Margrethe Vestager: "Jeg hader at skændes, og jeg er dårlig til det"

Har du altid vidst, at du ville arbejde med politik?
– Nej, det har jeg faktisk ikke. Da jeg var helt ung, oplevede jeg ikke politik som noget, man arbejdede med. For mig var det en selvfølge, at du engagerer dig i det samfund, du lever i, samtidig med at du har et almindeligt arbejde. Jeg blev økonom, fordi jeg syntes, det var spændende. Og så er jeg opdraget med, at du skal have dit eget ekspertområde, noget du altid kan arbejde med.

Du har kæmpet mod mastodonter som Google og Apple. Er der nogen slåskampe, du helst vil undgå?
– Jeg vil helst ikke skændes med mine børn. De kampe undgår jeg. Jeg hader at skændes, og jeg er dårlig til det. Politik handler om at bevæge verden fremad gennem konflikter. Verden forandres ikke, når vi hygger os med kaffe i kolonihaven, men når vi tager en ubehagelig problemstilling op. Det gør mig ikke noget at være i konflikt. Jeg er god til at navigere i det og holde mig til sagen. Det lærer du, når du har været i politik i over 20 år.

LÆS OGSÅ: Margrethe Vestager: "Det er meget usundt kun at fokusere på topkarakterer"

Vender du nogensinde tilbage til dansk politik?
– Jeg nærmer mig de 50, og jeg satser på at blive 90, så jeg har jo mange år at arbejde i endnu. Det er ikke til at sige.

Har du statsminister-ambitioner?
– Nej, det har jeg aldrig haft. Den post tilhører de store partier. Og jeg har det med politik, som jeg har det kostråd: alting med måde. For selv om jeg fylder min gryde med politisk optimisme, så tilsætter jeg altså også en god portion fornuft og pragmatisme, inden jeg rører rundt med grydeskeen.

Ville du anbefale dine døtre at gå ind i politik?
– Det afhænger af hvilken type politik, de vil beskæftige sig med. Vælgerne er så trætte af de gamle partier. Derfor var det også opmuntrende at se, at en alternativ vej fik succes i Frankrig. Macron repræsenterer noget nyt og midtersøgende, der stadig har et konsekvent og sammenhængende program. At arbejde i sådan en redefineret politik virkelighed, må være spændende. Det ville jeg helt sikkert anbefale, men ikke den gamle, slidte model hvor politikere opleves som utroværdige og egennyttige. Det er så ærgerligt, at den opfattelse er så udbredt. Der er så mange ordentlige og hæderlige mennesker i politik, men det er ikke dem, der tiltrækker sig opmærksomhed.

Hvordan har feminismen og #Metoo-bevægelsen det i EU?
– Vi er virkelig godt på vej til at realisere vores femårsmål om 40 procent kvindelige ledere i EU. Det var bare 30 procent for tre år siden, og nu er vi på 36 procent. Så vi skal nok nå det. Feminisme har ikke den samme vind i Bruxelles som herhjemme eller i USA, men den er der. Og der er en stor glæde og opbakning til den vækkelse, der finder sted ude i verden. Det handler jo mere om magt end seksualitet, og her er bevægelsen en velkommen anledning til at sætte fokus på, at magt ikke er noget mænd har, men noget mennesker udøver. Denne perspektivændring kan kun ske, når vi er tilstrækkeligt mange kvinder ved bordet. Vi skal vænne os til, at magten lyder anderledes, når den udøves af kvinder. Vi er ikke mænd og kommer ikke til at lyde som dem eller ligne dem i måden, vi forvalter magtbeføjelser på.

Hvad siger du til, at det digitale parallelunivers i stigende grad bliver
vores virkelighed?
– Vi skal indføre en ordentlig kultur i måden, vi omgås med hinanden på. Ikke bare online, men også i forhold til hvor meget skærme skal have lov til at fylde i hverdagen.

LÆS OGSÅ: Sara Omar: "Vi kvinder tager ikke pladsen fra nogen. Den er vores"

Du er datter af to præster og har selv været kirkeminister. Hvor meget fylder den åndelige og religiøse dimension i din hverdag?
– Jeg tror, at mennesket ville være et meget ensomt dyr, hvis vi ikke havde en åndelig dimension i vores liv. Men det betyder ikke, at jeg er ubetinget glad for alle religiøse udtryk. Min holdning er, at vi skal tro på gud, men frygte kirken. Organiseret religion kan bruges i de mest væmmelige sagers tjeneste.

Hvad håber du har forandret sig i verden om 20 år?
– Jeg håber, at vi har fået et helt andet greb om, hvad en ressource er.
Vi smider så meget ud, jeg kan ikke have det! Og så skal vi have et bedre greb om hinanden som ressourcer. Vi smider jo hinanden væk. Det er helt utroligt sørgeligt, at mange slet ikke føler, at de bliver regnet med som en værdi. Det bedste er at føle, at du tæller og at der brug for dig. Vi skal skabe et nyt blik på hinanden.