”Det føltes så forkert at bruge skraberen i ansigtet”

Af Louise Gade Sig

Hun vidste det egentlig godt selv. Havde bemærket det tynde lag af mørke dun, der strakte sig hen over hendes læber, fulgte kæbens bløde runding og forsvandt ind i skyggen på hendes hals. Men hun havde aldrig talt med nogen om det, og ingen havde nogensinde nævnt det. Lige indtil den eftermiddag, hvor 13-årige Cecilie Hother lå på en græsplæne med en flok klassekammerater efter skoletid. Den fyr, hun var forelsket i, rullede grinende rundt på græsset, pegede på hende og sagde: "Du har jo skæg, Cecilie!"

LÆS OGSÅ: Cecilie Hother: "Jeg bliver næsten lidt ked af det, når jeg ser tilbage på billeder af mig fra den periode"

– Jeg prøvede at grine med, men jeg græd indvendigt. Det står så lysende klart i min erindring, jeg kan næsten lugte græsset fra den sommerdag. Jeg havde jo selv lagt mærke til det, men piger får jo ikke skæg. Det rørte ved alt indeni mig – min femininitet, mit selvværd, alt, hvad der kunne gøre mig usikker. Og det var dér, jeg første gang fik bekræftet det, jeg selv havde tænkt, at jo, jeg havde skæg. Den eftermiddag på græsplænen blev det min virkelighed og noget, jeg ikke kunne fortrænge længere, siger Cecilie.

Siden da har hendes problem ligget inden i hende, som en kerne, hvor ingen har haft adgang. Indtil nu.

En af de mest følsomme ting
Mandag formiddag på Dronningens Tværgade i København. 37-årige Cecilie Hother åbner døren til det, der snart åbner som klinikken CeriX, en klinik blandt andet for kvinder med sygdommen PCO (polycystiske ovarier) – en hormonel forstyrrelse, der rammer hver femte danske kvinde. Her er både højloftede lokaler og ambitioner, nænsomt indrammet af hvide vægge med paneler.
Ordene flagrer efter Cecilie i gangen, mens hun entusiastisk viser ind i det ene behandlingsrum efter det andet:

– Her skal der være laserbehandling!
– Her skal vi have en fatfreezer!
– Og her bliver der venteværelse!

Lige nu er lokalerne tomme, men om få uger åbner hun for alvor – både for klinikken, men også for sig selv. Aldrig før har hun været offentlig omkring sin sygdom PCO, og de følgevirkninger, den har givet hende i form af skægvækst og svingende kropsvægt. Hun fortæller, at hun helt frem til vores møde cirkulerede nervøst rundt i de tomme lokaler og tænkte: Er du nu sikker på, at det er det, du vil? Har du lyst til at dele det med andre?

– Mange tror, jeg er sådan et åbent menneske, man ved alt om, men der er stadig bare nogle ting, jeg har lukket helt ind i min private skattekiste, og det her er en af de allermest følsomme ting.

LÆS OGSÅ: Cecilie Hother er gravid: "Det er et mirakel"

Flere gange under interviewet bliver hendes stemme porøs, men hun gennemfører i håb om, at det kan hjælpe andre kvinder med den håndsrækning, hun selv havde håbet at få, da hun fik sygdommen konstateret. Hun åbner klinikken med Rie Jensen, som er uddannet sygeplejerske. De to mødte hinanden for seks år siden, da Cecilie gik til det private behandlingssystem for at få nedsat sin skægvækst efter utilstrækkelig hjælp i det offentlige. Og den 350 kvadratmeter store klinik står nu som et monument over den accept, Cecilie langt om længe har af sin sygdom.

Den grimme skraber
Som teenager forsøgte hun sig med både afblegning, hårfjerningscreme og -voks for at komme de mørke hår i ansigtet til livs.

– Men til sidst endte jeg med den der skide skraber, siger hun så.

– Det er frygteligt at sige, for det er simpelthen så grimt et billede. Der er så meget symbolværdi i den der lille skraber. Som kvinde kan du sagtens bruge den på dine ben og i armhulerne, for det har samfundet sagt, er o.k., men når du skal sætte den op til dit ansigt...

Hun sidder lidt, før hun fortsætter.

– Jeg vendte ryggen til spejlet og stod i hjørnet på badeværelset. Det føltes så forkert. Jeg får næsten tårer i øjnene ved bare at sige det højt.

– Men sådan gjorde jeg i mange år. Det rører bare så meget ved ens selvværd, at man slet ikke forstår det. Der er ikke noget bedre og mere maskulint end en mand, der står med barberskum i ansigtet og barberer sig. Det er virkelig, virkelig pænt. Det er det mest maskuline for mig, ever, og derfor har jeg selv nu svært ved at være åben omkring, at jeg selv begyndte mine morgener på samme måde. Jeg har både haft snitsår og indgroede hår, og nok det værste af det hele, razor burns, hvor huden bliver tør og rød og brænder, når du putter creme på – som en fin hudafskrabning. Med tiden lærte jeg, at det handler om at bruge en skarp, ren skraber og så at lægge sin makeup ordentligt, for ellers kan det ikke dække sidst på dagen, når hårene er groet ud, siger hun.

