måske det er momentan, social blindhed, der gør, at nogle af os kæmper en indædt kamp for vinde hans gunst, selvom advarselslamperne skriger om kap og alt står bøjet i neon – i hvert fald set ude fra.

LÆS OGSÅ: Derfor falder du for bad boys – igen og igen

For mange af os her i huset er vores James Deans endt med også at blive "ham, der slap væk", og måske er det faktisk helt okay.

Måske skal vi hverken begræde, at vi ikke endte med ham, eller alle de salte tårer, vi har grædt. For det har (forhåbentlig) rustet os til vores fremtidige mere succesfulde valg af partner.

Vi har i hvert fald lært en værdifuld ting eller to om kærlighed af ham, den slemme, slemme dreng.

  1. Handling er uendeligt meget vigtigere end ord. Det koster ingenting at love guld og grønne skove, og at det hele bliver, som du drømmer om... i morgen.
  2. Det er ligegyldigt om andre synes, du er lidt for utålmodig. Hvis han ikke lever op til dine forventninger, kommer han aldrig til det. Drop ham! Og viser det sig, at du tog helt fejl, og det skal være jer to for evigt, så skal han nok fortælle dig, at du er hans eneste ene trods lidt modgang.
  3. I et godt forhold har begge parter samme tempo, så den ene ikke ender med sakke bagud eller spurte foran. Det er så rart ikke at skulle kæmpe med dødvægt i et forhold. Du kan ikke overtale nogen til at begære dig.
  4. Hvis du efter et år stadig ikke har mødt hans mor eller venner (i ædru tilstand), kommer du heller ikke til det. Og hvorfor nu ikke det? Fordi han ikke har behov for, at du skal være en stor del af hans liv.
  5. Hvis han vender telefonen væk, hver gang han får en besked – eller pludselig har fjernet previewet på sin låse-skærm, så er der muligvis en ugle eller to i mosen (læs: en dame på tråden)!
  6. Et lækkert ydre er langt fra det samme som et lækkert indre. Selvom han har styr på sit hår og god stil, så er det langt fra det samme som, at hans mor har lært ham at behandle sine medmennesker med værdighed.
  7. Følelser er ikke mere vigtige end fornuft! Du skal lytte til begge dele, for følelser kan lede dig i fordærv. Det er ikke godt kun at navigere efter underliv eller hjerte. Det vidner din mascara på kinderne om.
  8. Hvis Tinder og andre dating-apps bliver ved med at bimle, selvom du faktisk tænker, det er på tide at lukke den dør, har han altså et ben i mere end bare din lejr. Er du cool med det?
  9. Hvis du begynder at lyve ham bedre, når du taler med dine veninder, så er han ikke for god til at være sand! Så er han det modsatte. Super i teorien. Skidt i praksis. Løøøøb!
  10. Let's face it: Ingen mand er så lækker, at han er pandaøjnene værd! Så lad være med at lokke dig selv ud på så dybt vand, at du bliver mere end udmattet af at svømme ind til bredden igen (hvor dine veninder har stået i flere måneder og vinket febrilsk, mens de har mimet V-E-N-D... O-M).
  11. Hvis han ikke engang vil holde dig i hånden uden for soveværelset, så vil han sgu nok kun have det sjovt med dig lige der! Ikke at der er noget galt med sex med en fræk fyr. Du skal bare huske ikke at føle med hjertet. Kun kroppen.
  12. En mand er det værd, når han ikke giver dig lyst til at få en brystvortepiercing, trække maven ind, få farvet dit hår lyst eller begynde til guitar udelukkende for at gøre ham glad. Han elsker alt det, der gør dig glad af den simple årsag, at det gør dig glad.
  13. Det røde lys skal blinke, når han altid har tid til at ses fredag kl. 04:54, men aldrig tirsdag kl. 18. Lukas Graham ved det. Og det gør du jo også!

Husk, at kvinder også kan være "føkkboys". Og engang i mellem skal vi kigge os selv i øjnene (her kan du med fordel bruge et spejl) og spørge, om vi opfører os som vor mødre lærte os? Eller om vi også er trådt ind i manegen med pisk for at drive klovnen rundt? Er svaret ja, skal du lægge pisken, sige undskyld og træde væk.