Den spanske bjerglandsby Frigiliana
SPONSORERET indhold

Spansk bjergidyl: "Her bor man side om side med de lokale og vågner til lyden af kirkeklokker"

Når Annette Hyttel Vestergaard holder ferie fra sit daglige arbejde som digital- og PR-ansvarlig for Vila, tager hun til den spanske bjerglandsby Frigiliana. Få hendes bedste tips til, hvor du skal spise spansk tapas, nyde udsigten over bjergbyen, og hvilke hemmelige steder du ikke må gå glip af.

Af: Cille Lewinsky Foto: Privat
26. maj. 2018 | Livsstil | ALT for damerne

Annette Hyttel Vestergaard forelskede sig straks i den lille, spanske bjerglandsby, da hun for tre år siden besøgte byen for første gang. Siden har hun og familien besøgt Frigiliana flere gange årligt og elsker byens autencitet og smukke beliggenhed.

– Vi lejer typisk et hus i den gamle bydel. Her bor man side om side med de lokale, vågner til lyden af kirkeklokkerne eller muldyr, der transporterer byggematerialer op ad de stejle trapper. Og hvis man bor højt oppe i byen, har man fra sin terrasse 360 graders panoramaudsigt over dalen, den dramatiske natur og det smukke Middelhav. Hvis man tager sig en løbetur om morgenen, vil man både møde skolebørn på vej til skole og hilse på lokale, der drikker deres morgenkaffe på en lille café. Frigiliana er bare en skøn by!

Frigiliana. Frigiliana. Foto: Privat. 

Bedste spisesteder

Tapas med udsigt
Frigiliana har adskillige lækre og hyggelige spisesteder. De er typisk spanske og laver mad af lokale råvarer. Den bedste og mest udsøgte restaurant i byen er Garden Restaurant, som serverer lækker, spansk tapas. Restauranten ligger allerøverst i byen og har den mest utrolige udsigt. Restaurantens kok elsker at eksperimentere med ingredienser og overraskende krydderier, og de har også en del veganske retter. Prøv deres panna cotta med abrikossirup – den er udsøgt! Thegardenfrigiliana.com

LÆS OGSÅ: Sydfransk stemning: Menton er farverige gader, behageligt klima og smukke sandstrande

Spis under appelsintræerne
Hvis man vil spise sammen med de lokale, er Bodega de Pepe et virkelig godt bud. Den ligger længere nede i byen, og ejerne er meget imødekommende. Man sidder typisk udenfor under appelsintræerne. Indenfor er der meget småt, lavloftet og dunkelt. Prøv deres traditionelle lam eller deres ”pil pil”-rejer. Bodega de Pepe ligger tæt på legepladsen, så hvis man rejser med børn, kan de nemt løbe derhen, mens man venter på maden. Restauranten Nueva Tahona, som ejes af et hollandsk par, er også et godt sted for børnefamilier. De laver fantastiske pizzaer og den bedste Tinto de Verano – en let udgave af Sangria, hvor man blander rødvin med sprite, frisk appelsin og isterninger. Min personlige favorit er deres Salad Aña’ med friske spinatblade, stegt gedeost, dadler og sirup fra Frigiliana!

Frigiliana. Frigiliana by. Foto: Privat.

Bedste kulturelle steder

Gåtur på bjergsiden
Gå op på bjerget, der ligger bag byen. Turen tager kun 15 minutter, og du går ad både trapper og klipper. På vejen derop vil du dufte citrontræer, olivenlunde og hibiscus, og på toppen vil du kunne se ruinerne af den gamle mauriske borg og opleve en helt fantastisk udsigt over både den nye og gamle by, havet, dalen og vandreservoirerne. Gå henover bjergtoppen og ned på den anden side af bjerget mod naturreservatet, hvor du nemt kommer retur via gaderne i den gamle by. Husk at gå forbi den smukke kirke og tag en kaffe på én af restauranterne ved kirkepladsen.

LÆS OGSÅ: Kakkelklædte huse og små, hyggelige gader: Besøg Portugals gemte perle

Endagstur til Granada
Hvis man vil på en dagstur, kan jeg varmt anbefale Granada. Den summer af liv, der er masser af seværdigheder, blandt andet Alhambra, et 1001 nats eventyr. Man kan også blot slentre rundt i de små gader, shoppe ved gadehandlerne eller slappe af i én af byens mange parker med udsigt til Sierra Nevada-bjergene.

Frigiliana. Frigiliana. Foto: Privat.

Bedste udflugter

Paella over åben ild
Der er kun 15 minutters kørsel til kystbyen Nerja og de dejlige badestrande. Den største og mest kendte hedder Playa de Burriana, som er smukt omgivet af klipper. Stranden er fin med klart vand, og langs stranden er der masser af butikker, barer og restauranter. Ajo er en af de mest lokale restauranter, hvor man spiser simpel paella tilberedt over åben ild i en kæmpestor pande. Prøv også at bestille en Mojito på en af barerne langs stranden. De fås i forskellige smagsvarianter, men kun i én størrelse, nemlig halvliters!

Snorkling i vandkanten
Hvis du er mere til de uforstyrrede strande, så kør en tur mod øst langs kysten forbi byen Maro. Her ligger en række hyggelige og mere afsides strande. Vi har selv været ved Playa De Maro. Den er skøn, og der er mulighed for perfekt snorkling helt tæt på land.

LÆS OGSÅ: Magisk sommer: "Jeg har aldrig følt mig mere hjemme end i Toscana"

Hemmelige steder

Meditation ved floden
Hvis man vil helt ned i gear, kan jeg varmt anbefale at booke et meditationskursus hos danske Stine Schou Kvistgaard, som holder korte kurser og længere forløb i Frigiliana. Her vil man få mulighed for at lave meditationer i naturen, blandt andet i naturparken ved floden. Feelcompany.dk


På den rustikke restaurant ”Bar la Alegría del Barrio” hænger alle de lokale ud. Maden er meget enkel, ejerne er imødekommende, og hvis man giver drikkepenge, bliver der jublet og ringet med en klokke.

Anbefalet til dig