En barberskraber blev fast inventar i hendes håndtaske, da hun var i slutningen af 20'erne, men hun vidste ikke, at hendes skægvækst udsprang af en sygdom, lige indtil hun i midten af 20'erne ikke fik menstruation i et helt år. En gynækolog konstaterede gennem en blodprøve, at hun havde sygdommen PCO, der giver blærer på æggestokkene og en forhøjet mængde mandligt kønshormon.

– Jeg havde aldrig hørt om det før. Det første, jeg fik at vide, var, at det kunne blive svært for mig at få børn, hvis det da ikke blev helt umuligt. Det brugte jeg enormt lang tid på at tude over, det var et kæmpe knæk for min kvindelighed, for jeg havde altid set mig selv som mor på et tidspunkt.

Bagefter begyndte Cecilie at researche på sygdommen, som viste sig at give forskellige symptomer fra kvinde til kvinde: Nogle får uren hud eller tendens til overvægt, andre oplever rødmen, fertilitetsproblemer eller øget hårvækst.

– Det var en blanding af at have en forbandelse og samtidig være glad for at have fået sat ord på forbandelsen. Pludselig forstod jeg, hvorfor min krop reagerede som den gjorde på flere punkter. For eksempel har jeg altid været atletisk bygget og som udgangspunkt levet sundt, men så kan jeg få en hel ekstrem sukkertrang, gå amok i E-numre og svinge i vægt. Samtidig har jeg viljestyrke nok til hurtigt at gå på kur igen.



Bryder ind i hverdagen
Selvom hun havde fået en diagnose, holdt Cecilie stadig sit problem ud i stilfærdig armslængde. Nævnte det aldrig for nogen. Når hun gennem tiden sov med kærester, var det første, hun gjorde om morgenen, at køre sin hånd op til sit ansigt og mærke efter. Når hun – som oftest – fornemmede stubbenes stridbarhed mod sine bløde fingre, listede hun ud på badeværelset, barberede sig og bad til, at kæresten ikke havde bemærket noget. Og problemet blev ikke mindre presserende, da hun fik job som tv-vært.

– Når du lever af dit ansigt, bliver du pludselig ekstra skrøbelig og fokuseret, fordi du har et kamera i hovedet meget af tiden. Falder lyset nu, så det ses tyde-ligt? Hvad nu hvis jeg ikke fik fjernet alt i morges? Hvis, hvis, hvis! Og for mig var det den vildeste forbandelse, at der kom hdtv til, tilføjer hun.

– I løbet af en arbejdsdag kunne jeg få sådan nogle tics, hvor jeg kørte hånden hen over overlæben og mærkede efter. Den der tvangstanke havde jeg kørende hele tiden – som hvis du har en kæmpe bums midt i panden, hvor man konstant tænker, er den nu dækket godt nok? Kigger folk på den? Det er lidt det samme, men denne bums forsvinder bare aldrig. Det lå hele tiden i baghovedet, om jeg nu havde et spejl og en skraber i tasken, og hvis jeg så mærkede antydningen af stubbe, mistede jeg fokus, blev nærmest manisk og tænkte, det skal bare væk. Det er der ingen, der skal se. Så var det bare om at gå ud på toilettet og få det fikset, siger hun og fortæller, at hun ofte har overvejet, om hun skulle italesætte skægget over for alle de makeupartister, hun er i hænderne på i forbindelse med tv-optagelser.

– De kommer jo virkelig tæt på min hud, og jeg lærte hurtigt at lave en mur af humor for at beskytte mig selv, kaldte mig "Furry Fiona" og sagde, at jeg "havde lidt til både gården og gaden". Det har været min forsvarsmekanisme, men mest fordi jeg ikke vidste, jeg kunne gøre noget ved det. Havde jeg vidst, det kunne behandles, havde det været meget nemmere.

Nogen husker måske også Cecilies tv-eksperiment i 2014, hvor hun skulle opholde sig alene i en skov i fire døgn. Kun udstyret med basale hjælpemidler og fire ubemandede overvågningskameraer, der filmede hende døgnet rundt, så alle kunne følge med undervejs.

– Der havde jeg også en skraber med og tænkte virkelig over det, fordi jeg havde kameraer på mig konstant. Men så fandt jeg en blind vinkel, når det skulle ordnes. Hendes indre skuffedarium er fyldt med episoder, hvor også hendes privatliv har været påvirket af barberskraberen som et ufrivilligt omdrejningspunkt. Som den nytårsaften, hvor hun hjalp en veninde med madlavningen, lige før gæsterne kom. Flygtigt mærkede hun nogle få stubbe i ansigtet og fandt kort tid efter sig selv på badeværelset i færd med at vende sin store håndtaske på hovedet i desperation over, at hun ikke havde medbragt en skraber. Derpå forlod hun nytårsfesten en halv time for at finde en kiosk, der solgte engangsskrabere.

