20 skud fra hoften: Mattias Kolstrup
SPONSORERET indhold

20 skud fra hoften: Mattias Kolstrup

Foto: Jeppe Kolstrup
01. jun. 2012 | Livsstil | Eurowoman

Det danske band Dúnés karismatiske forsanger Mattias, 23, om reinkarnation, godt læsestof og kendisparret, det egentlig ville være lidt fedt at invitere på middag.

Hvad ved kvinder ikke om mænd?


“I ved alt om os! I ved mere om os, end vi ved om os selv.”

 

Yndlingsfilm?


Star Wars.”

 

Hvad læser du lige nu?


“Jeg læser den japanske forfatter Haruki Murakamis sindssygt fede 1Q84-trilogi, som mine forældre har foræret mig. Tak!”

 

Hvis du ikke var i musikbranchen, hvad ville du så lave?       


“Jeg ville være ormefoder ni fod under. “

 

Hvis du døde og blev reinkarneret som et dyr, hvilket skulle det så være?


“Den kære Piotrek Wasilewski, der spiller bas i Dúné, mente, at jeg ville være en skildpadde, hvilket er et realistisk bud. En skildpadde er tilstrækkelig tilbagelænet og langsom på land, men forbløffende hurtig og elegant i sit rette element.”

 

Hvis nogen skulle spille dig i en film, hvem skulle det så være?


“Jeg spurgte mine Twitter-followers om dette og ville gerne have givet et svar, der er Newt Gingrich (republikansk kandidat til det amerikanske præsidentvalg, red.) værdigt, men prøver i stedet med noget så røvsygt som et realistisk bud. Jeg ligner på mange måder den engelske skuespiller Jamie Cambell Bower, og vi er jævnaldrende, så hvis han tillægger sig lidt accent, må han være svaret.”

 

Hvem beundrer du mest?


“Generationerne fra mine tip-tip-oldeforældre til mine forældre, fordi de har kæmpet for at bygge det måske mest socialt komplette samfund op, der er set i menneskets historie – indtil videre. De har slidt for, at jeg i dag kan udleve mine drømme. Jeg har selvfølgelig selv en finger med i spillet, men set i det store perspektiv er deres bestræbelser på at skabe demokrati, frihed og lighed fundamentet i min/Vestens ungdomsgeneration.”

 

Drømmemiddagsgæster:


“Brangelina ... Av, av, av. Sagde jeg lige det? Men det ville da være fedt, ikke?”

 

Mest overvurderede:


“Pas.”

 

Mest undervurderede:


“Oasis’ sidste album, Dig Out Your Soul. Genialt!”

 

Favoritgadget:


“Forlængelsen af min højre hånd aka. iPhone 4S.”

 

Yndlingsmad:


“Et bestemt sushisted på The Sunset Strip, som jeg desværre har glemt navnet på. Det er simpelthen det bedste mad, jeg har fået i mit liv! Det var som at spise stykker af himlen – og jeg har fået nogle ret solide måltider i min jyske barndom. Lad os bare sige, at det IKKE var gratis.”

 

Bedste koncert, du har spillet:


“Vi har spillet så mange sindssyge steder rundt om i verden, men jeg vil nu fremhæve vores koncert i Tivoli tilbage i 2010 som noget helt specielt. At spille en koncert foran 20.000 mennesker som det eneste navn på plakaten var en vild oplevelse.”

 

Bedste koncert, du selv har været til:


“Det var mine storebrødres band Æfrees afskedskoncert i Brårup Skoles gymnastiksal i Skive. Mads Langer var på keyboard, hans nuværende trommeslager bag gryderne, kunstner Niels Pugholm gav den gas som forsanger og mine storebrødre på guitar: instruktør Jeppe Kolstrup og min anden storebror, der i dag er mikrobiologistuderende på Einstein University i New York ud over at have en aktiv musikkarriere. Det var, som om en gylden kreativ generation fra Skive var samlet i den gymnastiksal den aften.”

 

Største fremtidsdrøm:


“Det er klart at få lov til at udvikle livet med Dúné endnu mere. Komme længere ud i verden, spille større steder, nå ud til endnu flere mennesker. Få lov at blive ved med at leve af musikken osv.”

 

Elsker mest:


“Kvinder.”

 

Kvalitet, du vægter højest hos andre mennesker:


“Tolerance.”

 

Kvalitet, du vægter højest hos dig selv:


“At jeg kan synge.”

 

Hvis dit hjem brændte, hvad ville du så redde ud?


“Jeg ville løbe for livet. Intet materielt er mere værd end et menneskeliv.”

 

Hvad skal du lave i aften?


“Jeg skal ud og have en enkelt bajer med en veninde. En stille og rolig aften er i vente.”


Læs også: Mød Noomi Rapace: Hollywoods nye superstjerne »