– Det er der, hvor det går galt, og det er der, hvor du er sårbar. Du har pakket din kjole, pakket din makeup, du er klar til fest, du er ude... og så må du bare skride og finde på en eller anden løgn, når de andre spørger: "Hvad skal du?" Jeg forstår godt, at det kan være svært at sætte sig ind i for andre, og at det måske kan virke forfængeligt, men det er et konstant stressmoment, der dræner selvværdet helt enormt. Min hjerne og fornuft ved godt, at jeg ikke burde være flov over det, for jeg kan sgu ikke selv gøre for det, men jeg føler det.

Naturen har en anden plan
Cecilies kæreste gennem to år, Thomas Gregers Honere, er en af de ganske få, hun har fortalt om sin PCO. I efteråret besluttede de to sig for at forsøge at få et barn, og Cecilie lovede sig selv ikke at gå i panik, når der formentlig ikke var sket noget i løbet af de første to år.

– Jeg havde fået at vide, at når jeg engang ville have børn, ville det sikkert kræve hjælp på grund af min PCO. Vi besluttede at give naturen en chance på et halvt år og forventede derefter at skulle gå i hormonbehandling og til sidst inseminering, og vi indstillede os på, at der ville gå et par år, før vi stod med en dejlig baby på armen.

Men der gik ikke lang tid, før Cecilie blev gravid.

– Og det er sgu et mirakel. Men jeg gik også i panik, for inde i mit hoved skulle jeg jo bruge lang tid på at blive gravid. Vi var midt i projektet med at opstarte klinikken, og hele min tidsplan og virkelighedsopfattelse med PCO røg fuldstændig til jorden, og jeg skulle bygge det op igen. Naturen havde en hel anden plan.



Behandling der hjælper
Op mod 100.000 kroner har hun i tidens løb brugt på at komme skægget til livs. Hun har følt sig stigmatiseret og frustreret over ikke at møde ordentlig behandling i sundhedsvæsenet, for intet hjalp hende for alvor, indtil hun for seks år siden mødte specialsygeplejersken Rie Jensen i en privatklinik. Med laserbehandling fik Rie formindsket Cecilies hårvækst så meget, at hun blev hårfri i lange perioder og mærkede, hvordan hendes selvtillid slog knop og voksede.

– Lige pludselig blomstrer man nærmest, fordi der ikke er noget at skjule, og der kommer ro, fordi de der stubbe ikke bliver dit fokus. Når jeg går i gang med et projekt, kan jeg godt lide, at det stopper på et tidspunkt, og det tog mig lang tid at acceptere, at PCO'en aldrig stopper, men accepten har jeg fundet i dag, især fordi jeg ved, der kan gøres noget ved det.

Hun ville ønske, at hun var kommet i hænderne på den rigtige behandler med det rigtige udstyr for mange år siden og havde sparet sig selv for en masse frustration. I dag har hun sat laserbehandlingen i bero på grund af sin graviditet, men hun finder ro i visheden om, at løsningen på hendes problem efter graviditeten kun er en laserbehandling væk.

Og nu åbner de to kvinder altså klinikken CeriX sammen – et sted med speciale i hudforyngelse og rynkereducerende behandling, og i samarbejde med PCO-foreningen behandler de også kosmetiske gener, som PCO-patienter kan opleve, i skræddersyede forløb, der passer til hver enkelt klients særlige udfordringer.

– Da Rie og jeg besluttede os for at gå all in og åbne klinikken, vidste jeg, at jeg samtidig måtte åbne op om min egen sygdom. Det skal jo starte et sted. Der er så meget hjerteblod i det her, og jeg tror på, at jeg kan gøre en forskel for andre kvinder. Det er den største motivationsfaktor. Det er det hele værd, hvis jeg bare kan hjælpe ti kvinder og sikre mig, at de ikke skal gennemgå alt det, jeg gennemgik.

Hun synes, det er underligt, for i adskillige år har hun gemt alle sine oplevelser med PCO inden i sig selv. Pakket dem ned i håndtasken med sin barberskraber i en lukket sidelomme. Men snart kommer offentliggørelsen. Og med den frygten. For, siger Cecilie:

– Helt fra barnsben har min store frygt været at blive "hende den skæggede dame", og den ligger fandeme stadig indeni – frygten for hvad andre siger og tænker.

Kvinderne med PCO skal vide, at det ikke er så svært at gøre noget ved det, og jeg vil gerne inspirere dem til at være åbne omkring deres sygdom. Den eneste måde, vi kan komme tabuet til livs på, er ved at tale om det. Uden at det skal lyde for voldsomt, så vil alle de minitraumer, jeg har fået i forbindelse med min PCO, altid være der, men jeg har valgt at bruge dem som en drivkraft: Med klinikken og åbenheden føler jeg pludselig, at der er en større mening med det.


LÆS OGSÅ: Cecilie Hother: Det gør ondt, når folk sviner mig til

LÆS OGSÅ: Cecilie Hother: "Den creme er jeg blevet afhængig af"

LÆS OGSÅ: Cecilie Hother: "Lad være med at tænke for meget over det"